★ Må man eje sin egen bolig efter revolutionen?

Kun socialisme kan løse boligkrisen

For at løse boligkrisen, er det nødvendigt at tage boligmarkedet ud af elitens hænder. Foto: Simon Takatomi / Unsplash
For at løse boligkrisen, er det nødvendigt at tage boligmarkedet ud af elitens hænder. Foto: Simon Takatomi / Unsplash

Andreas Nørgård




Der florerer et hav af myter og fordomme om kommunisme. En af dem er, at kommunister – med afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne – vil tage arbejderklassens personlige ejendele fra dem: deres bolig, deres bil, ja selv deres tandbørste!

Da vi i Revolutionært Kommunistisk Parti i august blev interviewet til en artikel i Information, faldt samtalen blandt andet på, hvordan vi vil løse boligkrisen. I artiklen kunne det godt blive læst som om, at vi ville tage folks boliger fra dem.

Det har imidlertid aldrig været vores politik og har aldrig været marxisters synspunkt. Lad os derfor få tingene på det rene, så der ikke er nogen tvivl om, hvordan kommunister faktisk vil løse boligkrisen.

Må man eje sin egen bolig?

I Danmark bor et flertal i ejerbolig, hvoraf rigtig mange er arbejderfamilier. Myten om, at man efter en revolution ikke længere må eje og bo i sin egen bolig, er et forsøg fra etablissementet på at miskreditere os kommunister i arbejderklassens øjne og skubbe arbejdere over i et forsvar for det nuværende system. Men hvilken ejendom vil vi så faktisk afskaffe med den socialistiske revolution?

Vi vil som kommunister ekspropriere den herskende klasses – det vil sige kapitalisternes – ejendom. For hvad er det? Det er de store virksomheder, bankerne, pengeinstitutterne, samt de riges formuer. For det er denne ejendom, som de bygger deres magt over samfundet på. 

Vi vil, som Marx beskrev, afskaffe den private ejendomsret til de samfundsmæssige produktionsmidler. Med andre ord vil vi ikke ekspropriere arbejderklassens ejendele eller den lille købmands ejendom, men de vigtigste dele af økonomien, altså den herskende klasses kapital. Friedrich Engels forklarede det i sit værk ‘Om boligspørgsmålet’:

“Kapital er herredømme over andres ubetalte arbejde. Arbejderens hus bliver altså kun kapital, så snart han udlejer det til tredjemand og i form af husleje tilegner sig en del af denne tredjemands arbejdsprodukt. Ved at han selv bebor huset, hindres huset netop i at blive kapital, ligesom frakken ophører at være kapital i samme øjeblik, jeg køber den af skrædderen og trækker den på.”

Engels anti duhring web
Som Friedrich Engels forklarede for 150 år siden, så vil kommunister ikke tage arbejdernes boliger fra dem, men derimod tage boligerne fra spekulanterne, de rige og udlejningsselskaberne. Collage Revolution / Public Domain

Vi mener altså, at de tusindvis af arbejdere som ejer den bolig, de bor i, fortsat skal eje den efter en revolution. Dem som vi vil tage boligerne fra er boligspekulanterne og de private boligselskaber, som lige nu tjener styrtende på at presse groteske huslejer ud af desperate lejere.

For disse kapitalistiske udlejere er boliger ikke et hjem, men en vare, der skal give størst muligt afkast. Den “frihed”, som udlejerne nyder under kapitalismen til at flå lejerne for deres halve eller hele løn, vil vi afskaffe ved at gøre deres boliger til kollektiv ejendom – men det vender vi tilbage til senere.

Vi vil som sagt ikke tage boligerne fra normale mennesker, men hvad vi ikke vil garantere er, at den lille gruppe af stenrige mennesker, der ejer utallige boliger, kan beholde deres luksusejendomme og formuer, som er skabt af arbejderklassen. Stod det til os, ville rigmænd som Saxo Banks stifter, Kim Fournais, der ejer i omegnen af 24 ejendomme og et luksusresort på sin private ø, ikke beholde det efter en revolution.

Vi kan imidlertid garantere, at vi vil være mildere mod de rige, end de lige nu er mod samfundets svageste, som de efterlader i rendestenen uden tag over hovedet. Efter den socialistiske revolution vil de, ligesom alle andre i samfundet, få stillet en bolig til rådighed, som passer til deres nye mundane tilværelse uden tjenere, private kokke og en hær af au-pair-piger.

Eget hjem uden for rækkevidde

Man må altså gerne eje sin egen bolig efter revolutionen; så langt så godt. Spørgsmålet man burde stille er dog: Ejer folk i det her samfund i realiteten deres egen bolig? Nej, det gør bankerne.

