stem jaLEDER: Om det bliver et ja eller nej den 3. december, ved vi, i skrivende stund, ikke. Hvad denne folkeafstemning måske mest af alt afslører, er demokratiets elendige tilstand i Danmark og i resten af Europa. Afstemningen om retsforbeholdet kan ikke føles som andet end en hån: retten til at stemme om noget fuldstændig perifert, mens flertallet ikke har den mindste indflydelse på de vigtige spørgsmål. Tænk, hvis folk kunne vælge, hvad de blev spurgt om: Vil I have flere nedskæringer? Flere privatiseringer? Skal uligheden fortsætte med at vokse?

[Læs også: Marxister og EU]

På trods af den massive JA-kampagne fra størstedelen af det politiske etablissement, inklusiv toppen af fagbevægelsen, står de to sider lige i meningsmålingerne. JA-siden forsøger at fremstille NEJ’et som et nationalistisk nej. Men et NEJ er ikke udtryk for nationalisme. Et NEJ er et nej til hele den danske politiske elite. Tilliden til politikerne fortsætter med at falde, og deres eneste argumentation for et JA var elendige skræmmekampagner. Socialdemokraternes kampagne var ren følelsesporno: Stem JA og hjælp politiet med henholdsvis at bekæmpe indbrudsbander, pædofile netværk og kvindehandel. De behandler arbejderklassen, som om de er dumme, og forsøger at piske en følelsesladet stemning op for at dække over den politik, som de hjælper regeringen med at føre. Det vil kun give bagslag - mange vil stemme NEJ, når JA-siden ikke har bedre argumenter end som så.

Det er sådan et NEJ skal forstås. En modstand mod den politiske elite og den politik de fører, både i Danmark og EU. Et NEJ handler knap så meget om juridiske spidsfindigheder, men mere om EU og de nedskæringer og angreb, der er kommet i kølvandet, hver gang der er taget skridt til mere EU-integration. Det vil sige et NEJ til nedskæringer, privatiseringer og angreb på løn- og arbejdsforhold.

Men Enhedslisten og Folkebevægelsen har på ingen måde fremstillet et alternativ til det nationalistisk NEJ. Tværtimod har de været med til at promovere det med deres fælles alliance med netop DF og Liberal Alliance om et NEJ. Enhedslistens kampagne spillede også på nationalismen med parolen ”For åbenhed og demokrati – bevar retsforbeholdet”. Som om den danske retsstat er et hak bedre end EU. Hele argumentets hulhed og absurditet udstilles med al tydelighed af det faktum, at mens plakater med denne parole hang i lygtepæle over det danske land, hastede et flertal i Folketinget asylstramninger igennem, som jurister kalder et opgør med retsstaten. Både metoden og indholdet i asylstramninger, som det danske Folketing vedtog, er det stik modsatte af ”åbenhed og demokrati”. Uden for eller inden for EU – dansk kapitalisme er hverken værre eller bedre.

[Læs også: Enhedslisten, EU og Folkebevægelsen]

EU blev skabt for at sikre de europæiske kapitalisters interesser. I alle lande gennemføres den samme nedskæringspolitik med angreb på løn- og arbejdsforhold. Og vælger en befolkning i et land en regering, der lover en anden politik, skal EU nok få dem til at makke ret. Vi kan på ingen måde støtte EU, der er et instrument for kapitalen. Men EU er ikke ondets rod, det er kapitalismen som system. Et system der ydermere de sidste 7 år har befundet sig i en historisk krise.

Det er tydeligt, at der er brug for internationale løsninger på verdens problemer: Miljø, flygtninge, økonomisk krise. Det er også mere og mere tydeligt, at under kapitalismen kan der ikke findes internationale løsninger. Kapitalismens krise skærper alle modsætninger, mellem klasser og mellem nationer. EU er ved at smuldre, mens der igen bygges mure på grænserne. Ja eller nej til EU løser ingenting. Vi bestemmer måske ikke, hvad vi bliver spurgt om; men vi bestemmer, hvad vi svarer: det eneste reelle alternativ til EU er, at arbejderklassen i hele Europa tager magten og går sammen i Europas forenede socialistiske stater.

Bragt i Revolution Nr. 15 (dec-jan 2015/16). Tegn abonnement fra 100kr/år.

[Læs mere om Revolutionære Socialister og hvad vi står for]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.