Der er mange steder den opfattelse, at man skal være "lidt god" ved de tillidsfolk, der er blevet valgt. Der bliver sagt, at man ikke skal "underbetale" de faglige ledere. Og det er selvfølgeligt også rigtigt. Man skal jo ikke gå fra hus og hjem, bare fordi man bliver ansat i forbundet eller en lokal fagforening. Men - for der er et men - man bliver nødt til at være på vagt over for, hvilke "goder" man tildeler disse valgte. Næsten alle, der bliver valgt til forbundet og fagforeningerne, har været tillidsfolk, der har kæmpet en hård kamp for kollegaerne. Og derfor er det klart, at de bedste til at kæmpe ting igennem også skal være dem, der går forrest.


Men problemet kommer, når disse valgte begynder at få en højere levestandard end deres kollegaer. Dette kan i sidste ende betyde, at man glemmer, hvor hårdt og frustrerende det var ude på arbejdspladserne. Dette ville være meget dårligt, for det kunne betyde, at lederne pludselig ikke rigtig syntes, at der var noget at kæmpe for, mens medlemmerne var ved at gå til i stress, larm og usikre lønninger.


Det må derfor være et fast princip, at alle fagligt valgte ikke får en højere levestandard end deres kollegaer. Ellers kunne man risikere, at de valgte kom for langt væk fra medlemmernes interesser.


Til det siger nogle, at der så ikke er nogle, der vil vælges til de forskellige poster. Men dette er et lavt og useriøst argument. Med det siger man faktisk, at de valgte nu kun er interesseret i en højere løn og ligeglade med kampen for kollegaerne. Folk, der kun bliver fagligt aktive på grund af at sikre sig privilegier, vil aldrig være til gavn for medlemmerne.