DonaldTrumpAmericanFlag e1541193434903Note: Denne artikel blev forfattet den 15. august under titlen "Trumps besøg kan blive dyrt for den danske arbejderklasse", inden Trumps aflysning af hans statsbesøg, med begrundelse i at der tilsyneladende ikke var dansk interesse i at sælge Grønland. Artiklen behandler i høj grad hvorfor det danske borgerskab og statsapparat på ingen måde er interesseret i at afstå Grønland som et vigtigt geo-strategiske kort, men også det dybe dilemma som det danske borgerskab står i: Med et ben i hver lejr har de på ingen måde lyst til at skulle vælge mellem USA og EU. Men denne mellemposition bliver stadig mere vanskelig.

Tidligere var socialdemokraterne yderst kritiske overfor Donald Trump. Men med Trumps besøg i lille Danmark lader de forstå, at de som ansvarlige politikere må være statsmænd. Det er ikke tiden til at kritisere, men til at pleje Danmarks forhold til landets vigtigste allierede. De politiske kommentatorer jubler: Her har den nye statsminister en enestående mulighed for at gnubbe skuldre med verdens mægtigste mand. De undlader dog behændigt at tale om, hvad det indebærer at pleje dette forhold.

Inden de politiske kommentatorer falder ned af stolen af benovelse over statsbesøget, burde de spørge sig selv, hvorfor Donald Trump kommer til Danmark? Ingen ved, hvad der foregår i Trumps hoved, og de officielle udmeldinger om baggrunden for besøget har været meget sparsomme. Men én ting er sikkert: Han kommer næppe for at se på cykelstier og vindmøller. Danmark er et ubetydeligt land. Så man må forvente, at når Trump bruger to dage hér, så er der konkrete grunde til det, da han mildest talt har nok at se til på verdensscenen. Statsministeriet har meddelt, at Trump og Mette Frederiksen sammen med Grønlands Landsstyreformand, Kim Kielsen, og Færøernes Lagmand, Aksel V. Johannesen, vil snakke om arktis, sikkerhedspolitik og samhandel. Indenfor dette emnefelt har Danmark i hvert fald 2 aspekter, som Trump interesserer sig for:

 

1) Politisk: Danmark har siden Anden Verdenskrig, og særligt siden Sovjets sammenbrud haft en forsvarsstrategi, som dybest set kan reduceres til en “forsikringsordning” leveret af USA. Denne ordnings “forsikringspræmie” består dels af et løfte om som en del af NATO at bruge 2 % af BNP på det danske forsvar (Danmark bruger nu 1,35% med planer om at nå 1,5% i 2023). Men vigtigere har været, at danske soldater sendes ud for at kæmpe og dø i USA’s utallige krigseventyr rundt omkring på kloden.

 

2) Geografisk: Danmark har en koloni i Arktis ved navn Grønland, som er stadig vigtigere i et amerikansk geostrategisk perspektiv, idet stormagtskonkurrencen mellem USA, Rusland og Kina skærpes, og søvejene i Arktis åbnes i takt med den globale opvarmning.

 

Så selvom vi umuligt kan vide, hvad Trump vil kræve, og om han overhovedet vil kræve noget officielt, så er der en række spørgsmål, som kan vise sig ubehagelige for den nye S-regering i relationerne mellem Danmark og USA, og som længe har ligget og ventet indenfor disse to overordnede emner.

 

Arktis

Lad os starte med det sidste punkt. Alene har USA kun Alaska som port til Arktis. Så allerede i dag er dansk-kontrollerede Grønland et vigtigt brohoved i supermagtens konkurrence om Arktis. Den amerikanske Thule Air Base og dens nyligt opdaterede radarsystemer er ydermere altafgørende komponenter i det amerikanske missilforsvars sidste forsvarslinje. Den arktiske stormagtskonkurrence gør det sandsynligt, at USA i den næste periode vil søge at øge sin tilstedeværelse i Grønland. US State Department har annonceret, at de for første gang åbner en diplomatisk repræsentation i selve Grønland. I september sidste år åbnede de også op for muligheden i at investere i vedligeholdelse og udbygning af den gamle Kangerlussuaq lufthavn, der er den eneste lufthavn i Grønland med tilstrækkeligt gode vejrforhold og med en landingsbane, der er lang nok til at servicere de amerikanske militærfly, og som derfor ikke kan erstattes af de planlagte to nye - men mindre - lufthavne.

Grønland og Danmarks arktiske tilstedeværelse er altså et afgørende kort for det danske borgerskab i dets relationer med USA, hvilket også udelukker den danske stats accept af virkelig selvstændighed til Grønland.

