På grund af tekniske vanskeligheder er afsnit 15 af Arbejderbevægelsens historie ikke blevet offentliggjort før nu. Vi beklager forsinkelsen

I sidste afsnit af arbejderbevægelsens historie så vi hvordan det danske borgerskab udnyttede den tyske besættelse til at angribe arbejderne over en bred kam. Mens besættelsestiden betød at kapitalisterne og godsejeren profiterede på handlen med tyskerne, blev arbejderne mødt med forringelse, på forringelse på forringelse. Det var ikke med arbejderklassens opbakning at disse angreb blev vedtaget. Overalt i arbejderklassen var der en voksende modvilje mod angrebene og den fascistiske besættelsesmagt, men pga. undertrykkelsen fik utilfredsheden og bitterheden endnu intet åbent udtryk i form af massedemonstrationer eller storstrejker.

DKP

På besættelsesdagen sad formanden for DKP, Aksel Larsen, og Martin Nielsen til forhandlinger i den kommunistiske internationale. Årene forinden besættelsen havde ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland haft katastrofale konsekvenser for DKP. Medlemmerne meldte sig ud, avisen blev ramt af annonceboykot og til offentlige møder blev DKP’s talere mødt med æg og kartofler. I besættelsens første år, medførte ikke-angrebspagten at DKP ikke gik åbent ud og talte imod besættelsen eller bekæmpede den. For bureaukratiet i Komintern var det altafgørende at bibeholde Stalins proforma ægteskab med Hitler. Dette skulle et lille kommunistparti i et lille land ikke ødelægge. Derfor forklarede man de to ledende DKP’ere, at det var den engelsk-franske imperialisme som havde fremprovokeret tysklands besættelse af Danmark og Norge og at DKP af denne grund skulle gøre alt for at forblive neutralt. Derfor opfordrede Aksel Larsen og Martin Nielsen DKP’s medlemmer til ikke at agitere imod den tyske besættelse. I løbet af besættelsens første år lød der således ingen officielt direkte kritik imod selve besættelsen. Når dette er sagt, skal det dog samtidig nævnes, at DKP førte en konsekvent agitation imod alle angreb på arbejdernes generelle forhold. Socialdemokratiet og DsF (LO) kapitulerede fuldstændig for de enorme angreb på arbejderne borgerskabet krævede. DKP gik konsekvent imod disse og på den måde vandt de større opbakning på arbejdspladserne end de hidtil havde haft. Deres politik havde dog været mere sammenhængende, hvis de havde formået ikke kun at sammenkæde angrebene med det danske borgerskab, men også den tyske imperialisme.

Den 22. juni 1941 fik piben dog en anden lyd. Hitler havde besluttet sig for at se stort på hans aftale med Stalin og rykkede over 4 mio. soldater ind i Rusland. På samme tid krævede tyskerne i Danmark en liste på 196 kommunister arresteret, men efterretningstjenesten så sit snit til at slippe helt af med kommunisterne og hjalp tyskerne med egne lister, så i alt 325 kommunister blev arresteret.

Selvom mange ledende kommunister var blevet arresteret, kunne DKP opstarte undergrunds-sabotagegrupper i hele landet. Ligeledes begyndte der at udbryde flere isolerede strejker, der langsomt tvang reallønningerne op. I løbet af januar-marts 1943 var der alene 51 strejker inden for jernet. Modstandsgrupperne blev udbredt til hele landet og etablerede sig i alle byer og landsbyer. Dette var resultatet af den gærende utilfredshed der senere kulminerede i det store augustoprør 1943 og folkestrejken 1944, hvor arbejderne i København og alle provinsbyer rejste sig i åbent oprør mod den tyske besættelsesmagt og deres danske håndlangere i overklassen.

Sabotagegrupperne

I løbet af 1942 og 1943 opstod der overalt i landet lokale modstandsgrupper. Fra DKP’s side havde man i februar 1942 besluttet at begynde sabotagen mod den tyske besættelsesmagt og det er da også fra dette tidspunkt at sabotagegrupperne for alvor vokser og begynder at dukke op i hele landet. Selv de mindste landsbyer i Danmark havde deres egen sabotagegruppe. For at illustrere dette, eksisterede der i Bredebro i Sønderjylland, en velorganiseret gruppe der bl.a. sprang jernbanesporene i stykker. I dag bor der omkring 2000 mennesker i Bredebro og man må formode at byen var væsentlig mindre i 1940’erne.

Sabotagebevægelsen gav en del arbejdere og småborgeres frustrationer et udtryk de kunne se sig selv i. Endelig var der nogen der gjorde noget og endelig var der mulighed for at involvere sig aktivt i kampen mod besættelsesmagten. Men hvad sabotagebevægelsen ikke gjorde, var at involvere massen af arbejderne i kampen. Bevægelsen organiserede et modigt mindretal, der bragte deres liv i overhængende fare, i kampen mod fascismen. Massevis af aktive i den illegale bevægelse endte deres liv i tyske koncentrationslejre.

Folkefront

DKP’s medlemmer under besættelsen kæmpede med stor selvopofrelse og med livet som indsats. På grund af de vanskelige arbejdsforhold arbejdede partiet illegalt og kongresser var naturligvis umulige selvom der var stort behov for diskussion. Når et kommunistisk parti tvinges til at arbejde under jorden er det naturligvis umuligt at opretholde samme form for demokratisk centralisme, som i et borgerligt demokratisk system. Dette betyder også at den korrekte fremgangsmåde afhænger meget mere af partiets ledelse. Desværre havde den stalinistiske gift forplantet sig dybt i kroppen på DKP’s ledelse, der ganske vist efter østfrontens åbning, gik ind og kæmpede en hård kamp mod fascismen, men uheldigvis på samme grundlag som afholdte bureaukraterne fra socialdemokratiets top at gøre modstand; På grundlag af klassesamarbejde!

Deres perspektiv for modstandskampen var et borgerligt demokratisk Danmark, som man havde kendt til, i de gode gamle dage før besættelsen, blot med flere såkaldte demokratiske udvidelser.

Dele af det borgerlige Danmark var også gået ind i modstandskampen og bl.a. samlede modstandsbevægelsen nu også konservative og folk fra ”Dansk samling”. Fordi at dele af den herskende klasse i Danmark gik imod besættelsen, mente DKP altså at man måtte nedtone program og metoder for ikke at svække bevægelsen. Men i virkeligheden ville det have været en enorm styrkelse af modstandskampen hvis DKP havde taget et klart klassestandpunkt og vundet de resterende socialdemokratiske arbejdere over på deres side, hvor tusinder allerede havde forladt partiet. I stedet tog DKP initiativet til en tværpolitisk modstandsbevægelse og hjalp således de borgerlige med at lukke deres propaganda ud i modstandsbevægelsen og arbejderbevægelsen generelt.

Det er klart, at det borgerlige demokrati er at foretrække frem for fascistisk diktatur. Men det borgerlige demokrati har vist sig at være et hult demokrati, hver gang det for alvor har brændt på. I sådanne situationer har borgerskabet ikke haft nogen skrupler med at ty til diktatur og hård undertrykkelse, for at bevare magten. Genindførelsen af det borgerlige demokrati viste sig heller ikke umiddelbart i stand til at forbedre levevilkårene for arbejderklassen.

DKP’s klassesamarbejde ændrede dog ikke noget ved, at arbejdermasserne snart involverede sig selvstændigt i modstandsbevægelsen og gennemførte de mest militante strejker i danmarkshistorien.