Allerede en halv time før mødet var Arbejdermuseets gård fyldt med interesserede, der ville deltage i mødet. Knap 200 mennesker mødte op for at høre de to talere, Trotskijs barnebarn Esteban Volkov, samt den britiske marxistiske historiker Alan Woods. Den entusiastiske stemning viste sig også i salget af politisk litteratur og materialer. I boden blev der solgt bøger, pjecer og aviser for 3.500 kroner.
Interessen for mødet havde også vist sig i pressen. Nyhedsavisen bragte onsdag et interview med Esteban Volkov i anledning af revolutionens jubilæum, og på mødet var der et russisk tv-hold til stede for at rapportere om fejringen af revolutionen, Lenin og Trotskij.
Arbejdermuseets festsal genlød således af revolutionære taler, og under vægmaleriet med parolen ”Frihed, lighed, broderskab” hang et banner med portrætter af Lenin og Trotskij. Tilhørerne var især unge, men også en del arbejdere var til stede på mødet. Første taler var Lasse Bertelsen, der på vegne af arrangørerne, Socialistisk Standpunkt, bød velkommen.
 |
”Dette møde handler om to vigtige historiske begivenheder,” indledte han, og forklarede, at den russiske revolution ændrede verden helt fundamentalt. Han forklarede også, at det ikke var første gang, at huset i Rømersgade 22, hvor Arbejdermuseet holder til, har været rammen for revolutionære møder. Allerede i 1916 erklærede de unge socialdemokrater på forsiden af deres avis Fremad, at de støttede den såkaldte Zimmerwaldbevægelse, der var en samling af internationalisterne og de revolutionære elementer i den socialdemokratiske internationale, der brød sammen, da lederne støttede ”deres egne” kapitalister i de forskellige lande ved udbruddet af første verdenskrig i 1914. store revolutionære som Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var en del af Zimmerwaldbevægelsen. Efter den russiske revolution besluttede de danske unge socialdemokrater, på et møde afholdt i Rømersgade 22, at tilslutte sig den kommunistiske internationale med Lenin og Trotskij i spidsen.
Lasse Bertelsen forklarede, at arrangørerne havde søgt økonomisk støtte til mødet fra fagforeninger og fonde. Nogle havde dog været pessimister og troede ikke på, at der ville dukke nogen op til et møde om den russiske revolution. Svaret til disse pessimister blev givet i form af en propfyldt festsal med knap 200 interesserede tilhørere.
Lasse Bertelsen introducerede desuden to bøger, som blev udgivet i forbindelse med arrangementet. John Reeds eminente, medrivende øjenvidneberetning om den russiske oktoberrevolution ”Ti dage der rystede verden” har ikke været tilgængelig i mange år, men nu er den blevet genudgivet. Desuden introducerede han bogen ”Lenin og Trotskij – hvad de virkelig stod for”, som er skrevet af Ted Grant og Alan Woods. Bogen, der mesterligt forklarer bolsjevikkernes ideer og går imod bagvaskelse fra stalinisterne og de borgerlige, er nu for første gang udkommet på dansk.
Herefter blev ordet givet til Esteban Volkov, Trotskijs barnebarn og eneste nulevende slægtning.
 |
”Jeg vil gerne starte med at sige tak til Socialistisk Standpunkt for invitationen. For 75 år siden hørtes stemmen fra den mand, der sammenkaldte den røde hær og ledte den russiske revolution. Den stemme høres ikke mere, men Trotskij var et eksempel, man stadig kan følge. Kun bevæbnet med de marxistiske ideer og en lille gruppe kammerater rejste han sig imod det mest brutale diktatur: Stalins bureaukratiske diktatur, der forrådte revolutionen.”
”Minderne om min bedstefar strækker sig fra 1931. Da jeg var fem år tog jeg fra Rusland til Trotskijs eksil på den tyrkiske ø Prinkipo. Der var stor aktivitet på hans kontor. Derfor var der ikke så meget tid til fisketure og den slags, men jeg husker ham som en meget kærlig bedstefar.”
”I 1933 mødtes jeg kort med min mor i Berlin. Hun kunne ikke komme tilbage til Sovjetunionen på grund af Stalins diktatur og var tvunget til at blive i Hitlers Tyskland. Det fik hende til at tage livet af sig selv.”
I 1935 kom Esteban Volkov til Paris, hvor han boede hos Trotskijs søn Leon Sedov. Her oplevede Esteban Volkov, hvordan Stalins agenters heksejagt og mord på trotskisterne påvirkede bevægelsen. Stalinisterne fik også ram på Leon Sedov.
”Stalinismen gjorde indhug i vores rækker gennem mord. Leon Sedov blev forgiftet, da han lå på hospitalet. Trotskijs sekretær Rudolf Clement blev bortført, parteret og smidt i en flod. Andres Nin blev torteret og myrdet i Spanien.”
