Afstemningen om den europæiske forfatning i Frankrig er endt med et afgørende nederlag for den herskende klasse. På trods af en særdeles intens kampagne, ført af medierne, UMP-regeringen og højrefløjen af Socialistpartiet (Socialdemokraterne), har 55 pct. af vælgerne forkastet traktaten. Valgdeltagelsen var meget høj. Ud af de 42 millioner med stemmeret i Frankrig deltog 70 pct. i afstemningen.
Der var to basale formål med forfatningen. For det første var den designet til at sikre, at de største magter – særligt Frankrig og Tyskland – bevarer deres dominerende position efter udvidelsen mod øst. Hvis EU-forfatningens forfattere havde begrænset sig til denne del af teksten, kunne de meget vel have vundet flertal. Men de gik meget længere end dette. En lang række paragraffer blev skrevet ind i dokumentet i et forsøg på at gøre det juridisk og konstitutionelt bindende for medlemslandene at udføre reaktionær politik, for eksempel privatisering, ødelæggelse af almennyttige offentlige foretagender, standse statsstøtte til industrien, forøge militærudgifter, militær indordning under NATO og øget konkurrence mellem arbejdere over hele Europa for at nedbringe lønningerne. Selvfølgelig blev et stænk blomstersvundne fraser om menneskerettigheder tilsat teksten, men selv disse var skræddersyet storkapitalen, som for eksempel den forfatningsfæstede ret for alle arbejdere til… at søge arbejde!
I starten af året viste meningsmålinger et klart flertal for traktaten. Det var før, der var nogen, der havde læst den. Præsident Chirac besluttede at ratificere Forfatningen ved folkeafstemning. Det er klart, at den herskende klasse og arbejdsgiverorganisationen MEDEF anså resultatet som afgjort på forhånd. Når alt kommer til alt havde de, overfladisk set, god grund til at tro som de gjorde. Dag efter dag pumpede massemedierne propaganda ud til fordel for Forfatningen. De havde også ubøjelig støtte fra deres ”moderate” nikkedukker i form af ledelsen for Det franske Socialistparti. Ledelsen af den magtfulde fagforeningsføderation CGT var også for traktaten, endda i sådan et omfang at visse dele af CGT’s ledelse, så som Le Digou, gik sammen med millionærmedlemmer af MEDEF for at skabe en sammenslutning, hvis eneste formål var at kæmpe for traktaten.
Imidlertid blev det hurtigt klart, at tingene ikke gik som planlagt. Inden for Socialistpartiet, på trods af det intense pres fra partiets formand François Hollande og den højreorienterede ledelse, stemte 42 pct. af partiets medlemmer imod forfatningen. Derfor begyndte CGT-ledelsen at fornemme den stigende opposition mod traktaten blandt de menige medlemmer, og indtog derfor en ”neutral” position, før denne beslutning blev væltet med et stort flertal i det nationale råd. ”Nej” var herefter officiel politik for fagforbundet.
Størstedelen af kampagnearbejdet på gaden blev udført af det franske kommunistparti, som producerede materiale, der analyserede og forklarede, hvad der lå gemt bag kancellisproget i traktaten. Efter de store strejker og demonstrationer over de sidste år, gennem hvilke arbejdere og unge uden held forsøgte at få regeringen til at trække forringelser tilbage inden for pension, arbejdsugen, offentlige ydelser, sundhed og uddannelse, er deres opposition allerede blevet afspejlet mindst én gang på det politiske niveau, nemlig ved venstrefløjspartiernes historiske sejre ved de europæiske og regionale valg i 2004. Nu blev forslagene i den europæiske forfatning set for hvad de var: Et forsøg på forfatningsmæssigt at ”binde hænderne” på fremtidige venstrefløjsregeringer og forhindre tilbagerulning af den reaktionære politik, som er blevet dem påtvunget over de seneste år.
