I en tid med øget oprustning og internationale spændinger viser dansk kapitalisme sit sande ansigt som en lydig nikkedukke for USA. Voksende interesse for Arktis tvinger Danmark til at spille en mere direkte rolle i Grønland for at sikre alliancen med USA. Danmarks rolle i den såkaldte lufthavnssag beviste endnu en gang, at de danske kapitalister anser Grønland som blot en brik, de kan bruge i et stormagtsspil.
Den 27. februar tidligere i år mødtes den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, med den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, hvorefter Lars Løkke selvtilfreds kunne annoncere: «Jeg er glad for, at vi er i mål med de aftalemæssige rammer for statens deltagelse i at modernisere infrastrukturen i Grønland med nye lufthavne og for et styrket erhvervssamarbejde. Jeg er også glad for, at alle partier i Folketinget støtter op om projektet og deler ønsket om at bidrage til erhvervsudvikling, arbejdspladser og nye indtægter i Grønland.» Lufthavnsprojektet er den største offentlige investering nogensinde i Grønlands historie og løber op i 3,7 milliarder kroner – svarende til omkring 25 % af Grønlands BNP.
Med aftalens færdigforhandling i februar er der blevet sat endeligt punktum i den kontroversielle lufthavnssag, der forrige år var kilde til stor bekymring for det danske borgerskab. Sagen udløste en mindre diplomatisk krise imellem Danmark, Grønland og USA, efter Grønland havde åbnet forhandlinger med kinesiske investorer om mulig finansiering af nye lufthavne. Til alles store overraskelse kom Lars Løkke den 10. september på uanmeldt lynvisit til Nuuk, hvor han mødtes med den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen. Med sig under armen havde Lars Løkke 1,6 milliarder kroner, og få timer senere kunne de to statsledere annoncere, at de havde underskrevet en principaftale om dansk investering i det grønlandske infrastrukturprojekt.
Ifølge lufthavnsplanerne skal der anlægges og udvides to nye internationale lufthavne i byerne Nuuk og Ilulissat. Den danske stat vil investere i alt 1,6 milliarder kroner i infrastrukturprojektet i form af direkte finansiering, lån og garantistillelse for lån. Derudover bliver den danske stat medejer af de to nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat med 33% af aktierne. Lufthavnsplanerne har fra begyndelsen været kontroversielle og kritiseret internt i Grønland, eftersom hele projektet er baseret på tvivlsomme beregninger, der f.eks. ignorerer hvilke konsekvenser, de ustabile vejrforhold omkring kystbyerne Nuuk og Ilulissat vil have for lufthavnenes anvendelse. Lufthavnsplanernes tvivlsomme grundlag viser tydeligt, at motivationen ikke har været at anlægge lufthavnene til nytte og gavn for det grønlandske folk, men derimod med et ønske om at holde kineserne ude.
Som marxister ser vi investeringer i infrastruktur som positive tiltag, der kan forbedre levestandarden for arbejderklassen. Men investeringer i infrastruktur må foretages ud fra målet om at forbedre forholdene for befolkningen, ikke ud fra bagvedliggende imperialistiske interesser i at pleje forholdet til stormagter. Grønland er for det danske borgerskab blot en brik i et geopolitisk spil til at sikre forholdet til USA. Den danske involvering i lufthavnsprojektet er endnu et tiltag fra dansk imperialisme for at fastholde herredømmet over Grønland.
Lufthavnssagen er den seneste udvikling i et arktisk stormagtsspil, der kun kan forventes at spidse til, i takt med at kapitalismens krise skærper konkurrencen imellem kapitalister fra forskellige nationer. Al snak om fremtidig selvstændighed for Grønland fra det danske borgerskabs side er rent spil for galleriet. Grønland er for vigtig en brik, til at de danske kapitalister nogensinde vil tillade Grønland at opnå selvstændighed.
Det eneste kort på hånden
Danmark er almindeligvis en ubetydelig europæisk miniputnation, men herredømmet over Grønland er et trumfkort, der som en undtagelse ændrer på dette forhold. Den arktiske koloni gør, at den danske stat til forhandlinger har noget at bringe på bordet, som mere magtfulde nationer er interesserede i. Med dette kort på hånden bliver det muligt for det danske borgerskab at spille en rolle i forhold til Washington.
