Det er ikke en overdrivelse, at den største politiske skandale nogensinde udspiller sig for øjnene af os. Omfanget af afsløringerne om Epstein er ikke kun forbløffende – det er uden sidestykke i klassesamfundets historie. Aldrig før har den globale herskende klasse fået sine mest beskidte og mørke interne forhold afsløret offentligt på denne måde. Ingen skandale har nogensinde involveret så bred en vifte af verdens finansielle og politiske elite og deres institutioner.

Det er ikke fordi verden først nu er ved at finde ud af, hvem Jeffrey Epstein var. Længe før han angiveligt begik selvmord i 2019, var han kendt som verdens mest berømte, velforbundne pædofil og børne-menneskehandler. Detaljerne om de grusomheder, der afsløres i filerne, er ikke den virkelige overraskelse.

Det er snarere omfanget af hans forbindelser og omfanget af mørklægningen, der har rystet verden. Det viser sig, at ”Epstein-klassen” befinder sig i alle virksomheders bestyrelseslokaler og bevæger sig ubekymret gennem alle magtens korridorer. Det omfatter hele systemet.

I stedet for at kaste lys over alle de skjulte hemmeligheder har den delvise offentliggørelse af filerne kun bekræftet, at den største mørklægning nogensinde stadig er i gang. Som en skribent på Financial Times udtrykte det: “Epstein-filerne giver Amerika det modsatte af en forsoning.” Mindst halvdelen af filerne – næsten tre millioner yderligere – forbliver skjulte, hvilket er en åbenlys overtrædelse af Epstein Files Transparency Act (EFTA), som blev påtvunget Kongressen og præsidenten under pres fra neden.

Mens Justitsministeriet på skandaløs vis afslørede navnene på mange af ofrene, blev navnene på mange af gerningsmændene omhyggeligt bortcensureret. Bortset fra Ghislaine Maxwell er ingen i USA blevet seriøst efterforsket eller tiltalt – for slet ikke at tale om stillet for retten. Mens den mand, der tidligere var kendt som prins Andrew, bliver fremvist for hele verden, sidder Maxwell, takket være Donald Trump, i et fængsel med minimale sikkerhedsforanstaltninger, der ligner en country club.

I årene op til afsløringerne var institutioners legitimitet allerede på et rekordlavt niveau, og anti-elite-, anti-milliardær- og anti-establishment-stemningen i samfundet var allerede på et rekordhøjt niveau. I sådan en situation har konsekvenserne af skandalen, når den først er trængt helt ind i bevidstheden hos den brede befolkning, potentiale til at få revolutionære implikationer.

En Reuters/Ipsos-meningsmåling taler sit tydelige sprog: 77 % af amerikanere siger, at Epstein-filerne “har sænket deres tillid til landets politiske og erhvervsmæssige ledere”. Det samme gælder 68 % af de adspurgte republikanere. 76 % af amerikanere (og 65 % af republikanere) mener, at “det helt sikkert eller sandsynligvis er sandt, at den føderale regering skjuler oplysninger om Epsteins formodede kunder”. 86 % af de adspurgte (og 85 % af republikanere) siger, at filerne “viser, at magtfulde mennesker i USA sjældent stilles til ansvar for deres handlinger”.

Det er umuligt at forudsige, hvordan dette kaotiske drama vil udspille sig. Det kan ikke udelukkes, at skandalen i stedet for at stilne af vil eskalere, indtil den udløser en omfattende social omvæltning. Uanset hvordan tingene udvikler sig, har det allerede en ekstraordinær indflydelse på den offentlige mening og klassekampen. Den herskende klasses sande ansigt er blevet afsløret, og intet vil nogensinde blive det samme igen.

Grundene til den forsinkede effekt

Det vil tage tid, før den fulde effekt af afsløringerne går op for folk, og før deres indvirkning på den kollektive bevidsthed når sin logiske konklusion.

For det første er der selve mængden af filer, der er frigivet indtil videre – ikke kun utallige e-mails, tekstbeskeder, kontoudtog og kvitteringer, men også omkring 180.000 billeder og 2.000 videoer. Det ville tage adskillige menneskealdre at gennemgå de 3,5 millioner dokumenter et ad gangen. Hvis de blev udskrevet og stablet oven på hinanden, ville filerne nå op i højden af Empire State Building.

Derfor udvikler mange journalister fra alle større medier deres egne AI-søgeværktøjer og arbejder døgnet rundt for at gennemgå dokumenterne, forstå deres indhold og finde relevante navne og forbindelser. Det resulterer i en daglig strøm af nye afsløringer, som kan fastholde offentlighedens opmærksomhed på skandalen i måneder, hvis ikke år.