Efterhånden som kampagnen kom op i tempo, udviklede oppositionen mod traktaten sig i stor skala, med masser af almindelige mennesker, hvoraf de fleste aldrig før havde været involveret i politik, der tog ud til arrangementer for at høre talere fra Kommunistpartiet og venstreoppositionen i Socialistpartiet. På næsten daglig basis fandt møder med tusindvis af mennesker sted i forskellige dele af landet. Selv i små landsbyer var møder med 100 eller 200 deltagere hverdagskost. Radikale venstreorienterede, der uddelte løbesedler og plakater, blev ofte spurgt om kopier til at hænge op på arbejdspladser. I hvad der mindede om en moderne udgave af Cahiers des doleances – hvor Frankrigs folk, kort før den franske revolution, gav udtryk for deres frustrationer – talte folk, der deltog i offentlige møder, vredt imod arbejdsløsheden, de dårlige og utilstrækkelige boliger, imod faldende lønninger og levestandard, imod udflytningen af fabrikker til Polen eller Kina i arbejdsgivernes søgen efter højere profitter. De fortalte om arrogance og brutalitet fra arbejdsgivernes side, om chikanen mod fagforeningsaktive, om racisme, immigranters og politiske flygtninges vanskelige stilling, og om tilbagelænede ”socialistiske” politikere, som hverken vidste eller bekymrede sig om alt dette. En sådan ”socialistisk” politiker, medlem af Europaparlamentet Oliveier Duhamel, erklærede åbent, at han ikke kunne forstå den pludselige drejning begivenhederne havde taget, og at Frankrig var i gang med at ”glide ned i bolsjevismen”
Kun 13 départements (som kan sammenlignes med valgkredse i Danmark, red.) viste et flertal for Forfatningen. I 83 var flertallet imod. I arbejderklasseområderne var flertallet imod ofte over 70 pct. 60 pct. af de, der var under 25 år og 80 pct. af manuelle arbejdere stemte imod. Den massive forkastelse af denne pro-kapitalistiske forfatning vil have både umiddelbar og langsigtede konsekvenser for Frankrig og resten af Europa. Raffarin-regeringen er blevet afskediget og en anden UMP-regering vil blive sat i stedet. Dette vil ikke nytte det fjerneste, det vil blot udvide de allerede dybe splittelser inden for selve UMP.
Inden for Socialistpartiet er en større krise nu uundgåelig. I begyndelsen havde François Hollande truet alle partimedlemmer, der blev taget i at lave kampagne for et ”Nej”, med umiddelbar eksklusion. Han trak dog disse udtalelser tilbage, da selv støtter af forfatningen inden for partiet var imod sådanne undertrykkende midler. Dernæst beskyldte Hollande modstandere af traktaten, som han i øvrigt beskrev som ”uuddannede” og ”ufornuftige”, for at være i ledtog med det racistiske Front National. Han gik endda så langt som til, at erklære, at den afdøde François Mitterrand var for Forfatningen. Effekten af denne information blev dog hurtigt modvirket, da Danielle Mitterrand, den tidligere præsidents kone, blandede sig og erklærede, at hun var imod. Hun har den store fordel at hun, i modsætning til sin mand, ikke har været død de sidste 10 år! Det faktum at mellem 56 pct. og 70 pct. af Socialistpartiets vælgermasse, alt efter hvilket analyseinstitut man spørger, har stemt imod traktaten, stiller Hollande i en meget vanskelig position.
Oppositionen fra venstrefløjen inden for partiet bliver afspejlet gennem Laurent Fabius, som gennem mange år har været topfigur for den mest konservative del af partiet. Muligheden for et ”Nej”-flertal i afstemningen blev af Fabius set som en måde, hvorpå han kunne udfordre Hollandes position som leder af partiet. Dette kunne bane vejen for Fabius til at blive partiets præsidentkandidat i 2007-valgkampen. Problemet er, at lederne af den venstrereformistiske opposition inden for Socialistpartiet, Jean-Luc Mélechon og Henri Emmanuelli, ikke er pålidelige. Før i tiden har Mélechon støttet Fabius mod Michel Rocard, ud fra en påstand om at Fabius var mere ”til venstre” end Rocard. I nyere tid har han støttet Jospin og Hollande mod Fabius. Og derfor kan det ikke udelukkes at han vil støtte Fabius mod Hollande, i bytte for poster i partiets ledelse og løfte om en ministerpost i den næste ’socialistiske’ regering. Det får være, men højrefløjen i ledelsen af Socialistpartiet blevet alvorligt svækket af nederlaget i afstemningen, og dette åbner op for et perspektiv om store kampe inden i partiet de næste måneder og år, der ligger foran os.
Det parti, der i højeste grad vil lukrere på sejren i afstemningen, er det franske kommunistparti. (PCF). Det var uden tvivl den ledende arbejderorganisation i ”Nej”-kampagnen. Dette vil have vigtige konsekvenser og føre til styrkelse af organisationen i form af øget medlemstilstrømning og flere stemmer ved valg. Der bliver nu rejst krav af mange arbejdere og unge, der var involveret i kampagnen, om at Chiracs træder tilbage, om opløsning af nationalforsamlingen og udskrivelse af nyvalg for at skubbe de kapitalistiske partier fra magten. Men Chirac vil ikke træde tilbage. Ved at skifte premiereminister og lave regeringsrokade, vil han over de næste to år blive ved med at forsøge at angribe almindelige arbejdende mennesker. Men både han og hans parti er fuldstændigt miskrediteret. Det står klart, at valget i 2007 vil bringe en venstrefløjsregering tilbage til magten med stort et flertal. Mellem nu og næste valg vil Frankrig utvivlsomt blive rystet af mere social og politisk uro. Hovedspørgsmålet for afgørelsen af fremtiden ligger i venstre-partiernes program.
