Historien er den største lærebog af dem alle. Historiske paralleller gælder altid kun indenfor visse rammer, men uden dem står vi på bar bund. Denne avis har argumenteret for, at det grundlæggende problem i den libyske revolution og borgerkrig ikke er af militær, men af politisk art. Erfaringerne fra den spanske revolution og borgerkrig 1931-39 forklarer hvorfor. En analyse af den spanske borgerkrig viser især, at det var arbejderbevægelsens alliance og i praksis indordning under det republikanske borgerskabs krav, som umuliggjorde en sejr over Franco.
Vi kommer ind i den spanske revolution i slutningen af 1935. Det er fire år siden, at monarkiet er blevet styret og den anden republik i Spanien blevet udråbt. Strejker, arbejderkampe og kup præger situationen. Året forinden har den stærkt højreorienterede statsminister Lerroux optaget tre ministre i sin regering fra det yderligtgående parti CEDA, der allerede på det tidspunkt havde flere fascistiske kendetegn, og som under Francos militærkup i 1937 officielt blev en del af falangistiske bevægelse.
Arbejderklassen svar er en generalstrejke, som i den nordvestlige region, der var domineret af mineindustrien, sågar udvikler sig til en egentlig opstand og oprettelsen af den Asturiske Kommune – 15 dage med arbejdermagt. Lerroux bliver dog siddende ved magten og ridder i først omgang stormen af.
I resten af Europa sker dog også store begivenheder. I 1933 er Hitler kommet til magten og har gennem udryddelse af alle arbejderorganisationer strammet sit greb om hele Tyskland. Stalin har endelig opgivet sin såkaldte ”socialfascisme” politik, hvor et hvert samarbejde mellem kommunister og socialdemokrater blev afvist med henvisning til, at sidstnævnte bare var fascister i skjul – ”socialfascister”. I stedet har Kominterns 7. verdenskongres i august 1935 vedtaget den såkaldte folkefrontstaktik.
Folkefronten var (og er) en taktik, hvor arbejdernes organisationer indgår i alliance med borgerskabets partier omkring bestemte mål som forsvar for borgerligt demokrati imod fascisme. Det betyder, at programmet er borgerligt. Det vil sige, at arbejderpartierne afstår fra at fremføre socialistisk politik, at fagforeningerne afstår fra at tage skridt, der udfordrer kapitalisternes herredømme over virksomhederne, og at godsejernes ejendomsret til jorden bliver fredet. Men i stedet for at gavne kampen imod fascismen, banede folkefronten vejen for fascisterne i Spanien.
Folkefronten i Spanien
Op til valget i februar 1936 blev folkefronten til en realitet i Spanien under navnet Frente Popular. Den bestod af en række borgerlige republikanske partier på den ene side og arbejderorganisationerne på den anden: Socialdemokratiet (PSOE), Kommunistpartiet (PCE), den socialdemokratiske fagforening UGT og venstrefløjspartiet POUM. Den Stalin-tro generalsekretær Georgi Dimitrov havde netop på Kominterns kongres forklaret, at det nu var nødvendigt at danne brede antifascistiske fronter uden hensyntagen til klasseskel. Ideen var, at først skulle fascismen bekæmpes og først efterfølgende skulle man snakke om socialisme. Læser man folkefrontens grundlag står det lysende klart:
”Republikken accepterer ikke princippet med nationalisering af jord og dens gratis uddeling til bønderne” (paragraf 3), ”For oprettelse af institutioner for økonomisk forskning og teknik, hvor ikke kun staten kan opnå elementer til sin politiske ledelse, men også virksomhedsejerne for bedre at kunne styre sine initiativer.” (paragraf 4), ”Republikanerne anerkender ikke arbejderrepræsentanternes forslag om arbejdsløsheds-understøttelse” (paragraf 5) og sidst men ikke mindst ”De republikanske partier accepterer ikke arbejderkontrol”. (Folkefrontens program)
Alle krav fra de fattige bønder og arbejderklassen var opgivet og samlet set var det et tydeligt borgerligt program, som hele vejen igennem talte om ”national enhed” og politik i ”nationens og folkets interesse” og herved tilslørede de modstridende klasseinteresser, som havde udløst den sociale krise i Spanien. Forståeligt nok var de menige medlemmer af Socialistpartiet og de andre arbejderorganisationer meget kritisk indstillede over for denne konstellation, men lederne argumenterede med, at det var det eneste alternativ til CEDA og fascisme som i Tyskland.
