Yahya HassanDen 29. april døde Yahya Hassan 24 år gammel. Det er altid tragisk, når et ungt menneske dør. Hassan nåede utrolig meget på kort tid, både i litteraturen og i offentligheden, selvom han var sat skakmat den sidste lange tid. Hassans død var dog desværre ikke overraskende – som man også kan læse flere steder i disse dage – men kulminationen på et forløb, der havde været flere år undervejs, og som fik yderligere fart allerede i 2016.

Som 18-årig debuterede han med digtsamlingen YAHYA HASSAN. Digtsamlingen, som er stærkt selvbiografisk, handler om en opvækst i en dansk ghetto præget af vold, mishandling, kriminalitet og livet i diverse institutioner. Digtsamlingen udstiller et hyklerisk muslimsk miljø, der er præget af firkantet religiøsitet på den ene side, småkriminalitet og socialt bedrageri på den anden. Digtsamling er voldsomt politisk, ikke fordi den handler om politik i traditionel forstand, men fordi den handler om virkelighedens sociale elendighed. Styrken er en blanding af knaldhård autencitet og et no nonsense-alvor fuldstændig befriet for både kunstnerisk gådefuldhed, ironi og glimt i øjet.

Ud over det åbenlyse talent var det ikke så overraskende, at digteren med dette emne blev grebet med åbne arme og kyshånd af medierne, Dansk Folkeparti og resten af den danske højrefløj. Her var der en ung, karismatisk digter, der kritiserede det muslimske miljø. »MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG HANS SENDEBUD / OG HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE«, lyder det i Langdigt, et af digtene, der blev læst op i Deadline under en af de første tv-optrædener. Det var sød musik i ørerne for højrefløjen. Den unge digter kunne køres i stilling og fungere som ren benzin på racismens bål – troede de.

De overså dog, at der stort set ingen kritik er af islam. Derimod går kritikken i høj grad på, hvordan islam praktiseres. Men først og fremmest er digtsamlingen en social kritik. Selvom der er masser af blasfemi, er der mindst lige så meget religiøs identitetskrise, sågar fromhed enkelte steder. Den religiøse tvivl er allestedsværende. Senere i samme digt står der eksempelvis: »MIG JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ / MIG JEG ER HUND / MIG JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG«. Derfor burde det heller ikke komme som nogen overraskelse, at digteren i en nylig video bekender sig til islam. På samme vis identificerede digteren sig konsekvent som palæstinenser. »Statsløs palæstinenser med dansk pas«, som det hedder på bagsiden af digtsamlingerne – og på den nyudkomne digtsamling elegant med tilføjelsen »stadig« indrykket. Det lykkedes altså ikke højrefløjen at tilføje Hassan i deres arsenal. De undervurderede ham i deres forsøg på at indsluse ham i deres fold, men han benyttede muligheden til at kritisere dem, og de blev til grin.

Højrefløjen var dog ikke de eneste, der prøvede at spænde digteren for deres vogn. Det er ikke svært at forstå Hassans nærmest pyromaniske evne til – og behov for – at brænde broer.

I 2016 kulminerede Hassans nedtur foreløbigt, da han blev anholdt for at havde skudt en 17-årig i foden. Digtsamlingen var hurtigt blevet fast pensum på landets folkeskoler og gymnasier, men lige så hurtigt som digteren var blevet optaget i det gode selskab, lige så hurtigt forsvandt han ud i glemslen igen. Enkelte i kulturlivet spekulerede endda, på pinlig vis, i om det hele var en kunst-happening og drog paralleller til digteren Emil Bønnelycke, der i 1919 affyrede et skud i Politikens Hus ledsaget af et digt om Rosa Luxemburg. De kunne ikke se den åbenlyse utilslørede virkelighed: en ung mand, der var i frit fald, og som, med god grund, frygtede for sit liv. Den såkaldte kulturelite havde lige så lidt forståelse for hans liv, som digteren mente, at danskere har for flygtninges, med hans egne ord:

»Mange flygtninge og efterkommere af dem føler sig dobbelt fremmedgjort, religiøst og etnisk. I Danmark kan vi forstå stress på arbejdspladsen, vi kan forstå, at det kan være svært at blive forælder, men vi kan ikke forstå krigstraumer og hvad det vil sige at grave små børn op af ruinerne« (“Enetale” ved Nationalpartiet, 2015).

