Denne artikel blev oprindeligt udgivet på marxist.com den 17. april. Siden har Trump eskaleret krigen ved at kapre et iransk fragtskib, og Iran har igen lukket Hormuzstræde. Begivenhederne har kun bekræftet artiklens analyse og relevans.

Krigen i Iran, der begyndte som et risikabelt sats fra Trumps side, er ved at udvikle sig til et betydeligt strategisk nederlag for amerikanske imperialisme, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien, Amerikas position som verdensmagt og de internationale relationer generelt. 

Vi er nu i den syvende uge af den amerikansk-israelske aggressionskrig mod Iran. USA har ikke været i stand til at nå et eneste af sine mål, og det er faktisk blevet klart, at USA ikke er i stand til at nå dem.

De erklærede mål for krigen, som præsident Trump fremlagde, var: at tvinge Iran til at stoppe sit atomprogram og til at opgive sit lager af beriget uran; at afslutte dets produktion af ballistiske missiler; at stoppe dets støtte til pro-iranske grupper og styrker i regionen; og frem for alt et regimeskifte. Det vil sige genindsættelsen af et USA-venligt regime i Teheran. Det blev klart formuleret af Trump selv. Den 5. marts sagde han til nyhedsmediet Axios: “Jeg skal være involveret i udnævnelsen, ligesom med Delcy [Rodriguez] i Venezuela”.

Siden den 27. februar har USA og Israel gennemført over 24.000 angreb på militære og civile mål i Iran samt bombet landets infrastruktur. Alligevel er Iran ikke blevet tvunget til at opgive sit atomprogram. Landet er stadig i stand til at affyre missiler og droner og ramme mål i Israel og i Golfstaterne. Det har opretholdt tætte bånd til sine allierede i regionen – hovedsageligt Hizbollah i Libanon og Shia-militserne i Irak. Ikke nok med at regimet stadig sidder på magten, så synes det at være stærkere og at være i stand til at mobilisere langt større folkelig opbakning end ved krigens begyndelse.

Faktisk har Iran ikke blot vist sig at være modstandsdygtig og i stand til at udholde stor smerte – for Teheran er dette en eksistentiel krig – men det har også demonstreret deres evne til at påføre deres fjender og allierede tab, både hvad angår angreb på militære mål og infrastruktur. 

I de første dage af krigen ødelagde Iran vigtige amerikanske radarsystemer til en værdi af 2-3 milliarder dollar. I alt har Iran ødelagt eller beskadiget over 50 amerikanske luftfartøjer (halvdelen droner og resten bemandede militærfly og helikoptere) til en værdi af 41,4 milliarder dollar, og det har gjort 13 amerikanske militærbaser i regionen ubeboelige. 

Som gengældelse for angreb på iransk gas og olie infrastruktur samt ødelæggelse af industrianlæg i landet, har Iran angrebet og beskadiget lignende faciliteter i Israel og Golfstaterne.

Frem for alt har Iran bevist sin evne til at påføre verdensøkonomien enorme skader ved først at lukke og derefter kontrollere skibstrafikken gennem det afgørende Hormuzstræde. Den smalle passage transporterer mellem 20 og 30 procent af verdens olieforsyninger og gas via søvejen samt afgørende mængder gødning og andre industrikomponenter, som spiller en central rolle i afgørende globale forsyningskæder. 

Hvad angår USA’s og Israels evne til at angribe Iran og samtidig beskytte sig selv og Golfstaterne mod gengældelse, så er tiden på Irans side, som har en stor reserve af billige droner og sofistikerede missiler. Krigen har tæret på det israelske luftforsvarssystem, hvis effektivitet nu er faldet fra 95 procent til 63 procent, hvilket betyder, at langt flere iranske missiler og droner trænger igennem det israelske luftforsvar.

Mens Iran sælger sin olie til langt højere priser, er det verdensøkonomien – først og fremmest Asien, men i stigende grad også Europa og USA – der mærker konsekvenserne af de markant højere priser for en stadig mere knap olie og gas. 

De højere priser på energi og gødning kombineret med de begrænsede forsyninger har allerede en betydelig politisk indflydelse på verdensplan. Et af Trumps centrale valgløfter var at bekæmpe inflationen samt at sætte en stopper for ‘forever wars’. Krigen i Iran er ved at erodere hans vælgerbase kraftigt forud for midtvejsvalget, og krigen har desuden splittet MAGA-bevægelsen. Krigen har aldrig været populær i USA. Men nu mener kun 24 procent af den amerikanske befolkning, at krigen i Iran “var det værd”.

