Onsdag den 5. marts havde Metal Ungdom Hovedstaden Generalforsamling, mødet var delt op i to - et for selve afdelingen og et for de fem sekretariater der udgør afdelingen. Lærlingene har i de seneste par år været lidt fraværende på klassekampens scene, men på det seneste er der begyndt at komme tegn på at udviklingen er ved at vende. Blandt andet vedtog denne generalforsamling, enstemmigt, en udtalelse som viser denne udvikling. Flere af Socialistisk Standpunkts støtter var til stede ved mødet og var også med til at stille og forsvare forslaget.

Vi bringer her udtalelsen (læs den også her som pdf). Vi vil desuden snarest muligt offentliggøre de materialer som sekretariatet har lavet i løbet af det seneste år, og som også blev præsenteret ved mødet. Disse dokumenter er pragteksempler på, hvordan man laver fagligt lærlingearbejde, derfor opfordrer vi alle vores læsere til at læse disse og selvfølgelig også meget gerne kommentere dem.



Udtalelse:

Dette er en udtalelse rettet mod alle klubber, afdelinger, regioner, ledelser, kongresser og forbund i den danske arbejderbevægelse. Vi opfordrer alle disse instanser til at tage vores krav op på deres generalforsamlinger som forslag til overenskomstforhandlingerne i 2009 og som forslag til lovændringer ved forbundenes kongresser.

Hvad vi kæmper for:

En lærlingeløn til at leve af.

En halv mindsteløn, det er realiteten for nutidens lærlinge, og det er umuligt at overleve for. En lærling betaler ikke mindre i husleje, ikke mindre for et buskort, ikke mindre i forsikring eller mindre for mad, bare fordi man er lærling.

Lærlinge bliver ofte brugt som billig arbejdskraft af firmaerne. Ofte bliver lærlinge sat til at producere det samme som svendene, eller at virke som arbejdsmænd, bare til en langt lavere løn. På den måde presser vi svendenes løn- og arbejdsforhold. Det går direkte i mod vores ønske om enhed i arbejderklassen. Dertil skal lægges, at lærlinge skal bruge resten af deres 'karriere' på at skabe profit til arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne får altså frugten af lærlingenes uddannelse, men så må de også betale en anstændig lærlingeløn, som man kan leve af.

Vi vil kæmpe for, at en lærling ikke behøver at tage ekstraarbejde eller overarbejde for at få til dagen og vejen. Som det er nu kan en 1.-års lærling ikke overleve med en 37 timers arbejdsuge.
Vi vil kæmpe for en reel 37-timers arbejdsuge også for lærlinge. Dvs. en lærlingeløn til at leve af.

Dyrtidsregulering


Priserne stiger hele tiden, særligt på basale produkter, der udgør størstedelen af en lærlings forbrug. Det seneste år (2007) er fødevarer steget med 6,3 %, transport er steget med 4,5 % og brændstof med 11,7 % (kilde Danmarks Statistik).

Alt sammen eksempler på prisstigninger, der udhuler vores løn, der slet ikke stiger i samme takt, så reelt bliver den ringere år for år. Vi vil kæmpe for at få genindført dyrtidsreguleringen, så virkelighedens udgifter afspejles i lønnen.

Strejkeret til lærlinge


Strejkeretten er grundlaget for dansk fagbevægelse. Fagforeninger er kamporganisationer. Det er på tide, at vi begynder at betragte lærlinge som ligeværdige i den fælles kamp for bedre løn- og arbejdsforhold. Derfor skal lærlinge heller ikke blive tilbage på arbejdet, hvis svendene strejker. Vi vil ikke være skruebrækkere. Vi står sammen med svendene på arbejdet, og vi står sammen med svendene i konflikt.

Lærepladser til alle

Arbejdsgiverne kræver højt kvalificeret arbejdskraft, og tjener styrtende på den danske arbejderklasses høje faglig niveau. De siger at "viden er Danmarks råstof", så må de også gøres deres til at uddanne morgendagens faglærte arbejdskraft.

Med det nuværende lærepladssystem står landets lærlinge utroligt dårligt i tider med nedgang i samfundsøkonomien. Konsekvensen er mangel på lærerpladser, og at lærlingenes udannelses-, løn- og arbejdsforhold vil blive yderligere forringet.

Derfor kæmper vi for, at der laves kvoteordninger, så alle kvalificerede arbejdspladser tager det nødvendige antal lærlinge.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.