Selvom Magdalena Andersson skulle lykkes med at blive statsminister, er flertallet i Riksdagen fortsat borgerligt. Ikke fordi svenskerne ønsker højreorienteret politik, tværtimod. Valget i 2026 tyder mere end noget andet på en voksende utilfredshed – ikke mindst blandt de unge i landets fattigste områder og blandt arbejdere, der har vendt både højrefløjen og Socialdemokraterne ryggen. Men der stod ingen reel venstrefløj på stemmesedlen.

For en måned siden så det håbløst ud for Ulf Kristerssons borgerlige racistbande. Jimmie Åkesson forberedte sig på at lede en kommende højrefløjsopposition mod en socialdemokratisk ledet regering. Magdalena Anderssons parti førte med ti procentpoint. Socialdemokraterne, Miljøpartiet og Venstrepartiet var, selv uden Centerpartiet, betydeligt større end Tidö-partierne [en højrefløjsblok bestående af Sverigedemokraterna, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, red.]. Det burde have været en jordskredssejr.

I stedet styrtdykkede Socialdemokraterne i meningsmålingerne, dag for dag, uge for uge. Og hverken Miljøpartiet eller Venstrepartiet formåede at opfange hovedparten af de flygtende vælgere. I sidste ende opnåede Socialdemokraterne deres dårligste valgresultat siden indførelsen af almindelig valgret. De såkaldte rød-grønne partier nåede tilsammen det laveste niveau siden 2022.

Da Ulf Kristersson talte på valgaftenen, konstaterede han ikke blot, at Tidö-partierne havde indhentet et enormt forspring. Frem for alt understregede han, at Riksdagen har et klart højrefløjsflertal. Uanset hvor meget Socialdemokraterne måtte ønske det modsatte, er Centerpartiet et borgerligt parti. Og hvis Centerpartiet skal hjælpe Magdalena Andersson til at blive statsminister, kræver det mere højreorienteret politik: Tag fra de fattige, giv til de rige.

En racistisk regering for de rige

Det burde have været let for en rød-grøn koalition, der er sit navn værdig, at vinde.

Inden de kom til magten, havde Tidö-partierne lovet at hjælpe almindelige mennesker gennem inflationskrisen i 2022–2023. Det gjorde de ikke.

Antallet af svenskere, der lever i social og materiel fattigdom, er fordoblet siden 2021. Reallønningerne er faldet. Underbeskæftigelsen er steget. Arbejdsløsheden er steget.

Samtidig når de superriges formuer stadig mere absurde niveauer. I løbet af det seneste år har Sveriges 46 dollarmilliardærer øget deres formuer med 204 millioner dollar… om dagen. Denne lille gruppe mennesker – lige akkurat nok til en fest i en suite med salon på Grand Hotel – ejer mere end otte millioner svenskere tilsammen. Og Kristerssons regering har begunstiget dem.

Kristerssons regering har også været den utilslørede svenske imperialismes regering. Den var en af de regeringer i verden, der gik længst i at støtte Israels folkemord i Gaza. De hyldede USA’s bortførelse af Venezuelas præsident som en befrielse og gav indirekte støtte til angrebet på Iran. De har omdirigeret den svenske udviklingsbistand for tydeligere at fremme de svenske storvirksomheders interesser i udlandet – og for at kunne udvise flygtninge til krigsområder.

Aldrig før har en regerende svensk koalitions politik været så giftigt racistisk og islamofobisk.

Lyt bare til Jimmie Åkesson i den seneste partilederdebat, hvor han angreb V og S for at have forsøgt at få folk i områder med mange indvandrere til at gå hen og stemme: 

“Dette kan blive det første valg i Sverige, hvor den muslimske indvandring, vi har oplevet, bliver afgørende for udfaldet af et parlamentsvalg. Tænk lige over det.”

Efter årelange angreb på indvandrere, især muslimer, er disse associationer velindøvede. Budskabet er det samme, som da Kristdemokraterne i februar skrev, at “den importerede islamisme er blevet en trussel mod systemet”. Under samme tema skrev Tidö-partierne i juni, at “islamismen og den politiske islam udgør en trussel mod hele det svenske samfund”.

Hensigten har været, at vi skal blive bange for muslimer og derfor støtte Tidö-partierne. Og ja, racismen i Sverige er bestemt blevet stadig mere giftig. Højreekstremistiske organisationer som Alternativ för Sverige og den fascistiske Aktivklubb er blevet mere aktive for at “forsvare Sverige” mod indvandringen. Højreekstremistisk terrorisme, som attentatet på Brinellskolan i Fagersta, bliver mere almindelig. Men dette vækker en stadig stærkere modreaktion.

