Marxister tillægger spørgsmålet om ledelsen af arbejderbevægelsen stor betydning. Dette spørgsmål anser vi som altafgørende for, hvordan klassekampen udvikler sig. Men hvorfor egentlig det? Når arbejdere og unge engagerer sig i kampen mod forringelser og for et bedre samfund, og når folk begynder at udvikle en be-vidsthed om, at noget må ændres, så støder de til stadighed ind i den enorme hindring, som arbejderbevægel-sens ledelse i dag er blevet til. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad dette problem bunder i, hvad ledelse i vir-keligheden betyder, og hvordan vi kan få en ledelse, som tager arbejderes og unges problemer alvorligt og vil kæmpe for vores krav.
Ledelse og klasse
Som så mange andre spørgsmål så er spørgsmålet om ledelse også et klassespørgsmål. Borgerskabet har brug for en helt anden type ledelse end arbejderklassen. Borgerskabet har brug for ledelse primært af to årsager. For det første fordi det skal kunne lede og fordele arbejdet, dvs. sætte arbejdstempoet op, sørge for at holde styr på arbejderne og udnytte arbejdskraften bedst muligt. For det andet så består borgerskabet af en mængde forskellige konkurrerende individer. Uden en eller anden form for ledelse, ville de bekrige hinanden og smadre hinanden sønder og sammen – dette ses i nogle lande med et meget, meget svagt statsapparat.
Arbejderklassens behov for ledelse udgår fra nogle helt andre behov end borgerskabets, og derfor må dens ledelse nødvendigvis også se helt anderledes ud. Arbejdere er ikke stærke som individer. Her snakker vi ikke om fysik eller personlighed, men om styrke til at ændre samfundet. Arbejdere har kun styrke som kollektiv, dvs. som en forenet klasse. Selvom samfundet forsøger at opdrage folk til at leve individualistisk, så er bor-gerskabets “individualisme” helt anderledes end arbejderklassens. Folk inden for borgerskabet opnår deres fulde individuelle udvikling i konkurrence med andre, ved at konkurrere dem ud af markedet. For arbejdere er sagen helt anderledes. Som individ kan man ikke opnå permanente lønstigninger, sikkerhed, velfærd og så videre. Kun gennem arbejderklassens fælles kamp, som en samlet klasse, kan almindelige arbejdere gøre en forskel og ændre deres egne levevilkår.
Arbejderklassens ledelses opgave er derfor at udbrede kampen og gøre den dybere. At inddrage så mange som muligt i beslutningerne og i kampen for at ændre samfundet. Til det er det nødvendigt med erfaringer, som indeholder program, taktik, idéer og perspektiv. Den ledelse, som arbejderklassen har brug for, er ikke en ledelse, der skal kommandere og bestemme alting. Den ledelse, der er brug for, er derimod en ledelse, som kan forene klassen, og som har de nødvendige erfaringer, der kan lede den til sejr.
Får arbejderklassen den ledelse, som den fortjener?
Nogle vil mene, at ledelsen i arbejderbevægelsen afspejler arbejdernes aktivitet. Det vil sige, “at arbejder-klassen får den ledelse, som den fortjener”. Men dette udsagn forenkler i virkeligheden et spørgsmål, som er langt mere komplekst.
I artiklen “Klassen, partiet og ledelsen” forklarer Trotskij, hvorfor spørgsmålet slet ikke er så simpelt: “Der findes en gammel talemåde fra det evolutionistiske og liberale historiesyn: Ethvert folk får den regering, det fortjener. Historien viser imidlertid, at ét og samme folk i løbet af en relativ kort periode kan få meget for-skellige regeringer (Rusland, Italien, Tyskland, Spanien osv.), og desuden at rækkefølgen af disse forskellige regeringer overhovedet ikke går i én og samme retning: fra enevoldsmagt til frihed, som tilhængerne af den liberale udviklingslære troede. Hemmeligheden bag dette er, at et folk består af fjendtlige klasser, og at klas-serne selv består af forskellige og delvist modstridende lag, som kommer under forskellige ledelser; desuden kommer ethvert folk under indflydelse af andre folkeslag, som selv består af klasser. Regeringer udtrykker ikke den systematisk voksende ‘modenhed’ hos et ‘folk’, men er et produkt af kampen mellem forskellige klasser og de forskellige lag inden for én og samme klasse, og endelig effekten af ydre faktorer – alliancer, konflikter, krige osv. Dertil kommer, at en regering, når først den er blevet oprettet, kan bestå meget længere end det styrkeforhold, som skabte den. Det er netop ud af denne modsætning, at revolutioner, statskup, kon-trarevolutioner osv. opstår”.
