Hvad er en klasse?
For marxister er en klasse en gruppe mennesker, der har den samme rolle i økonomien, og det samme forhold til produktionsmidlerne (fabrikkerne, maskinerne, virksomhederne). I de mere industrialiserede lande, som f.eks. Danmark, har vi primært to klasser: Den ene klasse består af en meget lille gruppe mennesker, der ejer produktionsmidlerne og ansætter folk til at arbejde for at producere produkter, som kan sælges på markedet og skaffe profit til ejeren. Det er grundlaget for, at dem, der ejer produktionsmidlerne, kan tjene gode penge, og derfor er de væsentligt rigere end resten af befolkningen. Den klasse, der ejer produktionsmidlerne, kalder marxister for kapitalister, fordi de ejer, kontrollerer og lever af den kapital, som arbejderklassen frembringer.
Den anden klasse er det store flertal, som ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er nødt til at være ansat hos kapitalisterne og sælge deres arbejdskraft til gengæld for en løn. Men bare fordi en arbejder måske får 100 kroner i timen, siger det jo ikke noget om, hvor meget værdi han producerer på en time. Måske producerer han værdier for 150 kr., 200 kr. eller endnu mere. Men fordi han har indgået en kontrakt med kapitalisten, tilfalder denne forskel kapitalisten - det kaldes merværdi. Det er dybest set det, der er grundlaget for de enorme forskelle, der er på rig og fattig, i hele verden. Den klasse, som sælger sin arbejdskraft til kapitalisterne for at overleve, kaldes for arbejderklassen.
Misforståelser
En typisk misforståelse er, at en arbejder skal arbejde på en fabrik eller lignende. Men det er på ingen måder et krav, at en arbejder skal gå i blå kedeldragt og stå på en fabrik. Det, der definerer en arbejder, er hans forhold til produktionsmidlerne, det er altså fuldstændigt ligegyldigt hvilke redskaber (fx hammer eller pc), han bruger i arbejdet, og hvor (fx fabrik, kontor eller børnehave) han udfører dette arbejde. Selvfølgelig er der sket en ændring i de arbejdsopgaver, Danmarks arbejdere udfører, men disse ændringer er en helt naturlig følge af den teknologiske udvikling, og de ændrer ikke de grundlæggende forhold.
En anden misforståelse er påstanden om, at man ikke kan kalde folk, der bor i villahus og har div. varige forbrugsgoder (fryser, TV, telefon og måske en bil) for arbejderklasse. For det første er det klart, at de fleste arbejdere ikke ejer fx deres hus, hvis de overhovedet bor i et – det gør banken. For det andet ændrer dette heller ikke på, at de stadig ikke ejer nogen af produktionsmidlerne, hvilket er det afgørende. Sådanne misforståelse grunder typisk i, at man siger, at arbejderklassen er "besiddelsesløs", hvilket ikke betyder, at en arbejder ikke kan eje en cykel eller et strygejern, men bare, at han ikke er ejer af produktionsmidlerne. Og skulle en arbejder have en aktie eller to, ændrer det heller ikke noget grundlæggende – det er jo minimalt i forhold til lønarbejdets betydning for hans liv.
Ændringer i klassestrukturen
Mht. snakken om en ny stor middel klasse, så er der intet belæg for dette, ifølge div. statistikker (fx "Politik og Samfund i Forandring" af Jørgen Goul Andersen). Godt nok er den "traditionelle arbejderklasse" - hovedsaglig industriarbejdere – som andel af alle erhvervsaktive faldet med ca. 5% (fra 1960'erne til 1996). Andelen er dog stadig på ca. samme niveau som i 1901 (36%). Derimod er der i samme periode sket en kraftig stigning i de såkaldte funktionærers andel (10% til 53%). Dette er sket på bekostning af et kraftigt fald i antallet af selvstændige (53% til 11%). Funktionærer, som typisk er offentlige ansatte (pædagoger, lærere osv.) eller IT-medarbejdere osv., er måske generelt mere privilegerede (både hvad gælder økonomi og uddannelse) end den "traditionelle arbejderklasse". Dette gør dem dog i marxistisk forstand ikke til en middelklasse – det er fx de selvstændige og bønderne - da deres forhold til produktionsmidlerne er det samme som arbejderklassen. Som sagt ovenfor gør det ingen forskel, om man arbejder med en computer eller ved en maskine, man er i begge tilfælde tvunget til at sælge sin arbejdskraft, en del af disse funktionærer er altså ligeså meget arbejdere som fabriksarbejderen.