Da udvisningerne af teenagere tog fart, gik regeringen i de flestes øjne for langt. 76 procent af svenskerne var imod udvisningerne. Selv blandt Sverigedemokraternes vælgere var der flere, der modsatte sig udvisningerne af teenagere, end der støttede dem. En bølge af protester skyllede ind over landet. Regeringen blev tvunget til at bakke ud.

Under valgkampen nægtede buschauffører i Skaraborg at køre med Sverigedemokraternas reklame: “Savner du Mogadishu? Hjemsendelsesstøtten hjælper dig hjem”. I Malmö gik eleverne på Latinskolan i strejke mod, at deres pedel var truet af udvisning. Store grupper var begyndt at få nok af racismen.

Ebba Busch, som indtil da nærmest havde forsøgt at være mere fremmedfjendsk end Sverigedemokraterna, mærkede, hvordan vinden vendte, og skiftede kurs. Pludselig var KD “højrefløjen med et hjerte”, der var bekymret over, at folk ikke følte sig velkomne i det svenske samfund.

Valget i 2026 kunne ikke vindes på racisme. Det burde have været let for en rød-grøn koalition, der var navnet værdig, at vinde.

Sådan taber man et valg på 30 dage

Oppositionen lå langt foran i stort set alle meningsmålinger gennem hele valgperioden. Da regeringen begyndte at uddele valgkampsgaver i et hidtil uset omfang – midlertidigt nedsat moms på fødevarer, lavere brændstofpriser, lavere priser på månedskort til offentlig transport og så videre – var det et tegn på desperation.

Undersøgelse efter undersøgelse har også vist, at et flertal i samfundet ønsker en venstreorienteret politik.

Et klart flertal er imod profit i velfærdssektoren. Et flertal ønsker at re-nationalisere jernbanen, re-nationalisere apotekerne, mindske indkomstforskellene, og et overvældende flertal ønsker en seks timers arbejdsdag med uændret løn.

Selvom de fleste politikere er enige om, at det er en god idé at fængsle 14-årige, er de fleste almindelige svenskere stadig ikke tilhængere af det. Svenskerne mangler tillid til Israel og USA – selvom politikerne er rørende enige om, at samarbejdet skal fortsætte. Samtidig mærker folk fattigdommen og kræver, at politikerne gør noget ved det.

Havde de rødgrønne partier vist, at de seriøst ville kæmpe for ting som en seks timers arbejdsdag med uændret løn, re-nationalisering af den privatiserede infrastruktur og velfærden, samt mod USA og Israel – så havde de også vundet en jordskredssejr.

Problemet var blot, at oppositionens politik i grunden ikke adskilte sig fra højrefløjsregeringens.

Fattigdommen begyndte at stige hurtigt allerede under Socialdemokraternes tid ved magten, hvilket Tidö-partierne gladeligt påpegede. Arbejdsløsheden var allerede høj. De rige blev allerede rigere.

I udenrigspolitikken har Riksdagen været et vidunder af enighed. Alle har accepteret de enorme summer, der skal bruges på at opruste det svenske militær, som en del af oprustningen af Trumps NATO. Både Venstrepartiet og Miljøpartiet har accepteret NATO-medlemskabet og støtter oprustningen lige så gladeligt som de andre partier.

Naturligvis har de rødgrønne brokket sig lidt over udviklingsbistanden, Israel og så videre. Men de har intet reelt alternativ. Hver gang medierne har angrebet Venstrepartiets palæstinaaktivister for påstået antisemitisme, har Socialdemokraterne heppet på angrebene mod deres tiltænkte allierede. Venstrepartiets ledelse har lagt sig fladt ned og svaret med eksklusioner.

Ida Gabrielsson fra Venstrepartiet forsøgte at forsvare sig ved at skyde sig selv i foden: “Der findes forskning, der viser, at venstreorienterede har lettere ved at tro på konspirationsteorier”. Det er så tåbeligt, at man næsten bliver målløs.

Venstrepartiets medlemmer er ikke antisemitter. Venstrefløjen består ikke af konspirationsteoretikere, hvilket der derimod findes rigeligt af på den ekstreme højrefløj. Og for højrefløjens vælgere fremstår Gabrielsson udtalelse som et virkelig elendigt forsøg på at skubbe skylden over på andre.

At forsvare sig i politik ud fra modstanderens virkelighedsbeskrivelse er som at forsvare sig i fodbold ved at skyde i eget mål. Her har oppositionen virkelig udmærket sig.

Kristersson understregede, at Socialdemokraterne aldrig havde kunnet tage initiativ til lovgivning om fængsling af 14-årige, da de samarbejder med V og MP. Magdalena Andersson forsvarede sig med, at Socialdemokraterne ganske vist havde ændret kriminalpolitikken (så den kom til at ligne Moderaternes) og ville søge samarbejde med andre partier (læs: Moderaterne) for at få den gennemført.

