Foto: Regeringen.dkTirsdag fik vi at vide, at folket har været for uansvarlige, og at staten må gribe ind. Men hvem er det egentlig, der er ansvarlig for situationen?
Coronavirussen hærger verdens kontinenter og har på få måneder udviklet sig til en trussel mod millioner af menneskeliv og har allerede nu skubbet verdensøkonomien ud i, hvad der vil blive den største krise i kapitalismens historie.
I Danmark har smitten spredt sig med fuld kraft på trods af, at det på ingen måde afspejles i de officielle tal for antallet af smittede. I sidste uge meddelte Søren Brostrøms Sundhedsstyrelse nemlig, at det ikke længere gav mening at teste bredt for smitte. Man havde skiftet strategi. Nu var det kun patienter, der blev indlagt, der skulle testes. Alle andre, der udviste symptomer, skulle anse sig som smittede og holde sig inden døre. Det var meningsløst at teste, mente Sundhedsstyrelsen. Dette skifte i strategi var 180 grader modsat alle anbefalinger, både fra WHO og de kinesiske læger, som lader til at have haft en vis succes i at inddæmme virussen. Spredning af Coronavirussen sker nemlig også fra mennesker, der ikke har symptomer. Derfor betyder den strategi som regeringen forfulgte, at tusinder formentlig går rundt som smittebærere uden at ane det, og uden at sundhedsmyndighederne aner det. Hvad konsekvenserne af dette bliver, vil vi se om nogle uger. Men for de internationale eksperter er der allerede nu ingen tvivl om, hvad der skal gøres:
“Test, test, test,” understreger doktor Du Bin, direktør på intensivafdelingen på Peking Union Medical College Hospital,overfor det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg: “Udover at teste, har jeg simpelthen ingen ide om, hvordan du kan identificere de mistænkte tilfælde, og hvordan man skulle sætte deres kontakter i karantæne”.
Men Danmark er åbenbart noget særligt, mente Sundhedsstyrelsen og regeringen indtil for nyligt. Tallene for udvikling i antal smittede har på grund af den manglende testning været helt ubrugelige og har underrapporteret smittens omfang i ekstrem grad. Men alligevel er tallene, der ser kunstigt betryggende ud, blevet offentliggjort og distribueret. Både til det hjemlige publikum og internationalt.
I en pandemi siger alle eksperter, at det handler om hastighed og at slå hårdt til med det samme. Ja, faktisk siger regeringen det samme. Men på grund af manglende testning er det først nu, 2 uger inde i pandemien, at vi begynder at kunne få brugbar data -nemlig antallet af indlæggelser og dødsfald. Sundhedsstyrelsen og regeringen har fejlet massivt.
Det lader dog til, at regeringen er ved at vågne op. Således har praktiserende læger fået nogle testkits, de kan sende til syge, som så kan teste sig selv. Er det tegn på, at regeringen skifter strategi igen? Vi kan kun gisne. Men faktum er, at regeringen og myndighederne har spildt gode muligheder for at inddæmme smitten i hele 2 uger. Nu tager indlæggelserne fart.
Individuelt ansvar?
Tirsdag den 17. marts kom der alvorstaler til nationen fra statsministeren og selveste Hendes Majestæt Dronningen. Vi fik at vide, at der var folk, der tog for let på anbefalingerne. Og siden folket ikke kunne forstå det på den flinke måde, måtte regeringen nu gribe til hårdere midler, måtte vi forstå. Regeringen forsøger af al magt at lægge ansvaret for spredningen af smitten over på denne ‘uansvarlige del’ af befolkningen - de uansvarlige unge. Men ansvaret peger direkte tilbage på regeringen og Sundhedsstyrelsen selv! De har hele tiden talt risikoen ned. Først var det et kinesisk problem. Så et italiensk problem, vi ikke skulle bekymre os for meget om. Men så pludselig var smitten i følge Sundhedsstyrelsen så udbredt, at det ikke længere gav mening at teste. Kan de ikke selv se, at det ikke hænger sammen?