Ingen gode løsninger

Som et resultat af kombinationen af disse tre faktorer – manglende evne til at nå krigsmålene med militære midler, indvirkningen på verdensøkonomien samt de politiske konsekvenser i ind- og udland – befinder Donald Trump sig nu i en umulig situation, hvor enhver handling, han foretager sig, vil være forkert.

Hvis han indrømmer nederlag og trækker sig tilbage uden at have opnået noget, vil det være et ydmygende nederlag. Sådan en mulighed ligger ikke højt i hans overvejer, både fordi han er en megalomanisk narcissist, men også på grund af de enorme politiske omkostninger, det vil få for ham. Det skal også bemærkes, at både den neokonservative og den liberale fløj af den amerikanske herskende klasse tror, at USA er en altdominerende global hegemon, der er i stand til at gennemtvinge sin vilje, som den vil. De er ude af stand til at begribe et udfald af krigen, hvor de ikke er sejrherrerne, hvor de skal forhandle vilkårene for deres eget nederlag, og bestemt ikke i denne skala.

Den eneste anden mulighed, der er tilbage for Trump, er at eskalere. Det blev tydeligvis diskuteret i ugerne før den nuværende to-ugers våbenhvile blev annonceret. Der var tale om at indsætte tropper for at besætte øen Kharg eller flere småøer på Hormuzstrædets nordlige bred. Der blev endda udarbejdet en plan om at indsætte et stort antal specialstyrker for at beslaglægge Irans berigede uran, der i øjeblikket er begravet dybt under jorden.

Disse muligheder er skrottet, i det mindste foreløbig. Militære eksperter må have fortalt Trump, at de involverede risici var enorme, herunder alvorlige tab af menneskeliv på den amerikanske hærs side. Selv hvis den faktiske besættelse af en eller flere øer blev opnået gennem amerikansk militær overlegenhed, ville soldaterne blive lette mål for iranske missiler og droner, hvilket ville skabe et mareridtsscenarie.

Desuden må den klodsede redningsaktion af de to amerikanske piloter i F-15-kampflyet, der blev skudt ned af Iran, have haft en afskrækkende virkning. Vi er blevet fortalt, at operationen endte med, at de to piloter blev reddet i god behold. Men i redningsaktionen mistede USA 12 luftfartøjer i løbet af en enkelt weekend.

Iranerne har spekuleret i, hvorvidt hele operationen var et dække for et forsøg på at beslaglægge beriget uran på et nærliggende anlæg i Isfahan. I aktionen indtog USA en lille flyveplads og indsatte hundredvis af soldater. Om målet udelukkende var redningen af piloten, eller om operationen havde yderligere mål, får vi måske aldrig at vide.

Én ting er klart: ødelæggelsen af luftfartøjer til en værdi af hundreder millioner af dollars i løbet af operationen ville have afskrækket selv de mest krigsliderlige i Washington fra at fortsætte ned ad den vej. I det mindste foreløbig.

Idéen om at “bombe Iran tilbage til stenalderen” gennem ødelæggelse af civil infrastruktur (broer, oliedepoter, afsaltningsanlæg) har også været rejst. Det blev dog kasseret, da Iran viste, at det var i stand til at gøre gengæld ved at ramme tilsvarende mål i Golfstaterne.

Washingtons forsøg på at overtale de europæiske magter til at genåbne Hormuzstrædet ved hjælp af militær magt var også en fiasko. Tyskland og Frankrig var ikke i humør til at gennemføre det, der ville have været en selvmordsmission. Især ikke på vegne af en “allieret”, der havde gjort sig umage for at ydmyge dem et par måneder tidligere ved at true med at overtage Grønland. Ikke engang den underdanige britiske premierminister var parat til at give Trump en hånd.

Forhandlinger

Dette er baggrunden for den nuværende våbenhvile og den første runde af mislykkede forhandlinger i Islamabad. Da Trump fremsatte sine vilde trusler om at udslette hele den iranske civilisation, var han helt sikkert allerede bag kulisserne involveret i febrilske forsøg på at få forhandlingerne i gang, og disse trusler var et forsøg på at skabe en fortælling i stil med “mine trusler har tvunget iranerne til at komme til forhandlingsbordet”.

