Den borgerlige regering har indgået forlig med Dansk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, de Radikale og Socialdemokratiet om en såkaldt arbejdsmarkedsreform. Det betyder voldsomme forringelser for de arbejdsløse – og dermed for hele den danske arbejderklasse.

Aktivering

Regeringen er ude på at spare en masse penge, bl.a. 350 millioner kroner på aktivering, som nu kun skal sættes i værk, hvis "der er tale om et klart defineret skridt frem mod et job". Et opgør med meningsløs aktivering er selvfølgelig godt, men samtidig ophæves reglen om, at der kun må udføres arbejde, der ellers ikke ville blive udført som almindeligt lønnet arbejde, dvs. aktiverede vil fremover i endnu højere grad kunne bruges som løntrykkere og som en trussel mod ordinære jobs, selvom der dog er indføjet en vag bestemmelse om, at der skal være et "rimeligt forhold" mellem antallet af almindelige ansatte og folk på løntilskud, og at ansættelser med løntilskud skal medføre "en reel udvidelse af antallet af ansatte". I praksis bliver det sandsynligvis op til arbejdsgiverne at bedømme, hvad der er et "rimeligt forhold".

Store forringelser

De mest direkte slag rettes mod kontanthjælpsmodtagernes levestandard. Kontanthjælpsmodtagere under 25 år kan få deres kontanthjælpssats nedsat til SU-niveau. Der indføres et loft for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i ydelser – dvs. deciderede nedskæringer af de penge, arbejdsløse modtager. For gifte og samlevende bliver loftet på 80% af højeste dagpenge for familier med børn, og på 60% for par uden børn. For enlige er loftet 100% af højeste dagpenge med børn og 80% uden børn. Loftet træder først i kraft efter et halvt år og kan maksimalt føre til tab af 2.500 kroner om måneden. Det er blevet vurderet, at denne nedskæring vil ramme 11.500 familier og koste dem 910 kroner i snit, hvilket ifølge Nyhederne er ca. 6% af den nuværende gennemsnitsindkomst for kontanthjælpsmodtagere! Ydermere indføres der straffeforanstaltninger på tre uger for folk, der opgiver jobbet eller afslår en jobformidling eller aktivering. I denne periode afskæres en dagpengemodtager fra ydelser, mens kontanthjælpsmodtagere får deres støtte reduceret med en tredjedel.

Reaktionerne

Disse nedskæringer har Socialdemokratiet tilsluttet sig, ligesom flere fagforbund også mener, at det er "acceptabelt". LO er blot en smule bekymret over de værste følger af nedskæringen af ydelserne. SiD har meldt klart ud, at forliget er "noget makværk", der vil skabe utryghed og usikkerhed. Dansk Arbejdsgiverforening har derimod erklæret, at der "er for lidt snor i de ledige" med den nye reform – de efterlyser altså forståeligt nok endnu flere stramninger.

Flere i arbejde?

Målet med reformen er efter sigende at få flere i arbejde – 87.000 flere indtil 2010. Men hele tankegangen bag er forfejlet. Idéen bag nedskæringerne og den pisk, der svinges over de arbejdsløses hoveder, må være, at man dybest set mener, at arbejdsløshed er selvforskyldt, at der er masser af jobs, og at det bare drejer sig om at tvinge de dovne hunde til at bestille noget vha. lavere kontanthjælp og straf. Denne "logik", som gennemtrænger alt, hvad de borgerlige har sagt og gjort på dette område, er meget langt fra virkeligheden. Formanden for landets socialchefer, som er nogle af dem, der har problematikken tæt på, har i forbindelse med reformen bl.a. udtalt, at rigtig mange er motiverede til at komme i job, men de kan bare ikke få et.

Beskæftigelsen bestemmes ikke først og fremmest af polikernes "gode intentioner" eller af diverse tvangsforanstaltninger over for de arbejdsløse. Det er den økonomiske situation, der er afgørende. Regeringens reform er bare endnu en måde at spare penge på, og et direkte angreb på alle arbejdere, både med og uden job.

