
En bølge af klassekamp har spredt sig over Europa som en steppebrand. I spidsen for bevægelserne står unge, som ikke længere vil acceptere, at deres herskere tilsidesætter deres basale behov mens de forgylder de rige. I Frankrig, Spanien, Italien, Belgien, Tyskland og Albanien er der udbrudt massebevægelser i protest mod magthaverne, og mange andre lande er kun få skridt bagefter.
I Frankrig er bevægelsen gået længst. Hundredtusindvis af unge og arbejdere har besat deres skoler, nedlagt arbejdet og gået på gaden, hvor der åbent tales om behovet for en ny revolution. I et desperat forsøg på at fremstille bevægelsen som voldelig viser medierne udelukkende billeder af brændende skraldespande og smadrede butiksruder, mens de ignorerer den brutale vold fra det franske politi, som angriber fredelige demonstrationer, skyder hænderne af teenagere og øjne ud på gymnasieelever.
Generation Z-revolutionen er nået til Europa. Unge i alle lande følger med på de sociale medier og lader sig inspirere. Overalt stiller de sig selv spørgsmålet: “Er det ikke præcis de samme problemer, vi står overfor her? Måske bør vi også gøre oprør.”
Frontalangreb på unge
Regeringerne over hele Europa står over for det samme dilemma: Kapitalisterne kræver massiv oprustning og store angreb på arbejderklassen og unge, men folk nægter at tage imod slagene uden kamp.
Det må løbe de danske politikere koldt ned ad ryggen, når de i disse dage forhandler om regeringens udspil til finansloven. Regeringen kan nemlig ikke længere gemme sin klassekarakter bag tomme valgløfter.
Da regeringen præsenterede sit finanslovsudspil, lød det nøgternt i Berlingske: “Væk er dagene med fyldte kasser. Væk er tiden, hvor massive investeringer i Forsvaret ikke kunne mærkes hos skatteyderne.” Med andre ord: Dansk velfærd skal slagtes til fordel for en enorm oprustning.
Regeringens mest direkte angreb mod velfærden kommer i form af massive SU-forringelser. Hele 81.000 unge vil miste sin SU ifølge forslaget. Konkret rammer det hjemmeboende studerende, hvor forældrenes indkomst overstiger grænsen – hvilket gælder for omkring 55 % af de studerende i dag.
Men forringelserne stopper ikke her: Unge, hvis forældre har en samlet årsindkomst på helt ned til 420.000 kr., vil også få skåret i deres SU. Det betyder, at selv børn af dagpengemodtagere rammes. Kombineret med skærpede krav til dimittenddagpenge står denne finanslov til at ramme samtlige unge i Danmark.
Regeringens fortsatte angreb mod unge gøder jorden for en fremtidig bevægelse i stil med det, vi ser i resten af Europa. Allerede nu er der indkaldt til skolestrejker på landets gymnasier mod nedskæringerne på SU’en den 4. november.
Penge til imperialisme og kapitalisterne
Men hvad skal alle disse besparelser finansiere? Titlen på finansloven siger det hele: “Et stærkere forsvar af Danmark”. 22 milliarder kroner ekstra sættes årligt af til militæret i 2027, og beløbet stiger til cirka 40 milliarder i 2030.
Der skal indkøbes droner, kampvogne, angrebsmissiler og luftforsvarssystemer. Strømmen af milliarder til Ukraines korrupte regime udgør ligeledes en stor bid af kagen. Som Mette Frederiksen selv formulerede det i Krigens Døgn på DR: “Hvis vi i 2027 vurderer, at vi har brug for flere penge til Ukraine, så må vi finde flere penge til Ukraine.”
Politikerne har altid svært ved at finde penge til velfærd til arbejdere og unge, men når det gælder militær og imperialistiske krige, er pengekassen bundløs.
Et andet centralt tiltag i finansloven er at sænke selskabsskatten med tre procent. Det kan lyde af lidt, men for toppen af dansk erhvervsliv er der tale om en gigantisk gave. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at blot en sænkelse på to procent vil uddele knap 9 milliarder kroner til erhvervslivet.