Ved valget i februar vandt folkefronten en overvældende sejr, hvilket gav dem stort flertal i parlamentet og gjorde Manuel Azaña (fra det republikanske parti) til regeringsleder. Men den nye regering svigtede det massive håb om forandring. På seks måneder lykkedes det blot at forøge sølle 2,5 pct. af bøndernes landejendom, de repressive styrker fortsatte med at hærge og der var dagligt sammenstød imellem politikorps og strejkende bygningsarbejdere i Madrid. Det blev fortsat nægtet at give frihed til de spanske kolonier i Marokko, hvor fremmede legioner regerede, de venstreorienterede aviser blev censureret og imellem februar og juli 1936 var der i alt 131 generalstrejker og 228 branchemæssige strejker i de spanske byer. Med andre ord havde masserne ikke fået valuta for pengene, og nye sammenstød var undervejs.
Arbejderbevægelsen taber småborgerskabet
I 1930’erne udgjorde den spanske arbejderklassens i industrien omkring en fjerdedel af beskæftigelsen. Arbejdere og funktionærer udgjorde også cirka en fjerdedel. Den resterende halvdel af arbejdsstyrken var bønder. Dette gjorde arbejderklassen til en nævneværdig del af befolkningen, betydeligt stærkere end den russiske arbejderklasse i 1917. Til gengæld betød det også, at bønderne stadig var en vigtig faktor og for at gennemføre en social revolution var det absolut nødvendigt for arbejderklassen at vinde bøndernes støtte. Til dette var det altafgørende at udvikle en jordreform og det var lige netop derfor, at de manglende fremskridt her var så skæbnesvangre.
Bondestanden er i sin natur en klasse, der ikke er bundet sammen af produktionen. Historisk set har bønderne aldrig spillet en uafhængig rolle, men ageret hjælpetropper for en af de store samfundsklasser i byerne. Med arbejderne forholder det sig anderledes: i ethvert moderne samfund er arbejderklassens magt tydelig. Den er et nødvendigt produkt af den moderne industri og de produktionsforhold, der er blevet skabt af kapitalismen. I et moderne samfund er der ikke ét hjul, der drejer, ikke én pære der lyser, ikke én telefon der ringer uden arbejderklassens venlige tilladelse. Dette er en enorm potentiel magt.
For at arbejderne kan vinde bønderne og småborgerskabet (hvilket var en afgørende opgave i den spanske revolution) er det nødvendigt med et klart og offensivt program. Så længe, bønderne er ”uafhængige” småproducenter har de brug for billige kreditter, landbrugsmaskiner og gødning til priser, der er til at betale og gunstige transportbetingelser. Det er kun med hjælp fra arbejderne, at bønderne kan opnå dette – men kun, hvis arbejderbevægelsen fører en socialistisk politik. Folkefronten betød, at arbejderbevægelsen ikke kunne tilbyde billig kredit til småproducenterne og bønderne (som heller ikke kunne tilbydes jord). Desuden kunne arbejderbevægelsen i folkefrontens lænker ikke tilbyde frihed til kolonierne. Fascisterne kunne sige til bønderne, småborgerskabet og folkene i kolonierne: ”hvad har republikken givet jer?” Svaret var: ingenting.
De seks måneder imellem folkefrontens sejr og juli 1936 blev flittigt brugt af den ekstreme højrefløj til at konsolidere sig og forberede et nyt slag imod revolutionen. Da arbejderbevægelsen, indlemmet i og hæmmet af folkefrontens miserable politik, var ude af stand til at vinde småborgerskabet og dele af de middelstående bønder over, kunne Falange-bevægelsen (den væbnede del af fascistbevægelsen) langsomt vinde terræn iblandt disse lag.
