Dansk perspektiv 2024: Kapitalismens krise og kampen for kommunisme

kommunisme planet mørkere

Dette dokument, der analyserer den politiske situation i Danmark og kommunisters opgave, blev enstemmigt vedtaget på Revolutionære Socialisters kongres 2024.

Kapitalismen har over hele verden udspillet sin historiske rolle. Som alle tidligere socioøkonomiske systemer, har det nået et punkt hvor det ikke længere kan skabe udvikling og fremskridt. I stedet forårsager det kriser på alle planer: økonomisk, politisk, socialt og kulturelt.

I 90’erne, efter Sovjetunionens fald, da det liberale demokratis sejrsrus var på sit højeste, blev vi fortalt, at kapitalismens endegyldige triumf ville være en mirakelkur mod ting som fattigdom, sult, krige og konflikter. Men lige modsat gik det. Alle disse rædsler, såvel som en accelererende klimakatastrofe, er blevet altoverskyggende kendetegn ved kapitalismen i dag.

Krisen i systemet kan ses og mærkes af alle, men som marxister ved vi, at det kun er den ene side af ligningen. Kapitalismens forfald og dødsstund lægger grunden for massive skift i bevidstheden hos et større og bredere lag af samfundet. Vi ser allerede de første tegn på arbejderklassens opvågnen forskellige steder i verden, og en massiv radikalisering blandt et voksende lag af især unge. Hele den nuværende proces gøder jorden for revolution.

Skiftet i bevidstheden er kommet til udtryk i en meningsmåling, der blev foretaget i 2023 af den borgerlige canadiske tænketank, The Fraser Institute. De fandt at 29% af unge briter i alderen 18-34 erklærede sig enige i, at kommunisme er det ideelle økonomiske system. Samme undersøgelse dokumenterede en lignende udvikling i andre lande, bl.a. i USA, hvor 20% af unge mener at kommunisme er det ideelle system. En lignende meningsmåling er ikke foretaget i Danmark, men samme proces er uden tvivl også i gang her.

Det kommer dog ikke kun til udtryk i meningsmålinger men blev tydeligt under bevægelsen i solidaritet med Palæstina, der udløste de største demonstrationer i årevis. Hundredtusindvis af arbejdere og unge over hele landet gik direkte imod regeringen og den danske stats uforbeholdne støtte til Israel. Tusindvis af disse ledte direkte efter, eller var fuldkommen åbne for et kommunistisk og revolutionært svar på krigen, og havde ingen illusioner til overs for det bestående samfund.

For hver dag der går, bliver det tydeligere, at vi gennemlever en dramatisk periode i verdenshistorien. Blot de sidste par år har vi set gigantiske begivenheder udfolde sig: coronapandemien, Black Lives Matter bevægelsen, rekordhøj inflation, udbruddet af krigen i Ukraine, den ene klimakatastrofe efter den anden og i efteråret Israels massakre i Gazastriben. Frustration på frustration har ophobet sig, og bid for bid er tilliden til politikerne og hele deres system blevet undermineret. Men det er kun begyndelsen.

Som vi så det med spørgsmålet om Palæstina, accelererer enhver ny begivenhed krisens underliggende generelle proces. Politikernes hykleri udstilles yderligere. Mediernes partiskhed bliver mere og mere åbenlys. Allerede nu er det som om, at flere og flere går rundt med en følelse af, at noget er grundlæggende galt, og den brede tiltro, der for få årtier siden var til kapitalismens og Vestens ukuelighed, har vendt sig til sin modsætning.

Skiftet i bevidstheden kommer ikke ud af det blå, men udspringer af den virkelighed vi lever i. Det er et udtryk for, at kapitalismen befinder sig i en historisk blindgyde. Det er marxismen, der forsyner os med en reel indsigt i de historiske begivenheders udvikling, og det er den, der gør os til optimister.

Kapitalismens dødskramper kommer ikke bare til udtryk som nød og elendighed, men er også udtryk for et nyt system, der kæmper for at blive født. Kapitalismen forlader dog ikke scenen af egen fri vilje. Den kan kun omstyrtes gennem en bevidst kamp for et andet samfund, for kommunisme. Det er den kamp, som dette dokument skal være med til at forberede os på, ved at analysere den nuværende situation, perioden der åbner sig op og hvilke opgaver vi som kommunister har i den tid vi gennemlever.

Kapitalismens organiske krise

Krisen i systemet er udtryk for, at kapitalismen ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne på samme måde som tidligere. Trotskijs begreb “organisk krise” er passende til at beskrive den tilstand, som kapitalismen i dag befinder sig i. Med kapitalismens organiske krise menes der ikke blot en episodisk eller forbipasserende dyk i økonomien, men “en dyb historisk krise, hvor de iboende modsætninger i systemet går op i limningen, og resulterer i en tilstand af vedvarende forfald.”

Marx forklarede, hvordan socioøkonomiske systemer opstår og udvikler sig, men også hvordan de på et vist stadie når deres grænse. Det sker når produktivkræfterne, dvs. samfundets økonomiske og teknologiske kapacitet og kunnen, har udviklet sig til sådan et niveau, at de kommer i konflikt med produktionsforholdene, dvs. den måde ejerskabet over produktionsmidlerne er indrettet i samfundet.

Under kapitalismen ser vi hvordan den måde og de midler, hvormed vi producerer, er kendetegnet af en enorm arbejdsdeling, og en social produktionsprocess på international skala, men at forholdene, der dikterer ejerskabet over produktionen, stadig er bundet op på den private ejendomsret og nationalstaten. På den ene side involveres et større antal medlemmer af samfundet, arbejderklassen, mere end nogensinde før i en kompleks produktionsproces, mens ejerskabet over fabrikker og virksomheder samles på stadig færre hænder i nogle få gigantiske monopoler. Samtidig ser vi en konflikt mellem den i stigende grad globale produktion, der involverer produktionskæder og handel på tværs af kontinenter, imens nationalstater stadig er den primære økonomiske enhed, som for enhver pris forsvarer sine egne kapitalistklassers interesser på bekostning af andre lande.

På den måde er vores nuværende socioøkonomiske system i en fuldkommen hårdknude, som det ikke kan redde sig ud af. Det er altså den private ejendomsret og nationalstaten, der holder den videre udvikling tilbage. Det er de to lænker, som kampen for kommunisme handler om at gøre op med.

Samtidig er det netop udviklingen af kapitalismen, der har skabt muligheden for et kommunistisk samfund. Det er produktion på massiv skala med højteknologiske metoder, der har gjort det muligt, ikke bare at brødføde hele jordens befolkning, men at skabe et godt liv for alle. De materielle betingelser, der eksisterer i dag, er grundlaget for at kunne afskaffe al nød, ulighed, udbytning og undertrykkelse.

Kapitalismens organiske krise udelukker ikke cykliske opsving og kriser, men afgør periodens generelle karakter. Det resulterer i, at kriserne bliver dybere og dybere, og opsvingene overskygges af, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Derfor føles det af det store flertal ikke som reelle opsving, som i kapitalismens fremgangsperioder. De danske politikere praler af, at økonomien buldrer derudaf, og at beskæftigelsen er tårnhøj. Men livet for arbejdere og unge er meget langt fra denne følelse af jubeloptimisme.

Hvad har bragt os hertil

international bankerKrakket af den amerikanske bank Lehman Brothers antændte en globale finanskrise i 2008.

Trotskij brugte begrebet om kapitalismens organiske krise til at beskrive perioden op til anden verdenskrig. Den krise blev “løst” af krigen, der ledte til en massiv ødelæggelse af produktivkræfterne på international skala, samtidig med at et væld af nye teknologier blev opfundet, som et led i nationernes forsøg på hele tiden at være to skridt foran fjenden på slagmarken. Det lagde grunden for et nyt økonomisk opsving, da krigen sluttede.

Politisk set var eftererkrigsopsvinget baseret på de socialdemokratiske og stalinistiske partier, som forrådte den revolutionære bølge, der kom i kølvandet på krigens barbari. De afsporede kampen ind i sikre kanaler, i en proces Ted Grant beskrev som en “demokratisk kontrarevolution”.

Væksten i verdenshandlen var en vigtig faktor i at trække opsvinget fremad og delvist overkomme nationalstatens begrænsninger. Men kun midlertidigt. Opsvinget fik sin ende i 1973 med det, der senere er blevet kendt som oliekrisen, som udløste en verdensomspændende kapitalistisk overproduktionskrise. De stigende oliepriser var den udløsende faktor for de dybereliggende modsætninger i kapitalismen.

Det var en periode med massiv klassekamp, som allerede var begyndt i årene før krisen. I de koloniale lande udbrød der revolutioner og selvstændighedsbevægelser, mens der i Vesten udbrød massebevægelser i et omfang, der ikke havde været set i knapt et halvt århundrede: I Frankrig i maj 1968 nedlagde studerende undervisningen og udløste den største generalstrejke i verdenshistorien, og året efter udbrød en lignende bevægelse i Italien. I USA førte bevægelsen mod Vietnamkrigen til omfattende strejker, der truede hele det politiske system.

Arbejderklassen og de undertrykte folk i de koloniale lande viste gang på gang, at de var villige til at kæmpe om magten, men manglen på en revolutionær ledelse betød, at bevægelserne endte i nederlag. Kapitalisterne gik til modoffensiv. Profitterne skulle skrues i vejret, og arbejdernes andel af den producerede værdi blev presset kraftigt ned. Efterkrigsopsvinget havde lagt grundlaget for et massivt løft i levestandarden for brede lag af arbejdere, i hvert fald i de udviklede kapitalistiske lande. Nu kom alt det, som arbejderklassen havde vundet, under angreb. Den velfærd, der var blevet opbygget, bl.a. i Danmark, kom under pres fra nedskæringer og privatisering. Et pres der er fortsat i snart 50 år.

Da Sovjetunionen kollapsede, og Kina begyndte at overgå til kapitalisme og træde ind på verdensmarkedet, var det for kapitalismen en tiltrængt saltvandisdspøjtning: Der åbnede sig ikke bare nye markeder med millioner af forbrugere, men endnu vigtigere var muligheden for nye investeringer i produktion med ekstremt billig arbejdskraft.

Men kapitalismen blev også “reddet” ved hjælp af andre midler til midlertidigt at omgå sine indbyggede modsætninger. Ved hjælp af gæld blev markederne kunstigt udvidet ud over sine grænser. Men når arbejderklassens lønninger var presset ned, så profitterne kunne stige, hvem skulle så købe varerne?

Her støder vi på det helt grundlæggende problem i kapitalismen: at arbejderklassen producerer ny værdi, i form af varer og ydelser, men at de ikke får den fulde værdi, som de har frembragt, betalt tilbage som løn. Den værdi, som arbejderklassen har skabt, udover værdien af lønnen, går til kapitalistklassen i form af profit. Derfor opstår der med jævne mellemrum overproduktionskriser, hvor markedet er overmættet af usælgelige varer, så der ikke er noget incitament til yderligere investeringer. I sådan en situation kan gæld bruges til at udskyde en krise midlertidigt, men al gæld skal på et tidspunkt betales tilbage med renter oveni. Det betød, at da krisen først ramte, ramte den så meget desto hårdere.