Esteban Volkov flyttede kort før anden verdenskrigs udbrud til Mexico for at bo sammen med Trotskij:
”Det var begyndelsen på et nyt kapitel i mit liv. Mexico med dets gamle ruiner og jorde. Jeg kendte det kun fra postkort. Da jeg ankom, befandt jeg mig i et meget tæt fællesskab, der føltes som en forsmag på socialisme. Der var mange politiske diskussioner, da den gamle mand (Trotskij, red.) lagde stor vægt på uddannelsen af de unge kammerater.”
”I begyndelsen af 1940 var der i pressen en enorm kampagne med løgne og bagvaskelse rettet imod Trotskij. Trotskij, der aldrig manglede humoristisk sans, sagde: de er ved at skifte pennen ud med maskinpistoler.”
Det første angreb på huset fandt sted i maj 1940, da 20 stalinister, bevæbnede med maskinpistoler, trængte ind på området, hvor Trotskij og Esteban Volkov boede.
”De affyrede 200 skud fra tre vinkler ind i Trotskijs soveværelse. Ved et mirakel overlevede Natalia Sedova og Trotskij. De to første skud var ikke rettet nogle steder hen, og Natalia reagerede hurtigt og fik Trotskij hevet ud af sengen, ned på gulvet og over i soveværelsets sydvestlige hjørne.”
”De kastede brandbomber ind i soveværelset, og så snart jeg hørte ordet ’bombe’ krøb jeg ud fra mit skjul under sengen og løb ud af huset. Jeg havde en stor smerte, fordi jeg havde en kugle i benet.”
Esteban Volkov husker, at Trotskij var euforisk over at have overlevet attentatet, men samtidig var sikker på, at hans dage var talte. Han var overbevist om, at Stalins agenter før eller siden ville få ram på ham. Det fik de den 20. august.
”Jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen og gik fra busstoppestedet . Da jeg var tæt på huset kunne jeg se, at der var noget galt. Porten var åben, og der var politi udenfor på gaden. På det tidspunkt begyndte tanken at opstå i mig, at denne gang kunne vi ikke overvinde alle matematiske regler.”
”Jeg gik ind imod biblioteket, forbi en person, der lå på gulvet, smurt ind i blod. Han blev holdt nede af nogle politifolk, og han råbte og skreg. Inde i biblioteket lå bedstefar på gulvet, og der var blod. Natalia var der også.
Jeg tænker tit på de trotskistiske helte, der er døde i GPU’s fængsler og i Gulag, mens de har sunget Internationale og råbt leve Lenin og Trotskij. Jeg tænker på dem i modsætning til morderen, der blev belønnet med en af de højeste ordener i Sovjetunionen. Det viser den degeneration, der var fundet sted i Sovjetunionen.”
”I mine 80 år har jeg aldrig mødt nogen, der som Trotskij havde en urokkelig tro på menneskehedens socialistiske fremtid. Det var ikke en religiøs overtro, men et produkt af hans personlige erfaring, der indeholdt en af de vigtigste begivenheder i menneskehedens historie, den russiske revolution, som demonstrerede, at en anden verden er mulig.”
Esteban Volkov sluttede sin tale med at citere en passage fra Trotskijs politiske testamente:
”Min tro på en kommunistisk fremtid er i dag endnu stærkere end i min ungdom. Livet er skønt. Må de kommende generationer rense det for alt ondt, undertrykkelse og vold og nyde det fuldt ud.”
Esteban Volkovs tale blev modtaget med en klapsalve, der varede to minutter, og i pausen gav mange tilhørere udtryk for deres beundring for både Esteban Volkov og Trotskij, og sagde, at talen var meget bevægende.
Dernæst fik Alan Woods ordet.
 |
”Den russiske revolution er den største begivenhed i menneskehedens historie. Jeg er klar over, at det ikke er moderne at tale om det. De sidste 18 år har der kørt en enorm, hadefuld kampagne imod ideen om revolution og socialisme. Men det, der mislykkedes i Sovjetunionen var ikke socialisme, men en monstrøs, bureaukratisk karikatur af socialisme. Men lavinen af borgerlig propaganda har desværre også en effekt inde i arbejderbevægelsen.”
Alan Woods forklarede, at der blandt såkaldt ”objektive” historikere og borgerlige ideologer findes et had imod revolutioner generelt. For eksempel er det moderne Frankrig skabt af en stor revolution, men den franske overklasse gør alt den kan for at gemme mindet om revolutionen væk. Alan Woods forklarede, at hadet til den russiske revolution og revolution i det hele taget ikke er baseret på fortiden, men baseret på frygt for, hvad der kan ske i nutiden. De er bange for, at de unge generationer vil søge en revolutionær vej, og denne frygt er velbegrundet.
