Den ekstreme politivold, der blev rettet mod de mobiliserede gymnasieelever, havde til formål at kvæle protesterne. Men det modsatte skete: Bevægelsen hentede ny styrke heraf, vandt opbakning fra mange lærere og spredte sig til hundredvis af yderligere gymnasier. De studerende – som naturligvis står i solidaritet med gymnasieeleverne – er begyndt at mobilisere.

[Denne artikel er oprindeligt udgivet på fransk på marxiste.org den 5. oktober 2026]

Billederne af politivold sendte chokbølger gennem det overvældende flertal af befolkningen. Millioner af unge og arbejdere er forargede og oprørte over regeringens modbydelige reaktion på en bevægelse, der protesterer mod forholdene på uddannelserne, som er uværdige for et “udviklet” land, men også mod det stadig mere ulige uddannelsessystem.

Under pres fra den massive vrede opfordrer ledelsen af fagforbundet CGT arbejderne til at mobilisere – “også gennem strejker” – for at deltage i gymnasieelevernes demonstrationer, der afholdes i morgen, den 6. oktober. Afdelinger af CGT og andre faglige hovedorganisationer opfordrer mere direkte til strejke for at beskytte de mobiliserede unge og støtte deres legitime krav.

Ved at bruge tåregas, slå, såre og arrestere demonstranter har regeringen sat netop det på dagsordenen, som den forsøgte at undgå: muligheden for, at protesterne breder sig til hele arbejderklassen.

Mod en ny maj 68?

Enhver, der kender historien om maj 68, kan ikke undgå at blive slået af lighederne i begivenhedernes udvikling indtil videre. I begyndelsen af maj 1968 blev en mobilisering blandt de studerende brutalt slået ned af CRS, det franske uropoliti. Politiets brutalitet under “barrikadernes nat” den 10. maj udløste en bølge af forargelse, der var så kraftig, at fagforeningslederne blev tvunget til at organisere en 24-timers generalstrejke i protest den 13. maj, som blev en enorm succes – og udgangspunktet for en revolutionær krise (til fagforeningsledernes store fortrydelse).

Dengang som i dag opfordrede avisen Le Monde, af frygt for en social eksplosion, regeringen til at lægge kniplerne lidt til side og ændre strategi. Dengang som i dag var statsoverhovedets autoritet slidt helt ned. De Gaulle, som havde været ved magten siden 1. juni 1958, blev fordømt af demonstranterne, der råbte: “Ti år, det er nok!” Med få måneders forskel passer dette slogan perfekt til den nuværende bevægelse og til det had, som Macron vækker i brede lag af befolkningen.

Disse ligheder er ikke tilfældige: De er karakteristiske for begyndelsen på en prærevolutionær situation. Det betyder ikke nødvendigvis, at landet i de kommende dage vil begynde en bevægelse af samme omfang som den store generalstrejke i maj og juni 1968. Men det er tydeligvis en mulighed på baggrund af de tårnhøje brændstofpriser, et nedskæringsbudget og den sociale uro, som allerede viste sig i begyndelsen af september gennem den enorme opbakning til opfordringerne til en stor folkelig mobilisering den 17. oktober.

Som i maj 68 gør lederne af de faglige hovedorganisationer intet for at puste til oprørets flammer. Tværtimod forsøger de at kontrollere bevægelsen. De vender sig mod regeringen og beder den om at “lægge en dæmper på situationen”. I maj 68 slog denne strategi fejl: Bevægelsen undslap fuldstændigt fagforeningsledernes kontrol.

Vi kan ikke forudsige, hvad der vil ske i de kommende dage og uger. Men vi kan sige, hvad strategien og programmet for de mest kampvillige politiske og faglige aktivister efter vores mening bør være.

Mobiliser for at forsvare eleverne og de studerende!

Lad os begynde med det indlysende: Ingen “aktionsdag”, uanset hvor massiv den måtte være, vil få “de riges regering” til at vige en eneste centimeter. Den har kun én ting i hovedet: at gennemtvinge et nedskæringsbudget i et forsøg på at inddæmme en statsgældskrise, der forværres dag for dag.