Det er til en vis grad rigtigt, at hvis arbejdere var mere aktive, så ville arbejderbevægelsens ledelse måske også se anderledes ud, end den gør i dag. Men for det første er selve ledelsen og den politik, som den fører, en væsentlig årsag til manglende aktivitet – så man kan også omvendt sige, at hvis arbejderbevægelsens le-delse så anderledes ud, så ville arbejderne være mere aktive. Og problemet er også, at arbejderbevægelsens ledelse ikke kun reflekterer arbejdernes aktivitet, men i lige så høj grad borgerskabets aktivitet. Den ledelse, som findes nu, er stærkt præget af fremmede klasseinteresser. Den består af bureaukrater, som er dybt præget af arbejdsgivernes idéer. Disse folk vil hellere indgå kompromisser og forhandle end at kæmpe for deres medlemmers interesser. De baserer sig i højere grad på dem, som er passive, frem for dem, der er aktive. I mange fagforeninger kigger folk underligt på en, hvis man siger, man vil være fagligt aktiv. Ledelsen i fag-bevægelsen vil hellere bare have en “service-organisation”, og lederne i Socialdemokratiet vil lave partiet om til en “valgorganisation”, som kun er aktiv hver fjerde år under valgkampen.
Denne nuværende ledelse står i stærk modsætning til almindelige arbejdere, som i deres dagligdag oplever øget arbejdspres, stress, dårlig sikkerhed, arbejdsløshed osv. og derfor har brug for en kollektiv organisation til at føre deres kampe.
Derudover så har denne ledelse gang på gang ført arbejderne til nederlag i alle de store kampe. Dette har naturligvis sin effekt på arbejderes bevidsthed. Disse nederlag fører til, at mange bliver desillusionerede og holder op med at deltage i politik i en periode. Men bevidsthed er noget, som altid er under udvikling. I takt med at kapitalismen på verdensplan viser hvor meget den har spillet fallit, så vil flere og flere arbejdere end-nu engang komme til at indse, at det er nødvendigt at gå til kamp for at ændre samfundet.
Smid bureaukraterne på porten – opbyg en alternativ ledelse!
De danske mænd og kvinder, der hver dag står op om morgenen og går på arbejde for at skabe alle værdierne i samfundet, fortjener ikke en ledelse, som gang på gang svigter dem. Bureaukratiet i den danske arbejderbe-vægelse nyder godt af privilegier og lever på bekostning af bevægelsen og ikke for at styrke den. De vil ikke længere kæmpe arbejdernes sag, og de har ikke i sinde at lave et effektivt forsvar for velfærdsstaten. For dem var det nok at lave en “folkefest”, når det, der virkelig var brug for, var en generalstrejke, der kunne tvinge de borgerlige tilbage.
Derfor er det nødvendigt at smide dem ud. Men der er ikke nok i sig selv, der er stadig brug for en ledelse. Der er brug for kundskaber som taktik, program, perspektiv og idéer. Der er brug for nogle, der tager erfa-ringerne videre og på baggrund af dem viser en vej fremad. En ledelse kan ikke opstå spontant, men må op-bygges og trænes gennem mange kampe og må uddannes i teorier for at forstå, hvordan kapitalismen funge-rer.
Marxismen er ikke bare nogle tilfældige ideer. Det er et sæt af erfaringer, som danner grundlaget for en teori, der forklarer kapitalismens udvikling og nødvendigheden af et socialistisk samfund. Den altafgørende opga-ve for arbejdere og unge, der vil ændre samfundet, er at uddanne sig selv i disse idéer, og skabe en oppositi-on, der kæmper for dem inden for arbejderbevægelsen.
