Blandt såkaldte ”eksperter” fra samfundets top er det på mode at genfortælle historien om, at velfærden er for dyr, at vi må være ”fleksible” og klar til at gå ned i løn. Det er tiderne, siges det. Strenge tider. Og vi må alle gøre vores for, at det samdrægtige Danmark forbliver konkurrencedygtigt. Kuren hedder løntilbageholdenhed, nøjsomhed og besparelser, lyder det i kor fra samfundets top.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man derfor tro, der var tale om en misforståelse, når Dagbladet Børsen, hoforgan for dansk kapitalisme, 25. april beretter om at den danske erhvervstop er ”overkapitaliseret” og bliver ”forgyldt”. Men det er der ikke. Selv i samarbejdets og solidaritetens Danmark er der gruppe, der glubsk opsluger en stadig større del af samfundets værdier. Børsen fortæller:
” Selskaber som Novo Nordisk, ØK og William Demant kaster styrtende med penge af sig, men i mangel på investeringsmuligheder er enorme summer blevet brugt på at styrke balancen og forgylde aktionærerne. Danske børsselskaber betalte i 2003 i alt 14 mia. kr. i udbytter, en stigning på 16 pct. i forhold til året før, og der blev brugt yderligere 12,4 mia. kr. på aktietilbagekøb.”
Det er finanshuset Enskilda Securities, der har undersøgt kapitalen hos de 41 største selskaber på Københavns Fondsbørs, undtagen banker og forsikringsselskaber. Disse 41 erhvervsmagnater står tilsammen for omkring en tredjedel af dansk erhvervslivs samlede omsætning. Enskilda Securities siger, at gælden i dansk erhvervsliv er på vej til at forsvinde. En glædelig nyhed kunne man mene. Navnlig, hvis man er en af de magtfulde aktiebaroner, der med Børsens ord bliver forgyldt.
Baggrunden for aktiebaronernes gyldne fest er ifølge Børsen: ”Tårnhøj indtjening, fokus på effektiviseringer og mangel på interessante opkøbsmål.”
Oversat til dansk betyder det, at profitterne er vokset gennem stadig hårdere udbytning af arbejdskraften. Og at de danske kapitalister ikke tør investere i ny produktion, men i stedet suger værdierne til sig, som en igle suger blod. Som en parasit, der ikke spiller en produktiv rolle i samfundets og økonomiens fremdrift.
”Spænd livremmen ind og forbered jer på hårde tider”, lyder det fra iglerne. De er ikke mætte, skønt de er federe end nogensinde før.
Lenin beskrev i sit mesterværk ”Imperialismen”, hvordan kapitalistklassen er gået fra at basere sig på produktion til i stadig højere grad at basere sig på renter, dividender, emissions-, kommissions- og spekulationsfortjenester. En hurtig mønt i stedet for investering. Det er de danske kapitalisters parole. For eksempel ØK’s finansdirektør Iqbal Jumabhoy:
”Enhver aktionær ved, at hvis man har for meget kapital i selskabet, tjener man meget lidt på den kapital, og aktionærerne giver os penge for at lave forretning, ikke for at holde kapital.”
Hvad vi ser her, er at kapitalejerne suger kapital ud af virksomhederne, ud af produktionen. Ikke fordi de nødvendigvis er dårlige mennesker, men fordi økonomien fungerer på denne måde. Fordi kapitalismen tilskynder til spekulation og belønner parasitterne. Strenge tider, javel. Men for hvem?