Revolutionære bevægelser ledt af unge har de sidste måneder rystet store dele af planeten. I Indonesien, Nepal, Timor-Leste, Tanzania, Madagascar, Morocco, Peru med flere: Præsidenter er flygtet fra deres paladser, og parlamentsbygninger er blevet sat i brand. I Madagaskar er sågar en del af hæren gået over på revolutionens side.
Alle bevægelserne er blevet antændt af forskellige specifikke spørgsmål, men fælles for dem alle er, at de hurtigt har udviklet sig til en generel kamp imod korruption, nepotisme og den vanvittige forskel mellem rig og fattig. I sin essens bunder regimernes miskreditering dog ikke blot i deres ekstraordinære korrupte karakter, men snarere i hele systemets manglende evne til at kunne give en hel generation af unge og arbejdere en ordentlig fremtid.
Et instinktivt internationalt udsyn har præget Generation-Z revolutionerne og generelt unges politiske entre på den politiske scene, hvor der drages inspiration fra kampe og begivenheder i andre lande. De unge demonstranter i de tidligere nævnte lande har samlet sig under det samme symbol, et piratflag, der er taget fra den japanske manga One Piece, der omhandler en gruppe misfits, der kæmper mod et korrupt og undertrykkende regime.
Vi har set det samme flag optræde til Palæstina-demonstrationer i Frankrig, Italien og andre lande i Europa. En enorm frustration over det bestående eksisterer blandt unge i hele verden – også i vesten.
I England viser en undersøgelse ved navn “Generation Extreme”, at flere og flere unge støtter “ekstreme” ideologier som kommunisme – omkring 35 procent. I USA har vi set Zohran Mamdani, der med sin socialistiske retorik har tiltrukket et stort lag unge radikale vælgere. Det har nu resulteret i, at han har vundet borgmesterposten i landets største by, New York: et jordskælv i amerikansk politik.
I Danmark ser vi også unge fra generation-Z følge den internationale tendens til at afvise de gamle magthavere. Socialdemokratiet ser endelig ud til at miste deres hundred år lange jerngreb over overborgmesterposten i København som følge af det kommende kommunalvalg. Selv borgerlige “eksperter” siger, at unge er i gang med et opgør mod de gamle magtpartier, som vil forårsage “fundamentale rystelser af det politiske landskab i fremtiden”.
Det var Trotskij, en af lederne af den russiske revolution, som pointerede, at det er de unge, der er de første til at tage kampen op i enhver revolutionær epoke, og at det er dem, der vil inspirere resten af arbejderklassen til at betræde klassekampens sti igen. Det er hvad vi ser nu: en ny generation af unge, der ikke er præget af arbejderklassens tidligere nederlag, begynder nu at bevæge sig.
Hvis vi vil forstå, hvorfor generation-Z gør oprør mod det etablerede, er det nok at tage et kig på, hvilket kriseramt system en normal attenårig her i Danmark er vokset op i:
Før du var født, var angrebene på velfærden allerede taget til. Du var ét år gammel, da den store finanskrise ramte i 2008. Du var syv år, da eurokrisen nåede sit toppunkt. Du var ni år, da Donald Trump blev valgt for første gang. Du var tretten år, da verden lukkede ned under den globale coronapandemi. Du var fjorten år, da inflationskrisen tog fart. Du var femten år, da krigen i Ukraine brød ud. Du var seksten år, da Israel indledte sit folkemord i Gaza. Du var sytten år, da Donald Trump blev valgt for anden gang. I dag er du atten, og hele dit liv har været præget af kriser, accelererende klimakatastrofer og krig.
Det her er, hvad unges bevidsthed er formet af: det her system har aldrig kunne vise dem fremgang. Derudover preller alle advarsler om “kommunismens elendigheder” af på dig, da det jo åbenlyst er kapitalismen, der er i færd med at ødelægge din fremtid.
Vi kommunister er ikke de eneste, der kan se, hvilke enorme politiske skift generation-Z bringer med sig. Den herskende klasse følger også med, bekymret over hvilket regime mon bliver det næste til at falde. I en nylig artikel fra britisk og amerikansk imperialismes talerør, Financial Times (FT), ved navn “Generation Z er den nye kraft i global politik”, kunne man læse:
“Uanset om man kalder dem TikTok-generationen, Gen Z (født mellem 1997 og 2012) eller blot studenterprotesterende, kræver unge mennesker over hele verden politiske forandringer – og i nogle tilfælde gennemfører de dem.”
I artiklen råder bankmændene, der står bag FT, verdenslederne til at huske på, at “politik er en social kontrakt, ikke en licens til at plyndre” og opfordrer til at “skabe et miljø, der fremmer beskæftigelse, tjenesteydelser og sikkerhed”, ellers vil lederne nok snart “se et flag med dødningehoved og krydsede knogler [One Piece-flaget] på en gade i nærheden af dem snart”.
For verdenslederne, der åbner Financial Times over morgenkaffen, kan artiklen kun læses som en advarsel. Det er lettere sagt end gjort at holde denne generation i ro. Med en ny finanskrise under opsejling og en global gæld, som tynger verdens regeringer mere og mere, vil hverken de udviklede kapitalistiske lande eller de underudviklede økonomier kunne opretholde levestandarden for arbejdere og unge. Krisen dikterer tværtimod store angreb.
Kort sagt vil kapitalismens krise kun forårsage flere sociale eksplosioner rundt omkring i verden, og man ville være forfejlet, hvis man tror, at nogle lande er immune.
Ofte kommer borgerskabet frem til samme konklusioner som os kommunister, blot fra den omvendte klasse perspektiv. Financial Times pointere nemlig med rette, hvad svagheden er ved de nuværende Gen-Z bevægelser:
”De fleste protester fra generation Z – organiseret i de sociale mediers æter – mangler tydelige ledere. Det er en styrke, der gør dem mangfoldige og sværere at undertrykke i lande fra Kenya til Iran, hvor de bliver ved med at dukke op på trods af statslig undertrykkelse. Men den amorfe karakter af generation Z’s protester er også en svaghed. De mangler ofte midlerne til at omdanne legitim vrede til sammenhængende politikker eller alternative politiske strukturer, hvilket gør dem sårbare over for karismatiske stærke mænd, der tilbyder øjeblikkelige løsninger.”
Financial Times foretrækker naturligvis, at bevægelserne ledes af liberale kræfter, så de kan kanaliseres ind i sikre, kapitalistiske baner. Avisens interesserer sig som altid ikke for regimernes brutalitet, så længe magten i det skjulte forbliver i de vestlige imperialisters hænder.
Men alligevel rammer deres pointe noget grundlæggende sandt: der er mangel på en revolutionær ledelse.
Generation Z viser lige nu verden over, at viljen til at kæmpe er til stede. Men uden et revolutionært parti til at omsætte denne sult efter forandring til bevidst revolutionær handling, forbliver energien spredt. Vi har brug for en kraft, der kan rette vreden mod hele systemet: mod kapitalismen og mod profittens lænker, der holder samfundet tilbage og stjæler vores fremtid.
Lykkes vi med det, vil det ikke bare være dødningehovedets flag, der snarligt vajer over de forældede magtinstitutioner, men i stedet det røde flag med hammer og segl – symbolet på menneskehedens endelige frigørelse fra klassesamfundet.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.