Præcis det samme gjaldt i debatterne om migration. Socialdemokraterne understregede, at de havde “ændret” deres politik, altså accepteret højrefløjens racistiske beskrivelse af virkeligheden: at indvandringen skaber store problemer i Sverige.

Også Venstrepartiet åbnede op for at beholde store dele af regeringens ændringer i kriminalpolitikken og nægtede at erkende, at deres politik ville medføre øget asylindvandring. Formålet var åbenbart at undgå diskussion.

Det, der burde have været en reel offensiv mod regeringens islamofobi og racisme, blev forvandlet til et dårligt udført forsvar mod regeringens angreb.

Da Ulf Kristersson angreb Socialdemokraterne for at hæve skatterne, lovede Socialdemokraterne, at de ikke ville hæve dem alt for meget. Venstrepartiet kombinerede for sit vedkommende angreb på milliardærer med at prale af sine kontakter til erhvervslivet.

En anden påtænkt allieret – Centerpartiets Elisabeth Thand Ringqvist – brugte størstedelen af sin taletid i debatterne på at angribe Venstrepartiet. Hun stod som garant for, at en socialdemokratisk regering ville føre en borgerlig økonomisk politik og begunstige de rige.

I klimaspørgsmålet – hvor regeringen nærmest har gjort sig umage for at øge udledningerne og ødelægge miljøet – gjorde oppositionens mangel på alternativer det muligt for højrefløjen at sætte fokus på kernekraft igen. Dette er endnu et punkt, hvor Socialdemokraterne har accepteret deres vrøvl, mens Venstrepartiet og Miljøpartiet kan fremstilles som et problem.

Mange vælgere må have spurgt sig selv: Vil vi have originalen – eller den blege, uenige kopi? Jo mere de har set til oppositionen i valgkampen, jo færre har ønsket at stemme på den.

De såkaldte røde linjer i regeringsspørgsmålet udtrykker alt dette. Venstrepartiet har vist, at de er parate til at sælge hele deres politik for at komme med i regeringen. Socialdemokraterne har angrebet dem og understreget, at de ønsker at samarbejde med både Moderaterne og Kristdemokraterne. Centerpartiet nægter at samarbejde med Venstrepartiet og kræver en borgerlig politik. Men Venstrepartiets mandat er nødvendigt.

Så hvordan kommer Magdalena Anderssons politik til at se ud i sidste ende? Ingen ved det præcist, sandsynligvis ikke engang hende selv. Men det bliver en højreorienteret politik.

Venstrepartiets forspildte chance

Egentlig er der ingen, der forventer noget andet. Tre ud af fire mener, at man aldrig kan stole på, at partierne vil holde deres løfter.

En lang erfaring med svenske politikere af alle afskygninger har indprentet denne konklusion. Hvor mange gange har Socialdemokraterne, med støtte fra Venstrepartiet og Miljøpartiet, ikke lovet at tage fat på krisen inden for velfærden, utilstrækkelige ydelser og fattigdommen? Hvor mange gange er vi ikke blevet lovet en ende på massearbejdsløsheden?

I stedet har vi fået det modsatte. Over tre årtier med forringelser og privatiseringer. Og det har ikke gjort nogen grundlæggende forskel, hvem der har siddet i regeringen. Mindre end hver femte svensker har i dag tillid til de politiske partier.

Der er god grund til, at det er længe siden, at der var nogen entusiasme for Venstrepartiet, Miljøpartiet eller Socialdemokraterne.

Netop blandt de rødgrønne vælgere faldt tilliden til politikerne kraftigt ved valget – mest af alt blandt Venstrepartiets og Miljøpartiets vælgere. Tilliden til politikerne blandt Venstrepartiets vælgere har ikke været så lav i 28 år. Andelen af partiets vælgere, der sagde, at partilederen – partiets ansigt udadtil – havde stor betydning for deres valg, faldt samtidig til det næstlaveste niveau blandt alle partier.

Valget i 2026 ville have været en gylden mulighed for et radikalt, kampklart venstrealternativ.

Efter fire år i en regeringskoalition mener 59 procent af Sverigedemokraternes egne vælgere nu, at partiet “er blevet et parti som de andre” – et “etablissementparti”. I Sverigedemokraternes højborge på landet faldt valgdeltagelsen derfor, ligesom stemmerne på partiet. Også inden for LO faldt Sverigedemokraternas opbakning kraftigt.

Samtidig fortsatte Socialdemokraterne deres tendens til at miste mange stemmer blandt LO-vælgerne, især på landet. Det burde have været en oplagt mulighed for Venstrepartiet at vinde de utilfredse arbejdervælgere fra både S og SD. Men de fik kun en marginal fremgang.

I stedet var det en lang række lokale protestpartier, der fik medvind. I det nordlige Sverige vandt Norrlandspartiet mandater i flere kommuner. På den yderste højrefløj sikrede Örebropartiet sig 17 procent af stemmerne i Örebro kommune.