De, der vinder den største gevinst, er de absolut største selskaber. Ifølge samme undersøgelse vil de fem største virksomheder modtage omkring 31 % af de samlede skattelettelser. Regeringen forgylder med andre ord kapitalisterne, mens vi andre skal spænde livremmen ind. Krummer som gratis tandlæge til enkelte grupper forsøger blot at skjule, at den overordnede finanslov er et direkte angreb på arbejdernes og ungdommens levevilkår.
Krisen i dansk kapitalisme træder mere og mere tydeligt frem, nøjagtig som i resten af Europa. Et enormt pres bygger sig op.
Kampen om fremtiden
Videnskaben fortæller os, at lignende årsager skaber lignende virkninger. I Frankrig startede det hele med unge, der besatte deres skoler i de fattige områder i Paris for at kræve ordentlige uddannelsesforhold. I Spanien var gnisten de tårnhøje boligpriser. I Tyskland demonstrerer unge mod regeringens militarisme.
Det lyder alt sammen skræmmende familiært. Det rimer direkte på tilstandene i Danmark, hvor vi står med et skolesystem i krise, tårnhøje boligpriser og en krigsliderlig regering. Netop derfor har de borgerlige medier gjort alt for enten at fortie bevægelserne eller, når de ikke længere kan ignoreres, forsøgt at miskreditere dem som urimelige og voldelige. De mest rabiate højrefløjskommentatorer påstår endda, at der er tale om et ‘raceoprør’ skabt af immigranter – en uundgåelig konsekvens af udlændingepolitikken, hvis du spørger dem. Men for mange, særligt demonstranterne, er det tydeligt, hvad deres løgne går ud på: Det er et kynisk forsøg på at splitte bevægelsen og fjerne fokus fra dem, der reelt forringer folks levevilkår: de rige, eliten, kapitalisterne.
Det virkelige billede af protesterne kan ses på de sociale medier, hvor unge fredeligt besætter deres skoler og for første gang får mulighed for at udtrykke deres frustrationer over den dystre fremtid, som kapitalismen tilbyder dem. Videoer fra massedemonstrationer med hundredvis af mennesker; i Paris’ gader spiller et orkester arbejdersange, som alle synger med på; referencer til Den Franske Revolution i 1789, Pariserkommunen i 1871 og Maj 68-oprøret står skrevet på skilte og refereres til i taler; “Vive la commune” står skrevet på facaden af en skole i Frankrig.
På de sociale medier ser man også hurtigt, hvem der i virkeligheden står for volden i gaderne. Det er ikke unge, men statens politi med tåregas, vandkanoner og knipler – som uden skrupler anvendes mod børn.
Men for at vinde over statsmagten og politibrutaliteten er unges mod på gaderne ikke nok. Et studenteroprør kan ryste en regering, men kun arbejderklassen har magten til at standse samfundets hjul gennem strejker og ramme kapitalisterne på profitten.
Opgaven for revolutionære i dag – i Frankrig såvel som i Danmark – er, at vi organiserer os og bygger et revolutionært kommunistisk parti, så vi kan give bevægelsen et klart socialistisk perspektiv. Kun sådan kan vi sørge for, at den enorme kampvilje, som unge udviser lige nu, faktisk kan vælte kapitalismen og bygge et socialistisk samfund i dets sted.
I modsætning til borgerskabet ser vi revolutionære faktisk, hvad denne bevægelse går ud på. Hvor borgerskabet ser gadeprotesterne som urimelige forstyrrelser af deres forretning eller som rent kaos, ser vi kampen for en ny verden, der er ved at tage form. Og det er tydeligt, at det er sådan, de mange unge på gaderne også ser på det.
Som der stod skrevet på et banner uden for en skole i Paris:
»Undskyld, at vi forstyrrer … vi vil bare have en fremtid.«

Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen i din postkasse 10 gange om året for kun 40 kr./md.



