Fagbevægelsen med LO i spidsen må gå imod alle love, der forhindrer arbejderklassen i at kæmpe for deres rettigheder.

Fra den 27. september 2000 har arbejdsretten hævet den bod, som arbejdere bliver idømt, hvis de laver "ulovlige" strejker.


Dette sker i en tid, hvor mange snakker om, at klassekampen er død. Hvis de havde ret i det, så var der vel ingen grund til at hæve boden. For ufaglærte stiger den normale bod fra 27,- kr. til 35,- kr. pr. time og den skærpede bod fra 47,- kr. til 65,- kr. pr. time. For faglærte stiger den normale bod fra 32,- kr. til 40,- kr. pr. time og den skærpede fra 52,- kr. til 70,- kr. pr. time.

Denne forringelse er et angreb på arbejdernes demokratiske ret til at strejke, hvilket på intet tidspunkt skal kunne idømmes bod. Den såkaldte fredspligt, der eksisterer for arbejdsgivere og arbejdere mellem overenskomst-perioderne, betyder ikke, at arbejdsgivere ved lokalforhandlinger ikke kan nægte at give lønstigninger, men hvis arbejderne vil bruge deres eneste våben, strejke – så bliver de straffet. Fredspligten betyder jo heller ikke, at arbejdsgiverne ikke må øge tempoet og arbejdspresset, hvilket de konstant gør. Fredspligten er altså ikke en garanti, som sikrer arbejderne fred mod dårligere forhold, men en lov, som sikrer arbejdsgiverne fred til at forringe arbejdernes levestandard. LO bør derfor på ingen måde acceptere, at deres medlemmer skal straffes for at kæmpe for deres levevilkår. Fagforbundene (som jo udgør LO) har selv forhandlet tvivlsomme resultater hjem ved overenskomsterne med den undskyldning, at arbejderne ved lokalforhandlinger kan få mere i lønningsposen.


Dansk Arbejdsgiverforening afslørede, at den bod, arbejdere bliver idømt ved strejker, er med til at sikre de konfliktramte virksomheder mod at miste penge – dette var deres begrundelse for en forhøjelse af boden. Boden betyder altså, at arbejdere der vil bevare rettigheder og kæmpe imod forringelser, af egen lomme skal sikre indtjeningen til de virksomheder, de kæmper imod! Dette er en klar svækkelse af arbejderne.


Fagbevægelsen med LO i spidsen og med politisk støtte fra Socialdemokratiet må kræve arbejdernes ret til at kunne kæmpe for deres levevilkår uden hykleriske bøder og straffe.


Retten til at strejke er en grundlæggende rettighed. Ved HT-konflikten i 1984 og Ribus-konflikten i 1995 blev SiD idømt organisationsansvar, fordi de ikke havde gjort nok for at få deres strejkende medlemmer til at stoppe deres aktioner. Stod det til arbejdsgiverne skulle fagforbund og fagforeninger overhovedet ikke kæmpe for deres medlemmers rettigheder. LO må gøre klart, at fagbevægelsen er til for at kæmpe for den danske arbejderklasses interesser og ikke for at sikre arbejdsgiverne fred til at bekæmpe arbejdernes levevilkår.


Vil arbejdsgiverne og arbejdsretten alligevel give bøder, må LO true med 24 timers generalstrejke.


Arbejderklassens ret til at kæmpe uden bureaukratiske straffe er en grundlæggende demokratisk rettighed. Derfor må arbejderne forsvare denne ret for at kunne forsvare sig mod angreb fra arbejdsgiverne i fremtiden.