nyreg a center m crop w 860 h 425Danmark har næppe haft en mere kvinde-, fattiglems- og indvandrerhadende overklasseregering i nyere tid. Ole Birk Olesen, det højt skræppende, ultra-liberale hul i jorden, der tilsyneladende mener, at den kvindelige halvdel af befolkningen er en flok uambitiøse hystader, som bedst egner sig til at bestyre kødgryder og skifte lortebleer, mens de vigtige sager skal overlades til mændene (de ultra-liberale, forstås), er nu blevet minister. Tillykke til den danske herskende klasse og dennes nye regering: I er i sandhed bærere af landets højt besungne kulturarv og en inspiration for os enfoldige undersåtter.

Det er en ganske passende regering, Ole Birk Olesen er landet i. Med den nye regering er 2025-planen de facto ophøjet til regeringsgrundlag, og offentligt ansatte, flygtninge, indvandrer, studerende og arbejdsløse kan se frem til nye angreb. Ja, faktisk er regeringsgrundlaget mere ”ambitiøst” end 2025-planen i forhold til at øge arbejdsudbuddet (læs: arbejdsløsheden) og dermed holde lønningerne nede.

2025-planen som grundlag

SU’en skal omlægges. Uddannelserne niveaudeles til fordel for elitens børn. Taxamarkedet skal liberaliseres. Jernbanedriften udliciteres. Masseovervågningen skal øges. Der skal indføres måltal for udliciteringer. 14.000 offentlige ansatte skal fyres. Pensionsalderen skal hæves, og Folkepensionen skal afvikles hurtigere, mens udgiften lægges over på de lavestlønnede. Og så skal udgifterne til våbenkøb og skattelettelser til den rigere del af befolkningen og erhvervslivet naturligvis sættes kraftigt i vejret.

Det vil selvfølgelig kræve, at enten DF eller S stemmer for de forskellige forslag. Og måske bliver DF regeringens sociale samvittighed, som lederne af studenterbevægelsen håbede på ved demonstrationerne mod SU-forringelserne i oktober? Tro om igen. I nullerne beviste DF, at de altid kan købes til at stemme for nedskæringer, hvis betalingen er yderligere forværring af indvandrer og flygtninges forhold og rettigheder. De politiske kommentatorer indvender, at der snart ikke kan strammes mere. Der tager de fejl. Allerede nu har den danske regering overtrådt menneskerettighedskonventionerne, og det er et spørgsmål om tid før den officielt bryder med dem. Så regeringen har masser at ”give” DF. Og hvis de alligevel hopper fra, så har socialdemokraterne en forkærlighed for at demonstrere deres ”ansvarlighed” og træde til. Men mon ikke DF klarer ærterne?

Et nyt stadie

LA’s indtræden i Løkkes regering er et nyt og vigtigt skridt i den politiske udvikling i Danmark – et land hvor kun de to yderste højrefløjspartier indtil nu har forsøgt at fremstille sig som værende imod det bestående - etablissementet. Imens står venstrefløjspartierne, i det omfang de ikke løber med DF og disses racistiske politik, som de største forsvarer af status quo: den hellige velfærdsstat (hvad der så end er tilbage). De forsvarer det bestående system, ikke bare imod højrefløjens angreb, men som det endelige mål. De forsvarer et system, som åbenlyst er i en eksistentiel krise og helt uden fremtidsudsigter.

I lang tid har LA kunnet bryste sig af at være noget anderledes end resten af den grå grød på Christiansborg. De påstod at ville feje det gamle, tilsandede system af vejen og skabe noget nyt. De var så sandelig ikke til at købe for ministerposter, lod de forstå. De havde principper – de var ægte, stålsatte liberale. Lige indtil i søndags. De har nu vist over for deres bagland, at de er fuldstændigt ligesom de andre partier.

Normalt kunne vi ikke være mere ligeglade med, hvad baglandet til et ultra-borgerligt parti måtte mene om deres parlamentsgruppe. Men i tilfældet LA er det anderledes. For blandt politiske unge på landets gymnasier og universiteter har den lille, men højlydte og reaktionære minoritet af medlemmer af LA-ungdom de senere år, trods deres brutale uvidenhed og dybt manipulerende adfærd, været nogle af de mest selvsikre. Intet skulle stå i vejen for dem. Deres fandenivoldskhed ramte ned i en situation, hvor de venstreorienterede ungdomsorganisationer stod lidt fårede tilbage, efter at de ”røde” moderpartier havde solgt ud under Helle Thornings regering. Men nu er tiden kommet til LA. Nu er det deres tur til at sælge ud. LA’s regeringsdeltagelse kan give rum til en ny venstredrejning på gymnasier og universiteter.

Reaktionær men ustabil

Vi skal ikke forsøge at spå om denne regerings overlevelsesmuligheder. Indtil nu har oppositionspartierne med Socialdemokratiet i spidsen vist sig helt ude af stand til at udfylde deres rolle. Og det vil næppe være dem, som vil stille sig i spidsen for en massebevægelse, som kan trække tæppet væk under VLAK-regeringen. Dertil frygter de arbejderklassen alt for meget. Tilgangen lader til at være, at politik er noget, ”eksperterne” tager sig af, ikke arbejderklassen eller unge.

Dermed ikke sagt, at regeringen er stabil. De tre partier har i overmål demonstreret, at de, deres grundlæggende enigheder til trods, er i stand til at stikke ikke én men flere kæppe i deres egne hjul.

Den nye trekløver-regering har en dobbelt karakter: På den ene side er den en (stadig relativt moderat) dansk afspejling af fænomener som Brexit og Donald Trump - Et politisk symptom på et socio-økonomisk system i eksistentiel krise. Den herskende klasse aner ikke, hvordan den skal komme ud af denne situation. Den er splittet. Den ene side er en mere traditionel og moderat fløj, der bruger toppen af arbejderbevægelsen til at sikre en ”ansvarlig” politik. Den anden side er en mere radikal og direkte anti-socialistisk, men samtidig dilettantisk, reaktionær fløj, repræsenteret primært ved LA, der mener, at alle den herskende klasses problemer kan klares med stålsat viljestyrke og en hård hånd imod arbejderklassen og dens organisationer.

Men den nye regering er ikke kun et symptom, men også et forsøg på en alliance mellem de to fløje for at føre social krig imod arbejderklassen og unge. I sådan en situation hjælper det ikke arbejderklassen og unge at vende den anden kind til. Trekløver-regeringen vil forsøge at slæbe os tilbage til 30’erne. Så lad dem få klassekampen fra 30’erne. Den nye regering er dybt reaktionær men også ynkelig og svag, og de interne modsætninger kan springe frem, hvornår det skal være. Med beslutsom handling fra arbejderbevægelsens side kunne den væltes på et øjeblik.

Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister

Yderligere information