Sandheden kunne dog ikke være længere væk, og det kan tydeligt påvises ved, at Trump accepterede Irans ti-punktsforslag som ramme for forhandlingerne. Det er sandsynligt, at han ikke engang havde læst forslaget, før han annoncerede det på sociale medier. Det er blot et udtryk for hans desperation for at opnå en våbenhvile på et tidspunkt, hvor den militære kampagne viste sig at have mislykket katastrofalt.

Forhandlingerne brød sammen efter næsten 20 timers uafbrudte forhandlinger, som man kunne forvente. Der er absolut intet fælles grundlag mellem Irans ti-punktsforslag og USA’s egne 15 punkter – som i realiteten kræver Irans kapitulation. Amerikansk imperialisme står over for et strategisk nederlag på slagmarken, men lader ved forhandlingsbordet som om den har nået alle sine mål!

Det faktum, at Trump måtte sende Vance til Islamabad, var også betydningsfuldt. Han er den eneste person i Trumps administration, der aldrig var tilhænger af krigen mod Iran og har holdt sig i baggrunden, siden den begyndte. Iranerne havde givet udtryk for, at de betragtede Witkoff og Kushner som klovne på baggrund af deres optræden i forhandlingerne forud for den amerikanske aggression – og hvem kan bebrejde dem?

I Israel var Netanyahu tydeligvis ikke tilfreds med våbenhvilen eller forhandlingerne. Det forlyder, at Vance ikke kun briefede Trump, men også Netanyahu med jævne mellemrum under forhandlingerne i Islamabad. Netanyahu har helt sikkert udøvet et enormt pres for at få sat en stopper for forhandlingerne.

At Israel smed 160 bomber over Libanon på den dag, våbenhvilen trådte i kraft, var tydeligvis et forsøg på at standse forhandlingerne og genoptage krigen. Foreløbig har hans forsøg fejlet, da iranerne stadig overholder våbenhvilen trods Israels fortsatte bombardement af Libanon.

Trump håndhæver sin egen blokade

Selvom de direkte forhandlinger i Islamabad brød sammen, udveksles der stadig beskeder bag kulisserne. Trumps seneste håbløse initiativ er idéen om at blokere Hormuzstrædet… for at tvinge Iran til at genåbne det. Umiddelbart virker hele idéen latterlig. En af grundene til, at Trump er tvunget til at bakke ud, er den skade, som lukningen af strædet påfører verdensøkonomien, og dens indvirkning på energipriserne. Hvorfor skulle han ønske at forværre situationen?

Situationen var, at Iran var på vej mod en gradvis genåbning af trafikken under egen kontrol og med opkrævning af toldafgifter – afgifter, der angiveligt beløber sig til 2 millioner dollars per tankskib. Der var allerede indgået aftaler med en række lande, og andre var i færd med at indgå en aftale, herunder Indien, Kina osv. Helt logisk signalerede Iran, at de, der angreb landet eller samarbejdede om angrebet, ikke ville få lov til at passere, men at andre kunne få tilladelse under iransk kontrol og mod betaling af en passageafgift. En afgift, der desuden skulle betales i kinesiske yuan.

Trump regner med, at ved at forhindre Irans kontrol med trafikken gennem strædet, vil det enten tvinge Teheran til at udvande nogle af sine krav ved forhandlingerne eller tvinge Kina til at lægge pres på Iran for at gøre det.

Trump, der faktisk ophævede de amerikanske sanktioner mod Irans olieeksport tidligere i krigen for at øge det globale udbud og sænke priserne, har nu genindført sanktionerne. Kina er den største aftager af iransk olie og vil formentlig være det primære mål for blokaden. I mellemtiden udløb undtagelsen for de russiske oliesanktioner for blot få dage siden, hvilket betyder, at de igen træder i kraft.

Det mest sandsynlige udfald er, at dette seneste desperate forsøg fra USA heller ikke vil virke. De økonomiske sanktioner mod Rusland har slået fejl, og hvis amerikanerne forsøger at stoppe kinesiske skibe, kan kineserne reagere ved endnu en gang at stoppe for eksporten af sjældne jordarter, på et tidspunkt, hvor efterspørgslen på sjældne jordarter i USA, takket være behovet for at genopfylde de reducerede våbenlagre, er skyhøj.

