Unges uddannelser er ét af politikernes fortrukne mål når velfærden skal smadres.| Foto: Ukendt
Mette Frederiksens “regering over midten” er med Schlüterske nedskæringsambitioner gået til angreb på velfærden, arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Dette ikke mindst i den allerede udsultede uddannelsessektor, hvor en række stramninger skal afholde flere unge fra at forsøge sig med længere videregående uddannelser.
I regeringens øjne vælger for mange unge i dag gymnasiet frem for erhvervsuddannelser, der, grundet tidligere ført politik, kronisk mangler midler og lærepladser. Som løsning på dette har man på Borgen dog ikke tænkt sig at stille de nødvendige midler til rådighed og skaffe lærepladserne. I stedet vil rygterne vide at regeringens plan simpelthen er at udelukke flere unge fra gymnasierne. Det skal ske ved at hæve karakterkravet til et snit på 7 fra folkeskolen og dermed altså tvinge noget der svarer til 20-25% af de unge, som i dag går på gymnasiet men som ikke ville have klaret det skærpede karakterkrav, til at starte på en erhvervs- eller professionsuddannelse.
Med skærpede karakterkrav følger nødvendigvis skærpede klasseskel. Overklassens børn får i gennemsnit væsentligt højere karakterer, ikke fordi de fra naturens side er dygtigere, men fordi de på hjemmefronten har mindre stress, rig mulighed for lektiehjælp osv. Det kapitalistiske system er indrettet af eliten, for eliten, og deres børn skal nok klare sig gennem de lange uddannelsers nåleøje.
En lignende utilgængeliggørelse finder sted på de videregående uddannelser, hvor regeringen igen vil stramme optaget på udvalgte studier for at rette sig efter “erhvervslivets behov” – dvs., hvad der tjener kapitalistklassen de største profitter. Tidligere er det især gået ud over humaniora, der siden 2013 har fået sit optag reduceret med 40%.
Det smallere optag kommer hånd i hånd med en forringet SU, som i “fremtidssikringens” navn skal forkortes med et år, så det kun bliver muligt at modtage uddannelsesstøtte til normeret tid. Resultatet vil være, at unge, der er afhængige af SU’en og må stå på egne ben, ikke længere har plads til at dumpe en eksamen, gå ned med stress, eller på anden måde få forsinket sin uddannelse uden at gældsætte sig endnu mere, end det allerede er tilfældet.
Som prikken over i’et i den historiske spareøvelse vil regeringen erstatte op imod halvdelen af kandidatuddannelser med étårige “erhvervskandidater”. Det kræver ikke en krystalkugle at forudsige, hvilke sociale lag, der kommer til at dominere de “rigtige” kandidater, ej heller, hvilken af de to typer kandidater, der får den højeste løn som færdiguddannede. Med deres politik fortsætter SVM støt kursen mod afvikling af “masseuniversitetet” og sender et tydeligt signal til børn af arbejderfamilier landet over: I er ikke ønsket på de højere læreanstalter, kend jeres plads, og bliv der!
Kunstig splittelse
I de borgerlige medier fremstilles studerendes interesser ofte som modstridende arbejderklassens. Dette er ikke bare løgn, men et strålende eksempel på den klassiske “del og hersk” taktik: De brede masser spilles ud mod hinanden, mens den herskende klasse i ro og mag kan drysse krummer med den ene hånd og rage til sig med den anden.
At SU’en forringes presser flere til at tage studiejobs, og der lægges altså et nedadgående lønpres på især ufaglærte. Derudover udfylder studerende typisk kun deres stillinger i en relativt kort periode, hvilket besværliggør faglig organisering, og svækker arbejderklassen som helhed. Når unges forhold gang på gang er under angreb, rammes både arbejderklassen og dens børn, mens overklassen går fri, og det betyder altså hårdere klasseskel. Der er brug for et oprør blandt studerende, lige så vel som blandt arbejdere. En fælles kamp mod årtiers systematiske forringelser!
Unge har i årtier været ofrer for sparekniven, og regeringen tror naivt, at den bare kan fortsætte forringelserne uden at møde modstand. Men alt har en grænse. Frustrationen ophober sig blandt unge såvel som blandt arbejdere, og snarere før end siden, må det komme til udtryk. Den herskende klasses repræsentanter fører klassekamp fra oven, og det skal besvares klart og tydeligt: Nej til nedskæringer! For en SU, man kan leve af, uddannelse skal være for alle! For en bred kamp mod regeringens reaktionære politik!