Med optrapningen af arbejdernes og bøndernes uafhængige bevægelse begyndte store sektorer af borgerskabet at indse nødvendigheden af at tage skridtet ud og smadre selve arbejdernes organisationer og indføre et system, som igennem fascismens jernnæve kunne holde klassekampen under kontrol. Alle kunne se, at dele af hæren var ved at forberede en fascistisk militæropstand og lederne af PSOE og de andre arbejderpartier appellerede til folkefrontsregeringen om at gribe til handling imod kupmagerne. Men Azañas regering var ude af stand til at foretage sig noget i den stil, fordi den hvilede sig på den borgerlige struktur i den gamle hær, med officerkastén og hierarkiet.
Marx sagde engang, at revolutionen af og til har brug for kontrarevolutionens pisk for at drive fremad. Hvad han mente med det var, at massernes hurtige bevægelser ofte starter som en spontan reaktion på kontrarevolutionens offensiv. I Spanien blev dette bekræftet med al tydelighed. Da fascisterne under ledelse af Franco og en række højtstående officerer den 17. juli begyndte en opstand fra Marokko og de kanariske øer, blev de mødt af en spontan masseopstand fra arbejderklassens side.
Den 19. juli
Regeringen forsøgte på desperat vis at mane til besindighed og finde et kompromis med officererne, bl.a. ved at inkludere mere højreorienterede elementer i regeringen. Men lige lidt hjalp det, fascisterne – med størstedelen af de spanske kapitalister og godsejere i ryggen – fortsatte deres oprør uden at afvige. Men de blev mødt med enorm modstand. I den sydlige del af Spanien, Andalusien, mobiliseredes tusinder af arbejdere og krævede våben til at forsvare sig, men blev overtalt af lederne af PSOE og PCE til at forholde sig i ro. Således vandt fascisterne i Sevilla og andre vigtige byer og de efterfølgende nætter brugte fascisterne til at gå rundt i arbejderkvartererne og myrde alle venstrefløjs- og fagforeningsledere.
Men hvor den fascistiske opstanden på grund af arbejderledernes og republikanernes tilbageholdenhed, lykkedes i Sydspanien, blev den nedkæmpet i de resterende 2/3 af landet. Den 19. juli rejste proletariatet i Barcelona sig. Bevæbnet med køkkenknive og trækøller stormede arbejderne kasernerne, konfiskerede våbnene og oprettede en anti-fascistisk militskomité, som praktisk talt styrede byen. I Madrid gik hundredetusinder af arbejdere ligeledes i aktion og trods den republikanske regerings afslag på opfordringen til at uddele våben, var arbejdernes bevægelse så massiv, at fascisterne var magtesløse. Det samme forløb hændte i en række provinsbyer. Det er en umulig opgave at beskrive, det heltemod som de spanske arbejdere viste den 19. juli 1936. Hundreder af øjevidneberetninger fortæller om hvordan arbejderne uden en ledelse, koordination eller en plan, spontant rykkede ud på gaderne, stormede og besatte strategiske bygninger og igangsatte militser underlagt bevægelsens demokratiske kontrol. Borgerkrigen var begyndt.
Dobbeltmagt
Den 23. juli 1936 bragte den engelske avis The Times en artikel, som udtrykte borgerskabets rædsel:
”Et bevæbnet proletariat var i besiddelse af byen (Barcelona). Hvem skulle afvæbne dem? Hvad ville konsekvensen blive? Havde militærets og de væbnede styrkers opstand blot lagt vejen for proletarisk herredømme i Katalonien? Sådan var spørgsmålene på alles tunger og på regerings ”krigs” hovedkvarter var det tydeligt, at dette spørgsmål var en enorm bekymring”
To dage senere kunne man i samme avis læse følgende:
”Barcelona: revolutionære komiteer af anarkister og kommunister har interveneret i fabrikker til en grad som ikke viser småt omfang… Kontorfolk og teknikere arbejder under proletarers overvågning”
Ikke kun de væbnede styrker var underlagt arbejderbevægelsens kontrol; i alle dele af samfundet voksede arbejdermagten op som direkte alternativ til den borgerlige magt; På landet gik landarbejderne, daglejerne og småbønderne atter i aktion og konfiskerede godsejernes ejendom og oprettede kommuner, hvor jorden var fælleseje og landsbyerne blev styret af rådsforsamlinger. På fabrikkerne og i de offentlige servicer såsom transport og telefoni, etc. Blev der indført arbejderkontrol hvor de ansatte ledte og fordelte arbejdet. Alt dette viser at der eksisterede en klassisk situation med dobbeltmagt, hvor den borgerlige og den proletariske magt blev stillet op imod hinanden. Hvilken styreform skulle overleve?
