“Slog kommunismen ikke fejl?”

The bolshevik

Johan Uhrskov



2 minutter

Læs om serien Spørg Revolution

Karl Marx forklarede, at de herskende ideer i ethvert samfund er den herskende klasses ideer. I vores samfund betyder det kapitalistklassens ideer. Så indgroet i samfundet er de, at man som kommunist bliver mødt med den samme modargumentation – næsten ordret – når man forklarer, hvorfor der er behov for et andet system.

Vi vil opfordre dig der læser Revolution til at skrive ind med de spørgsmål du møder når du taler med folk, der er interesserede i kommunisme.

Send spørgsmålene til redaktion@marxist.dk.


Det første vi må sige er at kommunisme aldrig har eksisteret, da kommunisme er et klasseløst og statsløst samfund. Oftest bliver dette spørgsmål dog stillet med en henvisning til Sovjetunionen og andre lande, som havde styrer, der kaldte sig selv kommunistiske. Sovjetunionen er dog ikke den store tragedie, som kapitalisterne forsøger at få det til at lyde som – tværtimod. 

Sovjetunionen gik fra at være en tilbagestående, halvfeudal bondeøkonomi til at være verdens anden største økonomiske supermagt inden for en periode på omkring 50 år. Et så stort fremskridt, på så kort tid, er aldrig set før i historien. Dette fremskridt skete ikke på grund af kapitalismen, men på grund af Sovjetunionens planøkonomi.

Det er til gengæld også klart, at Sovjetunionen kollapsede i 1991. Men det var ikke planøkonomien i sig selv, der forårsagede kollapset – snarere blev planøkonomien kvalt af manglen på arbejderdemokrati. (Læs mere om hvad der faktisk gik galt i Sovjetunionen her.)

I stedet for en demokratisk planlægning af økonomien var det en stalinistisk klike på toppen af samfundet, der diktatorisk valgte, hvad der skulle produceres og hvordan. Men en hel økonomi kan ikke planlægges af bureaukrater; en planøkonomi har brug for demokrati som en menneskekrop har brug for ilt. Det er nødvendigt, at masserne åbent kan sige, hvad de realistisk kan producere, hvad de har brug for og på det grundlag udarbejde en plan. Det var ikke tilfældet i Sovjetunionen, og det var en af hovedårsagerne til dens kollaps. 

Det vi kæmper for i Revolutionært Kommunistisk Parti, er reel socialisme og kommunisme. Det vil sige en demokratisk planøkonomi indrettet efter menneskers og naturens behov. En økonomi, hvor det kæmpe teknologiske potentiale der eksisterer allerede nu, bliver brugt på rationel vis og ikke efter hvad der skaber profit for et lille mindretal af kapitalister.