Onsdag d. 17. maj samledes mere end 100.000 for at protestere mod regeringens nedskæringsforslag. Ikke nok med, at det var den største demonstration i 20 år, det var også første gang, at både fagforeningerne og elev- og studenterorganisationerne for alvor protesterede sammen.
Men trods det store fremmøde har det ikke fået politikerne til at lytte. Bendt Bendtsen kommenterede derimod arrogant, at de jo laver reformer for ”vores skyld”.
Vi har vist, at vi kan stå sammen og kæmpe, spørgsmålet nu må være: hvordan vinder vi kampen?
Kampen må fortsætte
17. maj viste vi vores utilfredshed – men politikerne forsætter deres forhandlinger. Vi kan ikke være tilfredse med bare at have vist vores utilfredshed, vi kan først være tilfredse, når forringelserne er trukket af bordet.
At vi mødes i dag, er et vigtigt skridt fremad. 17. maj var et rigtig godt initiativ, men hvis politikerne ved, at vi ”kun” demonstrerer en enkelt dag, er det nemt for dem at fortsætte forringelserne. Fra starten burde der have været lagt en plan for fortsættelse af kampen, indtil kravene var vundet. Den samme fejl skal ikke begås to gange. Det kan vi sørge for i dag.
Kampen er langt fra afgjort – vi må lægge en plan for at starte op igen efter sommerferien. Der må mobiliseres kraftigt til den store fælles konference i september, hvor repræsentanter fra så mange skoler, gymnasier, universiteter, arbejdspladser osv. som muligt diskuterer og vedtager en plan for, hvordan kampen føres videre og vindes.
I Frankrig viste de, at det er muligt at vinde kampen, men at der skal mere til end en-dags demonstrationer.
Vi må stå sammen
17. maj initiativet blev af flere kaldt en generationsalliance, og det er en alliance, vi må fortsætte. Politikernes bedste våben er at splitte os op; de gamle skal have bedre forhold på plejehjemmene, derfor skal vi skære i SU’en, siger de. Men det handler ikke om den ene eller den anden gruppe, det handler om at bevare velfærden og udbygge den. Der er brug for velfærd på alle områder.
Hvad 17. maj viser er, at skellene ikke går mellem unge og gamle, studerende og arbejdere, eller indvandrere og danskere. Skellene går mellem det store flertal; alle os der hver dag går på arbejde, skal have vores børn i skole, vores gamle på plejehjem osv. og så regeringen og deres bagland i Dansk Industri og på direktionsgangene.
Den eneste måde vi kan vinde kampen, er ved at stå sammen. I dag er ungdommen samlet til konference – budskabet herfra må være, at vi vil fortsætte den fælles kamp.
Kampen kan vindes – trussel om en generalstrejke
Vi må sige tingene, som de er; en enkelt demonstration får ikke regeringen til at lytte, lige meget om det så er den største i 20 år. Regeringen skærer ikke ned for sjov – den varetager arbejdsgivernes og virksomhedernes interesser. De studerende skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet og de gamle skal blive der længere, de arbejdsløse og indvandrerne skal presses til at tage dårlige jobs til en ussel løn osv.
|
Dem der virkelig har magt at sætte bag deres ord, er alle dem der hver dag går på arbejde. Strejker de, sættes samfundet i stå. Ungdommens opfordring må være; det her er en fælles kamp, og vi må bruge de kampmidler vi har, og som virker. Vi opfordrer LO og de store forbund til at indkalde til en 24-timers generalstrejke sammen med ungdommen, med trusler om optrapning hvis ikke forringelserne trækkes tilbage. Strejker er et vigtigt kort, fordi de rammer regeringens bagland på pengepungen.
Det er selvfølgelig ikke os her i dag, der kan tage beslutningen om, hvorvidt der skal strejkes, men vi kan opfordre til at det gøres (se forslaget nederst på siden). Det er det eneste effektive middel, til at få vores krav igennem.
I Frankrig blev kampen først vundet, da strejkende arbejdere gik ind i kampen på de unges side.
For en arbejderregering på et socialistisk program
Den borgerlige regering har siddet længe nok. Den har vist hvad dens politik er; nedskæringer og forringelser, samtidig med, at bankerne og de store virksomheder skovler kæmpe profitter ind, og selskabsskatten sættes ned. Vi må presse Socialdemokraterne fra ethvert forlig.
Det må være slut! Vi må kæmpe for en anden regering – en regering, der vil udbygge velfærden i stedet for at slagte den.
DSU, SFU og SUF er gået sammen i initiativet Genstart Danmark, det viser vejen frem; vi vil have en regering bestående af arbejderpartierne; Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, med et program om at forbedre velfærden.
Der er masser af penge i de danske virksomheder. Der er kæmpe milliardoverskud i bankerne og andre store virksomheder, samt milliardoverskud på statens budget. Det er værdier, som skabes af de millioner af mennesker, der hver dag går på arbejde. Men pengene går ikke til at forbedre velfærden, men til at øge overskuddet til aktionærerne.
Vi kæmper for en regering på et socialistisk program; hvor de største virksomheder nationaliseres, så pengene bruges på at forbedre velfærden for flertallet; arbejdere, unge og gamle.