Arbejderpartierne og dobbeltmagten
Reelt set lå magten i hænderne på arbejderne i CNT og UGT. Den republikanske regering var magtesløs og den borgerlige stat var i dagene efter juli næsten ikke-eksisterende. Skønt fascisterne startede en borgerkrig, var de ude af stand til at trænge ind i den republikanske zone og smadre den revolutionære ånd, som levede i Katalonien. Situationen var næsten så favorabel som overhovedet muligt, for at fuldende den socialistiske revolution ved at konsolidere arbejdermagten og organisere den nationalt og ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og jorden.
Men lederne af samtlige arbejderpartier; PCE, PSOE, CNT-FAI og POUM, klyngede sig til den republikanske regering. PSOE så sig presset til at holde sammen på folkefronten, bl.a. for ikke at miste de russiske våbenleverancer. Largo Caballero (PSOE) blev indsat som statsminister for den centrale regering i Madrid. På nær Sovjetunionen og Mexico valgte alle de ”allierede” magter, at underskrive en ikke-interventionspagt, som betød, at de nægtede våben til de anti-fascistiske styrker. Sovjetunionen gik ind og støttede republikken; men med klare krav; Arbejderorganisationernes egne militser blev nægtet våben, og kun de internationale brigader, som var under regeringens direkte kontrol fik russisk støtte.
Stalinisterne og dobbeltmagten
Det spanske kommunistparti var de mest ivrige fortalere for at ”mane sig til ro” og ikke ”skræmme” republikanerne væk med for radikale arbejderprotester. Deres slogan var ”først vinder vi borgerkrigen sammen med republikanerne og dernæst ser vi på det med socialisme”. På den baggrund gik de direkte ind og saboterede revolutionære aktiviteter, og sendte specielle russiske agenter ind i Spanien for at ødelægge arbejderbevægelsens uafhængige kampe.
Forklaringen på hvorfor et parti som det spanske kommunistparti, som officielt set havde socialisme som sit mål, handlede som det gjorde, skal ikke findes i Spanien, men derimod i Rusland. Andre forfattere er gået mere i detaljer med dette emne, men det er nødvendigt at slå fast, at den russiske revolution fra midten af tyverne oplevede en enorm degenerering, hvor arbejderdemokratiet blev ødelagt og en bureaukratisk klike anført af Stalin kom til magten.
Dette var konsekvensen, først og fremmest af at revolutionen blev isoleret i et tilbagestående land. Stalinismen – navnet for det russiske bureaukratis ”ideologi” – byggede sin grundtanke på, at ”socialisme i ét land” er muligt. Denne teori, som er helt og aldeles i modstrid med både Marx og Lenin, var skræddersyet til bureaukraternes behov for at opretholde deres magt og privilegier. De frygtede at nye succesfulde socialistiske revolutioner ville opildne en kritisk stemning iblandt de russiske arbejdere, som kunne betyde enden på deres eget herredømme.
Et andet vigtigt aspekt i den stalinistiske strategi var at vinde opbakning fra “de demokratiske lande” (England, USA og Frankrig). Sovjetunionen søgte efter en pagt med disse lande, og for ikke at skræmme dem væk, gik de åbent ud og erklærede, at de blot støttede folkefronten og republikken, og at de skam ikke var ude efter en socialistisk revolution i Spanien eller noget andet europæisk land.
