Fra den 1. januar 2003 bliver seks jernbanestrækninger i Midt- og Vestjylland udliciteret. Den konservative trafikminister Flemming Hansen traf for ca. 9 måneder siden den endelige beslutning om at udlicitere jernbanetrafikken til Arriva. Dette skete på trods af et "kanontilbud" fra DSB. DSB tilbød at køre togstrækningerne vest for Århus for cirka det halve af, hvad statsbanerne bliver drevet for i dag.

"Mafiatilbud"

Regeringen begrundede deres valg af Arriva med EU's udbudsregler om "Mafiatilbud". Denne paragraf giver mulighed for at afvise "urealistisk lave tilbud". Regeringen beskylder DSB for at bygge deres forventninger på en overdreven progressiv udvikling i passagertallet. Desuden vil det se meget dårligt ud for regeringen, hvis deres første udliciteringsaftale ville tilfalde det firma, som allerede kører togtrafikken. Et centralt spørgsmål har lydt, med hensyn til DSB's planer om at lease tog i Storbritannien. Med disse planer vil DSB undgå at betale moms af deres toge. Denne metode skulle eftersigende være blåstemplet af DSB´s revisionsfirma KPMG Jespersen og co.


Erfaringer med Arriva

Når man ser tilbage på erfaringerne med Arrivas drift af den engelske togtrafik, virker regeringens valg desto mere forunderligt. Arriva er et multinationalt selskab, som kører togtrafikken i mange lande. Deriblandt England, hvor erfaringerne har været mildest talt skræmmende - med eksempler hvor kun 144 ud 1600 daglige afgange er blevet gennemført. Men også i andre lande, såsom Frankrig, har Arrivas drift af jernbanerne skabt stor kritik. Arriva har flere gange måttet se sig nødsaget til at betale kæmpe bøder for forsinkelse og aflysninger af afgange. Også i Danmark har Arriva haft problemer med driften af den offentlige transport. I både Esbjerg og på Fyn har Arrivas buschauffører strejket inden for den seneste tid. Så arbejdsnedlæggelser kan ikke komme som nogen overraskelse. Derfor tyder Trafikministerens beslutning på, at skatteyderne kan se frem til endnu en udgift. Kravene i udbudsmaterialet har også store mangler. Arriva planlægger at nedskære drastisk i antallet af togene på de seks strækninger, derudover slækker de også på kvaliteten. Der er f. eks. ikke stillet krav om rygekupeer.


Fælles front mod udliciteringer

Det store problem med udliciteringer er, at konkurrencen blandt selskaberne presser prisen i bund. Dette betyder, at arbejderne må tjene denne tabte merværdi tilbage til kapitalisterne. Dette skaber stress og forringelser af arbejdsforholdende. Disse forhold bliver skabt af alle udliciterings- og privatiseringsaftaler. I sidste ende vil forringelserne gå ud over forbrugerne, som vil se et fald i serviceniveauet. Disse oplysninger gør det klart, at arbejderne må organiseres i en fælles kamp mod profitjægernes udliciteringer, og ikke mindst i kampen mod minimalstaten.

Fakta:

SF støtter udliciteringen, mens Enhedslisten er imod.
Udliciteringen varer otte år.
De seks ruter er:
Århus-Langå-Struer. Struer-Skjern. Thisted-Struer. Århus-Herning. Herning-Skjern-Esbjerg. Esbjerg-Tønder.
Der findes et EU-regelsæt om tvangsudlicitering af passagertrafikken.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.