Selvom den amerikanske blokade i vid udstrækning har været effektiv, er der allerede rapporter om, at den ikke er helt vandtæt, da en række skibe er kommet igennem ved hjælp af stealth-taktikker. Den skade, som blokaden påfører Trump og USA på grund af den indvirkning, som det har på verdensøkonomien, vil sandsynligvis blive uudholdelig for dem, før det tvinger Iran til at give nogen indrømmelser.

I mellemtiden besidder Iran stadig midler til at påføre USA smerte, som det endnu ikke har brugt. Hvis eksempelvis houthierne i Yemen skulle gå ind i kampen, kunne de lukke Bab-el-Mandeb-strædet ind til Det Røde Hav, en anden vigtig flaskehals for verdensøkonomien.

Hvad nu?

I øjeblikket er USA i gang med at udsende ekstra tropper til regionen, herunder 6.000 soldater ombord på hangarskibet USS George H.W. Bush samt yderligere 4.200 soldater fra Boxer Amphibious Ready Group og den 11. Marine Expeditionary Unit. Det er værd at bemærke, at USS Bush sendes den lange vej rundt om Afrika i stedet for gennem Suezkanalen, hvor det kunne blive angrebet af houthierne. Selv når disse yderligere tropper er ankommet, vil USA langt fra at have tilstrækkelig styrke til en egentlig landinvasion af Iran.

Før eller senere vil krigen ende med en eller anden form for aftale, enten gennem en underskrevet aftale eller en de facto-forståelse.

Det, som bliver klarere og klarere, er, at udfaldet vil være langt mere gunstigt for Iran end for USA. De meget rimelige betingelser, som Iran tilbød i forhandlingerne før krigen, er nu taget af bordet.

Denne krig, Trumps første egentlige krig, vil få betydelige konsekvenser. Det vil blive et stort nederlag for Trump, som vil svække amerikansk imperialismes anseelse i verden enormt, ligesom det vil svække ham politisk på hjemmefronten. Det er grunden til, at han har lydt stadig mere uberegnelig, panisk og frustreret i sine opslag på sociale medier – hvor han langer ud efter MAGA-influencere og paven og bliver endnu mere uberegnelig fra den ene dag til den anden.

Der er meget diskussion om Trumps mentale helbred. Men vi må sige det klart, at Trump snarere er et symptom end selve sygdommen: han repræsenterer en særlig kynisk manifestation af et system i krise og terminal tilbagegang. Hans egne personlige karakter forværrer bestemt krisen og indfører et stærkt element af usikkerhed i den, men de er ikke årsagen til krisen.

Et nederlag i Iran kan øge Trump-administrationens motivation for at indlede endnu et udenlandsk eventyr et sted, hvor de tror, de kan opnå en hurtig sejr inden midtvejsvalget, for at aflede opmærksomheden fra fiaskoen i Mellemøsten. Cuba står højt på listen. Det ville være endnu et kæmpe sats, som ikke garanterer et gunstigt udfald for amerikansk imperialisme.

Et ydmygende nederlag for USA i denne krig vil også betyde en sejr for Iran, hvilket vil styrke landets position i regionen efter at have lidt et vigtigt tilbageslag i Syrien.

Denne krig vil sandsynligvis også resultere i et stort nederlag for Israels interesser i regionen og måske begyndelsen på enden for Netanyahu. I Libanon nåede han tydeligvis ikke sine mål sidste gang, og han har heller ikke nået dem nu. Hvis han tvinges til at sætte en stopper for krigen i Libanon, kan han beslutte at iværksætte endnu en udryddelseskampagne mod palæstinenserne med en formel annektering af Vestbredden. Uanset hvad han gør, vil Israel komme svækket ud af den nye magtbalance i regionen, og det vil bringe de i forvejen skarpe modsætninger i det israelske samfund i forgrunden. 

Israels anseelse i verden er også blevet massivt skadet, både i den offentlige mening og dermed også hos landenes regeringer. I USA var den samlede positivitet over for Israel blandt mænd under 50 år i 2022 på -3; det faldt i 2024 til -22 og er nu nede på forbløffende -47.

Golfstaterne overvejer allerede, hvordan de skal positionere sig, nu hvor det har vist sig at være så omkostningsfuldt at være allieret med USA. De tilnærmer sig Rusland og Kina og vil blive tvunget til at justere deres forhold til Iran.

