Masseopstanden i Iran i juni viste endnu engang den utilfredshed og oprørske stemning, der simrer under overfladen i samfund, der forkrøbles af kapitalismens nedgang og forfald. Vi taler her ikke kun om Iran. Verdenskrisen har ført til yderligere katastrofe og desperation for arbejdere og fattige verden over.
På trods af, at det fundamentalistiske regime i Teheran er et af de mest undertrykkende og hårdhændede i verden, var selve regimets eksistens på spil i de voldsomme dage i juni. Det var kun første akt. Masserne er stadig utilfredse, og de har draget deres første, revolutionære erfaringer.
Den russiske revolutionære Leon Trotskij bemærkede engang, at en revolution er, når almindelige mænd og kvinder træder ind på historiens scene og tager deres skæbne i egne hænder. Jævne folk, der normalt overlader beslutningerne til politikere, embedsfolk, arbejdsgivere, faglige ledere og andre – alle andre end arbejderklassen selv. Når almindelige mennesker – hvoraf mange normalt ikke læser andet end sportssektionen i avisen – i massiv skala sætter sig i bevægelse for at ændre samfundet. Det er en revolution. Eller rettere: det er begyndelsen på en revolution. Det er det, vi ser i Iran.
Der er intet styre i verden, der kan overleve, når først almindelige mennesker på den måde siger stop. Vi så også det tilsyneladende almægtige regime under Shahen – med alle dets modbydelige undertrykkelsesmekanismer som det hemmelige politi Savak – falde sammen som et korthus på grund af en massebevægelse.
Den amerikanske regering har forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse. Obama har tidligere gjort tilnærmelser til regimet i Teheran. Washington har brug for Teherans assistance for at trække sig tilbage fra det blodige roderi, de har skabt i Irak. Desuden har imperialisterne brug for Irans hjælp til kampen mod Taleban i Afghanistan – en krig som også Iran er indblandet i. Iran har mistet hundredvis af soldater på grænsen til Afghanistan i kamp mod narkosmuglere.
I modsætning til, hvad en del – også på venstrefløjen – har hævdet, er Washington lettede over, at protesterne midlertidigt er blevet stoppet. Barack Obama har ikke brug for et ustabilt Iran – tværtimod. I denne kamp står Obama på samme side som Khamenei og mullaherne.
Overalt i verden er de borgerlige skræmte over de revolutionære begivenheder i Iran. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller skyndte sig at erklære Ahmadinejad for valgets retfærdige vinder. Senere var han dog presset til at mumle noget om, at det søreme også er beklageligt, at de iranske demonstranter bliver pryglet, massakreret og torteret af regimets styrker.
Vore hjemlige racister i Dansk Folkeparti har også haft en hård tid med revolutionen i Iran. De vil så gerne fremstille muslimer som nogen, der ønsker et samfund i stil med mullah-regimet. Men det er lidt svært at hævde det, når befolkningen i Iran laver masseprotest imod selv samme regime.
Dansk Folkeparti er som bekendt et parti, der baserer sig på en uhørt hetz imod flygtninge og indvandrere generelt, og muslimer i særdeleshed. Derfor har det uden tvivl været nogle meget ubehagelige uger for de fine herrer og damer i DF, når de har set, at masserne i en af de største muslimske nationer har rejst sig imod et brutalt diktatur – med samme krav, som masserne kæmper for overalt i verden. For frihed til organisering. For strejkeret. For lønstigninger. For demokratiske rettigheder. For ytringsfrihed. For en social fordeling af landets rigdomme. Det har ikke været gavnligt for Dansk Folkeparti, at den iranske revolution så strålende viser, at arbejderklassens interesser er de samme uanset nationalitet og religion.
Potentialet for en før-revolutionær eller revolutionær situation i Iran har spillet en fremtrædende rolle i de perspektiver, vi har udgivet tidligere. Men det er ikke tilstrækkeligt med en revolutionær situation, hvor millioner af almindelige mænd og kvinder forsøger at tage skæbnen i egne hænder. Der er brug for organiseret handling fra arbejderklassens side. Jo mere uorganiseret, arbejderklassen er, des længere får det rådne regime i Iran lov at leve videre, selv om det er uendeligt svækket af egne interne stridigheder og dybe modsætninger.
Der er brug for aktiv støtte til vore iranske brødre og søstre. De har kastet handsken og erklæret, at de vil kæmpe imod det tyranniske regime. Der er brug for at opbygge de iranske arbejderes solidaritetsnetværk, og der er brug for at opbygge den Internationale Marxistiske Tendens og dens arbejde i Iran.
