I denne uge blev presset på regeringen for stort og de måtte gøre noget for at se ud som om de bekymrede sig om at titusindvis arbejdsløse stod overfor en økonomisk afgrund, og Helle Thorning præsenterede på sit ugentlige pressemøde tirsdag et nyt dagpengeudspil.

Det er en midlertidig indrømmelse til den danske arbejderklasse, at den allerværste katastrofe for tusindvis af arbejdsløse, der stod til at miste dagpengene og som ikke er berettiget til kontanthjælp, og som derfor stod overfor at miste al indtægt, udskydes. Men problemet er netop blot udskudt og ikke løst. I stedet for et skub ud over afgrunden, udsultes de arbejdsløse i stedet langsommere.

En hullet og langt fra dækkende ”løsning”
Gang på gang har regeringen præsenteret såkaldte løsninger på det faktum, at tusindvis rammes af det angreb på dagpengene, som de selv indførte som en del af deres regeringsgrundlag.
Klog af skade præsenterede de trods alt ikke dette dagpengeudspil som en ”fuld og dækkende løsning” som Corydon præsenterede akut-job-pakken, der har vist sig som en total fiasko.
Og dette udspil af da også nærmest så langt fra en fuld og dækkende løsning, man kan komme.

Udspillet betyder, at de, der rammes af dagpengeperiodens halvering til to år, kan få en nedsat dagpengesats: 80 procent af højeste dagpengesats for forsørgere og 60 procent for ikke-forsørgere.
Den nuværende højeste sats før skat er 17.355 kr. Den nye ydelse for forsørgere vil være 13.883 kr., en nedgang på 3.472 kr. og ikke-forsørgere ryger ned på 10.413 kr. et tab på 6.942 kroner. For nyuddannede, såkaldt dimittender, er den nuværende maks-ydelse 14.235 kr. og den nye ydelse for en ikke-forsørger er på 8.541 kroner, et tab på 5,694 kr.

Det er beløb, der kan mærkes i ethvert husholdningsbudget, med mindre man hedder Joakim Von And. Og det skal lægges oveni det tab, som de arbejdsløse allerede har lidt ved at gå fra en løn til dagpenge. Derudover er der meget strengere krav tilknyttet denne nye sats, så folk sendes i tvangsaktivering, som mest af alt er en nyttesløs ”straf” for ”forbrydelsen” at være arbejdsløs.
Udspillet løser altså ikke dagpengespørgsmålet: alle de, der stod til at falde ud af dagpengesystemet, falder stadig ud af dagpengesystemet.

Det er glædeligt, at tusindvis af arbejdsløse har fået lidt mere end ingenting, der betyder, at de måske (og det er et stort måske) kan undgå at gå fra hus og hjem… for nu. Men det er med en dårlig eftersmag, for intet er reelt løst, og det føles makabert, at man med en regering med Socialdemokratiet og SF skal glæde sig over, at de i sidste øjeblik har valgt at afbøde de værste effekter af den reform af dagpengene, som de selv for mindre end 2 år siden indførte.

Dagpengeforringelserne står ved magt, de indfases blot lidt langsommere.
Angrebet på kontanthjælpen, som blev lanceret i kontanthjælpsreformen for få måneder siden, står ved magt.
Hetzen mod de arbejdsløse står ved magt.

Og så er vi slet ikke kommet til den foreslåede finansiering af det nye udspil, der gør, at vi desværre igen kan kende regeringen: de 2 milliarder, som regeringen regner med, at udspillet koster, skal komme fra, at A-kasse medlemmerne selv betaler mere i kontingent og gennem en massakre på danskundervisningen af udlændinge.
Regeringens politik er med til fuldstændig at underminere dagpengesystemet – det koster mange hundrede kroner hver måned at være med i en A-kasse, der skulle give en eller anden sikkerhed, men regeringen hæver prisen og forringer samtidig hele tiden, hvad man kan få ud af det. Det er ikke mærkeligt, hvis nogen begynder at tænke: Hvorfor blive ved at betale til noget, som man risikerer, helt forsvinder?
At tage pengene fra danskundervisningen af udlændinge kan ikke siges at være andet end hyklerisk, da regeringen selv konstant taler om behovet for integration. Enhver ved, at dansk ikke er det nemmeste sprog at lære, men at danskkundskaber er en afgørende forudsætning for at kunne klare sig godt i det danske samfund og ikke blive isoleret. At skære i danskundervisningen er ingen løsning på noget som helst. Regeringen har lige givet milliarder i skattelettelser til erhvervslivet, dem kunne den passende droppe i stedet.