I 2008 kollapsede verdens finansmarkeder med et brag. Den krise er sidenhen blevet døbt finanskrisen, men det var blot sådan den kom til udtryk på overfladen. Ligesom med oliekrisen i halvfjerdserne var selve fundamentet i økonomien råddent, og konsekvenserne strakte sig langt ud over Wall Street og Børsen. Millioner blev arbejdsløse fra den ene dag til den anden, virksomheder gik konkurs og angrebene på arbejdere og unges levestandard blev intensiveret.

Fra årsskiftet 2007/08 og frem til 2009 faldt BNP med omkring 6 procent i Danmark. Det var et historisk fald, der var mere end tre gange så stort som under de to oliekriser 1974-75 og 1980-81, og endda større end krisen i 1930’erne. Det var det største økonomiske kollaps i fredstid i mere end 200 år. Industriproduktionen faldt med hele 23 procent, og arbejdsløsheden steg i Danmark fra 3,7% i 2008 helt op til 7,8% i 2010.

Det stod i skærende kontrast til politikernes optimisme i årene op til krisen, udtrykt af daværende finansminister Thor Pedersen, der i 2006 proklamerede at Danmark kunne købe hele verden. Tværtimod viste krisen i 2008, at Danmark både er fuldstændig forbundet med verdensøkonomien og på ingen måde kan undslå sig dens processer. Danmark er et kapitalistisk land med præcis de samme modsætninger som alle andre kapitalistiske lande. Danmark er et af de mest forgældede lande i OECD og var det også i 2008. Før det amerikanske Lehman Brothers krakkede og antændte den globale finanskrise, krakkede Roskilde Bank herhjemme. Det blev fulgt af flere bankkrak, på trods af at regeringen sendte milliarder af kroner til dem, i form af hjælpepakker, for at holde hånden under den danske finanssektor.

Krisers formål i kapitalismen er at udradere uproduktive virksomheder og destruere overskydende varer – med andre ord, at ”rense ud” i systemet. Men selvom krisen i 2008 ramte arbejderklassen hårdt, så blev det ikke den udrensning af systemet, som kapitalismen så desperat havde brug for. Borgerskabet var bange for de sociale konsekvenser ved at lade krisen rase, så de tyede til samme midler, som de havde brugt op til 2008: mere gæld og flere bobler af fiktiv kapital. Som hele perioden siden 2008 har vist, har de intet løst. De har blot skubbet krisen foran sig, lukket øjnene og krydset deres fingre. Dermed har de ophobet endnu større modsætninger, som vil resultere i, at krisen vender tilbage med så meget desto større kraft.

Gælden er på verdensplan eksploderet siden 2008. Ifølge World Economic Forum var den globale gæld 215% af verdens BNP i 2009, da finanskrisen var på sit højeste, og steg i andet kvartal i 2023 til rekordhøje 336% af verdens BNP. Et resultat af det er, at inflationen er vendt tilbage. Nu står alverdens politikere og centralbanker i det dilemma, at hvis de forsøger at kaste penge ud i økonomien, for at udskyde krisen, så puster de til inflationen. Samtidig resulterer alle forsøg på at holde den nede, ved hjælp af rentestigninger, i at man rammer den økonomiske vækst.

De faktorer, der tidligere drev verdensøkonomien fremad, har nu vendt sig til sin modsætning. Fra at være et redskab til at overkomme manglede købekraft og investeringer, er gælden blevet en byrde og et dræn på økonomien. Rusland og i særdeleshed Kina er gået fra at være markeder, der sikrede billige produkter og arbejdskraft, til at blive reelle konkurrenter til Vesten på verdensmarkedet.

Genindførslen af kapitalismen i Kina og Rusland har desuden betydet, at alle kapitalismens modsætninger er blevet introduceret til en ny stor del af verdensøkonomien. Kina, der trak verdensøkonomien fremad efter 2008, står nu midt i sin egen krise og kan meget vel blive den faktor, der trækker hele verden ned i dyb krise.

Væksten i verdenshandlen, der spillede en nøglerolle i efterkrigsopsvinget, er kraftigt nedadgående. I 1950’erne voksede verdenshandlen årligt med 12,5 procent. I det meste af 1990’erne og 2000’erne aftog den gennemsnitlige vækst til 6 pct. Verdenshandelsorganisationen, WTO, forventede i oktober, at væksten i 2023 bliver på sølle 0,8%.

Coronapandemien satte en brat stopper for verdenshandlen, og krigen i Ukraine har yderligere pustet til de tendenser, der i borgerlige økonomiske kredse kaldes “home shoring”, altså at nationer trækker produktionen hjem på egen jord og i stigende grad opsætter toldbarrierer og andre protektionistiske tiltag, for at svække deres modspillere. Det var protektionisme, der gjorde krisen i 1929 til en depression.

Kapitalismen er ikke i stand til at udvikle produktivkræfterne som før og kan ikke tilbyde størstedelen af menneskeheden en reel fremtid. Det er den ærlige dom vi må fælde, og hvad flere og flere oplever på egen krop. Det nuværende socioøkonomiske system er i sin mest kritiske forfaldsperiode, og krisen kommer til at blive tydeligere, når endnu en økonomisk nedtur på uundgåelig vis rammer verdensøkonomien. Vi står på kanten af en sådan nedtur, i Danmark og på verdensplan.

På en knivsæg

MærskBag få store danske virksomheder, gemmer sig et billede af en økonomi på kanten af krise. Billede: å: Wikimedia Commons

“Dansk økonomi er bomstærk”. Sådan proklamerede finansminister Nicolai Wammen, da han præsenterede finansloven for 2024. Og borgerskabets økonomiske eksperter synger politikerne efter munden: “Dansk økonomi er i verdensklasse. Vi ligger godt på næsten alle ranglister,” siger eksempelvis Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea. Friske tal fra Danmarks Statistik viser da også, at Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, er vokset med næsten

8 procent siden afslutningen af 2019, lige før coronapandemien ramte. Eksperterne beroliger os med, at dansk økonomi efter “et par imponerende år” står “umådelig godt rustet til at møde en afmatning i den globale økonomi.”

Danmark har dog aldrig kunne undslippe den globale økonomiske udvikling. Dansk økonomi er bundet op på eksport, der står for omkring 50% af dansk BNP, og for Danmarks største eksportmarkeder, USA, Tyskland, Sverige, Kina, Holland og Storbritannien, ser udsigterne ikke “bomstærke” ud. Både Tyskland, Sverige og Storbritannien er allerede i recession, og førende internationale økonomer, der modsat deres danske fagfæller ikke lader sig forblænde af enlige svaler som Novo Nordisk, tegner paralleller mellem den nuværende situation og perioden op til krisen i 2008. Verdensøkonomien står på en knivsæg, og det gør dansk økonomi dermed også.

Økonomien herhjemme er ikke et unikum, selvom politikere og erhvervsledere forsøger at præsentere det sådan, og vi er ikke undsluppet kapitalismens organiske krise. I gennemsnit voksede den danske økonomi med 4-5 procent på årsbasis i 1950’erne og frem til krisen i 1973. Til sammenligning er det danske BNP gennemsnitligt vokset med 1,3 procent om året mellem år 2000 og 2020.

Politikernes rosenrøde billede kan derfor undre. Økonomien er angiveligt “bomstærk”, men tallene viser et andet billede: Økonomiske indikatorer peger på, at BNP er faldet med 0,3 procent i tredje kvartal 2023, hvilket det også gjorde i årets andet kvartal. Det betyder at dansk økonomi, ifølge den tekniske definition, også er i recession. Nedgangen skyldes ifølge Danmarks Statistik en cocktail af prisstigninger, svækket købekraft, høje renter og global økonomisk usikkerhed.

At politikerne kan slippe af sted med deres pralerier, det skyldes, at beskæftigelsen stadig er høj. For arbejderklassen giver det en vis ro i maven. Men når økonomien for alvor vender, vil arbejdsløsheden vokse lynsnart, som vi så det i 2008. Desuden har arbejdsløshed en tendens til at halte efter økonomien. Det så vi også i 2008, hvor arbejdsløsheden først for alvor ramte året efter i 2009 og først toppede i 2012. Lav arbejdsløshed er dermed ingen garanti for, at økonomien bare buldrer derudaf.

En ny krise kommer til at betyde endnu et slag fra systemet mod det store flertal af befolkningen, der allerede har bøjet nakken og strammet bæltet ind år efter år. Det vil skubbe yderligere til unge og arbejderes politiske bevidsthed. At politikerne i hele perioden op til ikke har gjort andet end at male skønmalerier af den “modstandsdygtige” danske økonomi, det kommer til at underminere deres allerede tyndslidte legitimitet.

Leveomkostningskrisen

Gas natural Image Carlos534Stigende priser på alt fra fødevarer til energi har forsaget et stort fald i arbejderklassens købekraft. Billede: Carlos534

Hvorvidt økonomien er i teknisk recession eller ej, er ikke så interessant i sig selv for os kommunister. Det vigtige er hvilken betydning økonomiens generelle udvikling har på bevidstheden, altså hvordan det føles for det store flertal af arbejdere og unge at leve i den nuværende epoke.

Hvis man udelukkende baserede sig på tekniske definitioner, kunne man med rette konkludere, at vi sådan set har gennemlevet verdens længste, om end også det svageste, økonomiske opsving siden 2008. Men det har på ingen måde føltes sådan.

De rigeste er blevet uhyrligt meget rigere, mens verdens fattigste er blevet endnu fattigere, først under corona, der satte en kæp i hjulet på verdensøkonomien, og efterfølgende som konsekvens af inflationen. Mens milliardærer ødsler deres penge væk på rumturisme og nyttesløse prestigeprojekter, så oplever milliarder af arbejdere at skulle vende hver en mønt for at kunne få livet til hænge sammen.

Det gør sig ikke kun gældende i såkaldte tredjeverdenslande, men også i Vesten. Det bliver tydeligere og tydeligere, at flosklerne, om at vi alle er lige og i samme båd, er intet andet end et dække for, at de rigeste rager til sig og lever i en obskøn luksus på bekostning af det overvældende flertal.

De seneste år har budt på det ene eksempel efter det andet, der udstiller verdens ekstreme ulighed. I sommers forliste en ubåd med 3 turister, da de skulle se Titanics vrag. Turen kostede 1,7 millioner kroner per næse, og gæsterne om bord var alle milliardærer. Der gik ikke længe efter ulykken, før den amerikanske og canadiske kystredningstjeneste sendte en hær af mandskab af sted for at redde potentielle overlevende, imens alverdens medier dækkede redningsaktionen. Absurditeten blev udstillet af, at der samtidig kæntrede en båd med 750 flygtninge i Middelhavet, hvoraf op mod 600 formodes omkommet. Ikke nok med at der ikke blev iværksat nogen væsentlig redningsaktion her, så blev det senere afsløret, at det var den europæiske kystvagt selv, der havde forårsaget kæntringen!

Den slags eksempler på kapitalismens to vidt forskellige verdener lagrer sig i bevidstheden hos masserne.

