Terrorangrebet mod det franske satiriske ugeblad Charlie Hebdo har medført en kæmpe bølge af vrede og indignation over hele Frankrig. Om aftenen efter angrebet gik mere end hundredetusinder på gaden i mange byer. Afskyen over angrebet blandt masserne blev endnu større af, at mange af ofrene var meget populære og nød stor anseelse.
De venstreorienterede partier og fagforeninger har alle opfordret til demonstrationer. Ytringsfriheden er omdrejningspunktet i parolerne og diskussionerne. Regeringen, højrefløjen og det højreorienterede nationalistiske parti, Front National, rejser denne parole og bruger den opportunistisk til “forsvare” en frihed, som de tramper på resten af tiden. De har ikke noget problem med den kontinuerlige strøm af pro-kapitalistisk, imperialistisk og racistisk propaganda, der konstant udspys af det overvældende flertal af medierne. Efter at Marine Le Pen, lederen af Front National, og hendes kumpaner begyndte at fylde i radio- og tv-studierne, har FN klaget langt mindre over den manglende ytringsfrihed i Frankrig: for dette parti er alt godt i medieverdenen, hvis borgerlige herrer er Bouygues, Lagardère, Dassault og Bolloré.
Det åbenlyse hykleri i de borgerliges indstilling bør få arbejderbevægelsen til at være på vagt. Den herskende klasse og den “Socialistiske” regering vil udnytte dette angreb og de følelser, det har vakt, til at distrahere arbejderne fra kapitalismens krise og dens katastrofale sociale konsekvenser. De vil også bruge det til at aflede opmærksomheden fra alle de reaktionære tiltag, som regeringen har gennemført af hensyn en håndfuld store kapitalister – herunder de ovenfor nævnte. Det er den virkelige betydning af de mange opfordringer til “national enhed” fra alle de ovennævnte kræfter. En sådan idé må bestemt afvises af arbejdere og unges venstreorienterede organisationer.
“Vi er i krig”, gentog politikere og journalister i går. Ja, men hvis nogen “krig” er undervejs i dette land, er det den en krig anført af cheferne og regeringen mod de demokratiske rettigheder, arbejdsvilkår, levestandarden og massernes tidligere sociale erobringer. Den “national enhed”, som mange søger, vil ikke sætte en stopper for denne krig. Formålet med disse opfordringer til enhed er at afvæbne arbejderklassen og aflede opmærksomheden, for at lette gennemførelsen af nedskæringer og kontrareformer, begyndende med Macron lovene (en række love for at privatisere og liberalisere økonomien og angribe visse erhverv).
Regeringen er i “krig” mod vores klasse. Og for at splitte den, anvender den regelmæssigt racistisk propaganda. Da Manuel Valls, der nu er premierminister, var indenrigsminister og tog over efter Nicolas Sarkozy, øgedes antallet af racistiske udmeldinger fra regeringen rettet mod forskellige nationale mindretal markant. Nu appellerer disse gentlemen til “ikke at forveksle” jihadisterne med hele det muslimske samfund i Frankrig. Men selvfølgelig ved de, at denne “forveksling” vil ske alligevel, og de regner med det.
Det viser det virkelige forhold mellem de reaktionære islamister og den vestlige højrefløj. Dette angreb, hvis det opnåede, hvad det ville, vil overhovedet ikke svække den franske stat eller højrefløjen. Tværtimod vil det styrke den ved at opsplitte arbejderklassen langs religiøse og nationale skel. Gerningsmændene bag angrebet i går har gjort alle racismens propagandister, som i mange år har ført en ideologisk guerillakrig mod det muslimske samfund, en stor tjeneste. Den racistiske propaganda vil intensiveres i de kommende dage og uger. Arbejderbevægelsen må energisk mobilisere mod alle højreekstremistiske angreb på muslimer. Den må mobilisere arbejderklassen til at kæmpe ikke blot mod racisme, men også mod kapitalismen som afføder og nærer den.
Marine Le Pen opfordrer folk til at “sige sin mening imod islamisk fundamentalisme” og “vælge vejen med effektive og beskyttende foranstaltninger.” Hun forsøger at oppiske en atmosfære af frygt, for at høste vælgermæssigt ved valget. Hvad angår beskyttende og effektive “foranstaltninger”, kan det tage form af nye angreb på de demokratiske frihedsrettigheder under dække af “kampen mod terror”. Også her må arbejderbevægelsen være på vagt og stærkt gå imod. Som vi så i kølvandet på angrebet i USA d. 11. september, ender “anti-terror” lovene med at blive brugt mod arbejderbevægelsen, herunder fagbevægelsen.
Fransk imperialisme er også i “krig” i Afrika og Mellemøsten. Ikke for at forsvare “demokratiet” eller “store republikanske principper”, men for at forsvare fransk kapitalismes interesserne. I den forbindelse har både Sarkozy og Hollandes regeringer begge direkte støttet fundamentalistiske kræfter, især i Libyen og Syrien. Det faktum alene viser det komplette hykleri hos politikerne, der nu optræder som forsvarere af “republikanske værdier” mod islamisk fundamentalisme. I de seneste måneder har Hollande råbt op om, at amerikanerne skulle begynde at bevæbne den “moderate” opposition i Syrien. Men disse “moderate” er faktisk alle islamister. Faktisk har fransk imperialisme været en af de vigtigste vestlige bagmænd bag islamisk fundamentalisme i Syrien og Libyen i de seneste år. Det har bidraget til at opbygge disse kræfter, for at bekæmpe den arabiske revolution og forsvare fransk kapitalismes snævre interesser. Faktisk ville de islamiske fundamentalister ikke have overlevet uden imperialismens direkte støtte.
Imperialisterne beskæftiger sig ikke med disse reaktionære kræfter for at forsvare folket eller for at beskytte nogen særlige principper, men for at forsvare deres egne snævre og umiddelbare interesser. I går støttede Frankrig jihadisterne i Syrien; i dag bekæmper de dele af dem, mens den hælder flere penge i andre. Vi må fordømme dette hykleri og afvise ethvert forsøg på at udnytte angrebet mod Charlie Hebdo til at retfærdiggøre fransk imperialistisk intervention i Afrika og Mellemøsten.
Grundlaget for terrorisme og islamisk fundamentalisme blev ikke fastlagt af Koranen, men af kapitalismen og fattigdom, udnyttelse, imperialistiske krige, racisme og alle andre former for undertrykkelse, det betyder for millioner af muslimer over hele verden. Vi kan ikke bekæmpe fundamentalismen på grundlag af “Republikkens” såkaldte ”værdier” – dvs. den kapitalistiske Republik, som udnytter, ekskluderer og fyrer sårbare og marginaliserede mennesker over hele verden. Vi må tilbyde den muslimske ungdom et program og et perspektiv for at gøre op med kapitalismen og imperialismen. I Frankrig og andre steder er det først og fremmest venstrefløjen og arbejderbevægelsens ansvar at underminere grundlaget for terrorisme og fundamentalisme. Det kræver, at vi afviser al form for “enhed” med højrefløjen, den herskende klasse og dens stat.
Besøg Révolution (på fransk)