»MIG JEG BEKRIGER JER MED ORD / OG JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD«

Op til skudepisoden kunne man følge digterens tiltagende paranoia og desperation på de sociale medier som en tragedie for åben skærm, hvor han gang på gang blev overfaldet og truet af på den ene side kriminelle bandemedlemmer og religiøse ekstremister og på den anden side Østjyllands politi, som helt åbenlyst chikanerede digteren. Det samme var tilfældet, efter han blev anholdt, hvor han angiveligt blev nægtet lægehjælp i fængslet og røg i isolation for et godt ord. Medierne stod frådende og labbede digterens forfald i sig, samtidig med at de undlod at grave i de horrible forhold, han oplevede. Danmark kan bryste sig af at være eminente til at beskytte såkaldte islamkritikere, endda også når det kommer til åbenlyse urostiftere, og hvis digteren havde ladet sig spænde for højrefløjens vogn er der ingen tvivl om, at han havde fået en fornem beskyttelse, og hvert et afværget angreb ville blive fejret af højrefløjen. Etablissementet havde selv givet ham den platform, som han nu kritiserede dem fra, og de kunne ikke bruge racismen til at affeje ham. Derfor passede det dem perfekt at overlade ham til de lyssky elementer, som de selv havde elsket ham for at kritisere: islamisterne og banderne. Samtidig kunne de kalde ham voldelig og kriminel. Det er set i bakspejlet et mirakel, at digteren ikke blev slået ihjel i denne periode, og at det tilmed lykkedes ham at færdiggøre endnu en digtsamling.

Hassan ville næppe have brudt sig om at blive kaldt socialist og sværmede åbenlyst med den kulturradikale tradition og humanismen. Nationalpartiet, som han kortvarigt var medlem af, var netop stiftet af afhoppere fra Det Radikale Venstre. Alligevel var digteren mere radikal og direkte end noget dansk venstrefløjsparti, når han kritiserede Israel, USA’s krigseventyr eller Danmarks rolle i forhold til USA. Det samme når det handlede om Danmarks behandling af flygtninge og indvandrere. Et år efter hans debut var han i deadline hos Adam Holm, og hans politisering var meget tydelig:

»Den danske regering har jo nærmest udviklet sig til et stort udenrigsministerium, der varetager udemokratiske og forbryderiske regimers interesser,« sagde digteren, og hans samfundskritik bevægede sig mod en klasseposition:

»… Fordi vores politikere er nogle hyklere, fordi vores politikere er nogle kujoner, fordi vores politikere er nogle djøf’ere, nogle bureaukrater og nogle fuskere og nogle folk, der manipulerer med os og spiller underklassen op mod hinanden og får de danske fattige til at hade de muslimske fattige og omvendt, jamen så har de brug for en syndebuk i alt det her, fordi de ved godt, at de har lavet rav i den. Hvis danskerne er sure, kan jeg godt forstå det. Men deres vrede er blevet manipuleret med og rettet mod de forkerte. Det er ikke muslimerne der er de største skurke, de største skurke er dem der sidder inde på Christiansborg i jakkesæt.«

Han spillede ikke efter reglerne, accepterede ikke politikerne eller journalisterne. Der var noget enormt befriende ved Hassans overtrædelse af de gængse regler for, hvordan den danske offentlighed fungerer. Når han kaldte journalistens slips for en hundesnor, og når han insisterede på at snakke om Palæstina i et ligegyldigt hyggeprogram, hvor der var lagt op til small-talk. Det er sandsynligt, at digtsamlingerne nu vil få et fornyet liv, og at man samtidig vil se bort fra de mere kontroversielle sider af digteren. Men det vil være at læse Hassan, som djævelen læser bibelen. Digtenes værdi er netop den desperation og tumult, som de både udtrykker og indgår i. I tilbageblik er der noget paradoksalt over behandlingen af digteren: Det var spændende, at han var provokatør, så længe han ikke var provokerende. Det var nyskabende, at han brugte “perkerdansk” i sine digte, så længe han ellers talte ordentligt. Det var skønt, at han havde en kriminel baggrund, så længe det var en baggrund. Hassan nåede meget, og det danske kulturliv og den danske offentlighed er blevet fattigere uden ham. Hassan var fantastisk til at sige tingene uden omsvøb og havde mere mod end nogen parlamentariker. Man kan kun drømme om, at venstrefløjen i Danmark havde mod til sige tingene lige så skarpt og direkte uden hensyn til ”dårlig presse” i de borgerlige medier og uden frygt for at gå imod konsensus.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.