Hjertet i det tætte forhold mellem de to nationer findes i Nordvestgrønland, hvor den amerikanske Thulebase er placeret. Basen udgør et centralt led i USA’s missilforsvar, eftersom basens store radarsystem vil være det første til at registrere eventuelle missiler affyret fra Kina, Rusland eller Nordkorea. Under anden verdenskrig, da Grønland var besat af USA, etablerede USA adskillige militærbaser i Grønland, hvoraf Thulebasen i dag er den eneste aktive.
Danmark og USA indgik i 1951 forsvarsaftalen. Den fastlagde vilkårene for USA’s ”forsvarsområder”. Forsvarsaften blev udvidet med en delaftale i 2004, som tillod USA at opgradere Thulebasen. Opgraderingen af basen er udtryk for, at Washington stadig anser basen som et essentielt element i deres forsvar. Informationer om hvad opgraderingen bestod i, er dog ikke tilgængelige for offentligheden – hverken den amerikanske, danske eller grønlandske.
Arktiske rigdomme
Derudover får Grønland i disse år i stigende grad en vigtig plads i verdenshandlen. Mens Det Nordlige Ishav smelter, åbner sig nye muligheder for sejlruter, som forbinder Atlanterhavet og Stillehavet. Den nuværende rute for containerskibe mellem Kina og Europa går igennem Malaccastrædet, Det Indiske Ocean, Suezkanalen og Middelhavet.
Sejlruten ad Nordøstpassagen, som forbinder Kina og Europa via Det Nordlige Ishav, er 40 % kortere end den nuværende rute. Som en test sejlede Mærsk således verdens første containerskib igennem Nordøstpassagen i august 2018. De danske kapitalister er meget interesserede i at have kontrol over de lukrative fremtidige arktiske handelsruter, og Arktis er i det hele taget blevet vigtigere for det danske borgerskab. Det blev bl.a. illustreret, da regeringen ophøjede Arktis og relationerne til Grønland og Færøerne til en af de seks topprioriteter for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 2019-2020.
Rusland har på sin side sit blik rettet mod at etablere fuld kontrol over Nordøstpassagen, der løber langs den sibiriske kyst. Disse økonomiske interesser har indtil videre fået Rusland til at genåbne 10 tidligere sovjetiske militærbaser i Arktis, som er blevet moderniseret med landingsbaner, så baserne kan modtage kampfly. Derudover åbnede Rusland i 2015 et nyt luftforsvarssystem på øen Novaja Zemlja, der nu udgør den største bygning i hele den arktiske region.
Den strategiske betydning af Arktis vil kun stige i takt med, at isen smelter. Samtidig befinder kapitalismen sig i en blindgyde, hvor konkurrencen på verdensmarkedet er skærpet. Det betyder, at konkurrencen mellem stormagterne skærpes verden over, inklusiv i Arktis, hvilket vil tvinge dansk imperialisme til at intervenere og stramme grebet om Grønland.
Kina: En ny arktisk spiller
I årtier har Arktis været præget af magtkampen mellem USA og Rusland, men kinesisk imperialismes voksende tilstedeværelse har ændret situationen i regionen. Både Rusland og USA er stormagter i relativt forfald, men Kina er en stormagt båret fremad af en voksende og konkurrencedygtig økonomi. For at kinesisk kapitalisme fortsat kan vokse og beholde sine konkurrencemæssige forspring, har de kinesiske kapitalister behov for flere ressourcer og markeder at udnytte. Verdens territorier er imidlertid allerede opdelt mellem de gamle forfaldende imperialistiske magter, så den fremstormende kinesiske kapitalisme må tvinge sig ind på allerede opdelte territorier, hvilket uundgåeligt skaber konflikter.
Både dansk og amerikansk imperialisme er de seneste år blevet udfordret af kinesisk imperialismes voksende tilstedeværelse i Grønland. Igennem investeringer og forskningsinitiativer forsøger kinesisk imperialisme at få en fod indenfor i den grønlandske økonomi og indflydelse på selvstyrets politik. Denne kinesiske ekspansion i Arktis og resten af verden er imidlertid blot et udtryk for, at Beijing naturligvis ønsker geopolitisk indflydelse i et omfang, som svarer til deres magtfulde økonomi. Allerede nu er Kina f.eks. et af de største eksportmarkeder for grønlandske produkter.
