I skrivende stund er overenstkomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), der bl.a. omfatter lærere, pædagoger og SOSU assistenter, brudt sammen.
Dette skete efter KL kun ville tilbyde det samme som de statsansatte fik, efter deres forhandlere indgik forlig 18. Februar, en stigning på 12.8 procent over tre år. KTO kunne ikke acceptere dette, og forhandlingerne er nu reelt gået i stå og ingen nye møder aftalt. Dette er fuldstændigt forståeligt. For det første har de kommunalt ansatte et lønefterslæb på 1.5 procent i forhold til de privatansatte, som de statsansatte ikke har, hvilket har fået formanden for FOA, Dennis Kristensen, til at kræve mindst 14.3 procent.
Dette kan dog langt fra ses som en sejr efter en valgkamp, hvor politikerne stod i kø med gyldne løfter om et massivt løft for de offentligt ansatte, eller efter i årevis at være tudet ørene fulde om Danmarks økonomiske mirakel og om hvordan ”vi kunne købe hele verden”, selvom det ret beset nok kun er de danske kapitalister der har fået den slags penge ud af opsvinget. SOSU assistenter, pædagoger osv. har intet mærket til dette opsving, tværtimod er deres arbejdsforhold i samme periode kun blevet dårligere. 14.3 procent lønstigninger er altså langt fra tilstrækkeligt.
KL håner de ansatte
Dette er dog ikke det indtryk man får ved at høre arbejdsgivernes og diverse ”økonomiske eksperters” udtalelser i medierne. Den konservative borgmester på Frederiksberg, Mads Lebech, der er en af topforhandlerne for KL, betegner deres tilbud som godt og mener at de tilbudte lønstigninger ville være historisk høje. Det må man dog nok stille sig lidt tvivlende overfor, hvis man sammenligner med den lille gruppe menneskers økonomiske interesser, hans parti varetager. Tværtimod: KL’s udspil er en hån imod de kommunalt ansatte, som i årevis har set deres arbejdsforhold blive forringet, og oplevet at lønnen ikke er gået fremad i forhold til udgifterne.
KL's forslag indeholdt lønstigninger over 3 år svarer til 17 milliarder kroner. Hvis man ser det efter i sømmene vil man dog hurtigt indse, at det forslå lige så lidt som en skrædder i helvede. Forliget skal omfatte 500.000 offentligt ansatte, hvilket kun betyder 944 kroner om måneden i tre år. Dette er endog kun generelt, så de lavestlønnede kan ikke engang vide sig sikre på det.
Højere løn fører ikke til inflation
Derudover har aviserne på det senest flydt over med advarsler om en overophedning af den danske økonomi, senest fra OECD. Som vi tidligere har forklaret her på siden er dette kun et slet skjult forsøg på at holde arbejderne på plads og sørge for at ”de ikke går for vidt”. Højere løn er ikke det, der fører til inflation og ”overophedning”, tværtimod er det f.eks. låntagningen og aktiemarkedet, som mere eller mindre er et kasino på højt plan, der fører til dette. Højere løn fører kun til, at kapitalisternes profitter bliver mindre – og det er det, de borgerlige i virkeligheden er bekymrede for. (Se vores artikel om emnet her)
Den seneste tid har vi set enorme prisstigninger på de ting, arbejderfamilierne bruger penge på, især fødevarer og transport. Siden 2001 er prisen på offentlig transport i hovedstadsområdet ifølge AE-rådet, steget med 40 procent. I løbet af de sidste syv måneder af 2007 er priserne på smør steget 55 procent, prisen på mel er steget 74 procent, havregryn er steget 28 procent. Dette er sket uden at lønnen er steget tilsvarende. Der er altså behov for en genindførelse af dyrtidsreguleringen, så lønningerne ikke udhules af inflationen.
Regeringsindgreb er uacceptabelt
Sammenbruddet i forhandlingerne må ses som en konsekvens af, at arbejdsgiverne ønsker konflikt, fordi de ved, at regeringen i tilfælde af konflikt efter et kort stykke tid vil gå ind og ophøje deres forslag til lov. Dette er sket ved alle andre storkonflikter og viser, hvordan vores såkaldte ”strejkeret” ikke er meget værd. Et lovindgreb er dog kun hvad man gør det til, og ved at stå fast, fortsætte og udbrede en eventuel konflikt til den private sektor kan regeringen ikke gøre meget, da det jo ikke er dem der får hjulene til at løbe rundt ude på arbejdspladserne. Uden arbejderklassens venlige tilladelse er der ikke et eneste hjul, der drejer. Et regeringsindgreb er fuldstændig uacceptabelt, og hvis det sker, må LO’s ledelse sørge for at indkalde til generalstrejke for at presse den borgerlige regering tilbage.
Sammenbrud på vej på sundhedsområdet
Sammenbruddet må også ses i forhold til de lønforhandlinger, der snart skal genoptages på det regionale område. Dette omfatter vigtigst af alt hospitaler og derved tusinder af sygeplejersker, fysioterapeuter osv., hvis forhandling varetages af Sundhedskartellet. Disse skal mødes med Danske Regioner den 21. og 25. februar, og hvis Danske Regioners forslag er lige så elendigt som KL\'s, må man også forvente at forhandlingerne kan bryde sammen der.
Offentligt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse, for eksempel sygeplejersker, tjener kun 73 kroner hver gang en privatansat med samme uddannelse tjener 100 (Sygeplejersken Nr 2, 25. januar 2008). Og det er ikke fordi lønningerne hos de privatansatte arbejdere er skyhøje – tværtimod. Men de offentlige faggrupper har i lang tid lidt under særlig dårlig løn og dårlige arbejdsforhold med stress og jag. Forventningerne fra medlemmerne er derfor nu at man regner med et ordentligt løft på lønsiden, samt andre nødvendige forbedringer. Pengene er der, alene ved en nationalisering af de 200 største danske virksomheder ville der frigøres enorme værdier, værdier der lige nu kun går til en lille gruppe der bl.a. bruger dem til at gamble på børsen i stedet for at opbygge et samfund med gode vilkår for alle. At man ikke engang vil bruge bare en brøkdel af disse på nogle hårdt arbejdende, lavtlønnede og yderst vigtige faggrupper i Danmark viser lidt om karakteren af vores økonomiske system.