På trods af, at landets 1,3 millioner ejerboliger formelt set er ejet af et hav af enkeltindivider, så er bankerne reelt set de største boligejere i Danmark. Deres ejerskab er blot gennem gældsatte arbejdere som mellemmænd. Ifølge Danmarks Nationalbank steg privatkunders samlede boliggæld hos bankerne i år til rekordhøje 2.076 milliarder kroner, hvilket svarer til, at bankerne ejer 50 procent af de danske ejerboligers samlede værdi. 

De få, der er så heldige at blive godkendt til et gigantisk boliglån, opdager hurtigt, at de i virkeligheden ikke ejer deres hjem – de lejer det blot af banken. Inden for det nuværende system er det at bo i ejerbolig imidlertid blevet en uopnåelig drøm for flere og flere. Særligt unge har indset, at uanset hvor hårdt de arbejder, vil de aldrig komme til at eje deres eget hjem.

Siden finanskrisen i 2008 er boligpriserne i Danmark steget markant. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for et hus er fra 2009 til 2026, på landsplan, steget med 62 procent. Udviklingen i storbyerne, hvor de fleste mennesker bor, er imidlertid i en helt anden liga. En ejerlejlighed i København koster i dag 264 procent mere end i 2009.

Lønudviklingen har på ingen måde fulgt trop. Fra 2009 til 2025 steg den nominelle løn for faglærte og ufaglærte arbejdere kun omkring 45 procent. Boligboblen har altså skabt en situation, hvor boligmarkedet er blevet lukket land for arbejdere, unge og “førstegangskøbere”. Det afspejles også i den faldende andel af arbejdere, som bor i ejerbolig.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldt andelen af lønmodtagere, som ejer deres egen bolig, fra 2013 til 2023 på tværs af hele landet. Men især i København har det været voldsomt, hvor det faldt med 10,6 procentpoint, så det nu kun er 32,2 procent af københavnske arbejdere, der bor i ejerbolig.

Danmarkskort boliger arbejderklassen revolution
Arbejderklassen presses ud af storbyerne
Boligmarkedet er domineret af spekulation, og konsekvensen er til at tage og føle på: Almindelige arbejdere har ikke længere råd til at bo i de byer, de holder kørende. Kilde: AE / Danmarks Statistik

Boligboblen

I dag ønsker mange arbejdere at eje deres bolig i stedet for at leje. På trods af at det bliver sværere og sværere at komme ind på ejerboligmarkedet, så er det faktisk oftest billigere at bo i ejerbolig frem for at bo til leje. For mange er en ejerbolig derudover et forsøg på at fremtidssikre sig økonomisk, da husets værdi er en del af ens pensionsopsparing.

Kapitalisterne og deres politiske repræsentanter på Christiansborg ønsker samtidig at boligboblen fortsætter med at vokse, da boligmarkedet i årevis har været en vigtig drivkraft for dansk kapitalisme. De stigende boligpriser betyder nemlig, at boligejeres friværdi vokser. Friværdien er differencen mellem en boligs aktuelle værdi og den restgæld, der er tilbage i boligen. Boligejere har mulighed for at optage relativt billige lån for hele eller dele af friværdiens beløb, hvilket vil sige, at de kan forbruge mere, som øger efterspørgslen i den generelle økonomi.

Samtidig er boligmarkedet en enorm indtægtskilde for banker og realkreditinstitutter. Sidste år betalte de danske privatkunder 65,4 milliarder kroner, ikke af på deres lån, men bare i renter på deres bank- og realkreditlån. For de danske finanskapitalister i toppen af samfundet er boligboblen enormt profitabel, og de forsøger derfor aktivt at holde den kørende. Men deres kortsigtede jagt på profit risikerer at få store konsekvenser for samfundet.

Hvis boligboblen springer, vil boligpriserne rasle ned, og boligejernes friværdi fordufter. Det vil betyde et markant fald i forbruget og risikerer at udløse en generel afmatning i hele økonomien. Omfanget af boligboblen betyder, at de danske husstande er de næstmest forgældede i OECD. Hvis boligpriserne kollapser, og boligejerne ikke længere er i stand til at betale deres lån til pengeinstitutterne, risikerer det at udløse en ny finanskrise, som i 2008.

Hvis boligboblen springer, vil titusindvis af arbejdere samtidig miste deres pensionsopsparinger og være lænket til bankerne gennem deres ubetalelige boliglån, som langt overstiger værdien af deres bolig. Tusindvis af arbejdere vil altså være de facto bankerot.

