(læs mere om nedskæringerne i kommunerne på vores tema-side)

Som beskrevet mange steder på denne side, er der lige nu en række nedskæringer i landets kommuner. Fælles er, at det de fleste steder har ført til massive protester fra de ansatte, forældre og gamle. Men hvad der er knap så fælles, er arbejderpartiernes stilling til disse protester i de forskellige kommuner.

Intern splittelse i Socialdemokratiet
I bl.a. Århus og Roskilde væltede Socialdemokraterne ved sidste kommunalvalg det tidligere borgerlige flertal, og kan nu danne et flertal bestående af arbejderpartierne; Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.

Alligevel står socialdemokraterne i disse kommuner i spidsen for massive nedskæringer. Deres argument er, at regeringen tvinger dem til nedskæringerne.

Det er tydeligt, at der ikke er enighed i de socialdemokratiske rækker om, hvordan nedskæringerne skal tackles.

I Ny Holbæk går Socialdemokraterne i spidsen for protesterne (imod det borgerlige VKR flertal i byrådet), mens de i f.eks. Ny Lemvig kommune, hvor de også er i opposition, er med til at forhandle om besparelserne. " Vi vil naturligvis tage ansvar i denne vanskelige situation, og vi er fortsat med i forhandlingerne. Vi er nået langt, og indtil videre er alle partier jo med i forhandlingerne. Men jeg må også slå fast, at der er besparelsesforslag, som vi ikke vil gå med til. Konsekvenserne er simpelthen af en art, vi ikke kan bakke op", siger den socialdemokratiske gruppeformand Frank Rud. (Dagbladet Holstebro-Struer, 29.08.06)

At, der foregår en diskussion internt i det gamle arbejderparti, er tydeligt.

Således blev et par socialdemokratiske byrådsmedlemmer for nylig sat på plads af den nyvalgte socialdemokratiske borgmester i Århus, Nikolaj Wammen, efter at de havde udtalt sig imod nedskæringerne i kommunen. Selvom Socialdemokraterne i Århus har stået i spidsen for sparekataloget, må de være blevet presset af baglandet – i hvert fald har Nikolaj Wammen, sammen med en række andre østjyske borgmestre, sendt en protest til indenrigsministeren over den stramme kommunalaftale.

Også i LO-Århus viser den interne splittelse sig – så sent som for et par uger siden udtalte formanden for LO-Århus, Hans Halvorsen, som også er byrådsmedlem for socialdemokraterne, at spareplanerne var nødvendige, og han sagde arrogant, at han " [...] kender ikke noget til en lokal kampagne imod sparekataloget. Men det er LO i hvert fald ikke en del af." (Arbejderen, 12.08.06 ). Men nu er LO vendt 180 grader under pres fra bl.a. FOA og 3F, og opfordrer nu til "kommunalt oprør".

Det må uden tvivl føre til frustration blandt socialdemokratiske byrådspolitikere landet over, at deres egen partitop var med til at indgå aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi. Som Sine Agerholm formand for Socialdemokraterne i Tornved udtaler, " Vi synes også, det er et problem, at Socialdemokraterne gik ind og støttede aftalen mellem KL og regeringen, som jo sætter kommunen i den her dårlige økonomiske situation. Det er smadderuheldigt " (Socialistisk Standpunkt, nr. 32).

SF og Enhedslisten
For SF og Enhedslisten er det mest karakteristiske ved deres andel i de kommunale besparelser og kampen mod dem, deres fravær. Det er korrekt, at begge partier afviser spareplanerne i bl.a. Århus, men deres andel i kampen, og deres alternativ til besparelserne skal man lede længe efter.

Et af Enhedslistens byrådsmedlemmer i Århus udtalte således, som alternativt bud på hvordan kommunens årlige underskud på knap en halv milliard skal løses:

"Det gøres ved at udskyde større anlægsudgifter som tunnel og letbane. Og ved at låne i en periode og presse på i Kommunernes Landsforening for en bedre aftale med regeringen. Desuden bør skatteprocenten ligge på et gennemsnit med landets øvrige store byer, og byrådet må rette op på tidligere års fejl ved at sætte grundskylden og erhvervslivets dækningsafgift op igen, så snart det er muligt", siger byrådsmedlem for Enhedslisten Keld Hvalsø Nedergaard til Århus Stiftstidende.