I Danmark vokser uligheden også. I foråret 2022 blev uligheden målt til det højeste niveau i 35 år. Det var før regeringens skattereform, som blot vil øge forskellen på rig og fattig yderligere. Da inflationen rasede, blev der i mange medier skrevet om, hvor hårdt det ramte danske familier på pengepungen. De skriverier er siden forstummet, i takt med at inflationen er faldet. Sagen er dog, at den lavere inflation ikke har betydet faldende priser, men blot at priserne er steget langsommere. Priserne er stadig på samme høje niveau, og det anslås, at en gennemsnitlig dansk familie, med to voksne og to børn, skal bruge 40.000 kr mere om året, for at kunne dække basale udgifter til dagligvarer, benzin, el og varme. Lønningerne er på ingen måde fulgt med, og overførselsindkomsterne i endnu mindre grad. Det kan derfor ikke overraske, at flere familier bliver skubbet ud i fattigdom, selvom inflationen ikke stiger lige så voldsomt som før. I 2022 var 7 procent af befolkningen økonomisk sårbare, i 2023 var det steget til 10 procent.

Dertil skal lægges stigende huslejer og renter, som ikke indgår i inflationstallene. En familie med et gennemsnitligt hus og et afdragsfrit F3-lån, der med sin variable rente dikteres på ny af banken hvert tredje år, skal f.eks. betale 32.100 kroner mere om året efter skat bare i renter . Når arbejdsløsheden begynder at stige, så vil ubetalelige lån betyde, at mange risikerer at gå fra hus og hjem.

Det betyder samtidigt, at unges mulighed for at komme ind på boligmarkedet, bliver endnu dårligere. Og alt imens at arbejdere tynges af skyhøje renter og har svært ved at få enderne til at mødes, så skovler bankerne penge ind. Danske Bank alene opjusterede forventningerne til sit overskud i 2023 til svimlende 20 milliarder kroner, fordi det er en “særdeles lukrativ forretning” at hæve renterne.

Inflationen har ramt arbejderklassen hårdt. En undersøgelse viser, at hver tiende børnefamilie i Danmark har så få penge, at det går ud over kvaliteten og mængden af deres mad. Det svarer til 136.000 børn, eller 2 i hver skoleklasse. Tre ud af fire af forældrene i disse familier har sprunget måltider over, så der var nok til børnene.

Politikernes optimisme modsvares af almindelige menneskers pessimisme, som bl.a. kommer til udtryk i en historisk lav forbrugertillid. Selvom den er vokset lidt siden lavpunktet, da inflationen var på sit højeste, var pessimismen i august 2023 næsten lige så stor som ved starten af coronakrisen og under finanskrisen.

Også unge er hårdt ramt. I foråret 2022 havde 30 procent af unge mellem 18 og 30 år problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Det er mere end en tredobling i forhold til året før. Den dårlige økonomi går ud over trivslen, og hver femte unge mellem 18 og 30 år rapporterer, at de dagligt eller flere gange om ugen har svært ved at sove, fordi de bekymrer sig om deres privatøkonomi.

Alle disse tal løfter dog kun sløret for en flig af den følelse, der findes blandt arbejdere og især blandt de yngre generationer. Unge mærker på egen krop kapitalismens forfald indenfor alle områder. Hvor end man ser hen, virker verden til at være ved at gå under i krige og klimakatastrofer. Misogyni, racisme, transfobi og andre former for diskrimination og undertrykkelse er hverdagskost. Der er et konstant pres for at være perfekt på alle parametre. Medier og politikere er med til at skabe og fastholde denne kultur. Kapitalismens blindgyde udtrykker sig i alle porer af samfundet, som gør at unge menneskers naturlige kreativitet, nysgerrighed og initiativ ikke kan ånde. I stedet er ungdommen præget af en dyb og voksende krise i den mentale sundhed.

Det er hvad dansk økonomi kan byde arbejdere og unge efter 15 års “opsving” i økonomien. Det er det bedste, kapitalismen kan præstere. Og vi står endda kun på kanten af en ny økonomisk krise, som vil betyde fyringer og angreb på arbejdsforhold. De, der beholder deres job, skal løbe endnu hurtigere, mens presset på deres lønninger og nedskæringer i velfærd og ydelser fortsætter med øget tryk.

Præcis hvilken effekt en ny økonomisk krise vil have på klassekampen, er ikke til at sige. Der er ingen algebraisk ligning, der siger, at økonomisk krise omsættes til klassekamp på mekanisk vis. Begivenhedernes gang kommer an på et væld af faktorer, som må analyseres konkret, i takt med at de tager form og udvikler sig.

Der er dog ingen tvivl om, at en ny økonomisk krise vil accelerere alle de processer, som vi har set udfolde sig efter 2008. Alle borgerskabets forsøg på at stabilisere økonomien har undermineret den politiske og sociale stabilitet, og en ny økonomisk krise vil fortsætte det, men på et nyt og højere niveau.

Den lange periode med økonomisk fremgang efter anden verdenskrig formildede modsætningerne i samfundet, både mellem nationer og mellem klasser. Det førte til en blødhed på store dele af venstrefløjen og blandt den øverste del af arbejderklassen, ikke mindst i et land som Danmark. Her profilerede socialdemokrater og fagbevægelse sig på ideen om, at Danmark var noget helt særligt, og at arbejderklassen gennem organisering, trepartsforhandlinger og den danske model havde sikret sig ikke bare tålelige, men gode forhold til evig tid.

Jo mere den fortælling har fjernet sig fra virkeligheden under dansk kapitalisme, jo mere kynisk er den blevet brugt af toppen af dansk arbejderbevægelse til at lukke for kritiske stemmer, med refrænet om at vi skal tie stille og være tilfredse med status quo. Men en stiltiende accept af det falske narrativ afvises af flere og flere.

Det sker ikke hos alle lag samtidig, men det sker hos flere og flere, særligt de yngre generationer. For den nyuddannede sygeplejerske, der hverken kan yde omsorg for patienten eller gå hjem når arbejdsdagen er slut, for tømreren, hvis krop er brudt sammen længe før pensionsalderen, og for Wolt-buddet, der uden arbejdsrettigheder må køre rundt i al slags vejr for en forsvindende lille løn, er fortællingen om det danske socialdemokratiske paradis ikke bare en fjern drøm, men en syngende lussing fra toppen af samfundet.

En ny økonomisk krise vil gøre det endnu tydeligere for arbejdere og unge i Danmark, at de intet godt kan forvente af kapitalismen. Størstedelen af de unge kan se deres fremtid smuldre for øjnene af dem. De kan se, at kapitalismen intet kan tilbyde dem udover dybere kriser, flere krige og mere omfattende klimakatastrofer. Det vil betyde endnu større radikalisering og åbenhed overfor revolutionære og kommunistiske ideer.

Krisen i det borgerlige demokrati

I årene efter anden verdenskrig, og især efter Sovjetunionens fald, blev der skabt en fortælling om, at det vestlige demokrati var den menneskelige histories endestation, og at der indenfor kapitalismens rammer kunne opbygges “fornuftige” institutioner, der ville garantere fred og fremgang til evig tid. FN, EU, WTO og NATO er alle produkter af den historiske periode.

Selvom størstedelen af venstrefløjen på papiret kritiserede og var imod disse institutioner, på nær FN, indfandt der sig over årene en generel accept og tiltro til dem og hele det “demokratiske” system under kapitalismen. Valgdeltagelsen var høj, politikerne havde autoritet og det samme havde politi, domstole, medierne osv.

De sidste 15 års udviklinger har skudt store huller i den fortælling. Stabiliteten er blevet undermineret, og kapitalismens politiske institutioner befinder sig i en dyb krise. Hele ideen om det borgerlige demokrati og parlamentarismen som garant for flertallets vilje og ønsker, som har understøttet kapitalismen i mere end et århundrede, smuldrer for øjnene af os. Det bliver mere og mere tydeligt, at vi under borgerligt demokrati formelt set har lighed for loven og demokratisk indflydelse, men at virkeligheden er en helt anden.

Alle de institutioner, der opretholdt det såkaldte verdenssamfund, smuldrer. WTO har ikke kunne gennemføre en global frihandelsaftale i mere end et årti. FN viser mere og mere sin sande natur, som en institution, der langt fra at overkomme modsætningerne mellem verdens nationer, blot afspejler dem. Også billedet af NATO, som forsvareren af “demokrati” og “frihed”, bliver mere og mere vingeskudt.

Og EU, som langt fra at bevæge sig mod øget integration, bliver trukket fra hinanden af centrifugalkræfterne fra de nationale økonomier, som har forskellige interesser. Forsøget på at forene økonomier, der hver især trækker i forskellige retninger, kunne kun lykkes, så længe økonomien samlet set gik fremad. Det var med nød og næppe, at EU overlevede den sidste økonomiske krise, der skabte massive gældsproblemer i især Sydeuropa. EU har siden da måtte vinke farvel til Storbritannien, en af Europas største økonomier, og en ny økonomisk krise vil vække unionens indre modsætninger til live igen, og sætte et stort spørgsmålstegn ved, om den kan overleve med sin i forvejen svækkede tilstand.

I december 2023 indgik regeringen en forsvarsaftale med amerikanerne, som giver dem mulighed for at placere deres materiel og personel på danske kaserner. Det afspejler, hvordan den danske herskende klasse er fuldstændigt afhængig af USA. Dette forsøg på at tækkes amerikansk imperialisme udstiller kløften imellem den danske regering, på den ene side, og befolkningen på den anden, som går på gaden i tusindvis for at fordømme det igangværende folkemord mod den palæstinensiske befolkning, der ultimativt er en konsekvens af amerikansk og vestlig imperialisme.

Det er ikke bare tilliden til internationale institutioner der smuldrer, men også til de nationale politiske systemer. I Danmark er tilliden til politikerne faldet markant de seneste år. Andelen af danskere med “meget lille” tillid til politikerne er steget fra ti procent i 2019 til 22 procent i 2023, viser en undersøgelse fra efteråret 2023. Derudover har 35 procent “ret lille” tillid til politikerne. Til sammenligning har bare 39 procent “meget” eller “ret” stor tillid, et stort fald fra 50 procent i 2019. Politikerne ligger da også helt i bund i den seneste troværdighedsanalyse. På en liste over 27 erhverv indtager politikerne en flot næstsidsteplads! Kun influencere scorer lavere. Bemærkelsesværdigt er det, at også journalister ligger langt nede på listen, en klar afspejling af befolkningens faldende tillid til de borgerlige medier.

Kongehuset har altid været en vigtig støttepille for dansk kapitalisme og er i dag et af systemets sidste institutioner, som stadig nyder høj opbakning i befolkningen. Dronningens abdikation nytårsaften reflekterer på sin egen måde det skifte, som finder sted i den objektive situation. Dronning Margrethe symboliserede den svundne tid, hvor der var relativ stabilitet i Danmark, og var samtidig en repræsentant for den herskende klasse, som forstod, hvordan hun skulle bruge hendes position til at holde hånden under systemet på bedst mulig vis.

