Første maj kom vreden over regeringens politik op til overfladen flere steder og Helle Thorning blev i flere byer buh’et af scenen. Socialdemokratiet står nu på et historisk lavt niveau i meningsmålingerne efter de massive angreb på arbejdere og unge som regeringen har gennemført.

Medierne forsøger altid at fremstille første maj som en dag med øl og røde pølser, frem for arbejdernes internationale kampdag, men i år blev 1. maj anderledes end hvad den har været i mange år.

Helle Thorning fik ikke lov at holde sine taler som det ellers er traditionen at lederne gør det. I stedet blev hendes taler druknet i massive buh-råb og fløjte-koncerter. Utilfredsheden med regeringen har nået et sådan niveau at hun i forvejen havde aflyst, hvad der eller normalt ville have været den vigtigste tale, nemlig i Fælledparken i København.

Men lige meget hvor hun rejste, fra den ene by til den anden kunne hun ikke undslippe massive protester. I Århus blev hun mødt af den største vrede. Som en reporter fra Politiken skrev:

„...så blev hun virkelig kastet for løverne her i Aarhus ... Protesterne var ekstremt larmende og voldsomme. Hun fik ikke en chance”. Han vurderede at 85 procent af de tusinder der var mødt frem til 1 maj i Århus var kommet for at buh’e af ministeren og ikke tillade hende at tale.

I Aalborg måtte hun droppe en tredjedel af sin tale fordi tilhørerne buh’ede og kastede tomater og tomme øldåser efter hende. Til sidste måtte hun forlade scenen under hendes sikkerhedsvagters beskyttelse. Imens formåede en gruppe tillidsfolk fra en nærliggende stålfabrik at samle 10.000 kroner ind blandt de tilstedeværende til støtte for 11 strejkende skraldemænd fra Rebild.

Men disse dramatiske begivenheder var ikke begrænset til Helle Thorning Schmidt. Det samme skete for erhvervs- og vækstminister – og formand for SF – Annette Vilhelmsen, den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og andre ministre og regeringsrepræsentanter over hele landet.

Mange demonstranter havde medbragt triste smiley-skilte eller skilte med teksten “judas”. I løbet af dagen blev fire arresteret – to for at skyde med vandpistol mod statsministeren, en for at smide tøjet foran hende og en for at forsøge at bryde sikkerhedsforanstaltningerne omkring scenen hvor hun talte.

Ifølge nogle rapporter spillede nogle anarkistiske elementer en rolle i begivenhederne. Og vi kan se hvordan medierne lige nu forsøger at fremstille protesterne som isolerede og skabt af en meget lille minoritet afskåret fra befolkningens store flertal. Men anarkisterne og ”sort-blok” folkenes involvering var hovedsageligt i København, hvor disse grupper har en lille base. Det forklarer ikke hvad der skete i mange byer landet over.

Tværtimod viser det faktum at den anarkistiske demonstration, der ikke var særlig stor, alligevel var den største ungdomsdemonstration i Hovedstaden den enorme vrede og frustration der eksisterer mod lederne af de traditionelle arbejderpartier. Disse ledere har forrådt selv de mest moderate forhåbninger som masserne havde til dem.

Uanset hvem der startede buh-råbene mod partiledernes taler er der ingen tvivl om at de var et klart udtryk for den massive vrede der fylder den danske arbejderklasse.

Protesterne første maj er et klart tegn på at ledelsen for arbejderpartierne er fuldstændig ude af føling med de arbejdere og unge de burde repræsentere.

De sidste måneder har regeringskoalitionen lignet en arbejdsgiverregering mere end en regering domineret af arbejderpartier. Oven i de mange nedskæringer der blev gennemført sidste år, startede de dette år med at gennemføre massive nedskæringer på SU’en og kontanthjælpen for at give skattelettelser til erhvervslivet.

Derudover har regeringen og KL ført en ondsindet kampagne imod Danmarks Lærerforening. En kampagne hvor de iskoldt så til, mens tusinder af lærere og deres familier stod uden indkomst (foruden dem der tog det såkaldte konfliktlån fra DLFs strejkekasser, som var til en højere rente end bankernes). Efter næsten en måneds lockout greb regeringen ind og ophøjede mere eller mindre KL’s ønsker til lov.

