Den borgerlige regerings udspil til ny skattereform er en illusion af dimensioner. Reformen giver skattelettelser for 10,6 mia. kr. og vil i alt berøre omkring 900.000 lønmodtagere. Reformen er blevet kritiseret fra flere sider, bl.a. for at ramme socialt skævt, hvilket den også gør. Arbejdere med en indkomst på 285.000 og alle, der tjener derover, inklusiv direktører o.l., vil få en skattelettelse om året på ca. 5.900 kr., mens de lavest lønnede vil få 1500 kr. mere udbetalt om året (disse tal gælder for 2007, hvor reformen er fuldt gennemført).

At dette rammer socialt skævt, er tydeligt at se, og hvor stor effekt det får for den enkelte, er svært at få øje på. De lavest lønnede vil få udbetalt 125 kr. mere om måneden, som selvfølgelig er noget men ikke meget. De få ekstra penge, lønmodtagerne får, vil til gengæld blive modsvaret markant i form af nedskæringer.

En af forudsætningerne for reformen er, at de offentlige udgifter kun må stige med 0,7% om året indtil 2005, hvorefter de kun må stige med 0,5%. Enhver, der har været ansat i den offentlige sektor, har børn i børnehave, skole osv., har mærket på deres egen krop, hvad det sidste års skattestop har betydet i form af markant forringet velfærd, øget arbejdspres o.l. Denne skattereform vil betyde yderligere forringelser af velfærden, og det vil alle arbejdere kunne mærke meget mere end selve skattelettelsen.

En anden forudsætning for reformen er, at der de kommende år skal skabes mellem 10.000 og 13.000 arbejdspladser, og der i år 2010 skal være 85.000 flere beskæftigede. Argumentet lyder, at skattelettelser og beskæftigelsesfradrag vil betyde, at flere vil "vælge" at få et arbejde. Men som alle arbejdsløse og alle andre, der har frygtet at blive fyret, ved, så "vælger" man ikke selv, om man vil have et arbejde. I Danmark er det slet ikke muligt over længere tid at gå uden arbejde, med mindre man beskæres kraftigt i indtægt. Arbejdsløshedens størrelse har altså ikke meget med skatten at gøre, men afhænger af antallet af arbejdspladser, dvs. kapitalisternes vilje til at ansætte folk, hvilket igen afhænger af den generelle økonomiske situation. Med den nuværende udsigt til nedgang i dansk økonomi er det yderst tvivlsomt, om der overhovedet vil blive skabt flere arbejdspladser, snarere tværtimod. Hvis antallet af beskæftigede falder, må skattereformen finansieres på andre måder, og den eneste måde – hvis ikke virksomhedsskatten sættes markant op – er ved endnu flere nedskæringer i den offentlige sektor.

Kritikken af denne reform kommer fra mange sider, og alternative forslag er der masser af; lige fra Socialdemokraternes forslag om finansiering af skattelettelserne via. øget skat på Nordsøolien og virksomheder, til Kommunernes Landsforenings forslag om at skære i offentlige ydelser, så de kun gælder dem, "som virkelig har brug for det".

Vi går selvfølgelig ind for skattelettelser for alle arbejdere, som må finansieres ved en øget beskatning på virksomheder og Nordsøolie, præcis som Socialdemokratiet foreslår. Men problemet er, at dette ikke er nok og ikke gør op med de grundlæggende problemer.

Arbejdsløshed, nedskæringer, høje skatter osv. vil fortsat bestå så længe langt størstedelen af værdierne, der skabes i det danske samfund, går til den lille gruppe af mennesker, der ejer firmaer og virksomheder. I stedet for at diskutere småjusteringer i skatten, må man i stedet tage fat på de virkelige problemer; den eneste måde, arbejdsløshed og nedskæringer kan fjernes på, er ved en planlægning af økonomien, hvor de ressourcer, der skabes, bruges til velfærd og opfyldelse af menneskelige behov frem for profit.