Hendes sidste handling som regent var et forsøg på at videregive så meget af den autoritet, som hun havde opbygget, videre til sin arvesøn. Men udover at den nye Kong Frederik, efter alt at dømme, ikke har arvet sin mors evner, så kommer han til at regere som statsoverhoved i en tid, der er radikalt anderledes end det halve århundrede, hvor Dronning Margrethe sad på tronen. Kapitalismens krise betyder, at hans regentperiode vil blive langt mere turbulent og ustabil. Med en svag monark ved magten, risikerer kongehuset ligeledes at gå fra at være en institution, som var med til at stabilisere systemet, til at blive en destabiliserende faktor for dansk kapitalisme i sig selv.

Marx og Engels forklarede, at staten i sin essens er et nødvendigt redskab for den herskende klasse i ethvert samfund, som er baseret på udbytning af det store flertal. Under kapitalismen bruger kapitalistklassen statsapparatet til at forsvare sin magt og privilegier, der baserer sig på den private ejendomsret over produktionsmidlerne. Staten kan antage mange former, men den “demokratiske”, hvor arbejderklassen får mulighed for repræsentation i et folketing, en rigsdag eller et parlament, har for kapitalistklassen vist sig som den billigste og mest sikre form.

Kapitalistklassen udgør et forsvindende mindretal, men kan gennem det parlamentariske demokrati give arbejderklassen illusionen om, at de har noget at skulle have sagt. Marx beskrev det borgerlige parlament som folkets mulighed for “hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet.”

Illusionerne til det borgerlige demokrati brydes ned bid for bid. To ud af tre danskere mener, at Folketinget og regeringen har ansvaret for at løse samfundets store problemer, mens kun én ud af fire mener, de er i stand til det. Det overrasker ikke, når man ser på, hvad danskerne mener er de mest alvorlige problemer i verden. 71 procent beskriver klimaforandringer som “et meget alvorligt problem”, hvilket er en kraftig stigning fra sidste år, hvor tallet var 43 procent. Oktober 2023 var fjerde måned i træk, hvor varmerekorden på globalt plan blev slået, og 2023 var det varmeste år nogensinde. Det eneste der kommer fra politikerne er tomme løfter og tilbagetog på selv dem. Det reflekteres af, at 72 procent af danskerne – næsten tre ud af fire – mener, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne.

I flere årtier var det politiske system og dets institutioner relativt stabile. Der var grundlæggende to politiske blokke i især den vestlige del af verden, hvorimellem magten gik på skift. På den ene side havde man borgerskabets loyale politiske agenter i form af de borgerlige partier, såsom De Konservative i Storbritannien og Venstre i Danmark. På den anden side havde man arbejderklassens traditionelle massepartier, der til en hvis grad repræsenterede arbejderklassens interesser, men hvis top i sidste ende forsvarede det kapitalistiske system med hud og hår. Den evige turnus mellem disse blokke var et effektivt “demokratisk” redskab til at opretholde illusionen om medindflydelse. Magten skiftede mellem de to blokke, uden at noget fundamentalt ændrede sig.

Den tid er forbi. Alle steder er den politiske midte, ledt an af to store fløjpartier, blevet undermineret. I Frankrig spiller ingen af de tidligere dominerende partier, Det Republikanske Parti og Socialistpartiet, nogen nævneværdig rolle i dag. Samme proces har vi set i Grækenland, hvor Socialdemokratiet Pasok gik fra absolut flertal i parlamentet til omkring 4 procent af stemmerne. Det er resultatet af partiernes forsøg på at administrere kapitalismen i sin forfaldsperiode.

Samlingsregeringen er et udtryk for svaghed

pressemoede 19122023 foto stine tidsvildeBillede: Statsministeriet, Stine Tidsvilde

Herhjemme har vi set præcis samme proces. Magten plejede at skifte mellem blå blok, med enten Venstre eller De Konservative i spidsen, og rød blok med Socialdemokraterne i front, oftest med de radikale som regeringspartner. Disse fire gamle magtpartier plejede at få i omegnen af 80-90 procent af stemmerne tilsammen. Det er nu en saga blot. Ved sidste valg sneg de sig lige over 50 procent af stemmerne. Resultatet af valget, som var historisk uinspirerende, blev en samlingsregering mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

De tre partier fremstillede alle sig selv som fornuftens stemme, som skulle holde yderfløjene ude og tage de beslutninger, der var “nødvendige” for Danmark. Igen blev det fremstillet som noget helt unikt for Danmark, at der, alt imens populistiske strømninger greb om sig i resten af verden, kunne vælges en regering så farveløs og ædruelig herhjemme. Men samlingsregeringen, selvom den slår sig op på styrke og usårlighed, er et udtryk for præcis den samme proces, som vi ser globalt, nemlig at det etablerede politiske system miskrediteres og undermineres.

Regeringen lancerede sig selv som et historisk projekt, for første gang i nyere tid blev der dannet en regering over midten. Den skulle tage Danmark i en helt ny retning og ruste landet til en ny periode med store udfordringer. SVM-regeringen lagde da også hårdt ud med afskaffelsen af Store Bededag, som var en direkte konfrontation med arbejderklassen. Men efterfølgende er det ikke blevet til mange historiske nybrud. Nedskæringspolitikken er ikke overraskende fortsat, bid for bid, men SVM- regeringen adskiller sig ikke nævneværdigt fra de sidste mange års andre regeringer.

Mens sundhedsvæsenet smuldrer, sammen med resten af den offentlige velfærd, langer regeringen skattelettelser over disken, som kun de rigeste for alvor kommer til at nyde godt af. De prøver at genoplive mærkesager fra 2010’erne, såsom integration og tryghed, med bandepakker og krav om, at indvandrerkvinder skal presses i arbejde for at modtage kontanthjælp.

Men det har ikke samme effekt som tidligere. I årtier udspyede politikerne racistisk retorik og gennemførte racistisk politik, med det formål at aflede arbejderklassen fra de problemer, som krisen i kapitalismen forårsagede. Formålet var at forhindre klasseenhed på tværs af religiøse og etniske skel, for dermed svække arbejderklassen i Danmark ved at underminere dens enhed: En klassisk ‘del og hersk’ taktik. Dansk Folkeparti førte an i denne højredrejning, hvorefter Socialdemokraterne overtog deres retorik og forsøgte at overhale dem højre om. Indvandrere blev på kynisk vis gjort til syndebuk for arbejderklassens forringede leve- og arbejdsvilkår, der i realiteten var skabt af årtiers angreb og nedskæringer.

Men arbejdere og unge i Danmark har bevæget sig videre og har fokus på helt andre politiske spørgsmål. I august 2015 toppede emnet “integration, flygtninge og indvandrere” listen over emner, som vælgerne syntes var vigtige, med 20 procent. Ved valget i 2022 var det billede fuldkommen forandret. Her lå “hospitaler og sundhed” øverst med 29 procent, mens “styring af dansk økonomi” og “miljø og klima” delte andenpladsen med 14 procent hver. Derefter kom “social ulighed”, og først på femtepladsen kom “integration, flygtninge og indvandrere” med bare 6 procent. Dette skift viste sig også ved Dansk Folkepartis totale nedsmeltning, hvor partiet gik fra 21,1 procent af stemmerne i 2015 til sølle 2,6 procent ved sidste valg. At spille racismekortet virker åbenlyst heller ikke længere for Socialdemokratiet, der efter demonstrationerne i solidaritet med Palæstina forsøgte at tilbagevinde opbakning, ved at kaste om sig med anklager om antisemisme. Til deres skuffelse havde det ikke den ønskede effekt.

Samlingsregeringen, som forsøger at fremstille sig som udtryk for styrke, er det modsatte - den er udtryk for det borgerlige demokratis krise. Den vil yderligere forstærke krisen, ved både at underminere de ledende partier i begge blokke på samme tid, og ved at underminere borgerskabets veltjente taktik, hvor rød erstatter blå og blå erstatter rød, mens politikken forbliver den samme. Selve det politiske system undermineres.

Det baner vejen for netop de fløje, som regeringen vil holde udenfor. At ingen af yderfløjene formår at få vind i sejlene, på trods af regeringens tilbagegang, siger mest af alt noget om oppositionspartiernes manglende evne til at stille sig frem som et alternativ til det bestående, både på højre- og venstrefløjen.

I løbet af regeringens første år tabte de tre regeringspartier næsten 400.000 vælgere tilsammen. “Det her er langt flere, end nogen anden regering i danmarkshistorien har mistet,” konstaterer valgforsker, Kasper Møller Hansen. Hans konklusion er et slag i ansigtet på regeringens egen fortælling om, at de repræsenterer flertallets interesser og ønsker: “Det er mere markant, og det er gået hurtigere end for nogen anden regering de seneste 50 år. Det er et faktum.”

Krisen i regeringen kommer ikke bare til udtryk i meningsmålingerne, men også ved at politikerne selv prøver at finde en belejlig vej ud. Det er som sådan ikke nyt. Forskellen fra tidligere er, at det finder sted i en kvalitativt ny epoke. At mange af regeringens spidser står med det ene ben ude af døren er både udtryk for krisen i det danske borgerlige demokrati og er med til at accelerere  den yderligere. Krisen kommer også til udtryk i manglen på stærke arvtagere til at erstatte toppolitikerne, når de får lukrative positioner i dansk erhvervsliv eller internationale topposter.

Først var der forlydender om, at Mette Frederiksen var på vej til NATO. Hun kan ligesom toppolitikere i resten af verden se, at det ikke er en langsigtet karrierevej at lede en national regering. Hun ser sig derfor om efter en lukrativ stilling på den anden side af livet på Christiansborg. Hun har endnu ikke fået posten i NATO, men nu er kortene lagt på bordet og kampen om ledelsen af Socialdemokratiet er åbnet. Historien viser, at det kan blive grimt og blodigt,  særligt i den nuværende volatile situation på Christiansborg.

Ikke længe efter NATO-miseren blev forsvarsminister og “vicestatsminister” Jakob Ellemann sygemeldt med stress. Belejligt nok var det lige efter, det kom frem, at han havde givet Folketinget forkerte oplysninger om et milliardindkøb af våben fra en israelsk våbenproducent. Til sidst trak Ellemann sig helt fra politik, igen på opportun vis, fire dage efter, at han havde sikret sig en højere ministerpension. I modsætning til når den almindelige danske arbejder bliver ramt af stress, så kunne Jakob Ellemann-Jensen se frem til at blive fuldt økonomisk dækket. Han kan derfor nu se frem til at leve livet for en masse skattepenge uden at røre en finger. Alt imens at regeringen skærer ned på overførselsindkomster og ignorerer psykiatrien. Hos Moderaterne ruller den ene skandalesag efter den anden. Det hele er med til at tage politikerleden til nye højder.

Tillidskrisen rammer ikke bare politikerne, men strækker sig ind i statens kerne – hvad Engels kaldte statens grupper af væbnede mænd. Før var der stor tillid til politiet, hæren og efterretningstjenesterne, men nu er også de institutioner plaget af skandale efter skandale. Om noget kunne man kalde 2023 for politiets år, og ikke i den positive forstand. Historier om chikanering af udvalgte familier, manglende efterforskninger af indrapporterede overgreb og narkotyveri- og salg er bare nogle af de sager, som den hæderkronede danske politistyrke har været involveret i.