Det vil også styrke Ruslands og Kinas position i verden og deres samarbejde med Iran. Et nederlag for USA vil skubbe en række lande væk fra landet og tættere på dets modstandere. Vi ser allerede de første tegn på dette i den spanske premierministers rejse til Kina, Sydkoreas vrede udtalelser om Israel og besøget af lederen af Taiwans opposition i Kina.

Krigen har også gravet kløften dybere mellem USA og Europa. Der synes at være en voksende stemning blandt de europæiske ledere om at stå imod Trump. De blev ikke rådført om krigen. I forskellig grad nægtede de at blive direkte involveret, selvom nogle tilbød vigtig logistisk støtte. Og nu, hvor Trump er blevet svækket, har de genvundet en smule selvrespekt.

Der er grænser for, hvor meget Europa kan udstikke sin egen kurs separat og i modsætning til USA’s. Først og fremmest skyldes det den langvarige krise blandt de europæiske kapitalistiske magter, som ikke har den økonomiske styrke til at stå på egne ben. Europa er fortsat tæt knyttet til USA med hensyn til eksport, import (herunder datacentre og AI), kapitalmarkeder samt militært udstyr og efterretningstjeneste, og er derfor i høj grad afhængig af USA.

De europæiske kapitalistiske landes forsøg på at opruste – i lyset af at de er blevet svigtet af deres årtier lange partner på den anden side af Atlanten og står over for fremkomsten af et militært styrket Rusland på deres eget kontinent – vil uundgåeligt føre til fornyet klassekamp. Militærudgifter kan i en periode med økonomisk stagnation kun øges på bekostning af massive nedskæringer på pensioner, sundhedsvæsen, uddannelse osv., hvilket vil føre til omfattende klassekampe.

Storbritanniens position er særligt skrøbelig. Efter Anden Verdenskrig blev landet reduceret til at spille rollen som en underdanig partner til USA, der fremmer Washingtons interesser i Europa. Nu hvor USA og Europa glider fra hinanden, stirrer Storbritannien ind i en gabende afgrund. Betydelige dele af den britiske herskende klasse, selv nogle af dem, der for få måneder siden så mod Trump, siger nu, at den eneste vej frem for Storbritannien er tilbage mod EU.

Et nederlag for Trump i Iran vil også svække kræfterne på den populistiske højrefløj i Europa og andre steder. Orbán er blevet besejret i Ungarn. I Storbritannien lå Reform på 30 procent i meningsmålingerne og er nu faldet en smule med omkring 5 procentpoint.

De underliggende årsager til deres fremgang – det liberale etablissements legitimitetskrise, manglen på et seriøst radikalt venstreorienteret alternativ, ophobningen af vrede hos dele af arbejderklassen – blev imidlertid ikke forårsaget af Trump og vil ikke forsvinde med ham. Disse populistiske højrefløjspersoner og -partier bliver måske nødt til at revurdere deres støtte til Trump og indtage en mere nationalistisk holdning, men ligesom i USA vil de blive miskrediteret, så snart de kommer til magten.

Endelig må vi ikke glemme, at selv hvis Iran-krisen bliver løst i morgen tidlig, hvilket er meget usandsynligt, vil de økonomiske konsekvenser være langvarige.

Chokbølgen fra lukningen af Hormuzstrædet og den fysiske fjernelse af millioner af tønder olie og gas fra markedet mærkes først nu fuldt ud i Asien. Der vil stadig gå et par uger, før den fulde virkning rammer Europa og USA. De høje energipriser er kommet for at blive i mindst hele dette år. Prisen på olie ligger på over 80 dollar per tønde for december-leverancer af Brent-benchmarken; hele 15 dollar højere end før krigen.

Om dette chok alene vil føre til en verdensomspændende recession, må tiden vise. Men de politiske konsekvenser af højere priser ved benzintanken mærkes allerede i form af utilfredshed med Trump i USA og landmænds og vognmænds vejspærringer i Irland.

Det, der startede som et kæmpe gamble fra Trumps side, beruset af den øjeblikkelige succes fra hans angreb på Venezuela og dum nok til at tro på Netanyahus vilde påstande om en hurtig, epokegørende sejr i en tre-dages krig, vil i bakspejlet blive set ikke kun som et afgørende vendepunkt i oprevtrevlingen af Trumps præsidentskab, men også som en afgørende udvikling i amerikansk imperialismes forfald.