storvillaDEM:

58.257 kroner. Det er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på lejlighederne i Københavns nyeste, udvidede bydel i Nordhavn. Det er i høj grad i København, at den rigeste ene procent af befolkningen foretrækker at bosætte sig. Landets ti dyreste postnumre befinder sig i hovedstadsområdet. Og de ekstravagante bygninger i det nye Nordhavn troner højt som vidne på, at storbyen bliver mere og mere lukket land for arbejderklassen. København udvider sig til fordel for de allerrigeste, alt imens de »billige« boliger bliver revet ned i ét væk som følge af den sidste regerings glødende racistiske ghettoplan, som også støttes af S og SF. En plan som kun vil betyde nye byggegrunde og investeringsmuligheder for toppen af det danske samfund. Og Nordhavn er da en belejlig beliggenhed for de rige danskere. Der er ikke langt til at besøge vennerne i Nordsjælland, hvor store dele af den herskende klasse også holder af at bygge deres palæer. Her kan du i skrivende stund blandt andet erhverve dig den sagnomspundne hvidvasker Thomas Borgens aflagte palæ til 18,5 millioner kroner. I København er kvadratmeterprisen for ejerlejligheder omkring 50.000 kroner. Så én ting er sikkert: for kapitalisterne er København en legeplads. For den danske arbejderklasse er det en anden sag!

OS:

Dansk Byggeri estimerer, at der mangler knap 22.000 studieboliger. Alene i Københavnsområdet mangler der 8.400 studieboliger. Men der er da blevet bygget flere studieboliger i den senere årrække, hvis du altså mener, at 6.000 kroner eller mere er en husleje, studerende har råd til at betale. Det er nemlig prisen på de billigste ungdomsboliger i det nybyggede Provstehuset i Nordvest i København. I byggeriet på Tagensvej 135 kan ungdomsboliger lejes for et godt stykke over 7.000 kroner månedligt eksklusiv forbrug. Den gennemsnitlige husleje for et værelse i en af de fire store studiebyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, er steget med mellem 22 og 34 % fra 2011 til 2019, mens en etværelses i dag koster 57 % mere end i 2011. I samme periode er SU'en steget med 12 % og udgør i dag 6.166 kr. før skat og cirka 5.420 kr. efter skat. Regeringen er da villig til at anerkende, at der ingen boliger er til de studerende. Men i stedet for at ekspropriere de hundredvis af tomme kontorbygninger, som står øde hen over alt i byerne og dermed så godt som løse boligkrisen, vil socialdemokraterne nu indlogere studerende på vandrehjem, i skurbyer og på campingpladser. Man skal åbenbart gå for lud og koldt vand for at kunne kalde sig selv rigtig studerende. Investorer til nye byggeprojekter har ingen intentioner om at opføre byggerier, der er til at betale. Så mens de selvsamme investorer vender hjem til palæerne i Nordsjælland, kan danske studerende se frem til at måtte gældsætte sig selv hver måned, bare så de kan betale deres husleje.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.