Også militæret er ramt af skandalesager om forældet materiel, korruption og inkompetence, når det kommer til indkøb af våben og militært isenkram. I en historisk skandale, der ikke kender internationale paralleller, blev den øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, fængslet og anklaget for landsforræderi sammen med tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Sager som disse, der bryder ud i lys lue for offentligheden og ikke kan holdes bag lukkede døre, er alt sammen med til at tære på tilliden til det bestående samfund.

Som kommunister begræder vi ikke tillidskrisen til staten og alle dens institutioner, tværtimod! Modsat reformister og liberale ser vi staten, med dens såkaldte “demokrati”, for hvad den virkelig er; et redskab til at forsvare et system, der bygger på økonomisk udbytning og et middel til at fastholde kapitalistklassens magt og privilegier. Som Lenin pointerede, er det moderne borgerlige demokrati ikke meget anderledes end demokratiet i det antikke Grækenland – et demokrati for slaveejerne ene og alene.

Det er kun positivt, at arbejdere og unge begynder at indse, at de ikke kan forvente nogle løsninger fra politikerne, eller stole på hvad de hører i medierne. Arbejderklassens kollektive bevidsthed og styrke øges ved, skridt for skridt, at indse, at staten i sin helhed er et redskab til at underkue og bedrage det store flertal. Hvad end der fremmer den forståelse, i stedet for at tilsløre den, er progressivt i kommunisters øjne.

Det civiliserede politiske livs endeligt

IngerDen nye normal på Christiansborg betyder at personlige skandaler ikke længere er er en hindring for at fortsætte i politik, det kan endda være en fordel, som vi så med Inger Støjberg. Billede: Store Norske Leksikon

Fortællingen om Danmark skildres ofte som det rene eventyr. I vores egen andedam har vi angiveligt stablet et så civiliseret demokratisk system på benene, at det ikke tåler sammenligning med nogle andre. Så formfuldendt er lille Danmark, at vi har måttet gå i krig flere tusinde kilometer væk, for at eksportere vores levevis til de egne, der efter sigende havde brug for et skub i den rigtige retning af dansk exceptionalisme.

Det er politikernes fortælling, og den er åbenlyst helt ude i skoven og forkert, udover at være dybt racistisk. Det gennemskuer flere og flere, som det f.eks. kan ses, når det gælder Danmarks støtte til Israel. Her hiver regeringen den samme gamle sang, om vestligt demokrati kontra islamisk fundamentalisme, op af hatten, som om det skulle retfærdiggøre enhver forbrydelse, der udøves af USA, Israel eller Danmark.

Men når det så åbenlyst er Vesten, der er aggressoren og tæppebomber titusindvis af uskyldige mennesker i demokratiets navn, begynder selve ordet “demokrati” at klinge hult, ligesom det gjorde, da den selv samme løgn blev brugt til at retfærdiggøre invasionen af Irak og Afghanistan. Det var løgn dengang og det er løgn nu.

Politik foregår ikke længere som før. Processen i Danmark har muligvis ikke fået et lige så eksplosivt et udtryk som f.eks i Storbritannien, hvor Brexit gav krisen i britisk kapitalisme en meget konkret form, og hvor der siden er blevet  skiftet premierminister med rekordfart, den ene mere inkompetent end den forgående. Men det er den samme proces der foregår herhjemme, blot lidt mere subtilt.

I moderne tid er ingen regeringer gået af, selvom skandalesagerne ruller. I dag bevandres Christiansborg af åbenlyst pædofile, kriminelle og skandaleramte sociale svindlere. Hvor politiske eller personlige skandaler af betydelig størrelse før havde betydet afsatte ministre, eller sågar hele regeringer, betyder den nye normal på Christiansborg, at intet af dette er en hindring for at fortsætte i politik, det kan endda være en fordel, som vi så med Inger Støjberg.

Mens stabiliteten fordufter, gør det politiske etablissement, hvad de kan for at opretholde billedet af normalitet og kontrol. Men det sociale grundlag for et stabilt politisk system smuldrer for øjnene af dem. Før var der på de fleste større arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner i hvert fald et par stykker, der var parate til at forsvare den siddende regering eller et af partierne, hvis kritikken blev for hård over frokostbordet. Måske var flere endda medlem af et parti, og på den måde personligt investeret i at fremme et bestemt politisk projekt over for venner, familie og kolleger. De fleste steder er det ikke længere tilfældet.

I takt med at det sociale grundlag for opbakningen til det etablerede politiske system smuldrer, mister politikerne al loyal opbakning, og deres retorik bliver mere og mere sort/hvid og skinger. Hvis du er imod at sende våben til Ukraine, stemples du som femte kolonne for Putins Rusland. Er du mod Israels bombardementer i Gaza, er du tilhænger af Hamas og dermed en terrorist på dansk jord.

At politikerne føler behov for at gå i kødet på enhver, der siger dem imod, er ikke udtryk for styrke, men svaghed. De kan ikke tillade den mindste nuance eller kritiske røst at komme frem, fordi den sociale base, som de hviler på, og vælgeropbakningen, som de for alt i verden forsøger at vinde, er så skrøbelige. Tomheden og overfladiskheden i deres politik udstilles kun yderligere, når de åbner munden, som f.eks. da Mette Frederiksen overfusede en journalist for at stille spørgsmål til civile palæstinensiske liv, eller da hun krævede en undersøgelse af, hvorvidt de, der demonstrerer i solidaritet med Gaza, kan anklages efter terrorlovgivningen.

Mens hele formålet med midterregeringen var at samle den fornuftige midte, for at gøre hvad der var “nødvendigt” for Danmark, har det vist sig at være et desperat forsøg på at dække over, at midten smuldrer, mens samfundet polariseres til både venstre og til højre.

Som i ethvert kapitalistisk samfund er det borgerskabet som herskende klasse, hvis idéer får lov til at dominere alverdens lederspalter, læserbreve og politiske debatprogrammer. Det gælder med mangedobbelt styrke, når venstrefløjens partier og politik er historisk tandløse og ikke tør stille sig i reel opposition til det bestående samfund.

For mange arbejdere og unge kan det give indtrykket, at idéer til forsvar for kapitalismen har bred opbakning, og at kampen for en anden verden er håbløs og umulig. Men synet bedrager. Som Marx skrev, er de herskende ideer i et samfund den herskende klasses ideer. Men det bortvejrer ikke kapitalismens krise og den tilstand af forfald, som masserne over hele verden lever under. Vi ser hvordan den sociale væren og de materielle betingelser turer frem og underminerer den brede tillid til de ideer, der udspyes i en lind strøm af kapitalismens forsvarere.

Etablissementet er mere og mere ude af trit med stemningen i samfundet. Det betyder at afstanden øges mellem det voksende lag af unge og arbejdere, der radikaliseres på den ene side, og politikere, meningsdannere og medierne på den anden. Det virkelige styrkeforhold bevæger sig i kommunisternes favør, og der er en massiv radikalisering mod venstreorienterede idéer, der er langt bredere forankret blandt arbejdere og unge end støtten til den højrøstede højrefløj.

Radikaliseringen har på nuværende stadie ikke udtrykt sig i en stigende tilslutning til de parlamentariske partier på venstrefløjen. Der er ikke en mekanisk sammenhæng mellem udviklingen i massernes bevidsthed og individuelle partiers fremgang. Det skyldes ikke mindst venstrefløjspartiernes manglende evne til at forbinde sig med radikaliseringen. 

Lige nu bliver polariseringen parlamentarisk set kun udtrykt på højrefløjen. Liberal Alliance har formået at præsentere sig selv som et anti-establishment parti, som vil lave store forandringer og som også forsøger at tilbyde et alternativ til status quo. Det har givet partiet medvind i meningsmålingerne, men endnu mere markant, så vandt partiet sidste skolevalg, som afholdes blandt de ældste folkeskoleelever, med 30 % af stemmerne.

Liberal Alliances succes betyder dog ikke, at alle unge er blevet borgerliggjort. Den er blot udtryk for den politiske midtes smuldren og den generelle polarisering. Der er samtidig en bevægelse i den modsatte retning. Det bliver tydeligt, når vi ser rundt om i verden.

I Argentina blev den ultraliberale Javier Milei svoret ind som præsident i starten af december sidste år. Men Milei og højrefløjens sejr i parlamentet blev mødt af nogle af de største massebevægelser i landets historie. Det samme var tilfældet da Donald Trump blev valgt i 2016, hvor millioner med det samme gik på gaden imod ham. Den nuværende polarisering går mod højre og mod venstre og kan sagtens udtrykke sig i parlamentet og på gaden samtidig.

Arbejderklassens rolle

image00009 minFoto: Privat

Nogle vil måske indvende, at der er en modsætning imellem, at vi kommunister påstår, at der er en massiv radikalisering til venstre, samtidig med at åben klassekamp og strejker ikke fylder nær så meget i samfundet som i tidligere perioder. Men antallet af tabte arbejdsdage steg markant i andet kvartal af 2023 (de seneste tal), med 50 konflikter og 5970 tabte arbejdsdage. Det gjorde det til det kvartal med fjerdeflest strejkedage siden 2015. Det er dog stadig et historisk lavt antal strejker og skal ses i lyset af de lokale lønforhandlinger, der fandt sted i forlængelse af overenskomstforhandlingerne i foråret, bedre kendt som OK23.

Ikke bare strejketallet er historisk lavt, det er også medlemstallene i fagforeningerne, der er raslet ned de sidste mange år. Organiseringsgraden toppede i 1995, hvor cirka 70 procent af de danske arbejdere var organiseret i det, man kalder overenskomstbærende fagforeninger. I 2023 faldt det tal for første gang til under 50 procent.

Betyder det at klassekampen er slut og arbejderklassen er død, borte og borgerliggjort? Det påstår de borgerlige ved enhver lejlighed. Gamle, udbrændte faglige aktivister har det med at nå samme pessimistiske konklusion. Begges misforståelser bunder i en kynisk og idealistisk forståelse af arbejderklassen, der intet har at gøre med dens virkelige, materielle grundlag i samfundet.

Efter årtier hvor idéen om klassesamfundet, og selve eksistensen af arbejderklassen i særdeleshed, er blevet angrebet af borgerlig propaganda og diverse idealistiske samfundsmodeller fra universitetsverdenen, er det vores opgave som marxister at skyde hul i den myte. Først er det måske godt at slå fast, hvad arbejderklassen rent faktisk er. Arbejderklassen er hverken en identitet eller en karakteristik baseret på en bestemt type arbejde, f.eks den slags der giver beskidte hænder og ondt i ryggen.

Arbejderklassen er en videnskabeligt defineret og objektiv størrelse i samfundet, der består af alle dem, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at tjene en løn. Arbejderklassen udgør det store flertal i Danmark og på verdensplan. Faktisk viser undersøgelser, at arbejderklassen på globalt plan siden 1991 er vokset med 1,25 milliarder og udgør 3,6 milliarder mennesker, hvilket betyder, at størstedelen af den voksne befolkning i verden er arbejdere.

