Den 30. april kl. 16.00 kunne forligsmanden Asbjørn Jensen fortælle, at overenskomstresultatet for den private sektor i de næste 3 år var gået igennem. Det til trods for at hele 63 procent af arbejderne i fagforbundet 3F har stemt nej. Nogle kunne tro, at et ja åbner op for 3 år med ro på arbejdsmarkedet. Men det er på ingen måde givet, tværtimod.

For det første må man spørge om, hvordan et så tyndt forlig kunne blive godkendt af en afstemning blandt medlemmerne. Forliget er som sådan ikke dårligere end det forlig, der blev indgået i 2004. Eller man kan sige, at det er lige så dårligt. For der er minimale forbedringer for arbejderne på de danske arbejdspladser. Men i 2007 er arbejdsgivernes profitter vokset til endnu højere rekorder, og arbejdsløsheden er faldende. Derfor var der al mulig grund til at forvente, at resultatet gav den danske arbejderklasse en større del af de kæmpe profitter.

Som de faste læsere af denne avis ved, så er vi skarpe kritikere af resultatet. Lærlinge bliver stadig fasthold på et elendigt niveau, mindstelønnen ligger stadig på omkring 100,- kr., der er ikke lavet nogen ordninger, der begrænser misbrug af udenlandsk arbejdskraft, og der er ikke for alvor sat en stopper for det kraftigt øgede arbejdspres. Derudover gøres der så godt som intet ved skifteholdsarbejdernes stærkt kritisable og sundhedsskadelige forhold.

Hvordan kan det være, at danske og internationale kapitalister vælter sig i gigantiske overskud i denne periode? På grund af deres geniale ideer til at forny produktionen? Absolut ikke. Det eneste, som virksomhedsejerne har kunnet byde på de sidste år, er trusler om, at arbejdspladserne bliver flyttet til udlandet – hvis ikke de ansatte hopper og springer, som direktørerne befaler. Den væsentligste årsag til, at erhvervslivet svømmer i penge, er, at arbejderne løber hurtigere og hurtigere. Derfor var der al mulig grund til at kræve, at de mennesker, der producerer værdierne, også skulle have en større del af overskuddene. Men det er ikke sket.

Ensidig ja kampagne
Fra flere afdelinger er der kommet kritik af, at forbundene kun har promoveret ja-siden, og de forbedringer forligene indeholder. De nationale fagforbund har kunne sende breve ud til alle medlemmer samt bruge fagbladene til at få et ja igennem. Men de samme muligheder har ikke kunne bruges af nej-siden. Her har man været afskåret fra at give sin mening til kende til alle forbundenes medlemmer. I næsten alle forbund har der været et nej-mindretal selv i forbundshovedbestyrelserne. Det burde være en selvfølge, at mindretallet også får mulighed for at sende et brev ud til alle medlemmer og retten til at få et antal sider i forbundsbladene. Når fagforbundene alligevel sender brev ud til alle medlemmer, ville det jo ikke være det store problem også at vedlægge materialer fra nej siden.

Et lille ja55,75 procent har stemt ja. I 2004 var det 57,5 procent. Dette til trods for at alle fagforbund har anbefalet et ja. Det giver en klar melding om, at begejstringen på arbejdspladserne er begrænset. Og, at kun 37 procent af medlemmerne har stemt, viser, at mange medlemmer ikke tror på, at det nytter noget. Det er et kæmpe problem for fagbevægelsen. Med det dårlige resultat er der intet, der taler for, at medlemsflugten fra fagbevægelsen vil stoppe. At, der er et kæmpe nej-flertal i 3F til trods for forbundstoppens ja, siger også en ting eller to. Det viser, at toppen er kommet alt for langt væk fra medlemmerne. Forbundsledelsen bør repræsentere medlemmerne – men i denne sag handler de ikke i overensstemmelse med ønskerne fra arbejdspladserne.

Afstemningsreglerne er udemokratiskeDet er selvfølgelig ikke demokratisk at medlemmerne af 3F får trukket en overenskomst ned over hovedet som de har stemt nej til. Den eneste grund til, at medlemmerne af 3F får den nye overenskomst, er, at de andre forbund stemte ja! Disse sammenkædningsregler eksisterer ene og alene af den grund, at det gør det sværere at forkaste overenskomstresultater. Men hvis medlemmerne af et forbund stemmer nej, så må det nej respekteres. Derfor må sammenkædningsreglerne afskaffes. Det betyder selvfølgelig ikke, at 3Ferne skal gå alene i konflikt. Resten af fagforbundene må gå i sympatikonflikt, indtil der er kommet et resultat, som 3Ferne kan leve med.

