I januar steg priserne på den offentlige trafik. Det er næppe gået hen over hovedet på nogle, slet ikke dem, der er afhængige af busser og tog for at komme på arbejde eller i skole. Prisstigningerne skyldtes, at den borgerlige regering fjernede et tilskud på omkring 400 mio. kroner, som den offentlige trafik modtog hvert år. Hvis det havde været et isoleret tilfælde, ville de fleste mennesker nok bare trække på skuldrene og tænke ”nå ja, jeg klarer den jo nok endda”, men for langt de fleste mennesker er der i disse år tale om et angreb på velfærden, der ikke er set magen til i mange år.

Prisstigningerne på den offentlige trafik betyder for eksempel, at et månedskort til strækningen København-Roskilde stiger med 110 kroner om måneden, og på strækningen Århus-Vejle er stigningen 118 kroner. Nedskæringerne på den offentlige trafik, der har stået på i en årrække, har efterhånden gjort det temmelig ubehageligt at være pendler med det offentlige (det slet ikke er offentligt længere, men privat).

Privatiserings-politikken slået fejl
Efter Arriva havde ødelagt jernbanedriften i England og Holland var det jydernes tur. Pendlerne i Midt- og Vestjylland har stiftet bekendtskab med Arriva og deres fortolkning af ”togdrift”. I de områder, hvor Arriva kører, er den offentlige transport ofte så elendig, at mange bliver tvunget til at købe en bil – hvilket kræver et lån i banken og store udgifter til alskens afgifter. Det lægger beslag på en stor del af budgettet for almindelige arbejdere, og det betyder for eksempel, at man må droppe ferien eller spare på møbler eller tøj.

Karl Marx sagde, at kapitalismen ødelægger produktionsmidlerne, når der er krise. Hvad betyder dette i praksis? Det betyder, at kapitalisterne ikke kan skabe profit på traditionelle produktive investeringer som byggeri, vareproduktion og den slags. I jagt på profit kaster virksomhedsejerne sig over velfærdsgoderne. Det kan vi se på salget af TDC, DONG eller Post Danmark. For de ansatte i Post Danmark betyder det forringede arbejdsforhold, ekstra opgange og mere pres. For forbrugerne betyder det ekstra porto. Og for pendlerne betyder privatisering af transporten dyrere billetter.

Man kunne blive ved. Men det vigtige er, at staten i disse år er i fuld gang med at sælge alt til de store kapitalister i Danmark, der prøver at komme ud af krisen ved at overtage de offentlige virksomheder og trække værdier ud af dem. For de ansatte betyder det fyringer og øget pres. Det viser, at privatiserings-politikken er en skandale, der må stoppes, jo før des bedre.

Ikke kun trafik
Man kunne sige ”nå ja, det er jo bare trafik, der er jo ikke tale om generelle angreb på velfærden.” Men en person, der ville sige sådan, har tydeligvis ikke bevæget sig i den danske virkelighed i flere år. Og slet ikke på arbejdsmarkedet eller på et uddannelsessted. Faktisk er de unge i stor stil under angreb i disse år. Selvfølgelig rammes de hårdt af takststigninger på trafik, men også på tekniske skoler, gymnasier, handelsskoler og stort set alle andre uddannelsessteder er der massive besparelser i disse år.

Hvad er vejen frem?
Hvis nedskæringerne på velfærden skal stoppes, kræver det først og fremmest, at man gør op med de store kapitalister. Hvis de 40 største virksomheder i Danmark blev nationaliseret under demokratisk kontrol fra de ansatte, ville man kunne udnytte de enorme ressourcer, der i dag ligger ubenyttet hen. Man ville for det første kunne genansætte alle de, der er blevet fyret siden krisen startede i 2001, og man ville kunne reducere arbejdstiden gennem en rationel planlægning i stedet for hovedløs jagt på profit. En opgørelse fra Børsen offentliggjort i november 2003 viste, at omkring 80 procent af de danske virksomheder har kapacitet til at producere meget mere, end de gør i dag. Hvis man udnyttede det potentiale, der allerede eksisterer nu, ville man på den måde kunne forbedre velfærden for langt de fleste danskere på meget kort tid.

Det er klart, at sådan noget ikke sker af sig selv. Og nogle vil måske kalde det ”urealistisk”. Men det eneste urealistiske er at tro, at problemerne for arbejdende mennesker kan løses, så længe samfundets væsentlige produktion, trafik og handel kontrolleres af en lille håndfuld mægtige aktionærer. Det er på tide, at ledelsen for arbejderbevægelsen stiller op imod dette vanvid med et program for en arbejderregering, der kan stoppe nedbrydningen af velfærden og starte en socialistisk planlægning af samfundets fremtid.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.