Under kapitalismen styres boligmarkedet ikke efter menneskers behov, men af bankerne og boligspekulanternes jagt på profit, hvilket garanterer, at et krak på boligmarkedet før eller siden vil komme. Økonomiske opsving og kriser er nemlig indbygget i kapitalismen, og som vi så i 2008 har det kæmpe effekt på arbejderes boligsituation. Den eneste måde vi kan komme ud af den blindgyde, som kapitalismen har ført os ned i, er ved at bryde med det selv samme system.

En socialistisk boligpolitik

I dag er det bankerne, der bestemmer, om man kan købe en bolig, og det er de renter, som bankerne sætter, som afgør, hvorvidt man kan få lov at blive boende. En forudsætning for at løse boligkrisen er derfor at bryde bankernes kvælende dominans: ikke kun over boligmarkedet, men over hele økonomien. Det kan kun ske ved at ekspropriere dem og samle dem i én statsejet centralbank, der køres under arbejderklassens kontrol.

Når først bankerne er ude af finanskapitalisternes hænder, vil vi kunne sænke renterne på arbejderklassens boliggæld til et minimum. Dermed kan vi garantere, at ingen skal risikere at gå fra hus og hjem på grund af nogle få finanskapitalisters umættelige tørst efter at suge så meget værdi ud af deres kunder som overhovedet muligt.

Nationaliseringen af bankerne løser imidlertid ikke boligkrisen alene. Politikerne har i årtier lovet at bygge flere billige almene boliger, men hver eneste gang viser det sig at være tomme løfter. En stor del af boligmanglen kunne imidlertid løses omgående ved at gøre brug af alle de nuværende boliger. 

I København alene var der i 2022 mere end 17.000 boliger, som stod tomme, fordi selskaber som Blackstone bruger dem som spekulationsobjekter. Ved at nationalisere de tusindvis af boliger, som står og samler støv – uden kompensation til deres stenrige ejere – kunne de gøres tilgængelige for arbejdere og unge. Det samme er tilfældet med de tusindvis af kvadratmeter tomme kontorlokaler og bygningsmasse, som står overalt i storbyerne, og som relativt hurtigt kan omdannes til billige boliger. For at sænke huslejerne, til en brøkdel af ens indkomst, vil vi kommunister også nationalisere de private udlejningsselskaber som Heimstaden, der kontrollerer en større og større del af boligmarkedet.

Systemet er problemet

Når først boligerne er taget ud af spekulanternes og boligselskabernes hænder, kan de fordeles demokratisk, for eksempel efter størrelsen på ens familie, afstanden til ens arbejdsplads eller andre behov. I dag fordeles boligmassen efter hvad en lille gruppe kan tjene penge på. Vi vil i stedet fordele boligerne efter hvad mennesker har behov for. 

For yderligere at udvide boligmassen med nye boliger, vil vi nationalisere de store byggefirmaer og samle dem i ét statsejet selskab. Med deres kombinerede kræfter og ekspertise vil vi kunne bygge gode, billige og smukke boliger, i stedet for det bras, der svier i øjnene, som byggefirmaerne i dag opfører og udbyder til svimlende priser.

Mens boligkrisen i storbyerne består af en mangel på boliger, der er til at betale, så er det i mange landområder blevet næsten umuligt at sælge sin bolig eller blive godkendt af banken til et lån. Det hænger sammen med, at velfærden slagtes i landets udkantskommuner, uddannelser nedlægges, offentlig transport bliver skåret væk og arbejdspladser lukker. Der står titusindvis af gode tomme boliger rundt om i landet, men som ikke kan sælges, fordi politikerne gennem årtier har udsultet landområderne økonomisk. Ved at planlægge økonomien på nationalt plan, vil vi kunne allokere ressourcer til hele landet, hvilket vil genoplive landområderne og gøre det til steder, hvor mange mennesker igen vil have lyst til at bo.

Noget så grundlæggende som et tag over hovedet burde være en basal rettighed, men det er det ikke under kapitalismen. Det er fuldstændig absurd, at vi har ressourcerne til at bygge gode, billige boliger til alle, men at der officielt er over 6.000 hjemløse i Danmark, men med mørketal er det i virkeligheden mange flere.

Det eneste, der kan løse den boligkrise, kapitalismen har skabt, er indførelsen af arbejderklassens demokratiske planlægning af økonomien. Det vil garantere, at alle samfundets individer får en ordentlig og tryg tilværelse, herunder noget så basalt som et hjem. Det vil samtidig lægge grundlaget for, at menneskehedens enorme potentiale for alvor kan blomstre, når vi for første gang i historien ikke længere tynges af bekymringer om, hvordan vi får dækket vores mest grundlæggende behov.

★