Nogle vil så måske indvende, at offentlig ansatte ikke kan være arbejdere, da de ikke selv direkte skaber en merværdi, fordi de ikke producerer noget. Men offentligt ansatte er med til at sikre (ved fx børnepasning), at andre kan skabe merværdi, og derudover er de ansat på "arbejderlignende" vilkår, med overenskomster o.l. Samtidig er der de seneste år sket en "proletarisering" af disse grupper med massive nedskæringer, så ethvert skær af at være en privilegeret gruppe er fjernet for en stor del. Ansatte i børnehaver, hospitaler o.l. kæmper hver dag kampe om de samme krav som "traditionelle arbejdere", det samme kan siges til en vis grad om en stor gruppe af akademikere, der er ansat på fx gymnasier o.l.
Alt i alt må man sige at middelklassen IKKE er blevet større - men meget mindre (pga. faldet i antallet af selvstændige). I dag er der i Danmark ca. 2,5 mio. lønmodtagere (48 % af den samlede befolkning), hvoraf over 60 % falder inden for LO området, og endnu flere tilhører arbejderklassen. Altså er arbejdere et enormt stort flertal af den samlede arbejdsstyrke, der i alt udgør 2.8 mio. (kilde til overstående: Statistisk Årbog 2003). Samtidig deler flertallet af både unge, pensionister og især arbejdsløse, interesser med arbejderklassen hvilket gør arbejderklassen til et enormt flertal i befolkningen.
Arbejderklassens bevidsthed
Det er klart, at disse 2,8 mio. ikke alle sammen opfatter sig selv som en del af arbejderklassen. Årtiers propaganda om klassesamfundets ophør og bedre forhold for arbejderne betyder, at mange arbejdere ikke længere opfatter sig selv som en del af arbejderklassen. For marxister er der dog forskel på arbejderklassen objektive (deres forhold til produktionen og dertil hørende interesser) og deres subjektive opfattelse af sig selv (bevidstheden). Marxister mener, at uanset om arbejderne mener, de selv er arbejdere, så betyder deres rolle i produktionen, at de har nogle bestemte interesser i forhold til kapitalisterne. Arbejdernes subjektive opfattelse af sig selv er noget, der ændrer sig med fx de økonomiske forhold. Et eksempel på dette er en undersøgelse, der jævnligt foretages i England, hvor folk spørges, om de opfatter sig som en del af arbejderklassen. I 1994 svarede 51% "ja" til dette spørgsmål, i 1997 var dette tal steget til 54% og i 2002 til 68%! Dette resultat skyldes ikke, at der fra 1994 til 2002 er kommet 17 procentpoint flere arbejdere i England. Arbejderklassens bevidsthed ændrer sig i forhold til, hvordan klassekampen udvikler sig.
Hvorfor fornægtelsen af arbejderklassen?
Som vi kan se ovenfor, lever arbejderklassen i bedste velgående. Den har godt nok, hvilket er helt naturligt, ændret karakter, men er på ingen måde blevet mindre. Vi lever altså stadig i et klassesamfund, og til et klassesamfund hører pr. definition klassekamp. Alle fornægtelserne af arbejderklassens eksistens er et led i denne klassekamp. Ved at mindske arbejderklassens bevidsthed om sin egen eksistens, mindskes nemlig også arbejderklassen styrke, og den trussel, den udgør mod kapitalisterne, svækkes. Samtidig gennemfører den borgerlige regering, der fører politik til fordel for arbejdsgiverne (kapitalisterne), masser af angreb på fagbevægelsen og arbejderklassen.
Arbejderklassen betydning
Marxister har altid lagt stor vægt på arbejderklassens ledende rolle, når det gælder at gøre noget ved kapitalismens uretfærdigheder og bygge et nyt socialistisk samfund op. Det er kun arbejderklassen, der kan lave den socialistiske revolution og opbygge et sundt samfund. Ingen anden klasse kan klare den opgave. Hvorfor egentligt det? Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft - den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socialistisk (kollektiv) bevidsthed hos arbejderklassen. Det er arbejderklassen, der er drivkraften i det moderne samfund. Uden arbejderklassen er der intet der kører, alt går i stå. I strejkesituationer (som fx under storkonflikte i 1998) får man et tydeligt eksempel på arbejderklassens enorme magt. Men vi har også set masser af situationer, hvor arbejderklassens kampvilje er strandet på ledelsens modvilje mod at føre kampen videre. Så sætter skuffelsen og nederlagsstemningen ind, når ens egen ledelse svigter. Arbejderklassens potentiale til at ændre samfundet bliver ikke bare spontant til virkelighed. Det kræver et socialistisk program og en ledelse, der er parat til at stå i spidsen for kampen. Når først arbejderklassen bliver bevæbnet med disse redskaber, opdager sin egen styrke og er klar til at bruge den, er der intet på jorden, der kan stoppe den!