Hvis gymnasieeleverne og de studerende står alene på frontlinjen efter den 6. oktober, vil regeringen forsøge at knuse bevægelsen gennem en kombination af politiundertrykkelse, tomme løfter og symbolske “indrømmelser”. Kun en massiv og vedvarende mobilisering af arbejderklassen kan forhindre dette scenarie.

Det er rigtigt, at en “generalstrejke ikke kan dekreteres”, som fagforeningslederne konstant minder os om, selvom de ikke foreslår noget alternativ. Den kan ikke “dekreteres”, men man kan forsøge at organisere den. En omfattende agitationskampagne baseret på et offensivt program må sættes i gang i alle dele af økonomien. Det er den eneste måde at afprøve kampviljen blandt arbejderklassens forskellige lag og derfra udarbejde en konkret kampplan.

De mest kampvillige dele af arbejderklassen, dem, der er mest parate til at kæmpe, må mobiliseres allerede nu – den 6. oktober og de følgende dage – side om side med gymnasieeleverne og de studerende, om ikke andet så for at beskytte dem mod politivold. Hvis hundredtusindvis af arbejdere går foran med et godt eksempel i dagene efter den 6. oktober, vil de sende et stærkt signal til hele vores klasse.

Ned med de riges regering!

Kampens program er en central del af ligningen. De unge kræver ordentlige forhold på uddannelserne, men også en afslutning på politivold og -chikane, statsracisme, optagelsessystemet Parcoursup, arbejdsløshed og de usikre ansættelsesforhold, som de er dømt til. Efter en helvedes sommer kræver de også radikale tiltag mod miljøkrisen. Kort sagt kræver de en fremtid, der er navnet værdig.

Ingen “indrømmelser” fra “de riges regering” vil for alvor kunne imødekomme disse krav. Kun en arbejderregering vil kunne føre en økonomisk og social politik, der svarer til de unges grundlæggende forhåbninger.

Med andre ord må alle de mobiliserede unges umiddelbare krav – massive investeringer i det nationale uddannelsessystem, afskaffelsen af Parcoursup og Mon Master, afvisningen af Lecornus nedskæringsbudget osv. – forbindes med målet om at vælte den nuværende regering. Det samme mål må forbindes med umiddelbare krav, som vedrører hele arbejderklassen: en markant lønstigning og indeksregulering af lønningerne efter inflationen, afskaffelsen af alle de kontrareformer, der er gennemført de seneste ti år, nationalisering – under arbejderkontrol – af TotalEnergies osv.

Vi er udmærket klar over, at dette hverken er arbejderbevægelsens officielle lederes program eller strategi. I morges bad Sophie Binet fra CGT eksempelvis regeringen om at “sende et signal til gymnasieeleverne” for at lægge en dæmper på situationen. Men denne regering vil ikke “sende” gymnasieeleverne andet end symbolske “indrømmelser”, tomme løfter og frem for alt CRS-betjente, der er bevæbnet til tænderne.

Sophie Binet er udmærket klar over dette, men ligesom arbejderbevægelsens officielle ledere i maj 68 frygter hun intet mere end en social eksplosion, der undslipper hendes kontrol. I stedet for at gøre alt for at intensivere kampen bønfalder hun derfor regeringen om at “sende et signal” – ligesom andre bønfalder himlen om et mirakel.

Bolden ligger derfor hos fagbevægelsens venstrefløj, men også hos La France Insoumise. Samtidig med at de lægger maksimalt pres på lederne af de faglige hovedorganisationer for at få dem til for alvor at organisere kampen, må de mest kampvillige aktivister tage alle nødvendige initiativer for at beskytte gymnasieeleverne og beskytte de studerende samt støtte deres mobilisering – og samtidig udarbejde en kampplan med det formål at lamme økonomien, vælte regeringen og skabe betingelserne for en afgørende sejr for vores klasse.