Siden begyndelsen af september er de sociale spændinger steget dag for dag. I skrivende stund går titusinder af gymnasieelever over hele landet på gaden for at kræve anstændige uddannelsesforhold. Regeringen reagerer med fornærmelser og undertrykkelse fra politiets side.
[Denne artikel er oprindeligt udgivet på fransk på marxiste.org den 1. oktober 2026]
Den 29. september sluttede mange skoleelever sig til den store mobilisering blandt brandmænd og ansatte i den offentlige sektor.
CGT hos TotalEnergies – hvis chefer indkasserer milliarder af euro i superprofitter på befolkningens bekostning – opfordrer alle virksomhedens ansatte til at strejke den 8. oktober. Andre bevægelser er i gang eller planlagt i den private sektor, især som reaktion på den massive afskedigelsesplan hos Sodexo.
Endelig blev opfordringen til mobilisering den 17. oktober delt bredt på de sociale medier. Den umiddelbare årsag til dette initiativ er de skyhøje brændstofpriser, som rammer langt størstedelen af arbejdere, håndværkere, butiksejere og landmænd. Det er svært at sige, hvad der vil ske den 17. oktober og i dagene derefter. Men det faktum, at opfordringerne på TikTok har vundet så stor tilslutning på blot få dage, er et udtryk for en enorm social vrede.
På denne baggrund forbereder regeringen budgetnedskæringer på 54 milliarder euro på bekostning af arbejdere og middelklassen. Set fra den herskende klasses synspunkt er disse nedskæringer absolut nødvendige for at begrænse det offentlige underskud og de stigende rentebetalinger på denne gæld. Set fra de udbyttede og undertrykte massers synspunkt er det imidlertid en provokation og endnu en grund til at mobilisere.
Nu er det nok
Denne potentielt eksplosive start på skoleåret vækker alvorlig bekymring blandt borgerskabets strateger og politikere. De havde håbet, at det kommende præsidentvalg ville sikre en vis grad af social stabilitet i de næste syv måneder. De har sagt til det gode folk: »Gå ikke på gaden: Læs partiernes valgprogrammer, lyt til talerne (især vores), og gå ud og stem, når tiden er inde (men ikke på Mélenchon). »Det er valgvinderen, der, støttet af jeres mandat, vil løse alle jeres problemer (medmindre det er Mélenchon).«
Dette er, mere eller mindre, det råd, de rige og magtfulde giver til almindelige borgere. Men mange unge og arbejdere er hverken villige til eller i stand til at vente tålmodigt på præsidentvalget, efterfulgt af parlamentsvalget. Det er nu, de lider under forværrede arbejdsforhold, stagnerende lønninger, skyhøje priser, afskedigelser, budgetnedskæringer og forringelser af de offentlige tjenester.
De har ventet længe nok. I årevis har de strammet livremmen i håb om bedre tider. Nogle har til tider endda troet på Macrons tomme løfter eller hans løgnagtige undskyldninger (»det er russernes skyld«, og nu »det er houthiernes skyld«).
Men alt har en grænse, også massernes tålmodighed. Der hersker en stemning i samfundet, som i de kommende uger kan krystallisere sig til en omfattende bevægelse. Én sætning opsummerer det hele: »Nu er det nok!«
Hvilket program?
Arbejderbevægelsens ledere har et ansvar for at organisere den voksende vrede og frem for alt at udarbejde et program, der svarer til, hvad der står på spil.
En nationalisering af TotalEnergies under arbejderkontrol er et slogan, der vil vinde stærk genklang blandt den brede arbejderklasse og de fattigste lag af småborgerskabet.
Uden et sådant slogan vil kravet om et »loft« eller en »fastfrysning« af brændstofpriserne være virkningsløst. Totals ledelse har allerede advaret om, at de vil reagere kynisk på ethvert indgreb i deres profitmarginer: ved at reducere udbuddet, suspendere eller omfordele investeringer og så videre. De skal eksproprieres: Først da vil det være muligt at kontrollere priserne – og samtidig forbedre lønningerne og arbejdsforholdene inden for denne multinationale virksomhed.