I artikler og interviews har de indtil for ganske nyligt gjort klart, at man sagtens kan mødes, tage til familiefester, besøge bedstemor osv. Bare man ikke har symptomer og husker at vaske hænder. Familiefest i Jylland? - ja, men husk at “bruge den sunde fornuft”. Zoologisk have? - ja da, men hold dig til udendørsområderne. “Det bliver aldrig som i Italien” var budskabet. Vi kan ikke forudse, hvordan det vil gå. Men Sundhedsstyrelsen har hele vejen igennem undervurderet risikoen - selv efter at have observeret de voldsomme udviklinger i andre lande. Hele tiden har de haltet efter begivenhederne. Først nu, når smittespredningen er eskaleret til et omfang, hvor den meget vel kan komme til at lægge sygehusvæsenet ned indenfor de næste to uger, griber man drastisk til værks - men stadig kun delvist. Er det så så underligt, at mange danskere har haft svært ved at indse, hvor alvorlig situationen er?
Og videre endnu: Mens befolkningen bliver formanet om at holde afstand, vaske hænder, afspritte og blive hjemme, bliver landets arbejdere i produktion og byggeri bedt om at fortsætte arbejdet, også i ikke-essentiel produktion, samlet i store grupper under dårlige sanitære forhold, forhold som er ideelle til at sprede smitte. Kan magthaverne i dette land ikke forstå, at man bliver en lille smule skeløjet?
Pandemien bliver et klassespørgsmål
Sagen er, at bureaukratiet i Sundhedsstyrelsen godt ved, at smitten vil spredes blandt disse arbejdere. Mette Frederiksen ved det også udmærket. Men det taler vi ikke om. For det er jo også bare arbejdere. På Googles mega-byggeri i Fredericia, hvor der går 1.000 bygningsarbejdere fra hele Europa, skete netop dette. En arbejder blev sendt hjem efter at være konstateret smittet. Nogle dages rengøring var nok til at sende folk tilbage til arbejdet, i følge Google - efter anvisning fra myndighederne.
På NCC’s byggeplads, i Nordeas tidligere hovedsæde på Christianshavn, går omkring 100 mand. Her blev en arbejder smittet den 12. marts. Men først den 17. blev de andre medarbejdere informeret, mens de stod stuvet sammen som sild i en tønde i et kælderrum. Man tager sig til hovedet. Men som pressechefen for NCC sagde til Fagbladet:
“Vi kan ikke gøre ved, at de står skulder ved skulder. [...] Vi synes, at vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi følger myndighedernes retningslinjer tæt. Vi gør, hvad vi kan for at holde hjulene i gang i denne vanskelige situation for samfundet. Vi tager det meget seriøst.”
Arbejderes liv er ligegyldigt for magthaverne.
Men landets arbejdere vil ikke finde sig i dette. Allerede nu har der været en række spontane arbejdsnedlæggelser på byggepladser og blandt buschauffører mod de sundhedsmæssige forhold. Og der vil og bør komme flere. Når regeringen og myndighederne ikke kan finde ud af at sikre ordentlige forhold, så må arbejderne tage sagen i egen hånd og gå hjem, ikke bare for deres egen skyld, men for hele befolkningens.
Selvopofrelse
I en nødsituation, som den nuværende ,vil de danske arbejdere være klar til at yde store ofre for at bekæmpe virussen. Ligesom deres italienske kolleger, der har kæmpet utrætteligt, vil danske læger og sygeplejersker være klar til at arbejde til de segner, og de arbejder allerede på højtryk for at gøre sig klar til krig imod virus. 10.000 frivillige studerende, pensionerede læger osv. har meldt sig. Butiksansatte er klar til at tage risikoen for smitte for at sikre fødevareforsyning. Chauffører er klar til at køre solen sort for at sikre varer på hylderne. Men det skal være for det fælles bedste. Ingen arbejdere bør risikere sygdom for at sikre Google-aktionærernes profitinteresser.