Arbejderklassen er den eneste klasse, der er konsekvent revolutionær og som kan sikre et kommunistisk samfund. Det skyldes arbejderklassens position og rolle i samfundet. Ingen arbejdere skaber deres “eget” produkt, men deltager som et lille men uundværligt led i den sociale produktion. Jo mere splittet arbejderklassen står, jo svagere står de overfor kapitalisterne, der forsøger at skabe splid ved at spille arbejdere ud mod hinanden og dermed svække en kollektiv og effektiv kamp. Jo stærkere sammenhold og solidaritet arbejderklassen besidder, jo stærkere står de derimod i kampen for at sikre både bedre løn- og arbejdsforhold.

Men kampen for løn- og arbejdsforhold er, med Rosa Luxemburgs ord, sisyfosarbejde så længe kapitalismen består. Det er en absolut nødvendig kamp, men det ændrer ikke på det faktum, at kapitalistklassen, lige meget hvor stærk en strejke er, stadig vil være den herskende klasse i samfundet efter strejken. De vil fortsætte med at presse så meget merværdi ud af arbejderklassen som muligt, så længe kapitalismen består. Arbejderklassen har derfor en objektiv interesse i kommunisme. Ved at gøre op med kapitalisternes private ejendomsret til produktionsmidlerne, kan kampen for det daglige brød og et værdigt liv nå sin endelige slutning. Men det vil kræve, at arbejderklassen kollektivt overtager produktionsmidlerne og begynder at planlægge produktionen efter flertallets behov.

Arbejderklassen besidder en enorm magt. Hvis de kollektivt stopper arbejdet og går i strejke, er der ikke en pære der lyser, ikke et barn der bliver passet og ikke en skraldespand der bliver tømt. Vigtigst af alt sætter en strejke en stopper, ikke bare for samfundets drift, men for kapitalisternes mulighed for at tjene profit. Men den magt er kun potentiel. For at den kan gå fra at være en potentiel til en reel magt, kræver det organisering og ledelse.

Det er netop det, der er en skrigende mangel på. Og det er her, at hovedforklaringen på det faldende antal strejker og den dalende organiseringsgrad skal findes.

Nedadgående medlemstal i fagbevægelsen er ikke tegn på en manglende solidaritetsfølelse eller kampvilje blandt unge, som de gamle aktivister ellers beskylder de nyere generationer for. Det er udtryk for krisen i toppen af arbejderbevægelsen, hvor ledelsen befinder sig i en mildt sagt elendig forfatning. Fagforeningerne fungerer mere og mere som virksomheder.

Tager vi Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), tjener de f.eks. en overvejende del af deres penge på investeringer frem for på medlemskontingenter, og de behandler medlemmerne som kunder i en butik, der skal lokkes hen til kasse ét med sæsonkort til superligaen og billige vinterdæk, frem for at se dem som klassefæller, der rent faktisk kan og vil kæmpe for et bedre liv for det store flertal.

Lederne af fagbevægelsen har ingen ide om at ændre samfundet grundlæggende – de har dårligt nok en idé om at kæmpe for bedre forhold for arbejderne. I stedet klynger de sig til deres plads ved forhandlingsbordet. De ser deres fremmeste opgave som værende at sikre den danske model, hvor stat, arbejdsgiver og fagbevægelse forhandler sammen i god ro og mag.

I en periode med kapitalistisk fremgang kunne sådan en strategi give nogle indrømmelser til arbejderklassen, dog aldrig uden kamp. I dag sigter toppen af fagbevægelsen mest af alt efter at forhandle sig til de mindst dårlige angreb. De har hverken en interesse eller vilje til at kæmpe. Det skaber et dilemma, hvor de privilegerede og velbjergede fagbosser skal forsøge at holde ro over deres medlemmer og spise dem af med elendige overenskomster, for at bevare deres egen position. Situationen bliver kun mere umulig at oppebære, når medlemsbasen naturligt nok svinder ind, og tilliden, blandt dem der er tilbage, undermineres yderligere.

I foråret 2023 forsøgte fagbevægelsen at tilbagevinde sig selv en vis eksistensberettigelse, da de gik mod den nye SVM-regerings plan om at afskaffe Store Bededag. Der var potentiale for rent faktisk at sætte gang i en bevægelse op til OK23, men lederne trak hurtigt i land og lagde sig fladt på maven. Socialdemokratiet tøvede derimod ikke, og kort tid efter blev FH’s formand Lizette Risgaard fældet af en skandalesag, der pludselig kom frem i medierne. Den nye formand for FH Morten Skov Christensen er en loyal socialdemokrat fra top til tå.

Med manglende resultater og en manglende mobilisering af medlemmerne får hele fagbevægelsens kurs sin egen logik. Færre bliver aktive, de tomme pladser fyldes ud af karrieremagere, imens kampmetoder og traditioner går i glemmebogen osv. Den udvikling vil ændre sig på et tidspunkt. Krisen i kapitalismen er det objektive grundlag, hvorpå en genfødsel af fagforeningerne som kæmpende organisationer uundgåeligt vil blive født.

I Storbritannien har vi set en proces, hvor store dele af det gamle reaktionære fagbureaukrati er blevet forkastet fra den ene dag til den anden. Hvad der i flere årtier virkede fastfrosset til evig tid, er på dialektisk vis forandret som konsekvens af, at de ophobede frustrationer i den britiske arbejderklasse har fundet et udtryk indenfor sine egne masseorganisationer. Ser man på Unison, en af de største britiske fagforeninger med 1,3 millioner medlemmer, vandt venstrefløjen valget til ledelsen i sommeren 2021. Det vippede højrefløjen af pinden, der havde siddet på ledelsen i flere årtier. Det åbnede op for en kamp mellem de to fløje. Det var en foreløbig kulmination på den bølge af klassekamp, der har rullet over Storbritannien de seneste år.

Der er vi endnu ikke i Danmark. Her formår den nuværende faglige ledelse stadig at lægge en dæmper på arbejderklassens muligheder for at kæmpe. Ser vi på erfaringerne de seneste år, har vi gang på gang set ledelsen svigte. Inden for det offentlige så vi det senest i sommeren 2021, hvor sygeplejerskerne gik i strejke, efter to gange at have stemt nej til en elendig overenskomst, direkte imod anbefalingen fra deres faglige ledere. Strejken blev bevidst ledt ekstremt ineffektiv fra toppen og endte med et regeringsindgreb. Regeringen, frem for at give mere i løn, opfandt en syltekrukke i form af en lønkommission, der skulle foretage en “objektiv undersøgelse” af, hvorvidt sygeplejerskerne fortjente mere i løn. To år senere konkluderede den, ikke overraskende, at sygeplejersker er rimeligt betalt.

I kølvandet på regeringsindgrebet så vi, hvordan sygeplejerskerne med rette gik imod de officielle regler for forhandling af overenskomster og lancerede overenskomststridige punktstrejker på alle landets større sygehuse. DSR’s ledelse trak sig fuldkommen ud af den protestbevægelse, med argumenter om den danske models ukrænkelige spilleregler, og endte i praksis med at fordømme og modarbejde den. Det var et skamløst rap over fingrene mod deres egne medlemmer, der gang på gang viste sig villige til at strejke og tage radikale midler i brug i kampen for gode løn- og arbejdsvilkår. Resultatet er, at sygeplejerskerne nu stemmer med deres fødder og forlader sygeplejerskefaget og deres fagforening i massivt omfang.

De har sendt en vigtig advarsel til resten af arbejderklassen; jeres ledelse vil ikke gå forrest, I har regeringen imod jer og det samme gælder den parlamentariske venstrefløj, der ikke er et hak bedre. Både SF og Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for den socialdemokratiske regering, der knuste sygeplejerskernes strejke. Hvis I vil kæmpe, kan I kun stole på jeres egen styrke. Det var bl.a. de odds, der fik et flertal af de privatansatte til at stemme ja til OK23 halvandet år senere.

I foråret 2024 skal hele den offentlige sektor have nye overenskomster. Det er umuligt at spå om resultatet af de forhandlinger, og om de ender med en aftale, en lockout eller storstrejke. Men vi ved, at regeringen allerede nu gør hvad de kan for at spille forskellige grupper ud imod hinanden i trepartsforhandlingerne, hvor de kun vil love nogle grupper højere løn på bekostning af andre. Resultatet vil helt sikkert ikke komme i nærheden af at sikre de offentligt ansatte en indhentning af de reallønstab, som inflationen har skabt, endsige give ordentlige løn- og arbejdsforhold. Resultatet på kort sigt bliver sandsynligvis, at endnu flere presses ud af det offentlige og deres fagforeninger.

Resterne af det, der engang var en faglig opposition eller faglig venstrefløj, er dog også i en elendig forfatning. De forsøg, der har været på en alternativ organisering de seneste år, er faldet til jorden.

Men det vil ændre sig. Når klassekampen igen tager fart, vil vi se helt nye og friske lag af arbejdere gå forrest i kampen, og det vil puste til en ny bølge af organisering. At en sådan opposition opstår, følger kapitalismens krise, som nat følger dag, og vil føre til et opgør i de faglige organisationer.

Selvom det endnu er fremtidsmusik, er det vigtigt for os som kommunister at have for øje, fordi arbejderklassens bevægelse er det eneste, der i sidste ende kan skabe en revolutionær omvæltning af kapitalismen. Og når først arbejderklassen begynder at bevæge sig, kan ingen kraft holde den tilbage. Og den vil bevæge sig. Det sørger kapitalismens krise for. For hvert slag i kampen, hvad enten det ender i sejr eller i nederlag, opnår arbejderklassen en øget politisk forståelse for sin egen styrke og for klassekampens historiske mål – etableringen af et grundlæggende andet samfund uden klasser og udbytning.

Skift i bevidstheden

Palæstian demo minMassakren i Gaza har fungeret som en katalysator for udviklingen i bevidstheden hos et stort lag af arbejdere og unge på tværs af hele verden. Billede: Eget

Som kommunister må vi ikke stirre os blinde på strejkestatistikker, som var de en pulsmåler der forudser, hvordan klassekampen kommer til at se ud i morgen. Det lave antal strejker betyder ikke, at der ikke sker skift i bevidstheden under overfladen. Det afgørende spørgsmål for os er, om hvorvidt den periode vi gennemlever, hvor der i Danmark endnu ikke har været store strejker eller bevægelser, er udtryk for, at klassemodsætningerne er formildnet, eller om den blot er en midlertidig “ro”, der baner vejen for endnu større eksplosioner i klassekampen i den næste periode.

Den periode med tilsyneladende ro, som vi har gennemgået, er tydeligvis udtryk for det sidste. Under overfladen bygges voldsomme kræfter op. Det er op til os kommunister at forberede os så godt som muligt nu, inden klassekampen for alvor tager fat.

I sit historiske mesterværk History of the Russian Revolution beskrev Leon Trotskij indlevende, hvordan massernes bevidsthed ikke er et eksakt genbillede af de materielle betingelser, som kapitalismen påtvinger dem, men udvikler sig eksplosivt, når de ophobede frustrationer når et kritisk punkt. Det gælder både, når det kommer til en revolution, men også med kampe på mindre skala, som f.eks en strejke. Det er værd at citere afsnittet i sin helhed:

Samfundet ændrer ikke sine institutioner efter behov, på samme måde som en mekaniker udskifter sit værktøj. Tværtimod opfattes de institutioner, som samfundet er afhængigt af, for at være givne til evig tid. I årtier fungerer modstandernes kritik af det bestående ikke som andet end en sikkerhedsventil for massernes utilfredshed, og er en betingelse for den sociale strukturs stabilitet. Det var principielt den funktion, som for eksempel den socialdemokratiske kritik af systemet endte med at få. Helt usædvanlige omstændigheder, uafhængige af personers og partiers vilje, er nødvendige for at vriste konservatismens lænker af den utilfredshed, der eksisterer og leder masserne til oprør.