Et andet krav er at hæve alle lønninger og indeksere dem i forhold til inflationen. De stigende priser på mange råvarer vil få varige konsekvenser for forskellige sektorer i økonomien. Inflationen vil ikke aftage i de kommende måneder – den vil utvivlsomt stige.
Under kapitalismen er det kun en global recession – det vil sige endnu en katastrofe – der kan dæmpe inflationen, på bekostning af en kraftig stigning i arbejdsløsheden og fattigdommen.
Fagforeningsledernes rolle
Krisen i den franske kapitalisme er så dybtgående, at intet i de kommende måneder vil lindre befolkningens lidelser: hverken en ændring i de økonomiske forhold eller regeringens politik. Tværtimod: Købekraften og levevilkårene for størstedelen af befolkningen vil fortsat forværres, om end i et hurtigere eller langsommere tempo.
For at standse denne fortsatte sociale nedgang ville der være behov for en radikal ændring af den økonomiske og sociale politik. Kort sagt ville de riges regering skulle erstattes af en arbejderregering. Desværre er dette ikke – overhovedet ikke – de nuværende ledere af fagbevægelsens retning, herunder CGT.
Om aftenen den 29. september udsendte CGT’s ledelse en erklæring med titlen: »Offentlige tjenester: I lyset af offentlighedens vrede har regeringen 48 timer til at genoverveje sin holdning«. Her hed det, at »regeringen har 48 timer« til at »hæve de offentligt ansattes lønninger, frigøre ressourcer til vores offentlige tjenester og holde op med at plyndre arbejdere, pensionister, syge, lejere og familier«.
Men alle – herunder formentlig også Sophie Binet fra CGT – ved, at regeringen ikke vil gøre noget i den retning.
Så hvad har CGT’s ledelse egentlig i tankerne? Det ved vi ikke. Pressemeddelelsen gentager blot, at der er planlagt flere demonstrationer den 5., 6., 8. og 14. oktober. Det er alt. Ingen nævneværdig strategi er blevet udarbejdet. Den 17. oktober nævnes ikke engang. Hvorfor? Fordi CGT’s ledelse frygter en eksplosiv social bevægelse, der løber løbsk.
Dette er kernen i problemet. De mest militante CGT-aktivister må tage kampen op internt i fagforeningen for at sikre, at dens ledelse afspejler både massernes vrede og arbejderbevægelsens objektive behov.
Hvordan kan vi vinde?
Bevægelsens umiddelbare krav – om løn, beskæftigelse samt uddannelses- og arbejdsforhold – skal knyttes sammen med udsigten til at vælte Lecornu-regeringen og det system, den forsvarer. Hvad angår kampformerne, skal de stå mål for den opgave, der skal løses.
Ingen »aktionsdag«, uanset hvor stor den måtte være, vil få regeringen og dens tilhængere – cheferne hos TotalEnergies, de multinationale selskaber og bankerne – til at vige så meget som en millimeter.
Ledere på venstrefløjen og i fagbevægelsen – med CGT og LFI i spidsen – skal forene kræfterne for at opbygge en stærk bevægelse med rullende strejker, bakket op af en bred agitationskampagne. Vi skal vise alle arbejdere, at samfundet uden dem er lammet, at de skaber al velstand, og at de derfor skal styre økonomien – det betyder at vriste de centrale styringsmekanismer ud af hænderne på de gigantiske parasitter, der kontrollerer dem.
Endelig må Jean-Luc Mélenchon og hans kammerater ikke nøjes med blot at støtte de forskellige udtryk for den sociale vrede – og forsøge at henlede den til præsidentvalget i april og maj 2027. LFI skal kaste al sin styrke ind i de kampe, der udspiller sig.
Ligesom han gjorde før den 10. september 2025, skal Mélenchon opfordre ledelsen af fagbevægelsen til at sætte en landsdækkende økonomisk blokade på dagsordenen. Uanset udfaldet vil det styrke LFI’s autoritet blandt unge, fattige og arbejdere, samtidig med at det tvinger Marine Le Pen og hendes klike i skjul – som de altid gør, når arbejderklassen rejser sig mod udbytterne og profitmagere.