Den danske stat har også i en længere periode været i gang med at optrappe den militære tilstedeværelse i Arktis. Således blev Arktisk Kommando oprettet i oktober 2012 under Helle Thornings socialdemokratisk ledede regering. I år har Peter Willemoes som første fregat været indsat under Arktisk Kommando i Arktis. Den afløses i disse dage af det fleksible støtteskib Absalon. Det er første gang, at Søværnets største og mest slagkraftige skibe har været indsat i Arktis, et farvand som tidligere har været forbeholdt inspektionsfartøjerne. Det er planen, at sådanne operationer skal gentages i sommerperioderne i årene fremover.

Men denne beskedne militære optrapning fra dansk side er næppe tilfredsstillende for amerikansk imperialisme, som kan se, hvordan Rusland udvider sine baser og militære tilstedeværelse i Arktis ganske betydeligt. USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, der i sidste øjeblik måtte aflyse sit besøg i Danmark, der skulle have fundet sted i maj måned i år, lagde ved forårets møde i Arktisk Råd, der blev afholdt i Finland, således også en ny ramme om den amerikanske arktispolitik, da han kaldte området for »en arena for stormagtskonkurrence.« Få måneder før havde den amerikanske ambassadør i København, Carla Sands, leveret en dosmerseddel til den daværende regering: Køb tankfly og ISR (Intelligence, surveillance and reconnaissance) -kapacitet til at overvåge hele det danske territorium også i Arktis. Samlet set tyder det på, at amerikanerne har tænkt sig at lægge pres på den danske regering. Amerikanernes krav om anskaffelse af mere militært isenkram er ikke noget nyt. Men der kommer til at ske en del ting i den næste periode, som kun kan forstærke de amerikanske krav til den nye danske regering, og som alle kan have været medvirkende til Trumps beslutning om at slå vejen forbi.

Kampen om Nordpolen

Det danske statsapparat er meget tilfredse med Danmarks position som arktisk stormagt. Så glade, at de vil have mere. Danmark indgav derfor i 2014 krav til FN’s Kommission for Kontinentalsoklens Grænser om udvidelse af Danmarks territorium i Arktis, baseret på undersøgelser af kontinentalsoklen. Og Danmark gjorde ikke bare krav på Nordpolen, men krævede et gigantisk område på 895.000 kvadratkilometer, svarende til 20 gange Danmarks areal. Et krav der i øvrigt ganske skandaløst blev støttet af Enhedslisten. En imødekommelse af kravet vil gøre den danske stat til en endnu mere central spiller i Arktis, ikke mindst fordi det vil betyde, at Danmarks territorium vil støde direkte op til Ruslands.

En sådan geopolitisk position er noget som embedsfolkene i udenrigsministeriet ville elske, hvilket man kunne høre på den daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), i 2014: »Når de her grænser lægges fast, så lægges de fast for evigt. Det er én gang i historien, vi får muligheden for at påvirke denne her grænsedragning,« fortalte han dengang begejstret til Politiken. Men Danmark er imidlertid ikke de eneste, der vil have en bid af Arktis. Også USA og Canada har indleveret lignende - om end mere moderate krav. Rusland indleverede deres krav allerede i 2001. Det forventes, at alle lande vil få medhold af FN i deres krav. Og da FN ikke fastlægger grænser, og kravene er overlappende, vil det derfor være op til forhandling landene imellem at lave grænsedragningen. Det bliver nok ikke verdens letteste forhandling.

Men hvad har dette at gøre med Trumps besøg? Det har det at gøre med det, at Rusland startede deres undersøgelser mange år før de andre. Det betyder, at Rusland forventes at få positivt svar på sit krav allerede til næste år. Spørgsmålet er så, hvordan Rusland vil agere, når de til næste år med rette kan sige, at have FN i ryggen i deres territorialkrav? De vil formentlig gøre, hvad de kan for at have en så stærk hånd som muligt, når forhandlingerne skal begynde engang i fremtiden. Som indikation på denne tilgang plantede Russiske atomubåde allerede i 2007 det russiske flag på havbunden på den 90. nordlige breddegrad, som Danmark altså nu også gør krav på. Det kan derfor forventes at USA, som ikke har overlappende krav med Danmark, vil kræve dansk oprustning i arktisk og et øget antal operationer i området for at forsøge at holde Rusland stangen de næste år og svække dets forhandlingsposition.

Hvis den danske stat i sidste ende rent faktisk får Nordpolen, kan forsvaret dog ikke klare sig med Siriuspatruljen og det nuværende antal inspektionsskibe. Så vil den danske flåde og flyvevåben skulle hævde sit betydelige territorium i et farvand, hvor amerikanske og russiske atomubåde har leget tagfat i generationer lige op og ned af de Russiske militærbaser. Med andre ord kommer det danske borgerskabs latterlige stormagtsambitioner til at stille Danmark i direkte grænsekonfrontation med en af verdens største atommagter. Det vil trække Danmark længere ind i stormagternes våbenkapløb og koste den danske arbejderklasse mange milliarder i øgede forsvarsudgifter.