Det er imidlertid ikke kun antallet af filer, der gør det svært at bearbejde det, vi ser. Dette skyldes også antallet af institutioner og personer, der er impliceret, enten gennem direkte tilknytning til verdens mest berygtede person eller gennem bestræbelserne på at dække over det omfattende netværk af medsammensvorne og medvirkende.

Utallige præsidenter og andre statsoverhoveder, medlemmer af kongefamilien, Wall Street-direktører, milliardærer fra Big Tech, mediepersonligheder, akademikere fra de bedste universiteter og politiske personligheder af alle ideologiske overbevisninger – med den vigtige undtagelse af kommunister – var indblandet i Epsteins netværk. Fra Clinton-parret og Bill Gates til Elon Musk og Richard Branson – listen over hans samarbejdspartnere er som et persongalleri over den herskende klasse, hvilket har fået nogle til at kalde hans netværk for “en MR-scanning af establishmentet”.

Det er umuligt at undgå at drage konklusionen, at det er “os mod dem” – “os” er de millioner af almindelige amerikanere, der bare prøver at få enderne til at mødes og samtidig beskytte deres børn, og “dem” er en fordærvet og privilegeret milliardær-elite, der dækker over børnevoldtægtsforbrydere.

Udtrykket “Epstein-klassen” er nu blevet en fast del af det daglige ordforråd. Samtidig er brugen af udtrykket “herskende klasse” gået fra at være “radikalt sprogbrug” til nu at være en nøgtern beskrivelse af det sociale lag, der er involveret i skandalen.

Selv The New York Times, som aldrig før har trykt ord som “herskende klasse” uden anførselstegn, for at understrege en nedladende ironi, er nu tvunget til at bruge udtrykket uironisk.

Der er ingen andre ord, der kan beskrive dem. De udgør den øverste del af samfundet. Ingen står over dem. Ingen har mere rigdom eller beslutningsmagt end dem. De har ikke bare luksuriøse penthouses og palæer, private øer, private jetfly og yachter. Hele systemet er deres.

De mest skeptiske konspirationsteoretikeres mørkeste mistanker om elitenes fordærvede handlinger viste sig at være ret præcise. Det, der er afsløret indtil videre, er kun toppen af isbjerget. Den skade, sagen vil gøre på det kollektive syn på de rige og magtfulde, vil aldrig kunne repareres.

Men det er ikke alt. Skandalen underminerer også “retsvæsenets” legitimitet og legitimiteten for store dele af den føderale regering, og som minimum de sidste fire præsidentadministrationer. Selvom mange mennesker havde mistanke om det værste, når det gjaldt korruption i regeringen, er skandalen en svær pille at sluge for millioner af mennesker.

Det siger sig selv, at marxister ikke er det mindste overraskede over, at hele statsapparatet har været med til at dække over nogle af de mest sygelige forbrydelser, man kan forestille sig, begået af mange af de rigeste mennesker på jorden. Det bemærkelsesværdige ved disse begivenheder er ikke, hvad vi har at sige om den marxistiske teori om staten, men hvad vi ikke har at sige. Begivenhederne uddanner arbejderklassen i konklusionerne fra Lenins Stat og revolution langt mere effektivt, end vi nogensinde kunne have gjort.

Der er meget at fordøje, og de konstante afsløringer gør det svært at forstå den fulde betydning. Det ligner lidt detoneringen af en atombombe. En kraftig eksplosion i det fjerne vises først som et blændende lysglimt og en massiv paddehattesky. Efter et kort øjebliks forsinkelse jævner eksplosionens kraft alt omkring sig med jorden. I dette tilfælde er det den herskende klasses politiske autoritet og dens institutioners legitimitet, der bliver reduceret til ruiner i millioner af menneskers bevidsthed.

Betydningen for Trumpismen

Som enhver der har studeret marxistisk filosofi vil se, så udspiller den kaotiske skandale sig på en dybt dialektisk måde

Under valgkampen lovede Trump med stor selvtillid at frigive Epstein-filerne. Da han brød det løfte, mistede han midlertidigt kontrollen over sit flertal i Kongressen. Under pres fra MAGA-bevægelsen – og med politisk selvmord som konsekvens, hvis de nægtede – stemte de republikanske kongresmedlemmer for at tvinge Trump til at frigive filerne.

Da Trump indså, at han stod over for et oprør og ville tabe afstemningen, skiftede han i sidste øjeblik taktik. Pludselig opfordrede han politikerne til at stemme for at frigive filerne, hvilket  han selv kunne have gjort ved dekret. Frigivelsen af filerne var blevet et samlingspunkt for en betydelig del af hans vælgerbase. Men den måde Trump gjorde det på, implicerer hans administration i mørklægningen.

Langt fra at drage politisk fordel af sin nyopdagede kærlighed til ”gennemsigtighed” har hele sagaen været endnu et søm i kisten for MAGA’s tværklassekoalition. Det er ikke kun på grund af hans pludselige kovendinger. Sagen har potentialet til at underminere hele den ”populistiske” strategi, der er kernen i Trumps politiske karriere.

