Solens stråler kom frem og skinnede på de mange fordemonstrationer, der samledes på Kongens Nytorv. Der var fordemonstrationer for elever og studerende, indvandrere, lærlinge, fagbevægelsen m.fl..

Der samledes op mod 100.000 på Kongens Nytorv, som gik videre til Christiansborg Slotsplads. Her kom også flere af Folketingets medlemmer fra de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, ud for at deltage i demonstrationen

Stemningen i demonstrationen var rigtig god – der var sang, musik og kampråb. Og der var en god blanding af unge og gamle, børn og pensionister.
Som en dreng sagde til sin mor: ”moar… ham der statsministeren, han er ikke særlig klog vel?”

Enhed viser vejen frem
Dagens demonstration viser vejen frem. Regeringens taktik har længe været ”salami-metoden” – at spille de forskellige grupper ud mod hinanden, men dagens demonstration viste at kampen om velfærd er en fælles kamp; unge, studerende, lærlinge, arbejdere osv.

Socialdemokraterne må afbryde forhandlingerne
Demonstrationerne må få Socialdemokraterne til at tænke sig om en ekstra gang – de må trække sig fra forhandlingerne med regeringen. Alternativet til den borgerlige regerings fuldstændige slagtning af velfærden er at de tre arbejderpartier går sammen på en socialistisk politik – og gør det, som altid har været arbejderbevægelsens helt klare mål: At udbygge velfærden!

Kampen må fortsætte
Men de borgerlige har gjort det klart; de vil ikke lytte til demonstranterne – selvom de fra Folketingets vinduer kunne se ned på de mange, mange demonstranter. Kampen er ikke vundet med dagens historiske demonstration. Kampen må fortsætte. Vi så i Frankrig hvordan en alliance som dagens, mellem ungdommen og arbejderklassen, kan tvinge en regering i knæ. Vi må lære af dem.

Fagbevægelsen og elevbevægelsen må nu indkalde til møder, på skoler og arbejdspladser, samt et fælles stormøde, for at diskutere den fælles kamp. Truslen må være: trækker regeringen ikke nedskæringerne tilbage, så stopper vi Danmark – 24-timers generalstrejke!

Dagens demonstration gjorde budskabet helt klart: stop velfærdsforringelserne nu!
Kampen må fortsætte – 24-timers generalstrejke!















Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.