De pludselige skift i massernes opfattelser og sindelag i en revolutionær epoke skyldes altså ikke det menneskelige sinds fleksibilitet og mobilitet, men lige det modsatte, dets dybe konservatisme. Idéer og relationers kroniske forsinkelse i forhold til nye objektive omstændigheder, lige indtil det øjeblik, hvor sidstnævnte ramler ned over mennesker i form af en katastrofe, er det, der i en revolutionær periode skaber den rivende udvikling i ideer og temperament, som i magthavernes øjne blot virker som resultatet af demagogers manipulation.

Som marxister forstår vi, at det store flertal ikke kan stå op hver morgen med en mission om at omstyrte verden og alt der er velkendt og indlært. Man må leve ud fra en vis formodning om, at dagen i dag ligner den i går, og at i morgen ligner dagen i dag. Men kapitalismens krise betyder, at det med tiden ikke længere er muligt for de brede masser at leve som de plejede, og at dagen i dag ikke kan være ligesom dagen i går. Mennesker tvinges til at genoverveje alle gamle antagelser og kæmpe for en ny måde at leve på.

Stifteren af vores internationale, den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), Ted Grant, gentog igen og igen at det, der rykker arbejderklassens bevidsthed, er begivenheder, begivenheder og atter begivenheder. På et tidspunkt bliver spændet mellem bevidstheden og den objektive situations udvikling så stort, at bevidstheden på masseskala rystes i sin grundvold og må indhente den objektive situation med et spring. Det er i de situationer, at revolutioner bryder ud. Den proces sker allerede på individuelt plan nu, hvor flere og flere drager revolutionære konklusioner og går aktivt ind i kampen for kommunisme.

Unge er derfor også mere åbne over for revolutionære ideer end arbejderklassen i bred forstand. De har for det første ikke samme forpligtelser og lever et mere omskifteligt liv i mindre faste rammer. Det er ud af de personer, at rygraden til det fremtidige kommunistiske masseparti skal bygges. Sådan et parti kan give arbejderklassen en retning og et program for en omvæltning af hele det bestående samfundet.

Vi må ikke blive fanget i spekulationer om, hvordan og hvornår arbejderklassen vil bevæge sig, selvom vi naturligvis må følge og analysere processen med radikalisering i arbejderklassen nøje. Klassekamp opstår, når dråben får bægeret til at flyde over, men hvad den afgørende dråbe vil være, kan vi ikke vide på forhånd.

Det, vi med sikkerhed kan sige, er, at vi allerede nu ser et skift i bevidstheden, og at det også begynder at få et kollektivt udtryk, der rækker ud over personlig indignation over systemet. Vi så det for alvor i forbindelse med klimastrejkerne, der startede i 2018, hvor unge i titusindvis nedlagde undervisning i protest mod politikernes inaktivitet over for de alvorlige klimaforandringer. Selvom klimabevægelsen i dag er en skygge, af hvad den var for få år siden, så har klimaforandringerne fortsat en kæmpe effekt på udviklingen af unges bevidsthed. De kan se, hvordan toppen af samfundet hverken kan eller vil tage de nødvendige tiltag for at bekæmpe klimaforandringerne, som år efter år accelererer, og potentielt set truer selve menneskehedens fremtidige eksistens. Det er ikke kun tilfældet de steder, hvor klimaforandringer allerede har dødelige konsekvenser, men også herhjemme i Danmark. Her har vi i de seneste år set et utal af eksempler på den gruelige tilstand, som dansk natur befinder sig i, især når det kommer til vores åer, fjorde og havområder.

Systemets totale fallit udstilles desto mere af de halvhjertede og utilstrækkelige forsøg, der har været for at forberede sig på de mere hyppige klimakatastrofer og ekstreme vejrfænomener, der er fundet sted de seneste par år over hele kloden. Mange unge har derfor draget den korrekte og radikale konklusion, at det er systemet selv, der er ude af stand til at løse de eksistentielle problemer som klimaforandringerne medfører.

Så længe verdensøkonomien er opdelt mellem konkurrerende nationalstater, kan der ikke komme nogen samlet løsning på de alvorlige globale udfordringer, som verden står overfor. Det illustrerer klimaforandringerne bedre end noget andet. Den samlede indsats, som er nødvendig for at håndtere klimaforandringerne, er umulig inden for kapitalismen rammer; et anarkisk system motiveret af jagten på størst mulig profit. Al den nødvendige teknologi, til at stoppe klimaforandringerne og begrænse deres katastrofale effekter, er allerede tilstede, men implementeringen af en ny og klimavenlig produktionsmåde kan kun lade sig gøre på baggrund af en global planøkonomi, der rationelt organiserer økonomien efter menneskelige behov i harmoni med naturen.

Skiftet i unges bevidsthed fik endnu et kollektivt udtryk i efteråret, hvor verden og Danmark blev rystet af en massiv bevægelse i solidaritet med Palæstina. Bevægelsen blev et omdrejningspunkt for den enorme radikalisering til venstre, der har fundet sted de seneste år.

I Danmark har det været den bevægelse, der har bragt flest mennesker, især unge, på gaden i mange år. Det bemærkelsesværdige er, at spørgsmålet ikke handler om noget, der direkte berører de fleste danskeres liv. For danskere med palæstinensisk familie og rødder er det klart, at der er en direkte forbindelse, men for de fleste på gaden, er det et støre politisk spørgsmål, der handler om solidaritet på tværs af landegrænser og kampen mod vestlig imperialisme i sin helhed.

Arbejdere og unge over hele verden spørger sig selv, hvordan verden kan tillade at det sker. Derfra er der ikke langt til konklusionen om, at hvis det er sådan, vores system er indrettet, så må vi kæmpe for et helt andet system. Hvis det såkaldte verdenssamfund accepterer og tilskynder en massakre mod uskyldige civile, der er fanget i et fængsel under åben himmel, må vi kæmpe for en helt anden verden. Det er et godt skridt på vejen til kommunistiske konklusioner.

Der er ingen politisk kraft, der på nuværende tidspunkt giver den massive radikalisering et forenet politisk udtryk. Hvor skal de tusindvis af unge og arbejdere, der leder efter et alternativ til det bestående, gå hen? Hvilket parti skal de melde sig ind i? Hvilken offentlig figur taler om nødvendigheden af at organisere sig og kæmpe, hvilken politiker taler om kommunisme og revolution?

I RS ser vi det som vores opgave, at organisere det voksende lag af radikaliserede unge som kommunister. Men vi er endnu for små til at udfylde det vakuum, der eksisterer. Som historien forsyner os med et utal af eksempler på, så kan et vakuum ikke eksistere for evigt. På et tidspunkt vil det blive udfyldt af et eller andet, men det er frugtesløst at spekulere i hvad og hvordan. Tager situationen en brat vending, er vi vågne og parate til at reagere på de nye omstændigheder.

For nu er vores opgave at bygge rygraden til den stærkeste kommunistiske organisation, som Danmark nogensinde har kendt til. Det gør vi ved at vinde så mange af de hundredvis og tusindvis af radikaliserede unge, som vi overhovedet kan. De leder præcis efter de ideer og den organisation, som vi er i gang med at bygge.

Reformismens fallit

PellePelle Dragsted. Billede: EnhedslistenMisforholdet mellem den voksende radikalisering og den etablerede venstrefløj, personificeret i Enhedslisten, er vokset til nye højder i de seneste år. Enhedslisten har bevæget sig langt ind mod midten i jagten på at blive et respektabelt politisk parti, på linje med de andre partier på Borgen, og afspejler på ingen måde den radikalisering, der har fundet sted.

De seneste år har Enhedslisten taget nogle markante skridt mod tilpasning til den offentlige mening, altså de borgerlige herskende ideer i samfundet. Først blev ordet “revolution” mere eller mindre udryddet fra principprogrammet. Derefter omfavnede de EU, som de sår romantiske illusioner til, at man kan ændre fra en kapitalistisk frihandelsunion til et redskab for progressive reformer. EU’s reaktionære essens fejes på vildledende vis ind under gulvtæppet.

Enhedslisten ser fuldstændig bort fra klassekarakteren af kapitalismens institutioner, herunder det borgerlige parlament. Det er institutioner, som er oprettet direkte til forsvar af kapitalistisk udbytning og vestlig imperialisme. Det kom til udtryk, da Rusland invaderede Ukraine, hvor partiet stillede sig bag resten af Christiansborg i heppekoret for vestlig imperialisme.

I stedet for at prøve at forstå krigens generelle karakter og Vestens rolle i den, som kunne lægge grundlaget for en reel internationalistisk klasseposition, satte de kikkerten for det blinde øje. De gentog uden nølen, hvordan Rusland, fordi de havde affyret det første skud, var aggressoren og dermed den eneste reaktionære part i konflikten. At USA og NATO i årtier havde udvidet sin militære og økonomiske interessesfære opgrænsende til Rusland, og at de kategorisk havde afvist Ruslands krav om ikke at indlemme Ukraine i NATO, blev af Enhedslisten ikke italesat som imperialistisk politik fra USA, der påskyndede en konfrontation, selvom det var præcis hvad det var. Af deres overfladiske og fejlagtige konklusioner fulgte en aktiv støtte til Vestens våbenleverancer, og at deres formelle opposition til NATO blev fjernet fra partiprogrammet. I stedet dækker de over at Vesten, med USA i spidsen og med den danske regering logrende bag sig, er den mest reaktionære imperialistiske kraft på kloden.

Enhedslistens kapitulation er ikke bare et enkeltstående vådeskud, men følger af deres mangel på en marxistisk analyse af begivenhederne, præcis som nat følger dag. Modsat Enhedslisten tog vi i en position, der muligvis ikke gjorde os særligt velkomne på Christiansborgs bonede gulve, men som stillede os på den internationale arbejderklasses  side.  Vi  er  imod  begge imperialistiske sider i krigen, imod alle former for chauvinisme og imod det kapitalistiske system, der forårsager alverdens krige og blodsudgydelser.

Senest har Enhedslisten forsøgt at indtage en form for neutral position på krigen i Gaza, hvilket de facto betyder en støtte til Israel. Altsammen med den begrundelse, at der “ikke findes et alternativ” for nu.

Enhedslisten har altså fuldstændig købt ind på kapitalismens præmisser. De ser intet og præsenterer derfor intet alternativ til det nuværende system. Med deres appeller til verdenssamfundet og de danske politikere skaber de illusioner til vestlig imperialisme, herunder til den danske herskende klasse, som de giver et venstredække. Enhedslisten siger, at de ønsker fred og sikkerhed. Javel. Men hvilken fred, indført af hvem? Den fred, som FN, NATO, EU, USA og det danske borgerskab praler så højt af at stå for? Bare det at stille spørgsmålet udstiller de himmelråbende naive idéer, som toppen af partiet har købt ind på.