Kapitalisternes selvopofrelse for fællesskabet lader derimod en del tilbage at ønske. Således planlægger Danske Banks bestyrelsesformand (og tidligere boss i Dansk Industri) Karsten Dybvad - midt i dette inferno - at udbetale 7,3 milliarder i udbytte til sine aktionærer den 17. marts, og ligeledes planlægger Nordea at udbetale 10 milliarder i udbytte til sine aktionærer på deres generalforsamling sidst på måneden. Og vi kan være sikre på, at når hele økonomien krakker, går der næppe lang tid, før bankerne kommer med hatten i hånden igen som efter krakket i 2008.
Hykleri
Statsministeren og regeringen har ikke holdt sig tilbage i deres lovprisning af sundhedspersonalet, som kan komme til at stå overfor en overvældende opgave. Nu, når faren banker på døren, kan de pludseligt se værdien af læger, sygeplejersker og sosu-assistenters arbejde. Men hvor var politikernes opbakning de sidste 20 år? De har ikke gjort andet end at skære og “effektivisere”, altså fjerne al reservekapacitet. Stressepidemier er gået forud for coronapandemien. I årevis har sygeplejesker og læger advaret om, at de konstante effektiviseringer, altså nedskæringer, kunne få alvorlige konsekvenser for patientsikkerheden, mens de ansatte er gået ned med stress på skift. For intensivafdelingerne har belægningsgraden været over 80% i normale perioder uden epidemier eller tilsvarende. 29% af intensivafdelingernes ledere rapporterede, i en undersøgelse i 2016, ofte problemer med kapaciteten, mens 11% rapporterede, at der var kapacitetsproblemer fra tid til anden. Kun 5% rapporterede, at der ikke var kapacitetsproblemer. Der er altså ingen buffer at tage af, også på trods af, at en undersøgelse af Danmarks beredskab i 2005 anviste netop intensivsengepladser som kritiske flaskehalse:
“På kritiske områder i sygehusvæsenet er kapaciteten begrænset og opleves i dagligdagen som værende et flaskehalsproblem. Eksempelvis kan nævnes intensivsengepladser. Det betyder, at behandlingskapaciteten ikke er dimensioneret til at kunne dække særlige situationer med mange alvorligt tilskadekomne og/eller smittede patienter.”
På baggrund af denne undersøgelse i 2005 blev antallet af intensivsengepladser udvidet med 10% til 441. Men i samme periode er befolkningstallet steget med 7,6%, hvilket betyder, at udvidelsen har været marginal i reale termer.
Så i stedet for blot at hylde sundhedspersonalet, som kommer til at stå i frontlinjen, og som allerede nu selv bliver smittet, burde politikerne, med statsministeren i front, undskylde, at de har bragt sundhedspersonalet og hele samfundet i denne yderst kritiske situation og endnu vigtigere love, at de vil rette op på denne situation fremover.
En ny verden
Der er brug for at erklære virussen krig. Alle samfundets kræfter burde mobiliseres mod dette mål. Hvis statsbureaukratiet fortsætter sin slingrekurs og sætter hensynet til profit over menneskeliv som nu, vil rigtig mange komme til at lide.
Coronakrisen betyder ikke, at verden går under. Vi vil komme igennem denne krise. Men verden på den anden side vil være markant anderledes, end den vi kender fra før. Økonomisk set fordi arbejdsløshed og social elendighed vil vende tilbage med fornyet styrke, og den sidste rest af velfærdsstaten vil gå under. Men også politisk, fordi coronakrisen i al sin brutalitet afslører de massive klasseskel i samfundet og den herskende klasses kyniske egoisme. Effekterne på arbejderklassens bevidsthed vil være gigantiske. En revolutionær krise bliver forberedt.
