Siden den borgerlige regerings tiltrædelse for lidt over et år siden synes der at være indledt et regulært angreb på de unge. Regeringen har talt om “ungdommens finanslov” og hævdet, at deres politik skulle give ungdommen større valgfrihed og flere handlemuligheder. Dette skulle tilmed kunne lade sig gøre, samtidigt med at der blev gennemført massive nedskæringer på området, eller hvad regeringen kalder en effektivisering. Der er dog ikke nogen tvivl om, at politikkens konsekvenser for de unge er langt fra ordene i den fine retorik. Hvad vi har fået, er nedskæringer på vores uddannelser, hvad der har betydet en forringelse af arbejdsmiljøet, højere klassekvotienter, større brugerbetaling, forringede tilbud mht. valgfag osv. Ud over disse konkrete forringelser presses ungdommen konstant af borgerlige forslag, såsom den nye universitetsreform og forslag om strammere disciplin gennem fraværsreglementet på gymnasierne. Disse forslag sigter på at genindføre elementer af den sorte skole og mindske demokratiet for elever og ansatte. Dette rammer specielt børn og unge fra økonomisk pressede hjem.

SU i skudlinien
Disse angreb mod ungdommen har senest medført en fornyet debat om SU’-en. Pressen har over en kam fremstillet ungdommen som en doven og ugidelig gruppe, der fører en kostelig tilværelse på statens regning og bruger alt for mange år i uddannelsessystemet. Endnu engang har fokus primært været koncentreret om den hjemmeboende SU – de såkaldte cafépenge, der ønskes reduceret eller helt afskaffet. Yderligere har der været tale om at indføre adfærdsregulerende SU på de videregående uddannelser, f.eks. således at de unge, der starter direkte efter en ungdomsuddannelse, belønnes.

Nej til omfordelinger
Der kan kun ske ændringer i SU’en, hvis partierne bag det såkaldte SU-forlig, der rummer hele SU-systemet, bliver enige om at åbne det igen. Hvis dette sker, er alle former for SU altså åbne for ændringer, hvilket rummer en stor fare for nedskæringer under en borgerlig regering. Selv hvis nedskæringer undgås, er det vigtigt, at vi unge er solidariske og går imod omfordelinger indenfor den samlede pulje. Vi må gå imod, at en hårdt tiltrængt stigning i SU’en til studerende med børn finansieres ved at afskaffe den hjemmeboende SU, som er en stor nødvendighed for mange elever og studerende, og vi må arbejde for, at elev- og studenterbevægelsen indgår i en fælles kamp for en SU, der er til at leve af overalt i uddannelsessystemet.

Uddannelse for alle
SU’en blev oprindeligt indført af Socialdemokratiet for at afhjælpe den sociale arv og give alle lige mulighed for at uddanne sig. Selvom SU’en aldrig har udgjort en reel indtægt svarende til en lønindkomst, har den spillet en uhyre vigtig rolle i opbygningen af velfærdsamfundet. Men i et kapitalistisk samfund er den også uhyre udsat for angreb i en situation som nu, hvor der hersker udpræget økonomisk usikkerhed, og den borgerlige regering klipper en hæl og hugger en tå for at finansiere sit skattestop og den nye skattereform. Kampen for en SU, der er til at leve af, er derfor også kampen for et andet samfund. For kun i et socialistisk samfund, hvor økonomien er demokratisk planlagt og ikke rammes af gentagne kriser, kan vi for alvor gøre op med den sociale arv og sikre uddannelse for alle.