Enhedslistens "revolutionære" svar på de kommunale besparelser indeholder altså at lade arbejdere betale en endnu større andel af deres surt tjente penge i skat på arbejde og deres dyrt betalte boliger, samt udskyde en udbygning af byens infrastruktur, og låne endnu flere penge, hvilket jo som bekendt er at tisse i bukserne for at holde sig varm – pengene skal betales tilbage med renter.

Det burde være så nemt at være i opposition – det er titusindvis af utilfredse offentligt ansatte, forældre og gamle, og andre brugere af den kommunale velfærd – heriblandt må der være tusindvis af Socialdemokrater.

I både Århus og Roskilde kan arbejderpartierne danne flertal – det eneste det kræver for SF og Enhedslisten, er at foreslå at danne flertal med socialdemokraterne om at afvise enhver forringelse af velfærden, og gå ind i åben kamp mod regeringen.

Det ville både appellere til de mange socialdemokrater, der ville lægge pres på lederne i deres egne partier, og ville samtidig kunne tiltrække masser af utilfredse borgere til disse partier.

Problemet er, at ingen nu viser en vej frem.

Vejen frem – vælt regeringen
Argumentet fra arbejderpartierne rundt om i landets kommuner er, at der ikke er noget at gøre – regeringen dikterer nedskæringer – så folk må huske på det, næste gang de sætter deres kryds. Hvis ikke de opfylder budgetaftalen, sættes deres kommune under administration, argumenterer de.

Men folk kan ikke vente 3 år til næste Folketingsvalg – det er nu og her at børn, gamle og syge forsømmes og tusindvis af offentligt ansatte slides ned.

Det er nu, der må gøres noget!

Faktum er, at ved at stå i spidsen for spareplanerne er det arbejderpartierne, der sikrer den borgerlige regeringsfortsatte eksistens, og i øvrigt også svækker sig selv. Hvis begge sider fører borgerlig politik – hvorfor så ikke stemme på den ægte vare?

Når arbejderpartierne accepterer at administrere regeringens nedskæringer, gør de lige præcis, hvad regeringen håber – den kan skyde skylden og ansvaret fra sig, over på de kommunale politikere.

Men hvad ville der ske, hvis kommunerne sagde stop, og brød de økonomiske rammer? Hvis regeringen gjorde brug af sin trussel om at sætte kommunerne under administration, ville det for det første stå helt klart, at de var ansvarlige for nedskæringerne. For det andet ville det betyde, at det meste af landet ville blive sat under administration – en fuldstændig uholdbar situation for regeringen, som kunne blive tvunget til at gå af.

I stedet for at administrere nedskæringerne burde arbejderpartierne stille sig i spidsen for et kommunalt oprør mod kommunerne. De burde i samarbejde med fagforeningerne arrangere demonstrationer og strejker på landsplan, og kræve flere penge fra statskassen og virksomhedernes overskud nu – på den måde kunne enhver besparelse undgås. Vil regeringen ikke det, må den gå!

Men det er klart, at for ledelsen af arbejderpartierne er det ikke et ønske at komme til magten på ryggen af en massebevægelse imod nedskæringer – tværtimod. For sandheden er, at den nuværende ledelse af Socialdemokratiet ønsker at føre den samme politik, som Nyrup gjorde i 90'erne med nedskæringer og privatiseringer. Nedskæringspolitik er det eneste, der er på dagsordenen i dagens Danmark, så længe politikerne ikke vil gøre op med det kapitalistiske system.

Derfor er der brug for at alle arbejdere, ikke mindst de offentligt ansatte, starter kampen nu. Første skridt må være at danne nationale tillidsmandsnetværk, der kan samle de lokale kampe til en fælles kamp, og derigennem presse de nationale fagforbund, med LO i spidsen, til at gå forrest.

Og ikke mindst er der brug for, at alle arbejdere og unge bliver aktive i deres partier, og derigennem presser dem til rent faktisk at bruge arbejderflertallene til at føre arbejderpolitik. At, det kan lykkes, og allerede er startet, er tydeligt i f.eks. Århus kommune, hvor den socialdemokratiske borgermester er blevet presset noget at vejen.

Arbejderpartierne må gå sammen og bruge deres flertal til at føre arbejderpolitik!