Det, som disse professorer og andre ”kloge” mennesker siger, er at arbejderne ikke er kloge nok til at drive samfundet. Dette argument, der også er et argument imod demokrati i det hele taget – for hvorfor er det værd at lade disse ”uvidende” mennesker stemme, når de ”kloge” borgerlige bare kan køre det hele – er imidlertid en myte. Alan viste dette ved at henvise til Venezuela, hvor der lige nu foregår en revolution. Her svarede arbejderne på arbejdsgivernes lockout ved at overtage produktionen og drive virksomhederne – og de arbejderdrevede virksomheder er mere effektive end under kapitalisternes kontrol.
Alan Woods forklarede, at sovjetterne var særdeles demokratiske organer og er et bevis for arbejderklassens kreativitet og skaberevne. Under normale forhold er arbejderklassen ikke indblandet i politik. Men under overfladen syder uro og frustration. Alan Woods henviste til det, som Trotskij kaldte revolutionens molekylære proces. Den siger, at langsomme og gradvise ændringer under overfladen resulterer i pludselige eksplosioner.
Efter februarrevolutionen stod arbejderne med magten, men den gled ud mellem deres fingre. Bolsjevikkerne var et lille mindretal med blot 8000 medlemmer i april, da Lenin kom tilbage til Rusland. Alan Woods forklarede bolsjevikkernes taktik: de deltog aktivt i sovjetterne og arbejdede tålmodigt med at forklare deres program: at sovjetterne skulle tage magten.
De borgerlige lyver om revolutionen, og præsenterer oktoberrevolutionen som et kup. Men Alan Woods forklarede, at sandheden er, at bolsjevikkerne vandt flertal i sovjetterne, som repræsenterede arbejderne, bønderne og soldaterne. Alan Woods opfordrede tilhørerne til at læse John Reeds skildring af revolutionen i den mesterlige bog ”Ti dage der rystede verden”. Desuden anbefalede han Trotskijs ”Den russiske revolutions historie”, som han kaldte et mesterværk.
I Juli 1917 var der revolutionært flertal i sovjetterne i Moskva og Petrograd. Arbejderne og matroserne ønskede at tage magten, men Lenin og Trotskij sagde, at man skulle vente til man havde flertal i hele landet.
I september besluttede den reaktionære general Kornilov sig for, at tiden var inde til at knuse revolutionen. Imidlertid blev hans militære kontrarevolution knust af bolsjevikkernes taktik med enhedsfront. Bolsjevikkerne foreslog de andre arbejderpartier en fælles front for at forsvare revolutionen imod Kornilov. Denne taktik gjorde, at bolsjevikkerne blandt arbejderne blev set som de konsekvente forsvarere for revolutionen. Kornilovs kontrarevolution blev en fiasko, da jernbanearbejderne førte hans tropper til de forkerte steder, og soldaterne i massevis gik over på revolutionens side.
Alan Woods forklarede, at den magtovertagelsen i oktober dermed fandt sted, da bolsjevikkerne havde vundet det politiske flertal i befolkningen, og ni tiendedele af arbejdet på den måde var udført. Revolutionen trak Rusland ud af første verdenskrig og gav jord til bønderne.
Alan Woods forklarede, at planøkonomien, som revolutionen etablerede i Rusland, er overlegen i forhold til ”det frie marked”, og at de økonomiske resultater i Sovjetunionen, på trods af den bureaukratiske degenerering under d
Alan Woods sluttede sin tale med at sige, at revolutionen er i live i dag.
”Der er revolution i luften. Det er tydeligst i Latinamerika, hvor der ikke er et eneste stabilt borgerligt regime. Men også her i salen. Stalin troede, at han slog Trotskijs ideer ihjel, da Trotskij blev myrdet. Men man kan ikke myrde en ide, hvis tid er kommet. Ideerne fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij lever i dag. Den nye generation vil gå i kamp, og den leder efter en ide, metode og et banner. Kun Marx, Engels’, Lenins og Trotskijs ideer kan tilbyde en vej til et nyt samfund, et socialistisk samfund. Fremad til den socialistiske revolution!”
Mødet sluttede med afsyngning af Internationale, og mange af deltagerne viste interesse for at høre mere om Socialistisk Standpunkt. Flere deltagere gav udtryk for deres glæde over, at der findes en marxistisk tendens i Danmark, der arrangerede et møde af denne kaliber og klart forsvarer den russiske revolution. Mange pessimister i den danske arbejderbevægelse hævder, at arbejdere og unge ikke er interesserede i revolution og socialisme. Den fyldte sal i Arbejdermuseet, der glødede af revolutionær begejstring, gav disse skeptikere svar på tiltale. De revolutionære traditioner lever og vokser i Danmark, og mødet beviste, at unge og arbejdere i hundredvis er tiltrukket af de ideer, som den marxistiske tendens omkring Socialistisk Standpunkt fremfører.
