For over et år siden nedlagde mit hold og jeg arbejdet på et af landets største medicinallagre. Vi protesterede mod en lang periode med underbemanding og endeløst tvunget overarbejde. Strejken vandt og førte til hurtige forbedringer med flere nyansættelser og mindre overarbejde.
Men nu trækker det op til en ny konflikt på trods af et år med bedre vilkår. Selvom vi vandt slaget, er kampen ikke slut endnu.
Selvom jeg modtog en skriftlig advarsel kort efter strejken og blev forsøgt tvunget over på weekendholdet, blev forholdene markant bedre for hele lageret i en lang periode. Der blev indsat en ny ledelse over drifts- og logistikchefen, hvilket satte en stopper for den frygtbaserede styring, der hidtil havde hersket. Den gamle ledelse, som stod bag de ”effektiviseringer”, der smadrede vores arbejdsmiljø, endte med at sige op.
Den nye ledelse var venligere og talte om ”inddragelse” for at genoprette arbejdsmiljøet. Vi fik lov til at vende tilbage til vores oprindelige arbejdstider, som vi ellers var blevet tvunget væk fra af ”driftshensyn”. Den gamle ledelse havde påstået, at det var umuligt at hyre flere, men pludselig blev der ansat mange nye kolleger. Med de ekstra hænder slap vi for tvunget overarbejde i et år, og et håb spirede: var de gode forhold endelig vundet tilbage?
Det var blot et kort pusterum, for nu vender forringelserne tilbage. Aftenholdet er igen ramt af tvunget overarbejde til langt ud på natten. Samtidig er der indført LEAN (en slags effektivisering af vores arbejdsgang) for at strømline driften, hvilket øger presset på alle os på gulvet. Ledelsen har desuden besluttet at koncentrere driften senere på dagen, hvilket tvinger dagholdet ud i aftentimerne. De, der ikke kunne acceptere det, er allerede blevet fyret.
Allerede nu er stemningen bitter, og vreden igen ved at koge over. En kollega fra aftenholdet forklarede det således:
”Mine kolleger finder sig ikke i det samme som før. De siger fra tidligere. På trods af al snakken om ’dialog’ og input fra os på gulvet, er det stadig ledelsen, der har magten. De kan tvinge os til overarbejde og fyre os, hvis vi ikke accepterer nye arbejdstider. Måske skulle vi gøre ligesom i gjorde dengang.”
Hvorfor ser vi de samme angreb på vores vilkår nu, hvor vi har fået ’samarbejdsvillige’ ledere? Det beviser, at det aldrig handlede om den enkelte dårlige chef. Forringelserne er uundgåelige under de nuværende økonomiske logikker, der tvinger ledelsen til at presse så meget profit ud af hver eneste af os på gulvet som muligt.
Hvad der på overfladen lignede gode forbedringer, var blot en pause på virksomhedens angreb, vundet takket være vores strejke. Men en enkelt arbejdsnedlæggelse er ikke nok til at ændre de fundamentale strukturer i det system vi lever i.
Strejken gjorde et stort indtryk på mig og mine kollegaer. Den gjorde os klar over vores kollektive styrke og hvordan vi kan kæmpe for bedre vilkår. Men den har også gjort det tydeligt, at sejren kun er midlertidig, så længe magten fortsat ligger hos kapitalistklassen. De kan blot vente til temperaturen på gulvet falder igen og så tage alt det tilbage, som vi vandt under kampen.
Systemet er i sidste ende roden til problemet, og kampen må sprede sig hvis vi skal lykkedes. Ved at forbinde alle de forskellige hold på lageret ville vi kunne opnå en større styrke til at slå igen i en mere vedholdende kamp mod angrebene på vores vilkår.
Kampen er ikke alene på mit arbejde. Den samme kamp udspiller sig allerede på andre lagre og arbejdspladser i landet. For nylig strejkede over hundrede Coop-lagerarbejdere over hele landet. Kun ved at forene alle vores kampe til én fælles kamp mod vores undertrykkere kan vi gøre en ende på det kapitalistiske system, der gør undertrykkelsen mulig.
Når vi har gjort det, kan vi endelig begynde på at opbygge et samfund, der er værdigt at leve i og arbejde i, frem for blot at berige de få.
