I en publikation rettet mod ansatte i kommuner og jobcentre bliver det klarer hvad det egentlige indhold i reformen er og hvilken tone der lægges an overfor arbejdsløse: "Den nye indsats bygger på klare rettigheder og pligter. Der skal stilles klare krav til dem, der godt kan. For de, der har evnerne, har også forpligtelsen til at bidrage og gøre, hvad de kan for at få et arbejde. Hvis det af en eller anden grund ikke lykkes, bliver det et krav, at borgere skal arbejde for deres ydelse, fx i en nytteindsats." Det er altså en reform som vil presse arbejdsløse til at tage et hvilket som helst job ved at true med både sanktion på udbetalinger og ved aktivering i irrelevant beskæftigelse.
Regeringen regner med at reformen skal bidrage med sammenlægt 1,1 mia. til statskassen. Dermed bliver det tydeligt, at reformen intet har med arbejdsløses jobmuligheder at gøre, men handler om at spare og presse lønningerne. At dagpengeperioden er blevet halveret så endnu flere vil blive få brug for kontanthjælp føjer blot spot til skade.
Irrelevant løntrykkeri
De såkaldte nyttejob eller nytteindsats har der været megen snak om, da det bliver en stor del af det nye som mange konkret vil kunne mærke. Fagforeningerne har (om end halvhjertet) kritiseret at nytteindsatsen ville underbyde "almindelige" arbejdere, hvilket er en helt korrekt kritik. Regeringen har afvist, at det ville være tilfældet ved at forsøge at lade jobbene lyde meget ligegyldige: "Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at samle skrald på stranden eller vedligeholde børnecykler i en dagsinstitution." Men faktum er, at der i dag er folk, som lever af blandt andet at udføre disse opgaver. Derfor kan nytteindsatsen ikke undgå at virke som løntrykkeri. Er der nødvendige job imellem som i dag ikke udføres, må de oprettes som stillinger på overenskomstmæssige vilkår.
Hvad der er mindst lige så slemt er, at nytteindsatsen intet andet formål skal tjene end at lægge pres på arbejdsløse, samt give muligheden for at sanktionere hvis man ikke møder op. Nytteindsatsen skal altså ikke hjælpe den arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet eller given nogen relevante kvalifikationer. "Nytteindsats foregår på en offentlig arbejdsplads, varer maksimalt 13 uger og behøver ikke nødvendigvis tjene noget særligt formål i forhold til kontanthjælpsmodtagerens fremtidsplaner." Tydeligere kan det ikke siges.
Ungesats – organiseret fattigdom
Unge under 25 år har hidtil været tvunget til at nøjes med en nedsat kontanthjælp. Det skal de fortsat, men regeringen synes det er så fornuftigt, at den nedsatte ungesats udvides til også at omfatte de 25-30-årige. At de unge skal leve for et fuldstændig umuligt beløb, på omkring 6700 kr. pr måned er helt uanstændigt. Faktisk gør det dem endnu fattigere end SU-modtagere, da man ikke kan tage småjob, ikke kan få et lån svarende til SU-lånet, ikke kan bo på et kollegium samt at man skal betale fuld pris for transport. Formålet er at tvinge unge arbejdsløse ind på studierne og dermed ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, hvilket i vid udstrækning allerede er lykkedes.
Den gensidige forsørgelsespligt som indføres betyder at tusinder vil få markant dårligere leveforhold. Tænketanken Kraka har udregnet at omkring 12.000 personer vil få en betydelig reduceret eller helt frataget sin kontanthjælp fordi de lever sammen med én der er i arbejde
Matchsystem – ingen helle
"Borgeren vurderes at have så alvorlige problemer, at pågældende pt. hverken kan arbejde eller deltage i en beskæftigelsesrettet indsats. Disse borgere kan få tilbud efter lov om social service." Efter kontanthjælpsreformens implementering findes tilsyneladende ikke længere mennesker men ovenstående problemer. I hvert fald afskaffes denne såkaldte matchgruppe 3. Fremover har ingen arbejdsløs helle uanset hvor dårligt vedkommen har det.
Kontanthjælpsreformen indeholder flere gruopvækkende tiltag end de ovenfor opridsede. Den er så gennemsyret asocial at den må betegnes som et frontalangreb på arbejderklassen. Den selv samme klasse som Socialdemokraterne og SF burde repræsentere i folketinget. Baglandet i begge partier må se måbende til mens toppen i partierne vedtager den slags reformer. Der er brug for et opgør med den opdeling. Der er brug for at parti-politikken kommer tilbage til medlemmerne