Hvorfor arbejdsløshed?

"Det skal kunne betale sig at arbejde", siger de borgerlige – javel, ja, men før det kan lade sig gøre, skal der jo være arbejde at få for alle! Og det er som bekendt ikke de arbejdsløse, der styrer landets virksomheder og dermed undlader at ansætte sig selv. Det er arbejdsgiverne, der står for den slags i det kapitalistiske samfund, og derfor ligger ansvaret for arbejdsløsheden ene og alene hos dem. Det er ikke den danske arbejderklasses skyld at der findes arbejdsløshed – det er et produkt af kapitalismens idioti, hvor enorme ressourcer går til spilde, fordi hele showet går ud på at skrabe penge sammen til arbejdsgiverne og ikke at bygge et velfungerende samfund med plads til alle. Men som bl.a. Ole Sohn fra SF har kritiseret regeringen for, så stilles der ikke nogen som helst krav til arbejdsgiverne i den nye reform.

Baggrunden for regeringens forringelser af arbejdsløses vilkår er den triste udsigt for økonomien. Fra 2000-2001 var der f.eks. 8.000 flere virksomheder, der begyndte at køre med underskud, og Købmandsstandens Oplysningsbureau regner med, at antallet af konkurser vil stige med 25% i 2002. En opgørelse har vist, at bankerne generelt er blevet mere uvillige til at låne penge ud til virksomhederne, og den forklaring, der blev givet fra Nordea, var, at der nu er flere virksomheder med negative end med positive budgetafvigelser. Væksten i Danmark er inde i en nedgangsperiode. Fra 1993 til 2000 steg det reelle BNP i snit med 2,7% om året, men fra 2001 og 2010 forventes et gennemsnit på 1,8% (ifølge Finansministeriets redegørelse maj 2002). Den danske økonomi er tæt integreret med verdensøkonomien, og der er der intet, der tyder på, at krisen er ved at vende, tværtimod. Det opsving, som borgerlige økonomer snakker så længselsfuldt om, lader vente på sig. Det må være en forventning om dårligere tider og flere arbejdsløse, der får regeringen til at gennemføre sine voldsomme angreb på arbejdsløse – for at spare penge og for at sikre arbejdsgiverne billigere arbejdskraft ved at gøre truslen om arbejdsløshed stadig værre.

Kortere arbejdstid uden lønnedgang!

At Socialdemokratiet godt nok har været med til at fjerne nogle af de oprindeligt endnu værre nedskæringer, som regeringen havde planlagt, men alligevel bakker op om denne reform, er ikke acceptabelt. Hele arbejderbevægelsen må stå fast på, at det ikke skal være arbejderklassen, og især de mest udsatte dele af den, der skal bære byrden for kapitalismens fallit. Vi må fremføre en virkelig løsning på arbejdsløshedsproblemet: drastisk kortere arbejdstid uden lønnedgang og med tvungen ansættelse af flere folk. Dette er den eneste logiske løsning – er der folk, der ikke har et job, ja så kan vi jo bare alle arbejde mindre, selvfølgelig uden at vi går ned i løn. Det er kun kapitalismen, der kan gøre noget så simpelt til et problem, for det ville jo betyde en betragtelig merudgift for arbejdsgiverne. Men det viser blot hen til den virkelige løsning på problemet: at arbejderklassen fratager arbejdsgiverne retten til at skalte og valte med økonomien, som de har lyst til – det har de tit nok bevist, at de slet ikke kan håndtere. En økonomi, der demokratisk ledes af den arbejdende befolkning selv, vil ganske smertefrit kunne fordele det arbejde, der skal gøres, og sørge for, at ingen skal gå ledig. Men det kræver et opgør med arbejdsgivernes ret til at styre vores samfund, og det kræver på sin side en kamp for en socialistisk arbejderpolitik i fagforeningerne og arbejderpartierne.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.