ForBagside nr50 Page 1Folketingsvalget i 2019 har sat scenen for en eksplosiv situation. Det kan virke paradoksalt, når det politiske centrum formelt set blev valgets vinder. Men skinnet bedrager. I stedet for stabilitet vil det betyde det modsatte. Arbejderklassens ophobede frustrationer fik ikke noget outlet. De må derfor finde udtryk andetsteds.

Den virkelighed, der vil møde den næste regering, vil være hård. Den nye regering vil komme til magten i et kapitalistisk system i eksistentiel krise. Tag ikke fejl. Verdensøkonomien er på vej mod en ny nedtur. Konjunkturindikatorerne i Danmarks vigtigste eksportmarkeder i Tyskland, Sverige, UK og EU generelt har kraftig pil ned og ser ud til at bevæge sig mod recession. Handelskrigen mellem Kina og USA betyder øgede omkostninger, men mest af alt usikkerhed i forhold til de sårbare globale forsyningskæder. Verdenshandlen er under pres. Et indeks over global usikkerhed i forhold til økonomisk politik sammensat af WTO, som dækker perioden 2005 til i dag, har det sidste halve år bevæget sig på højere niveau end nogensinde tidligere. Det er 70% højere end på toppen af krakket i 2008.

Men indtil for nyligt virkede situationen hjemme i andedammen til at være anderledes. Ifølge Lars Løkke var der næsten ikke grænser for det såkaldte “økonomiske råderum” (en fantasistørrelse, som embedsfolkene kan justere op og ned efter politisk behov, og som intet har med den faktiske mængde penge i statskassen at gøre). Men nu, samtidig med at forhandlingerne om regeringsgrundlag pågår, viser det sig, at væksten i dansk økonomi ville have været negativ i første kvartal af 2019, hvis det ikke var for de danske virksomheders produktion til lagre, altså ikke til kunder her og nu, men med forventning om fremtidigt salg. Fortsætter afmatningen, betyder det lavere indtægter og flere udgifter for staten og, at den nye regering skal stramme livremmen ind.

I det setup er det naivt at tro, at en socialdemokratisk regering kommer til at lade folk gå tidligere på pension end i dag eller, at den vil genopbygge velfærden. Den kommende regering skal lave “reformer”. Udbuddet af arbejdskraft skal øges for at presse lønningerne. De offentlige udgifter skal skæres for matche de faldende indtægter (her har over et årtis skattelettelser til de rige og erhvervslivet ikke hjulpet). Men lige så vigtigt skal de skæres for at kunne sænke omkostningerne til arbejdskraften - arbejderklassens andel af den kage den selv producerer.

Det er svært at spå, særligt om fremtiden. Men der er alligevel vigtige indikatorer for, hvordan klassekampen kan udvikle sig i den næste periode: Ingen partier viste sig ved valget i stand til at reflektere den underliggende frustration i befolkningen - heller ikke højrefløjen, der kollapsede. Samtidig kan den politiske front - på grund af den økonomiske situation - kun skuffe. Samlet set peger det i retning af, at fokus vil skifte fra den politiske front til en genoplivning af klassekampens faglige front. En front, hvor der har været stille det sidste årti, og hvor antallet af strejker har været historisk lavt.

Her kommer overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked i foråret 2020 ind i billedet. Mens en socialdemokratisk regering vil betyde, at de faglige ledere vil søge at forhindre bevægelser imod “deres” regering, som de gjorde det under Thorning, sker der udviklinger på gulvet. I de nederste lag af arbejderklassen har der været en rumlen og murren, som har vokset sig større det sidste år. En følelse af, at nu må det være slut med at bøje nakken, og at det er på tide at kæmpe tilbage mod arbejdsgiverne. Et nyt lag af fagligt aktive er begyndt at stikke hovedet frem. Et lag som - i modsætning til den gamle generation af faglige ledere - ser strejker som et legitimt middel for arbejderklassen til at forsvare dens interesser. Vi taler endnu om et lille skift, under overfladen. Men det er mærkbart for alle, der bevæger sig i fagbevægelsen, og er et yderst afgørende forvarsel om et mere fundamentalt skift, der er undervejs. En sådan udvikling vil ligge på linje med de internationale erfaringer.

I Frankrig jublede borgerskabet og eliten da “centrum” sejrede ved præsidentvalget i foråret 2017. Det tog halvandet år fra valget af Macron til klassekampen eksploderede, og han blev den mest upopulære præsident i moderne historie. Elitens jubel blev erstattet med angst. Hvor lang tid vil der gå i Danmark?

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.