Så er vi kommet sikkert igennem endnu en 1. maj. Vi har overlevet den uopfindsomme borgerlige hån af 1. maj og mediernes uendelige snak om øl og grillpølser. I år skulle Pia Kjærsgaard så også blande sig. På fineste manér viste hun hvorfor, at Dansk Folkeparti, trods alle dets arbejderstemmer, aldrig bliver et arbejderparti. Hun mente ikke, at 1. maj var noget at fejre, og til Politikken udtalte hun, at hun hellere ville fejre Grundlovsdag, som hun mente "samlede", end 1. maj, som "splittede".

Grundlovsdag "samler" os selvfølgelig om grundloven og dens "beskyttelse" af tale- og forsamlingsfriheden og det er da fint nok. I sær i disse tider med terrorpakker og regler i nogle franske forstæder om, at unge ikke må forsamle sig i grupper på mere end tre.

Grundloven fastsætter dog også den ukrænkelige personlige ejendomsret, der gør det muligt for kapitalisterne at have magten over produktionsmidlerne og tjene tykt på vores andres arbejdskraft. Det er at splitte og det skaber et klassesamfund med rige folk i toppen, der lever i luksus, og fattige folk i bunden, som må slide og slæbe dagen lang. 1. maj derimod er en 120 år gammel tradition om at gøre op med dette. 1. maj er et symbol på solidaritet og sammenhold i arbejderklassen.

Helle Thorning-Schmidt mente ikke at det er "nemt at få ram på noget, der ligner velfærd" alligevel konkluderede hun, at "der er mange elementer i regeringens oplæg, som vi er enige i".

Man troede lige…
Selv Helle Thorning-Schmidt lage vægt på dette i sin tale. "For 120 år siden begyndte 1. maj traditionen og blev en mærkedag for vores bevægelse og vores idealer – idealerne om frihed, om lighed, og om fællesskab," indledte hun fra talerstolen i Fælledparken. Det kunne have været en stærk indledning på en tale om hvordan, at Socialdemokraterne vil vende tilbage til sine rødder og fremad kæmpe for velfærden og på ingen måde acceptere regeringens nedskæringer.

I regeringens velfærdsoplæg mente hun da også, at det ikke er "nemt at få ram på noget, der ligner velfærd", men alligevel konkluderede hun, at "der er mange elementer i regeringens oplæg, som vi er enige i, og sagtens kan skrive under på."

Talen kunne, ligesom de mange taler på morgenmøderne rundt om i landet, have været brugt til at mobilisere op til den store demonstration d. 17. maj, som store dele af fagbevægelsen lige fra Metal til LO Ungdom sammen med elevorganisationerne og arbejderbevægelsens ungdomspartier (samlet i Genstart Danmark) arrangerer under parolen "Nej til nedskæringer, ja til velfærd og tryghed". I stedet tryglede Helle Thorning-Schmidt regeringen om at forhandle med hende. Hun påpegede, at det er "vigtigt, at aftalen er en bred aftale, ikke kun højrefløjens." Det burde ikke være bredden, men graden af velfærd som var det vigtige i en aftale.

"Velfærdspolitik er ikke blokpolitik," tordnede Helle Thorning-Schmidt videre, men virkeligheden er den, at der er to forskellige interesser i det her samfund. Der er alle os almindelige arbejdere og unge, som har brug for velfærd, og der er de rige kapitalister, som regeringen giver skattelettelser.

Velfærden er ikke kommet af selv, men på grund af arbejderbevægelsens 100 år lange kamp for den. Hvis velfærden fortsat skal sikres og udbygges, må der også kæmpes. 17. maj er det første skridt. En 24-timers generalstrejke, må være det næste. Bare en uformuleret trussel om en sådan fik den franske regering til at trække det forhadte CPE tilbage. Det kan den danske arbejderbevægelse lære noget af.

Ny offensiv linje fra S?
I pressen er Helle Thorning-Schmidts tale blevet beskrevet som ret offensiv. Linjerne: "Vi vil ikke piske på folk, der reelt ikke kan flytte sig. Men vi vil meget gerne piske regeringen!" er blevet gentaget gang på gang. Socialdemokraternes stærke kritik af forringelserne af dagpengene for dem mellem 25 og 29 år og for de ledige over 55 og de unges SU er bestemt også et positivt skridt og noget man kun kan glæde sig over.

Men hvor bliver kritikken af pensionsnedskæringerne og angrebene på indvandrerne af? Der er masser af penge i det danske samfund – vi arbejdere skaber dem hver dag - men de havner i lommerne på kapitalisterne.

I år har der ikke været meget kampdag over 1. maj, men det skyldes først og fremmest arbejderbevægelsens ledelse, der ikke kommer med nogen konkrete anvisninger til kamp. Endsige henvise til den demonstration d. 17. maj, de selv er med til at arrangere.

I en meningsmåling Gallup har lavet for A4 kan man se, at over halvdelen – 54 procent – af danskerne mener at "Danmark er et klassesamfund" og mens at Socialdemokratiet står lavt i meningsmålingerne, så viser en undersøgelse lavet for Mandag Morgen, at det suverænt er det parti, som danskerne nådigst vil undvære i Folketinget. Ydermere går 78,8 procent af 3F's medlemmer ind for en uændret efterløn og de er villige til at kæmpe for den - hvis fagbevægelsens lederne vil vise vejen.

Kravet må være at arbejderpartierne går sammen om et fælles program for at stoppe alle nedskæringer og i stedet udvide den offentlige sektor, nationalisere de 200 største virksomheder, nedsætte arbejdstiden og sætte de arbejdsløse i arbejde. Kort sagt er der brug for en arbejderregering på et socialistisk program.