Hastevedtagelsen af lufthavnsaftalen i september sidste år var ikke første gang Lars Løkke intervenerede i Grønlands affærer for at begrænse Kinas tilstedeværelse i den danske koloni. I 2016 genåbnede militæret flådebasen Grønnedal for at forhindre det kinesiske selskab General Nice Group i at købe basen. At regeringen greb ind for at pleje forholdet til Washington, lagde Lars Løkke ikke skjul på overfor nyhedsmediet Reuters, til hvem Lars ytrede, at én stormagt på Grønland var nok. Et vink til amerikanerne med Thulebasen om, at de ikke skulle til at bekymre sig om en fysisk kinesisk tilstedeværelse.
I starten af 2018 kunne man i de danske borgerlige medier læse bekymrede artikler angående et kinesisk entreprenørselskab, der var blevet prækvalificeret til at byde på opførelsen af de to nye grønlandske lufthavne. Samtidig mødtes repræsentanter fra selvstyret med kinesiske investorer, som var interesserede i at investere i projektet samt låne selvstyret penge.
Washington var ligeledes blevet bekymrede over den grønlandske regerings samtaler med kinesiske investorer. Deres frygt er, at Kina i fremtiden vil kunne bruge sin økonomiske indflydelse til at få selvstyret til at tage tiltag imod amerikanernes militære tilstedeværelse. Den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, blev derfor i maj 2018 inviteret til møde i Pentagon med den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis. På mødet gav Jim Mattis udtryk for USA’s bekymringer om de mulige kinesiske investeringer i lufthavnene. Samme dag som mødet imellem Jim Mattis og Claus Hjort Frederiksen foregik, holdt Lars Løkke en tale i Folketinget, hvor han ytrede sin bekymring om øget kinesisk indflydelse på Grønland.
Få uger senere mødtes Lars Løkke med den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, hvor de blev enige om at undersøge muligheden for dansk medfinansiering af lufthavnsprojektet. Tre måneder senere fløj Lars Løkke i al hast til Nuuk for at underskrive principaftalen. Med principaftalens vedtagelse mellem den danske og grønlandske regering i september 2018, kunne det danske borgerskab ånde lettet op. Risikoen for en lufthavnsaftale med Kina var blevet for meget for det amerikanske borgerskab, som beordrede det danske borgerskab til at gribe ind og i al hast gennemføre en lufthavnsaftale for at holde Kina ude.
USA øger presset
I januar forøgede Folketinget det danske forsvarsbudget med 4,5 milliarder kroner frem til 2023, hvormed Danmarks samlede forsvarsbudget steg fra 1,3 til 1,5 % af BNP, hvilket endnu stadig er et stykke fra de 2 % USA kræver. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla H. Sands, var imidlertid ikke imponeret og pointerede overfor danske journalister, at Danmark stadig mangler at levere på, hvad de tidligere har lovet i form af at stille fly til rådighed, der kan tanke kampfly i luften, samt kapaciteter til overvågning af Grønlands territorium. Grønlandseksperten Martin Breum tolkede den amerikanske ambassadørs udmelding som at: «USA har signaleret, at den danske overvågning i Arktis ikke svarer til USA’s forventninger, og der er andre tegn på, at øget mobilisering i Arktis trænger sig på.»
Der er altså tegn på, at USA ønsker at opruste i Arktis eller i det mindste have muligheden for det, og Washington lægger derfor pres på København for at følge trop, hvilket imidlertid ikke er omkostningsfrit for en dansk regering, der kun kan leve op til USA’s forventninger ved samtidigt at gennemføre massive nedskæringer på sociale ydelser. Det danske borgerskab forsøger derfor dels at trække tiden ud, i håbet om at der snart vil blæse mildere politiske vinde fra Washington, samt holde sig gode venner med Trump-administrationen ved at støtte 100 % op om USA’s imperialistiske eventyr i Venezuela, Arktis og resten af verden.
I den kommende periode vil konkurrencen i Arktis skærpes. Krigene i Irak og Afghanistan, lufthavnssagen, militær oprustning og jerngrebet om det grønlandske folk er alle foretaget ud fra samme mål om at sikre forholdet til USA. Den danske venstrefløj var modstandere af krigseventyrene i Irak og Afghanistan, men i forhold til det danske borgerskabs arktiske fremfærd har de støttet mere eller mindre ukritisk op. Den danske venstrefløj må afsløre og afvise dansk imperialisme og må ikke give den mindste snært af illusioner til dansk kapitalisme i Arktis, der har til hensigt at bevare herredømmet over Grønland.