Trump bøjede sig bagover for at fremstille sig selv som en anti-elite og anti-establishment-figur – på trods af at han er en milliardær fra Manhattan, der i årevis festede med Epstein og hans følge af unge kvinder. At være en outsider, er kernen i hele det politiske fænomen, der kaldes trumpisme. Som det viser sig, har Trump i allerhøjeste grad altid været en insider.

Mange af hans tidligere tilhængere kan nu se kejserens nye klæder. Sidste måned, mens han holdt tale på en bilfabrik i Michigan, blev Trump afbrudt af en fagforeningsarbejder, der råbte: ”Du beskytter pædofile!” Præsidenten, der blev rasende,svarede ved gentagne gange at sige ”fuck dig” og give arbejderen fingeren. Optagelsen gik viralt og symboliserer Trumps sande holdning til sin vælgerbase.

Derefter er der Steve Bannons ydmygende fald – en af de mest “autoritative” talsmænd for MAGA’s populistiske fløj, måske kun overgået af Trump selv. Det viser sig, at den populistiske ”anti-elite” forkæmper passer lige ind i den luksuriøse kreds af milliardærer, han ofte har kritiseret. Ikke alene afslører filerne, at han og Epstein var gode venner, men de har også afsløret en 15-timers “dokumentarfilm”, som de to omtalte som “medietræning”.

Indtil videre er kun to timer af dokumentaren blevet offentliggjort – uden nogen forklaring på hvorfor – men de giver et fascinerende indblik i sindet på en psykopatisk parasit. På trods af Bannons smigrende spørgsmål og vedholdende insisteren lykkes det ham ikke at få Epstein til at sige noget, man kan relatere til, eller noget, der får ham til at virke menneskelig eller selvbevidst. Men han formår at løfte sløret for, hvordan beslutninger som redningen af Wall Street i 2008 bliver truffet – beslutninger, der påvirker hele befolkningens liv. Epstein gav råd til direktørerne for landets største banker og til finansministeriet… fra en fængselscelle i Palm Beach, mens han afsonede en dom for børneprostitution! En markant lektion i, hvordan det borgerlige demokrati virker.

Det borgerlige styre mister al troværdighed

Ikke kun Trumps omdømme er blevet plettet af hans tætte forbindelse til Epstein – det samme gælder hele hans administration. Det er tydeligt, at det amerikanske justitsministerium, som indbefatter FBI, er medskyldig i skandalen.

De filer, der er blevet offentliggjort, er så kraftigt censureret, at mange sider har flere sorte overstregninger end tekst. De offentlige retsmøder beviste, at FBI havde bortcensureret navnene på gerningsmændene og medsammensvorne, mens de ikke havde bortcensureret ofrenes navne.

Kash Patel, chefen for Trumps FBI, var engang en særlig højlydt fortaler for at frigive Epstein-filerne. Men da det kom til at omsætte ord til handling, skiftede han holdning og forklarede for Kongressen, at der ikke var “noget bevis for medsammensvorne”, og at Epstein “ikke drev menneskehandel”.

Trumps handelsminister, Howard Lutnick, tog i første omgang afstand fra Epstein, hvis penthouse til 250 millioner dollar på Manhattan i mange år lå ved siden af sit eget. Lutnick hævdede, at han brød forbindelsen med sin nabo i 2005, efter at han havde indset, at Epstein var en seriemisbruger af børn. Det var dog ikke tilfældet, ifølge de seneste afsløringer. Lutnick blev tvunget til at revidere sin historie under ed og forklarede, at han faktisk havde rejst til Epsteins berygtede private ø i Caribien, efter at han var blevet retsforfulgt for seksuelle forbrydelser. Dokumenter viser også, at de to samarbejdede om forskellige forretningsaftaler.

Alt dette blev kun overgået af den skandaløse optræden af Trumps justitsminister, Pam Bondi, som vil gå over i historien for sine skruppelløse afledningsmanøvrer under den tv-transmitterede høring i retsudvalget. Da hun besvarede spørgsmål fra medlemmer af Kongressen om, hvorfor Epsteins medsammensvorne ikke blev efterforsket, gik hun i gang med en hidsig tirade:

“[Ingen] har spurgt Merrick Garland om Jeffrey Epstein i de sidste fire år. Hvor ironisk er det? Ved I hvorfor? Fordi Donald Trump, Dow Jones-indekset, Dow Jones-indekset er lige nu over 50.000 dollars – jeg forstår ikke, hvorfor I griner… Dow Jones-indekset er over 50.000 lige nu, S&P er næsten 7.000 og NASDAQ slår rekorder. Amerikanernes 401k-pensioner og pensionsopsparinger blomstrer. Det er det, vi bør tale om. Vi bør tale om at gøre amerikanerne sikre. Hvad har Dow Jones-indekset med noget at gøre – det er det, de lige har spurgt om, laver du sjov? Laver du sjov? … Dow Jones-indekset har for første gang overskredet 50.000. Det er vanvittigt. De sagde, det ikke kunne lade sig gøre på fire år. Men præsident Trump har gjort det på et år. De nationale medianlejer er faldet til det laveste niveau i fire år takket være Donald Trump. Derfor vil de fokusere på Epstein og vores mest gennemsigtige præsident i nationens historie. Mordraten er, som jeg sagde, faldet til det laveste niveau i 125 år takket være Donald Trump. I ni måneder i træk, hvilket er uden fortilfælde, var der ingen ulovlige grænsekrydsninger ved den sydlige grænse. Det er det, vi bør fokusere på. Alt det fantastiske arbejde, som denne præsident har gjort og vil fortsætte med at gøre for at beskytte Amerika og sikre amerikanernes sikkerhed.” (egen oversættelse)

Det spørgsmål, Bondi besvarede, lød: “Hvor mange medsammensvorne har du rejst tiltale mod? Hvor mange gerningsmænd efterforsker du?”

Dette uddrag er en trofast afspejling af hendes vidnesbyrd gennem det næsten seks timer lange spektakel. Hun nægtede at undskylde over for eller endda anerkende tilstedeværelsen af et dusin Epstein-ofre, der stod i rummet lige bag hende, som havde tilbudt at afgive vidnesbyrd til Bondis justitsministerium, men som alle blev afvist eller ignoreret.

Aldrig gav hun et direkte svar på et eneste spørgsmål. I stedet svarede hun med usammenhængende culture-war-retorik. Forestillingen gav dog en dybtgående indsigt i formålet med culture-war-retorik, som er at vende arbejdere og fattige mod hinanden for at aflede deres opmærksomhed fra de virkelige forbrydere i toppen af samfundet.

Men for at denne strategi skal fungere, skal den udføres dygtigt. Ved at bruge Trumps taktik så klodset, bidrog Bondi sandsynligvis til at øge klassebevidstheden hos de arbejdere, der fulgte med i retssagen.

Scenen mindede om det surrealistiske interview, som en anden Trump-embedsmand gav en måned tidligere. Den miskrediterede tidligere “Commander at Large” for grænsepolitiet, Gregory Bovino, løj også på landsdækkende tv, hvilket sandsynligvis motiverede mange til at deltage i landets første bydækkende generalstrejke i 80 år.

Trumps metode til at besvare kritik – “benægt, fordøm, afled” – har stort set udspillet sin rolle. Det faktum, at almindelige mennesker ikke længere stoler på, hvad der kommer ud af munden på højtstående statsembedsmænd, vil få vidtrækkende konsekvenser.

Epstein-klassen kan ikke drage sig selv til ansvar

Siden sidste sommer har Det Hvide Hus opretholdt en streng kommunikationspolitik, når det ubehagelige emne om Epstein kom op: Passér gaden, der er ikke noget at se her. Men der er faktisk en hel del at se, og landet er langt fra klar til at gå videre.

I et brev til Kongressen den 15. februar meddelte Bondi, at Justitsministeriet er færdig med at frigive filer. Showet er slut, siger hun – i virkeligheden er det kun lige begyndt.

På kort sigt kæmper medlemmer af Kongressen fra begge partier – især demokraterne – for at markere sig og drage politisk fordel af skandalen. To kongresmedlemmer var medforslagsstillere til EFTA-lovgivningen, der udløste hele afsløringen: Thomas Massie, republikaner fra Kentucky og Ro Khanna, demokrat fra Californien. Den tidligere MAGA-fortaler Marjorie Taylor Greene støttede også lovgivningen, inden hun blev angrebet af Trump, brød offentligt med hans version af MAGA og trak sig fra Kongressen.

Sandheden er, at begge partier er fuldstændig afhængige af Epstein-klassen. Både republikanerne og demokraterne har beskyttet dette menneskelige udskud, i det mindste helt tilbage til Bill Clinton, der var en fast del af Epsteins omgangskreds.

Retfærdighed kan ikke ske fyldest inden for dette system, fordi Epstein-klassen er uløseligt forbundet med den herskende klasse. De er det samme. Den uundgåelige konklusion er dybt alarmerende for de mere skarpsindige af kapitalismens strateger.

“Hvordan kan man fjerne skurkene, når de spænder over hele systemet?” spørger Edward Luce fra Financial Times nervøst. Det indlysende svar på hans retoriske spørgsmål er klart: Man må vælte hele systemet.

I samme afsnit advarer han med alvor om, at en spirende Lenin “måske vil se filerne som tændvæske, der venter på en revolutionær gnist”. Han har ingen anelse om, hvor tæt han er på sandheden.