Det viser, hvor dødfødt Venstrepartiets strategi er – at gøre sig salonvenlige og regeringsduelige, at fremstille sig som professionelle politikere, der er klar til at forhandle om hvad som helst for at komme med i en regering. Jo mere de knytter deres skæbne til et Socialdemokratisk Parti, der hastigt bevæger sig mod højre, desto værre bliver Venstrepartiets muligheder for at vokse.

Kun inden for to grupper gik Venstrepartiet virkelig fremad. Blandt unge vælgere skete der et skift mod venstre, og Venstrepartiet fik over 13 procent. Men endnu mere markant var forskellen i forstæderne.

I de 311 valgkredse, der ligger i det, politiet kalder “udsatte områder”, øgede Venstrepartiet sin opbakning med hele 14 procentpoint til i alt 31,9 procent.

I Rinkeby i Stockholm fik partiet mere end 54 procent af stemmerne. I Rosengård i Malmö fik partiet over 45 procent i flere valgkredse, og så videre. Disse områder var drivkraften bag Venstrepartiets fremgang ved valget.

Det faktum, at den racistiske hetz er et af de få emner, hvor Venstrepartiet endnu ikke har fundet fælles fodslag med de øvrige partier, gjorde dem til det foretrukne valg for de mange indvandrere og unge, der har været fortvivlede og rasende over den racistiske hetz.

“Venstrepartiet er de mest humane. De vil have os indvandrere ind på arbejdsmarkedet og i skolerne, mens de andre partier bare vil udelukke os. De har brugt os som boksepude i debatten,” sagde syrere i Rosengård til Sydsvenskan.

“Mange taler om Rosengård, som om der kun er problemer. Og mange har udtalt sig racistisk. Men Venstrepartiet giver mig en chance,” mente en rengøringsmedarbejder.

Denne vrede over højrefløjens racisme forklarer, hvorfor valgdeltagelsen i de såkaldte udsatte områder steg med over fem procentpoint, mens den faldt i resten af landet. Folk gik ud for at stemme på noget, der stod så langt fra Tidö-partierne som muligt.

Men hvad, de får, er mere af det samme.

For et revolutionært alternativ

Uanset hvilken regering, der dannes på baggrund af Riksdagens højrefløjsflertal, vil den føre en arbejderfjendtlig, imperialistisk og fremmedfjendtlig politik i den svenske kapitalismes interesse.

Magdalena Andersson vil derfor som statsminister give Sverigedemokraterna en chance for at genvinde deres tabte rolle som alternativ til det etablerede system. Dette bliver endnu værre, hvis Venstrepartiet på den ene eller anden måde knytter sig til regeringen.

Jimmie Åkesson ser ud til at indse dette. Da oppositionen for en måned siden førte med 10 procent, talte han ikke blot om, at han skulle lede den nye borgerlige opposition. Han håbede, at dette kunne give ham statsministerposten i 2030.

Og hvis SD ikke lykkes med at ompositionere sig som et utilfredshedsparti, vil andre partier – måske Örebropartiet – kunne vokse til højre for dem. Naturen afskyr et vakuum, og den afsky, der findes mod politikerne, vil på den ene eller anden måde komme til udtryk. Så længe der ikke findes noget alternativ på venstrefløjen, kan det i stedet blive et højreparti, der udfylder det tomrum.

For dem, der virkelig ønsker at kæmpe mod racisme, højreekstremisme og højrepolitik, findes der ingen vej frem gennem parlamentariske manøvrer, kompromiser med højrefløjen og at sælge ud af sin politik.

Men S, MP og V – for ikke at tale om C – har intet andet at tilbyde. De bygger deres politik op omkring at administrere den svenske kapitalisme, hvor storvirksomhedernes interesser altid kommer i første række. Det betyder, at imperialistiske interesser styrer udenrigspolitikken, og at arbejderne udnyttes stadig hårdere på hjemmefronten.

At oppositionen mistede sit enorme forspring i den sidste måned op til valget, skyldtes ikke grundlæggende problemer med deres valgstrategi. Problemet er, at de ikke tilbyder noget reelt alternativ til højrefløjens politik, da denne flyder naturligt fra den svenske kapitalismes behov.

63 procent af svenskerne mener, at Sverige går i den forkerte retning. Kun 12 procent tror, at den næste generation får det bedre. Det er en frygtelig fordømmelse af hele det nuværende system.

Kapitalismen i 2026 betyder imperialisme, krig, fattigdom, bandekriminalitet, klimakrise og meget mere. Folk søger efter et alternativ – og det må vi skabe.

I Revolutionära Kommunistiska Partiet har vi sat os som mål at tredoble vores medlemstal inden det næste valg, for at kunne blive et referencepunkt på venstrefløjen. Det er både muligt og nødvendigt.