Arbejdsgiverne stemte ja med 99 procent
Virksomhedsejerne må nu sidde med et stort smil om læben. Til trods for, at arbejderne aldrig har løbet så hurtigt som nu, er det lykkedes dem at komme igennem med minimale lønstigninger. Modregner man inflationen er forbedringerne næsten ikke til at få øje på. At, 99 procent af virksomhedsejerne har stemt ja, giver et klart billede af, hvad det her går ud på. Nemlig at resultatet på ingen måde truer erhvervslivets enorme overskud. Nogle kunne måske tro, at dette ville få arbejdsgiverne til at holde op med at presse arbejderne med trusler om udflytning af arbejdspladser. Men, at det kan lykkes for kapitalisterne, at få et så tyndt forlig igennem vil være med til at opmuntre dem til at presse arbejderne endnu mere. En strejke blandt de 600.000 arbejdere i den private sektor ville til gengæld have mindet arbejdsgiverne om, hvem det er, der skaber deres profitter, og hvem det er, der har magten til at lamme produktionen.

Hans Jensen gladHans Jensen har udtalt, at han synes at der er det bedste forlig nogensinde i hans formandstid. Men det viser 2 ting. For det første at de tidligere forlig heller ikke var særlig gode, og for det andet at LO-toppen er kommet alt for langt væk fra de menige medlemmer. Og at det er umuligt at kunne sætte sig ind i en LO-arbejders hverdag, når man modtager en løn, der er 4, 5 eller 6 gange så høj.

Nej-kampagnen
At skulle koordinere en landsdækkende nej-kampagne til et overenskomstresultat er ikke nogen let ting, når både arbejdsgiverne og toppen af fagforbundene bruger alle midler for at få et ja igennem. Ved dette års overenskomstforhandlinger har der været et forholdsvis stort antal fagforeninger, der har sagt nej. Og de har fortalt medlemmerne af deres afdelinger, hvorfor de anbefaler et nej. Men desværre har der i år i modsætning til i 2004 og 1998 ikke være noget nationalt tillidsmandsmøde for nej-sigere. På den måde er kampagnen ikke blevet koordineret på landsplan på det niveau den burde. Det er en skam. For resultatet er uacceptabelt. Til trods for at nej-kampagnen har kørt på et lavere niveau end før, er der alligevel et meget stort nej på 44,25 procent. Hvis nej kampagnen havde samlet tillidsfolk fra hele landet til fælles møder, kunne resultatet have været anderledes. Derfor er det kritisabelt, at OK-2007 nej-kampagne initiativet aflyste de foreslåede nationale konferencer både i marts og i april.

For en ny linje i fagbevægelsenDen lave deltagelse i afstemningen giver et billede af den generelt manglende aktivitet i fagbevægelsen. Der kommer færre og færre til generalforsamlingerne og medlemsflugten fortsætter i et endnu højere tempo. Den nye overenskomst er et slående bevis på, at toppen af fagbevægelsen har en tendens til at være beskedne – på medlemmernes bekostning! Men tynde forlig, dårlige kompromisser og manglende opbakning til arbejdspladsernes krav vil ikke få flere medlemmer tilbage til fagbevægelsen. I stedet er der brug for en fagbevægelse, der vil slås for medlemmerne. En fagbevægelse der tager kravene fra medlemmerne alvorligt, og som gør alt, hvad den kan for at kæmpe dem igennem. Lederne af fagbevægelsen må modtage den samme løn, som det de forhandler hjem til deres medlemmer. Så kunne det være, at de ville tænke sig lidt mere om, inden de gik ud og anbefalede et ja.

Overenskomstforliget viser en ting. Nemlig at det er på tide, at arbejdspladser og tillidsfolk begynder at organisere en opposition til den nuværende top i fagbevægelsen. En opposition der er i stand til at presse ledelsen til at kæmpe, eller om nødvendigt skifter ledelsen ud med en, der vil kæmpe for medlemmernes krav. De fagforeninger, der har stået bag nej-kampagnen, har indkaldt til konference i juni måned. Udover at der burde have været afholdt en konference inden afstemningen om overenskomsterne gik i gang, kan denne konference være med til at bygge en opposition imod den topledelse, der har godkendt forligene.
En ting er sikkert. Roen på arbejdsmarkedet er ikke sikret. April måned blev rystet af strejker i DR, SAS, havnearbejdere, buschauffører, postarbejdere og Falckreddere. Jo mere overenskomstforhandlingerne foregår over hovedet på medlemmerne, jo mere vil vi se sådanne strejker. Det vil ikke blive forbigået i stilhed, at kraverne fra arbejdspladserne er blevet overhørt.

Dette ja betyder ikke 3 års ro på arbejdsmarkedet, som arbejdsgiverne ønsker, det kan tværtimod have den modsatte effekt.