Israels morderiske krig mod Gaza er ved at nå et vendepunkt. De grufulde billeder af nedslagtede civile har udløst en bølge af afsky over hele verden. Tusinder er gået på gaden i hovedstæder i hele Mellemøsten med krav om handling til støtte for Gaza, mens hundredtusinder af mennesker i Vesten har protesteret mod deres regeringers medansvar for Israels forbrydelser. Men spørgsmålet melder sig straks: Hvordan bliver Palæstina frit? Spørgsmålet kræver et klart svar.

Krisen, der startede i 2008, udstillede kapitalismens begrænsninger, og startede en proces, hvor millioner af arbejdere og unge begyndte at udfordre ikke bare den såkaldte “neoliberalisme”, men selve det kapitalistiske system. Krisen i kapitalismen har dog ikke båret venstrefløjen til magten, men i stedet skubbet venstrefløjen ud i sin egen krise. På overfladen virker det som en selvmodsigelse, men hvis vi ser under overfladen, så er det tydeligt, at det skyldes den reformistiske politiks begrænsninger i en periode som den nuværende.

Verdens opdeling i nationalstater og den konkurrence, som foregår mellem de nationale borgerskaber, gør kampen mod klimaforandringer til en syg joke. Det er sjældent, at kapitalistiske politikere og kommentatorer åbent indrømmer denne åbenlyse sandhed, men i ny og næ er det muligt at læse en artikel skrevet af de mere kløgtige repræsentanter af kapitalen, hvor der udvises et glimt af forståelse. Men netop sådan en artikel blev for nylig udgivet af The Financial Times (FT) med titlen “Hvordan Kina trængte markedet for grøn teknologi op i en krog”.

For godt to år siden rullede Taliban hen over Afghanistan, imens NATO flygtede fra Kabul. Det blev på ydmygende vis enden på Vestens 20 år lange krigsindsats i landet. Ny dokumentar afslører den sande karakter af det regime, som vestlig imperialisme indsatte og holdt ved magten. Et gennemkorrupt og tyrannisk regime, hvor organiserede kriminelle i politiuniformer drev narkokarteller og åbenlyst misbrugte små drenge.

Den ekstreme, “libertære” højrefløjskandidat Javier Milei har vundet præsidentvalget i Argentina med næsten 56 procent af stemmerne, og dermed slået den peronistiske centrum-venstre kandidat Sergio Massa, der fik 44% af stemmerne. Mileis sejr og især hans sejrsmargin kom som en overraskelse, da flere meningsmålinger i dagene op til valget havde forudsagt et meget tættere resultat eller endda en sejr til Massa. Som kommunister er det vores opgave at forstå årsagerne til, at Milei vandt.

Kommunister i hele verden er blevet angrebet af den reaktionære presse for vores slogan: ‘Intifada indtil sejr!’ For at skære igennem deres løgne og fordrejninger udgiver vi vores respons på dette angreb, som kigger på den virkelige arv fra intifadaerne. Det er en historie som er rig på lektioner og erfaringer for revolutionære verden over.

På tværs af hele verden går millioner af arbejdere og unge på gaden i solidaritet med det palæstinensiske folk. Lederne af den såkaldte “frie” verden påstår, at de forsvarer idealer som demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, men i stedet ser vi, at de direkte angriber arbejderklassens demokratiske rettigheder for at forhindre, at der udvises solidaritet med Palæstina. Arbejdere og unge kan ikke sætte deres lid til, at politikerne rører så meget som en finger for at lindre det palæstinensiske folks lidelser. I stedet må vi støtte Palæstinas frihedskamp ved at kæmpe for at vælte borgerskabet i Danmark og i resten af Vesten gennem en socialistisk revolution!

Modstandere af marxismen beskylder den typisk for at være “fatalistisk” eller for at have et “teleologisk” syn på historien; med andre ord anklager de marxister for at se hele historien som havende et fast endemål eller formål. I denne artikel sætter vi fokus på spørgsmålet om nødvendighed og tilfældighed og behovet for en revolutionær ledelse.

Israels krig mod Gazas befolkning har antændt en kraftfuld solidaritetsbevægelse. Under påskud af, at kampen for Palæstinas befrielse er apolitisk, har vi imidlertid inden for bevægelsen set forsøg på at bestemme, hvilke politiske ytringer, der må fremsættes. Vi accepterer hverken at blive censureret, eller præmissen om at kampen for Palæstinas frihed er apolitisk. Hvad der er behov for, er en intifada indtil sejr!

Tyskland, der længe har været set som Europas stabile bolværk, er på vej ind i en periode med voldsom uro. Æraen med økonomisk vækst og klassefred lakker mod en ende, og i stedet gennemgår Tyskland nu en intens krise, efterhånden som landets tidligere succes- model falder fra hinanden. Det skaber dyb splittelse i den herskende klasse og stigende utilfredshed blandt masserne.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.