Fagbevægelsens top er i en tilstand af generel krise. Lige nu udfolder den sig for fuld udblæsning i sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd (DSR). Sjældent har man set en fagforeningsledelse være længere væk fra sine medlemmer. To gange anbefalede den samme elendige resultat til overenskomst, og hver gang sagde sygeplejerskerne fra. At den sidste afstemning endte med 66% imod og en solid valgdeltagelse på 74,4%, kan kun betegnes som en syngende lussing og en massiv mistillidserklæring til DSR’s topledelse – og den står mildest talt også forpjusket tilbage. Den viser ingen vej frem for den strejke, som medlemmerne demokratisk har vedtaget. Tværtimod lader det til, at den aktivt har gjort alt, hvad den kan, for at lægge hindringer i vejen for medlemmerne.
Men miseren i DSR er indikation på noget langt bredere, og langt mere alvorligt. For hele toppen af fagbevægelsen har i årtier baseret sig på en historisk autoritet. Men det er en autoritet den har tæret på – overenskomst efter overenskomst. For, hvornår har de sidst bragt rigtige resultater til medlemmerne til gengæld for det evige krav om fred på arbejdsmarkedet? Succeskriteriet er blevet reduceret til at holde reallønnen, altså status quo, samtidig med at andre rettigheder undergraves bid for bid.
Medlemmerne har i lang tid stemt med fødderne og forladt fagbevægelsen i hundredtusindvis. I maj skrev formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard et nødråb i Politiken. Her argumenterer hun for, at staten skal komme hende og resten af fagtoppen til hjælp. Ligesom staten havde reddet medierne og partierne i sin tid. Da medierne oplevede faldende abonnementssalg, og partierne faldende medlemstal, forklarer hun, så trådte staten til med rundhåndet støtte for at bevare “demokratiet”.
Så, når nu fagforeningernes organisationsgrad er ved at være nede omkring 50%, mener hun, må staten træde til for at afhjælpe medlemsflugten fra fagforeningerne. Og, forklarer hun videre, med en slet skjult advarsel: “Det er den danske model med forhandlede overenskomster, der har været med til at sikre ro og driftssikkerhed på det danske arbejdsmarked, og som dermed har sikret Danmarks konkurrenceevne.” Altså med andre ord: Den herskende klasse har en interesse i at bevare de gigantiske fagforeningsapparaters strukturer og kontrol med arbejderklassen. Det har den, fordi den etablerede fagtop er en stabiliserende kraft, som hjælper de danske kapitalister.
Ganske vist kræver hun ikke finansiel statsstøtte. Men så alligevel: Hun kræver at staten skal beslutte og håndhæve, hvad en rigtig fagforening er, underforstået de traditionelle LO-fagforeninger. Altså en slags statsautorisation. Og det skulle således kun være medlemsskab af disse, som skulle give ret til fradrag på skattebilletten. Problem solved!
Vi skal være de første til at ønske de gule skruebrækker ”fagforeninger” hen, hvor peberet gror. Men mon ikke det er på sin plads med, bare lidt, selvrefleksion over den konstante blødning af medlemmer? Hele toppen af fagbevægelsen har fuldstændig glemt, hvad den er sat i verden for, og hvem den repræsenterer. Så lad os minde dem om det: I skal IKKE repræsentere arbejdsgiverne eller staten. I skal repræsentere jeres medlemmer – lønarbejderne. Hvis I ikke forstår det, så er det medlemmernes opgave – som sygeplejerskerne gjorde det – at hive jer ud af elfenbenstårnet ved nakkehårene. Og ja, om nødvendigt også at vælte jer, hvis I ikke forstår et vink med en vognstang.
At fagtoppen har svært ved at forstå medlemmernes frustration, er måske i grunden ikke så mærkeligt. Ikke når man tager i betragtning, at lønninger, honorarer, ben og privilegier i toppen af fagbevægelsen er lige så høje eller højere end i private virksomheder. Og når fagbosserne praktisk talt ikke laver andet end at begå sig på de bonede gulve i deres utallige bestyrelser, fora og udvalg, hvor de gnubber albuer og sipper vin sammen med samfundets absolutte elite, er det måske ikke så mærkeligt, at de begynder at overtage elitens syn på samfundet. Dette er ikke en konspirationsteori, men fakta. Adskillige undersøgelser har vist, at fagtoppen er nogen af dem med flest berøringsflader med den danske magtelite.
Medlemmerne på gulvet reduceres til stemmekvæg og et nødvendigt onde.
Men folk er ved at få nok. Krisen i fabevægelsen, der i lang tid var reduceret til en strøm af desillusionerede udmeldelser, begynder nu også at få et andet udtryk. I stedet for bare at melde sig ud, siger medlemmer fra. Nye lag af fagligt aktive former sig – fra gulvet. Der danner sig konturerne af en opposition til den højre-socialdemokratiske dominans i fagbevægelsen. Sygeplejerskernes slag i hovedet på toppen af DSR, og etableringen af den aktivistiske Foreningen af Danske Sygeplejersker, er den seneste udvikling i den sammenhæng. Det følger i kølvandet på initiativer som f.eks. netværket Arbejdere i Bevægelse, der blev startet for nogle år tilbage indenfor det private. De har alle vist sig i stand til, om ikke at udfordre de nuværende ledelser så, at mobilisere en slagkraftig opposition og vinde de mest klassebevidste og aktive arbejdere med sig, for en aktivistisk og langt mere radikal politik.
Og det er nødvendigt. Hvis fagbevægelsen får lov at fortsætte sin nuværende kurs, hvor hensyn til arbejdsgivere, stat og fred på arbejdsmarkedet står over alt andet, så fortsætter blødningen, indtil der ikke er andre end formændene selv tilbage.
Det ulmende oprør fra bunden er altså lyset for enden af en meget lang tunnel. Det er en redning for fagbevægelsen. Det er den eneste redning for medlemmernes ønske om ordentlige løn og arbejdsforhold. Og det bærer kimen til aktivering og politisk vækkelse af brede lag af arbejdere. Det åbner perspektivet for en helt ny klassekamp, hvor vores faglige organisationer ikke agerer bremse for bevægelser og kampe, men aktivt går forrest som lønarbejdernes kamporganisationer.
Så lad oprørets ulmen blive en klar flamme. Vi har intet at miste!