Den borgerlige magts tilbagevenden
I og med at ingen af arbejderpartierne har en konsekvent revolutionær politik, men ligger under for Folkefronten, sætter borgerskabet nu alle kræfter ind på at genoprette sine magtorganer. Fokus ligges på afviklingen af arbejdermilitsernes magt. På alle områder i det sociale og samfundsmæssige liv begynder den borgerlige stat at gendannes; Den 7. januar forbydes arbejdernes fødevarekomiteer, som fordelte mad til arbejderkvartererne, så de store restauranter og butikker igen kunne indtjene profit. Politiet reorganiseres og i februar forbydes det for medarbejdere i politikorpset at være medlemmer af en politisk organisation eller fagforening. En kampagne sættes i gang for at underlægge industrien “statskontrol” med den skjulte hensigt at vriste fabrikkerne ud af arbejderkomiteernes kontrol. Der bliver gentagne gange i februar og marts indført censur af POUMs og CNTs aviser, deres radio-stationer lukkes i flere dage og de forbydes sågar afholdelsen af et massemøde den 26. februar 1937 i Tarragona.
I marts 1937 vedtager den centrale regering, at alle arbejderorganisationer skal tvinge deres medlemmer til at afgive deres våben. Det påstås, at \”der er brug for dem ved fronten i krigen mod fascismen\”. Men imens arbejderne tvinges til at afgive deres våben, fyldes byerne i den republikanske zone med politikorps bevæbnet til tænderne med nye russisk-importerede våben – borgerskabet er ved at genopbygge sin stat. Resultatet bliver en arbejderopstand i Barcelona i maj, som desværre isoleres og lider nederlag.
Borgerkrig i borgerkrigen
Men med argumentet om, at det var forkert at “starte en borgerkrig inde i borgerkrigen” holdt arbejderlederne fast i folkefrontstaktikken. Hvis de vigtigste arbejderorganisationer i Katalonien – især CNT – havde vist et eksempel ved at trodse de borgerlige, var opstanden ikke forblevet isoleret. Over en tredjedel af militssoldaterne i det republikanske Spanien var medlemmer af CNT og knap en anden tredjedel af UNT. Størstedelen af dem ville sandsynligvis have støttet op og uanset hvad, ville det have været umuligt for de borgerlige at rekruttere nogen til at angribe en arbejderrepublik i Katalonien. En arbejderrepublik i Katalonien ville også have vakt liv i de franske arbejdere, som igennem hele 1936 havde været ude i en række vigtige strejke og besættelsesbevægelser.
Samtidig ville en socialistisk regering have været i stand til at proklamere frihed til kolonierne, hvilket uden tvivl havet formindsket Francos støtte iblandt sine marokanske soldater. På samme måde kunne der udstedes et dekret om uddeling af jorden, hvilket ville have fået millioner af bønder til at vende ryggen til Franco og forstå nødvendigheden af at forsvare republikken. Med andre ord kunne den militære konflikt omdannes til en politisk krig. En ”borgerkrig i borgerkrigen” ville altså ikke have svækket kampen mod fascismen, tværtimod var det den eneste løsning til effektivt at bekæmpe Francos hær. Men lederne af POUM og CNT forstod ikke dette, og veg tilbage til et nyt kompromis med stalinisterne og de borgerlige.
Revolutionen forrådt
Stalinisterne gik forrest for at kriminalisere alle som ikke blindt adlød Folkefronten. De indrømme åbent, at det var nødvendigt at likvidere deres politiske modstandere: ”Hvad angår Katalonien er udrensningen af anarko-syndikalister og trotskister begyndt. Den vil blive udført med samme energi som den blev i USSR” (Pravda, 7. December 1936)
Den revolutionære flamme og massernes håb om forandring slukkedes. Desillusioner bredte sig. På den militære front led de republikanske tropper nederlag efter nederlag. Problemet var, at krigen førtes som et rent militært anliggende, og ikke som en politisk konflikt. Rent militært var fascisterne – aktivt støttet af Tyskland og Italien – langt stærkere end Republikken.
Borgerkrigen kunne kun vindes som en revolutionær krig, ved at lade masserne kæmpe for social retfærdig; for uddeling af jorden til bønderne, for frihed til Marokko og kolonierne, for arbejderkontrol og nationalisering af industrien, osv. Men dette indbefattede et brud med borgerskabets magt – noget som republikanerne blev skræmt til vid og sans ved tanken om. Dette blev den fundamentale faktor som gav Franco sejren i 1939 og førte til et 40 års langt fascistisk regime.
