Tirsdag den 11. marts havde pendlerklubben i Ribe arrangeret sammenstød mellem Arrivas direktør Johny Hansen på den ene side og 40 oprørte pendlere på den anden side. Når vi skriver sammenstød, så er det absolut ingen overdrivelse! Mødet var sådan opbygget, at pendlerrepræsentanten på Tønder-Esbjerg-banen indledte, og der fik den ikke for lidt! Arriva fik al den frustration og irritation, der har hobet sig op hos pendlerne siden januar, smidt lige tilbage i fjæset. Efter en lille joke om at Arriva skulle transportere våben og soldater til krigen i Irak, og at den derfor aldrig kom i gang, fik direktøren ordet.

Direktøren havde et kvarter til at fortælle om udliciteringsprocessen og de 2 måneder, Arriva efterhånden har kørt. Han nåede dog ikke at sige særlig meget, inden han skulle interviewes. Inden han gik med intervieweren foreslog en pendler ham at smide sin jakke og stille sig udenfor og blive interviewet – så han kunne mærke, hvor koldt det var at stå og vente på forsinkede tog hver morgen.

Da han kom tilbage, gik han videre med sin udlægning af den tid, der var gået med Arriva på skinnerne, men allerede inden han havde talt et par minutter, blev han afbrudt af vrede pendlere, der ikke fandt hans ord troværdige.

Direktøren forklarede, at Arrivas problem var, at de ikke havde nok lokomotivførere, men der var gang i uddannelsesprocessen – og "inden den 13. april vil togdriften blive stabil, og der vil ikke længere være planlagte aflysninger af togene". Senere kunne en lokomotivfører dog fortælle ham, at 22 ud af 25 lokoførere, som DSB har udlånt til Arriva, ikke ønskede at forlænge udlånsperioden, samt at han skam fandt jobbet som lokomotivfører attraktivt, og han "glædede sig til at komme tilbage til DSB".

Efter direktørens fremlægning – hvor han bl.a. fik sagt, at "udliciteringer er effektive, når der skal spares, men ikke nødvendigvis, når det drejer sig om at forbedre kvaliteten", blev det muligt at stille spørgsmål til direktøren og hans hjælpere i form af diverse chefer. I det hele taget var det svært for direktøren at svare på mange af spørgsmålene, og dem, som har haft meget med Arriva at gøre, kunne gentagne gange tage ham i at lyve.

Ud over de mange groteske eksempler på togture med Arriva var der også flere ideologiske og praktiske spørgsmål til togselskabet. Der var en ældre mand, der havde oplevet, at hans billet var blevet for gammel, mens han ventede på toget, pga. de lange forsinkelser – og da han så kom ind i toget, blev han afkrævet en kontrolafgift på 500 kroner. Én havde lavet statistik over, hvor lang tid hun brugte på at vente på Arriva – i løbet af en måned havde hun brugt 14 timer, svarende til to arbejdsdage, på at vente på Arriva!

En anden spurgte, om Arriva moralsk kunne forsvare, at det var pendlerne, der skulle betale prisen for, at et privat firma kan score profit til deres aktionærer, i henhold til hvad han selv havde sagt i indledningen omkring "kvalitet og udliciteringer". Direktøren svarede nu, at han da ikke mente, at udliciteringer skadede kvaliteten – bl.a. henviste han til busdriften, der blev udliciterede for en årrække siden – dér sparede man nu 4 -5 mia. årligt, og kvaliteten var steget. Men vi andre husker stadig Ribus, og vi ved, at disse besparelser kun er sket som et resultat af dårligere vilkår for de ansatte og dyrere billetpriser for os rejsende – ergo er kvaliteten faldet!

Folk var kommet rejsende fra den anden ende af landet for at fortælle Arriva om netop deres problemer med det nye togselskab - og der var ikke så få. Faktisk var der så mange spørgsmål til Arriva, at mødelederen blev nødt til at sige stop til sidst – ellers kunne man være fortsat hele natten.

Hvis man har rejst med Arriva, kender man til den enorme utilfredshed, der har været med dem – og fortsat er der. I togbusserne (busser der bliver indsat, når togene er aflyst) går snakken lystigt om Arriva, for der er masser af tid til det, da disse busser som regel er en halv time forsinket i forhold til togtiderne. Når man sidder i skolen og læreren skal tjekke fraværende, venter man altid et kvarter ekstra – "hvis det nu skulle være Arriva, der var forsinket". På den måde er Arriva nærmest blevet synonym med forsinkelser og aflysninger.

Utilfredsheden er stor blandt dem, som er afhængige af togtransporten. Desværre er utilfredshed ikke nok - vi må vide, hvad alternativet er. Togpersonalets fagforeninger og hele den danske fagbevægelse må sammen med brugerne af togtransporten møde udliciteringerne med kamp. Man må indkalde til protestmøder og strejker og presse regeringen til at stoppe disse forsøg. I stedet må der skabes et offentligt transportsystem, der giver lave billetpriser, god service og gode forhold for de ansatte, og som ikke er indrettet på at skabe profit til rige bagmænd.


Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.