Sjældne jordarter - en amerikansk akilleshæl

Men også spørgsmålet om sjældne jordarter på Grønland presser sig på i den næste periode. I handelskrigen mellem USA og Kina har sidstnævnte - som svar på Trumps tariffer og chikane - truet med at begrænse landets eksport af netop disse mineraler. Faktisk er denne trussel et af de vigtigste styrkepunkter for Kina i handelskonflikten. USA’s højteknologiske industri er dybt afhængig af import af sjældne jordarter til produktion af al elektronik. 80% af denne import kommer fra Kina.

Derfor er Trump nok ikke helt uinteresseret i de enorme reserver af sjældne jordarter, ja, faktisk nogle af verdens største, som ligger i Kvanefjeld i Sydgrønland, og som det kinesisk/australske selskab Greenland Minerals netop i år er ved at søge de sidste tilladelser til at begynde at udvinde. Udvinding af sjældne jordarter fra Kvanefjeld vil ifølge Greenland Minerals’ administrerende direktør udgøre et »seismisk skift« i markedet for sjældne jordarter, fordi de vil kunne udvindes med relativt lave omkostninger, og fordi minen vurderes at kunne køre i generationer. Men mon Trump vil lade sin tætte allieredes koloni overdrage en så vigtig ressource til kineserne? Det skulle ligne ham dårligt. Der er således endda gået rygter om, at han ønsker at købe Grønland!

Det skyldes naturligvis ikke, at Trump er bekymret for, hvad udvinding af uran, som er et betydeligt biprodukt af en sådan minedrift, vil medføre af miljøbelastninger. Amerikansk og dansk imperialisme har altid haft en noget arrogant tilgang til Grønland. Således venter det grønlandske folk stadig på en ikke ubetydelig oprydning efter det amerikanske militær. I 1959 konstruerede USA blandt andet en hemmelig base 50 meter under indlandsisen i Nordvestgrønland - den såkaldte Camp Century. Her byggede de en atomreaktor, hvis radioaktive affald og kølevand stadig ligger i isen i dag. Det er endnu usikkert, hvordan den øgede afsmeltning og større mængde smeltevand vil påvirke det radioaktive affald, som det amerikanske militær var så venlige at efterlade til grønlænderne, da de forlod basen i 1967.

Løftet om 2%

Så vidt nogle af de arktiske spørgsmål der presser sig på i forholdet mellem USA og Danmark. Lad os så se på det førstnævnte punkt: det politiske aspekt. I 2014 skrev den tidligere socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning, ligesom de andre NATO-lande under på at øge det danske forsvarsbudget til 2% af BNP. I modsætning til Obama er Trump nu ved at sørge for, at landene også lever op til deres løfter. For det danske forsvar vil det betyde en markant stigning i bevillingerne. I dagens penge ville det beløbe sig til omtrent 14 milliarder mere om året - penge som skal tages ud af statens husholdningsbudget. Det svarer til mere end 4 gange mere, end hvad Socialdemokratiet vil bruge på at indføre deres forjættede differentierede pensionsalder. Eller omtrent en femtedel af hvad staten får ind i selskabsskatter.

De 2% har Trump ikke tænkt sig at lade Danmark løbe fra, og det hænger naturligvis også sammen med det arktiske spørgsmål. Så sent som ved den danske fejring af den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli i år gentog Carla Sands endda Trumps 2%-krav i sin festtale. Så mon ikke Trump vil kræve, at Mette Frederiksen leverer? Sker det, har Mette Frederiksen kun én valgmulighed, hvis det danske borgerskab altså vil fortsætte sin hidtidige forsvarspolitik: Når forsikringspremien stiger, må man hoste op med pengene. Og det kan mildest talt blive pinagtigt for en socialdemokratisk regering at skulle forklare de danske arbejdere, hvorfor man kun kan afsætte 3 mia. til en elendig pensionsreform, mens regeringen kan give Trump 14 mia. til at styrke USA geopolitiske position overfor de andre stormagter.

