Allerede før alle stemmerne var blevet talt op, anklagede Benazir Bhutto, leder af Pakistan People’s Party, det pakistanske regime for valgfusk. Dette er imidlertid ikke bare en rituel anklage fra en bitter leder, der er blevet tvunget i eksil af korruptionsanklager.
Nu har EU-observatørerne også udsendt deres bedømmelse: “Afholdelse af parlamentsvalg garanterer ikke i sig selv demokratiet,” sagde EU’s øverste valgobservatør John Cushnahan på en pressekonference. “Desværre har de pakistanske myndigheder handlet på en måde, der har resulteret i alvorlige mangler ved valgprocessen”.
Valgstederne lukkede klokken 5 torsdag eftermiddag. Valget havde været stort set fredeligt, med visse betydelige undtagelser. I nogle områder havde religiøse ledere forhindret kvinder i at stemme, men de fleste, som ønskede at stemme, kunne komme til det.
Selve valghandlingen var mere eller mindre hemmelig. Men staten havde ikke forsynet valglokalerne med stemmebåse, hvor man kunne stemme. De fleste steder måtte vælgerne stemme bag et beskidt lagen eller i nogle tilfælde på et toilet, men flere steder måtte man nøjes med et bord eller en vindueskarm i samme rum som embedsmændene og repræsentanterne for de forskellige partier. I to af de største valgsteder, jeg besøgte i Kasur, påstod de, at lagenet var blevet stjålet. Hvordan kan det ske i et lille, propfyldt rum, hvor den ledende embedsmand, hans assistent og fem tilforordnede var tilstede!?
Men de største problemer begyndte, da valgstederne var lukket, og EU-observatørerne var gået hjem. Mistanken blev først vakt, da de første resultater kom ind klokken halv ni på en privat tv-kanal. Disse første resultater kom fra de fjerne bjerge i North West Frontier, hvor forholdene er feudale eller før-feudale, og kommunikationen er ekstrem langsom. De andre resultater var forsinkede, fordi myndighederne havde travlt med at “forbedre” dem.
På et valgsted i Kasur, hvor jeg overvågede optællingen, var der ret stor valgdeltagelse. På trods af det var optællingen af stemmerne til Nationalforsamlingen færdig klokken 6. Deltagelsen var generelt lavere i byerne end på landet. Folk i byerne var mere skeptiske over for valget og ikke så opsatte på at gøre, hvad de havde fået besked på af deres lokale ledere. Så det burde have været hurtigere at tælle stemmerne i byerne. Men det statslige tv begyndte ikke at offentliggøre de første officielle resultater før lidt i midnat.
Det, der skete i kreds 5 i Sialkot, kun 100 km nord for Lahore, kan give et indtryk af, hvad der skete i mange dele af landet, efter valgstederne lukkede, og før de officielle resultater blev offentliggjort. Sialkot er en industriby, der er kendt for sit børnearbejde, der forsyner verden med fodbolde. PPP’s kandidat Ghulam Abbas er en populær veteran fra kampen mod 3 diktaturer og en sympatisør af det marxistiske blad Class Struggle. Han har siddet i fængsel og er blevet tortureret adskillige gange. Han lider stadig af en alvorlig ryglidelse som følge af tortur. I 1993 blev han valgt ind i Punjabs provinsråd og udnævnt til minister imod korruption i Punjab. Det skyldtes, at han blev anset for at være den eneste helt uplettede kandidat. I dette års valg stillede han op til Nationalforsamlingen.
Da vi kontaktede ham, kort efter valgstederne var lukket, sagde han, at de såkaldte exit polls viste, at han ville få et flertal på omkring 17.000 stemmer. Jeg blev dybt overrasket, da jeg så resultatet på tv klokken halv tre næste morgen. Han var kommet allersidst med 0 (nul) stemmer!
Han fortalte, at politi og paramilitære styrker havde blokeret valgstederne og taget stemmesedlerne med sig. Ingen af hans valgfolk fik lov til at være med ved optællingen eller skrive under på resultatlisten.
Vinderen i kredsen var Zahid Hamid, som tilhører en familie af feudale godsejere med vigtige stillinger i statsapparatet. Han er i familie med Irshad Hasan Khan, der er den øverste valgansvarlige i Pakistan. Hamid var opstillet for PML(Q) og fik officielt 73.521 stemmer. Der er ingen tvivl om, at Hamids tilhængere var rede til at bruge alle midler for at få sejren i hus.
Klokken 11 på valgdagen blev Mithu fra Nanowali, en af Ghulam Abbas’s unge valgfolk, myrdet. Klokken 4 slog Hamids bøller til igen. Baba Kala, en gammel PPP-aktivist og også en af Abbas’s valgfolk, blev tortureret på et valgsted og døde af det. En anden ung valgrepræsentant ved navn Khalid blev kidnappet sammen med sin motorcykel. Senere blev motorcyklen fundet på en politistation, men Khalid er endnu ikke dukket op. Alt i alt er 27 mennesker kommet til skade.
Akhter Ali Vario er blevet anklaget for at have organiseret svindelen og mordene. Han er en gangster, der er stukket af fra fængslet, men som åbenlyst har optrådt ved PML(Q)’s møder i Sialkot. Om natten blev han set i det rum, hvor det endelige resultat blev opgjort.
Men selv efter pakistansk standard var det dog for absurd, at Abbas skulle have fået 0 stemmer. Senere blev hans resultat revideret, og pludselig havde de fundet 64.800 stemmesedler med hans navn på. Selv nu har Abbas kun modtaget det skriftlige resultat fra 57 ud af de 305 valgsteder i hans kreds.
Givetvis var valgfusken ikke helt så brutal og åbenlys alle steder. Fusk og korruption er normalt en mere glat, slimet proces, der glider frem ad andre veje – hvis ikke det mødes med stærk modstand.
Japan og Commonwealth havde sendt en håndfuld observatører. Hverken dem eller USA, som kun havde deres ambassadepersonale i Pakistan, havde nogen problemer med straks at erklære valget for helt i orden. Men hvorfor havde EU så sendt 88 observatører, som ikke kunne undgå at se noget af fusket? Pakistan er et land, hvor EU (modsat USA, Japan og England) ikke har megen indflydelse. Nu prøver de at finde en lille niche som demokratiets forsvarere, hvorfra de så kan udbrede deres indflydelse i Pakistan. Det forklarer også, hvorfor deres kritik af valget var forholdsvis mild, på trods af hvad observatørerne så, og deres opgaver sluttede, da valgstederne lukkede. En total fordømmelse af valget, som ville være helt berettiget, ville have brændt for mange broer for EU i Pakistan.
PPP’s ledelse har efter Benazirs første protest accepteret valgresultatet. Nu vil de have “national forsoning”, dvs. kampen om at komme tættest muligt på magten er gået i gang. De har ingen planer om at organisere en kamp fra neden, hvilket ville være den eneste måde at få nye og virkelig demokratiske valg på.
Jeg spurgte en repræsentant fra Verdensbanken, som ankom til Pakistan med samme fly som mig, om, hvorfor regimet overhovedet gad at organisere et valg, når de fleste mennesker i Pakistan udmærket ved, at det er snyd. Han sagde, at valget ikke gik ud på at tilfredsstille det hjemlige publikum, men frem for alt at gøre de vestlige regeringer glade. Det, han ikke sagde eller forstod, var, at disse regeringer er helt klar over, at der fuskes, men de ønsker at skabe en demokratisk illusion over for arbejderne i Vesten, så de kan retfærdiggøre deres samarbejde med den rådne herskende klike i Pakistan.