Det var tydeligt at hele kampagnens formål var at knuse den traditionelt stærke lærerfagforening for at rydde vejen for fremtidige angreb på fagbevægelsen. Mange af de tusinder der buh’ede af arbejderbevægelsens ”ledere” første maj var højst sandsynligt lærere og deres familier, der de sidste måneder har været under umenneskeligt pres.

Paradoksalt nok har den Socialdemokratisk ledede regering, der endelig brød de mere end ti år med en borgerlig regering, ført den mest arbejder fjendtlige politik i mange år.

Den tidligere finansminister fra Venstre, Claus Hjort Frederiksen, kommenterede angrebene mod lærerne: \"Jeg ville aldrig have turdet gøre det, det må jeg ærligt sige, af angst for hvad der ville ske. Og derfor er det da ekstremt modigt, det Socialdemokraterne gør. Hatten af for det.\"
Imodsætning til Claus Hjort har de danske arbejdere har ikke budt denne politik velkommen. Regerings opbakning i meningsmålingerne er faldet til et historisk lavpunkt. Socialdemokraterne fik i en nylig måling 14,4 procent, mens SF lå til fire procent. De Radikale er faldet til omkring otte procent.

Den åbenlyse utilfredshed med arbejderpartiernes ledere er indtil nu kommet til udtryk i en række massive demonstrationer i marts og april; et aktivitetsniveau vi ikke har set siden 2008. Vredesudbruddet første maj er en fortsættelse af denne proces.

Samtidig vinder Enhedslisten frem i meningsmålingerne. I en nylig måling stod de til 14,9 procent, en massiv fremgang fra de 6,7 de opnåede ved valget i 2011. Også medlemsmæssigt er de vokset så de nu nærmer sig 10.000 medlemmer. En fremgang der er kommet fordi de ses som et alternativ til venstre for regeringen.

Det var også grunden til at partiets talsperson ikke fik samme velkomst som andre ledere af arbejderbevægelsen til første Maj. I hendes tale fordømte hun på korrekt vis regeringens højre kurs og dets brutale angreb mod lærererne. Men samtidig fordømte hun også også tilhørernes buh’en og appelerede til at lade talerne tale færdigt.

Dette er meget symptomatisk for EL’s parlamentariske ledere. På den ene side kritiserer de på korrekt vis regeringens åbenlyse arbejdsgiver politik, men på den anden side nægter de at true med at vælte regeringen. På den måde støtter de implicit den samme borgerlige politik som de kritiserer.

Før eller siden vil dette også gå op for normale arbejdere for hvem ord ikke er nok. Det som masserne kræver og har brug for, er handling imod regeringes og arbejdsgivernes offensiv imod arbdere over hele landet.

Faktisk er modsætning mellem hvad EL’s leder siger og hvad de gør, allerede ved at få et udtryk. EL’s traditionelle for-demonstration ved Blågårds Plads i København var – på trods af partiets massive vækst – meget mindre i år end de forgående. Samtidig var modtagelsen af Johanne Schmidt Nielsen ikke i særlig grad varm.

EL’s ledere burde ikke fordømme vreden hos arbejderne der har fået lagt hele den kapitalistiske krises byrde på deres skuldre. Det som EL i stedet burde gøre, er at sige fra og nægte at lade arbejderne betale for krisen. De må kræve at lederne af S og SF bryder med de Radikale og med borgelig politik.

Desuden burde de basere sig på den vrede der er i blandt arbejdere og unge; forsøge at give det et organiseret udtryk og kanalisere det ud i en kamp for socialisme.

Det er tydeligt at situationen i Danmark er vendt. Det offentlige vredesudbrud som det vi så første Maj er ikke set i mange årtier.
Den nye regering udfører flere nedskæringer og angreb end den gamle Venstre regering. For mange arbejdere og unge kommer dette som et chok. De havde mange håb om den nye regering og nu føler de sig forrådte fordi de troede at en arbejderregering ville ændre kursen.

Men hovedproblemet er ikke i den ene leder eller den anden, men det system som de vælger at forsvare. Kapitalismen er i dag i en blindgyde og selv ikke det lille skandinaviske kongerige Danmark vil gå fri af dens krise. Inden for systemets rammer er der kun en løsning – at angribe arbejderklassen og udnytte den yderligere.

Kun igennem et brud med systemet, ved at ekspropriere kapitalistklassen og nationalisere de største virksomheder under arbejderkontrol kan samfundets fulde potentiale opnås.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.