Organisationer som FN er i bedste fald magtesløse, idet de kan vedtage nok så mange resolutioner om fred og våbenhvile, men de er ude af stand til at handle på dem. I Palæstinas tilfælde vil en FN-fred i bedste fald betyde en tilbagevenden til situationen før den 7. oktober, der var en fuldstændig uholdbar situation for palæstinenserne.

Vores opgave som kommunister er at afsløre klassekarakteren af alle de stater, alliancer og institutioner, der eksisterer under kapitalismen. Det betyder, at vi ikke giver én eneste indrømmelse til vestlig imperialisme og borgerskabet i Danmark, men tværtimod gør hvad vi kan for at udstille og bekæmpe dem. Den bedste måde at støtte en kamp som palæstinensernes, er ikke ved at være et heppekor for de kapitalistiske institutioner, hvis momentane pacifisme kun er et skalkeskjul for deres opbakning til status quo, men ved at kæmpe for at vælte “vores egen” herskende klasse, der med hud og hår støtter Israel som Vestens bolværk i Mellemøsten.

Vores opgave som kommunister er ikke at komme med fromme appeller. Vi forklarer derimod, at krig er en indbygget del af kapitalismen, og at de konflikter, som vi ser nu, er et udtryk for kapitalismens krise. Når krisen kradser, så skærpes konkurrencen og konflikterne tilspidses. De konflikter, der førhen til dels kunne løses diplomatisk, bliver nu “løst” med våben i hånd. Virkelig fred er ikke mulig, så længe kapitalismen består. Virkelig fred var heller ikke en realitet for store dele af jordens befolkning i de tidligere koloniale lande før krigene i Ukraine og Gaza.

Samme tilgang som Enhedslistens top har til krig mellem nationer, har partiet til “krigen” mellem klasser. De tror, at det handler om at forhandle med kapitalisterne. At overbevise dem, ved at komme med de rigtige argumenter. Enhedslisten har udført et utal af udførlige udregninger af, hvorfor der faktisk er råd til velfærd. Men fordelingen af samfundets goder handler ikke om gode argumenter eller matematiske fiksfakserier med statens budgetter. Grunden til at velfærden smuldrer og arbejderklassen presses, bunder i kapitalismen selv, hvor en klasse skaber værdierne, mens en anden klasse ejer dem. Siden 1970’erne har kapitalisterne trykket arbejdernes andel af den skabte værdi i samfundet nedad.

Socialisme og kommunisme

Forskellen på RS og Enhedslisten er, at vi er revolutionære kommunister, mens de er reformister. Reformisme er ideen om, at vi kan forandre samfundet bid for bid i retning af socialisme. Det er den ide, som Pelle Dragsted fremfører i sin bog Nordisk Socialisme. Her udlægger han vejen til socialisme som en, hvor de såkaldte socialistiske dele af økonomien (f.eks. andelsbevægelsen, kooperativerne o.l.) kan presse de kapitalistiske dele af økonomien tilbage. Vi kan have mere eller mindre socialisme, og det handler bare om, at vi kan vælge det til eller fra. Dét, mener vi kommunister, er en utopi. Socialisme kan kun indføres ved at gøre op med hele den måde, som kapitalismen er indrettet på, dvs. den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Der eksisterer en misforståelse om, at forskellen mellem kommunister og reformister er, at vi kommunister ikke anerkender andet end selve revolutionen, og at vi derfor er imod kampen for reformer. Det er løgn. Tværtimod kæmper vi for enhver forbedring for arbejdere og unge, men understreger samtidigt, at positive reformer kun kan komme gennem pres og kamp fra arbejderklassen. De store indrømmelser, som den danske arbejderklasse i efterkrigsperioden opnåede i form af f.eks. gratis sundhedsvæsen, SU, dagpenge og offentlige børnehaver, blev netop primært tilkæmpet på baggrund af revolutionære kampe eller truslen om massekamp. De lektioner, som arbejderklassen drager gennem kampen for reformer, er en vigtig forberedelse til den revolutionære kamp om magten.

Vi er ikke reformister, fordi vi ved, at de reformer, der kan gives indenfor kapitalismens rammer, er yderst begrænsede. De sidste mange årtier har vist, sort på hvidt, at en “reform” i kapitalismens forfaldsperiode ikke betyder en forbedring, men en forværring. Selv hvis en begrænset reform vindes i dag, vil den blive fjernet i morgen. Reformisterne accepterer kapitalismens rammer, og det betyder i den nuværende periode nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Det begrænser reformismen til at forhandle sig frem til de mindst dårlige nedskæringer og at støtte den mindst dårlige regering. Kommunisters opgave i kampen for reformer er at vise kapitalismens begrænsninger, arbejderklassens styrke og behovet for at vælte hele systemet.

I virkeligheden er det tiltroen til, at arbejderklassen kan og vil bevæge sig for at ændre samfundet, der adskiller os kommunister fra reformisterne. Deres tilgang til arbejderklassen er: stem på os, så arbejder vi for den mindst dårlige løsning for jer. Vi siger: Der er ingen, der kan løse problemerne for jer, det er op til jer selv, men vi er parate til at kaste os ind i kampen, for at give den en retning og organisering. Med Marx’ berømte ord: ”Arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv.”

Reformismens fallit er en afspejling af kapitalismens fallit. Reformismen havde en vis eksistensberettigelse i efterkrigsopsvinget, hvor der rent faktisk blev gennemført reformer til gavn for arbejderklassen, såsom etableringen af et gratis sundhedsvæsen, SU, dagpenge, offentlige børnehaver osv., men efterkrigsopsvinget er for længst ovre. Det har Socialdemokratiet har taget konsekvensen af og er blevet den vigtigste forvalter af den kriseramte kapitalisme ved at gennemføre massive nedskæringer, der svarer til en regulær afvikling af velfærden over de seneste årtier.

I netop den kontekst lancerer Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted ideen om, at Enhedslisten skal lade sig inspirere af Socialdemokratiet fra 1970’erne. I Nordisk Socialisme går han endda så langt som at citere fra en socialdemokratisk pjece fra den tid. Vi vil imidlertid indskyde, at det ikke er en tilfældighed, at Socialdemokratiet i dag er den danske kapitalismes stærkeste bolværk, og at de påtog sig denne rolle lang tid før 70’erne.

Krisen i reformismen afspejles af den ændrede opfattelse af ordet “socialisme”. For mange unge forbindes ordet nu med en blød tilgang til kampen for en anden verden, der bevidst forsøger at nedtone krisen i systemet. I USA var det den selverklærede socialist Bernie Sanders, der endte med at kapitulere til det Demokratiske Parti. I Storbritannien gav Jeremy Corbyn op overfor Labours højrefløj, og herhjemme forbinder mange socialisme med SF og Enhedslisten, og deres forsøg på at appellere til Socialdemokratiet.

Det betyder, at et voksende lag af unge ikke opfatter sig selv som socialister. I stedet leder de efter noget mere radikalt og ender ved kommunisme. Når den yngre generation kalder sig kommunister i dag, er det på en anden måde end dem, der kaldte sig kommunister tidligere. Kommunisme plejede at være lig med et mere eller mindre ukritisk forsvar for Sovjetunionen, både under og efter Stalin. Når unge i dag siger at de er kommunister, så mener de, at de er revolutionære og at de ønsker at kæmpe for et helt andet samfund.

Behovet for teori

Vi står på kanten af en dramatisk periode i verdenshistorien og i danmarkshistorien. Kapitalismens krise sætter sig igennem på alle planer.

Bevægelsen for solidaritet med Palæstina er kun en forsmag på, hvad vi kan vente os. Men bevægelsen endte ikke i et frit Palæstina. Det betyder at mange af de tusindvis af arbejdere og unge, der har deltaget, risikerer at blive desillusionerede, ligesom tusinder blev det efter klimabevægelsen.

Modgiften mod desillusion og pessimisme er de marxistiske ideer. Det er marxistisk teori, der giver os kommunister en ukuelig optimisme. Vi kan se, at de enkeltstående kampe er vigtige skridt i den større kamp for at forandre samfundet grundlæggende. Hvert nederlag – og hver en sejr – er en vigtig lektion for fremtidens kampe, som vi uddrager konklusionerne af og bygger en stærkere organisation på.

Vi er optimister, fordi vi kan se, at kapitalismens krise, med sin nød og elendighed, presser folk til at kæmpe, og gør dem åbne overfor revolutionære ideer. Det er vores teoretiske fundament, der giver os muligheden for at analysere begivenhederne og se de processer, der foregår under overfladen. Det er vores teoretiske fundament, der adskiller os fra Palæstina- eller klimaaktivisten, og også fra reformisterne i toppen af Enhedslisten. Lenin insisterede eftertrykkeligt på, at uden revolutionær teori kan der ikke være nogen revolutionær bevægelse. Teorien er afgørende, hvis de forskellige bevægelser skal omdannes til en virkelig revolutionær bevægelse, med potentiale til at vælte hele det pilrådne kapitalistiske system.

Kampen for kommunisme

fællesbillede

Kapitalismen har udspillet sin historiske rolle. For størstedelen af menneskeheden har systemet intet at tilbyde udover krise, krige og klimaødelæggelse. Der er ikke blot tale om en økonomisk krise, men en historisk krise, der breder sig til alle porer af samfundet. Denne krise mærkes særlig akut blandt unge, der oplever den på alle livets områder. Den betyder et forfald i kultur, menneskelige relationer og i vores psyke, som vi ser med den mentale sundhedskrise. Det eneste som unge og arbejdere tilbydes er afgrundsdyb pessimisme eller individuelle løsninger. Men kapitalismens krise betyder ikke bare sortsyn. Systemets blindgyde skaber et kvalitativt skift i bevidstheden blandt flere og flere, der ikke stiller sig tilfredse med individuelle løsninger, men leder efter ideer, der kan give en vej ud af denne krise

Ingen kan stoppe en idé, hvis tid er kommet, og de kommunistiske ideers tid er godt på vej. Men idéer bliver først til en materiel kraft, når de griber masserne, og det kræver en organisation af en vis størrelse, der er bygget inden masserne bevæger sig for alvor. Det, der sikrede den russiske revolution sejren, var tilstedeværelsen af Bolsjevikpartiet under Lenin og Trotskijs ledelse. I RS og IMT har vi sat os selv den opgave, at bygge kimen til et revolutionært kommunistisk masseparti af samme støbning.

Kampen for kommunisme handler om langt mere end brød, løn, og arbejdsforhold. Kampen for kommunisme handler om at skabe et samfund uden ulighed og undertrykkelse. Med Marx’ ord et stats- og klasseløst samfund. Et samfund hvor enhver kan udleve sit fulde potentiale uden snævre kasser og begrænsninger. I dag bliver den menneskelige kreativitet og opfindsomhed fuldstændig forkrøblet. Selv menneskelige relationer fordrejes af afsavn, stress og pres fra livet. Kampen for kommunisme handler om en kamp for ægte frihed for alle mennesker. Alle betingelserne er der. Men det kræver at kapitalisterne smides på porten. Det kræver en kommunistisk revolution.

GÅ MED I RKP!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.