Arbejdsløsheden er et samfundsskabt problem, ikke de arbejdsløses skyld. Før der er skabt arbejde til alle, kæmper vi for dagpenge svarende til lønnen, uden tidsbegrænsning.

En presset regering
Dagpengeudspillet viser samtidig, hvor presset regeringen er. Både fra medlemmerne af Socialdemokratiet og SF, og ikke mindst fra Enhedslisten.
Regeringspartierne har været i frit fald i meningsmålingerne: Socialdemokratiet og Enhedslisten har i flere målinger været omtrent lige store og SF nærmer sig hastigt spærregrænsen.
Regeringen havde nok ikke forventet, at lockouten af lærerne ville være så skadelig for dem, som den blev. Det var tydeligt for alle, at regeringen og KL havde koordineret angrebet på lærerne, og at regeringsindgrebet fuldstændig tilgodeså arbejdsgiverne i KL. Regeringen mistede under konflikten sin støtte blandt lærerne, hvoraf mange havde stemt på et regeringsparti ved sidste valg.
Men også i resten af fagbevægelsen var smertegrænsen nået med udløbet af dagpengeperioden, der rammer deres medlemmer og sådan set en vigtig del af fagbevægelsens eksistensgrundlag.

Ligesom ved tre-partsforhandlingerne sidste forår måtte regeringen trække i land – presset fra fagbevægelsens bagland blev for stort på fagtoppen, som lagde presset videre på regeringen. Og en Socialdemokratisk ledet regering har ikke råd til at miste al opbakning fra fagtoppen – det viser også, hvorfor Socialdemokratiet og SF, på trods af den politik de fører nu, stadig er arbejderpartier.
Regeringens tilbagetrækning på dagpengespørgsmålet kommer samtidig med, at der er ved at ske et skift i situationen i Danmark. Efter fem år med mere eller mindre stilstand i klassekampen har vi inden for de seneste måneder set 4-5 demonstrationer med titusindvis af deltagere både mod SU-forringelserne og senere lockouten af lærerne. Første maj i år var markant anderledes end den har været i utallige år, med regeringspolitikere, der blev buh’et end fra scenen.

At regeringen nu har måttet give efter for presset vil have en vigtig effekt på klassekampen: det kan have en kæmpe motiverende faktor for yderligere kamp, at det har vist sig, at regeringen faktisk kan presses til indrømmelser. Dette viser, at det er klassekamp udenfor parlamentet som kan tvinge regeringen i knæ, ikke parlamentarisk korridorsnak, med det formål at ”presse regeringen til venstre”, som nogle kræfter i både Enhedslisten og SF har troet var muligt. Så længe S og SF er indlemmet i alliancen med de radikale, så længe de nægter at føre socialistisk politik, vil regeringens politik være blå. Derfor er løsningen at arbejderpartierne definitivt bryder med de radikale og går sammen om et ægte socialistisk program.

Nu er forhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten i gang. Jo længere ind i disse såkaldte midlertidige løsninger Enhedslisten indrulles, jo længere væk er de med til at skubbe en reel løsning på dagpengeproblemet og jo mere vil det blive set som, at de accepterer dagpengereformens forringelser.
Vi mener, at Enhedslisten må stå fast på, at der skal findes en reel løsning og at dagpengeforringelserne, med halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af optjeningskravet, som første skridt må rulles tilbage.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.