Flere krigseventyr

Et andet aspekt, som meget vel kan blive taget op af Trump, omhandler USA’s ønske om at inddrage flere nationer i dets interventioner i Mellemøsten. Allerede i forsommeren kom det på tale, at USA måske vil bede den danske regering om at sende specialstyrker til de kurdisk kontrollerede områder i Syrien for at erstatte en del af de amerikanske specialstyrker, som Trump vil trække ud. Hvis den danske regering ender med at imødekomme en sådan forespørgsel (som en del af forsikringspræmien, naturligvis), vil det sætte de pågældende danske soldater i en yderst vanskelig situation. De kurdiske områder er nemlig en torn i øjet på Tyrkiets præsident, Erdogan, som bare venter på at rykke ind med sine kampvogne og bombefly og knuse dem. Indtil nu har de amerikanske styrkers tilstedeværelse gjort dette kompliceret. Men hvordan han ser på sagen, når USA trækker sig ud og andre landes styrker kommer ind, kan man kun gisne om. De vil være som en lus mellem to negle.

Trump kunne også tænkes at ville bede om dansk deltagelse i flådeoperationen i Hormuzstrædet. Det er en operation, som af naive liberalister (f.eks. Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen) hårdnakket påstås udelukkende at finde sted for at skabe sikkerhed for den maritime trafik i strædet og ikke som en del af den amerikanske konfrontation med Iran. Hvis man tror på dette, må man også tro på påskeharen, samt at invasionen af Irak skete, fordi Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Men det er selvfølgelig også Anders Foghs Venstre, vi snakker om.

Oprindeligt prøvede Storbritannien at stille sig i spidsen for en europæisk operation i Hormuz for at lade som om, man kunne holde sig ude af USA-Iran konflikten. Men det faldt hurtigt til jorden. Tyskland, som selv er mål for Trumps aggressive handelspolitik, nægtede med det samme at deltage. Storbritannien har ikke kapacitet til at køre en så stor flådeoperation selv, og dette faktum, samt at Boris Johnson ønskede at indynde sig hos Trump ved udsigten til forhandlinger om en frihandelsaftale efter Brexit, har gjort, at UK måtte acceptere at deltage som juniorpartner i den amerikansk ledede operation. For Storbritannien har konsekvenserne af denne flådeoperation været, at et britisk tankskib er blevet opbragt af Iran og flere andre været forsøgt opbragt. Med andre ord sætter operationen civile søfolk, der bare passer deres arbejde, direkte i fare.

 Som om den nuværende flådeoperation ikke var tilstrækkelig i forhold til at provokere Iran, lader Israel nu vide, at det også er interesseret i at deltage i den amerikanske operation. Et sådant skridt vil blot forøge spændingerne yderligere og gøre flere væbnede konfrontationer i Hormuz uundgåelige. Israel og Iran er dødsfjender. Irans forsvarsminister advarede d. 1. august om, at israelsk deltagelse i den amerikanske flådeoperation vil have »katastrofale konsekvenser«. Senere tilføjede han, at den »militære koalition, som USA søger at etablere under påskud af at ville sikre maritim transport, kun vil øge usikkerheden i regionen«.

I skrivende stund har den socialdemokratiske regerings eneste officielle udmeldinger i forhold til dansk deltagelse i flådeoperationen været positive. Ender de med at sende danske flådefartøjer afsted, vil de placere sig på samme side som de to lande, der på nuværende tidspunkt udgør de største trusler mod EU. Og de vil deltage i en konfrontation mod et Iran, som EU forsøger at bevare en atomaftale med. Det er nok ikke noget, der vil gøre den danske regering populær i Bruxelles.

Bukserne sprækker

Vi kan selvfølgelig kun gisne, om hvorvidt Trump vil stille alle eller bare dele af disse krav, når han besøger Danmark. Men det er egentlige spørgsmål, som trænger sig på i forholdet mellem USA og Danmark. Det er ikke småting. Og det sætter en tyk streg under det dilemma, som den danske herskende klasse, og dermed den nye S-regering, står i. I hele efterkrigstidsperioden kunne dansk kapitalisme handle og integrere sig i Europa (læs: Tyskland), alt imens en tæt sikkerhedspolitisk alliance med supermagten USA, der var på behørig afstand på den anden side af Atlanten, sikrede den herskende klasse en vis uafhængighed fra den sydlige storebror.

Men i disse år er det som om afstanden over Atlanterhavet vokser. Nordamerika og Europa bevæger sig væk fra hinanden. Trump har yderligere erklæret handelskrig mod EU, som kan eskalere til november, hvor begge sider har truet med straftold på varer for hundreder af milliarder kroner. I midten står det danske borgerskab og skræver med et ben på hvert kontinent. Trumps besøg kan meget vel synliggøre, at det danske borgerskabs bukser er ved at revne. Før eller siden bliver det nødt til at vælge side. Indtil da vil Mette Frederiksen blive den, der skal forklare de danske vælgere, hvorfor Trump skal bestemme, at vi skal tage penge fra velfærd for i stedet at købe militært isenkram til USA’s stormagtskonkurrence. Og det grønlandske folk? De vil som sædvanligt blive en brik i det dansk-amerikanske spil.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.